LEKTION 30
Du kan få dem du har mistet, at se igen!
Døden er årsag til stor sorg og smerte. Det er derfor Bibelen omtaler døden som en fjende. (1. Korinther 15:26) I lektion 27 lærte vi at Jehova vil besejre den fjende, altså fjerne døden. Men hvad vil der ske med dem der allerede er døde? I den her lektion vil du lære mere om et andet fantastisk løfte Jehova har givet os: Han vil give milliarder af mennesker der er døde, mulighed for at få evigt liv. Han vil give dem en opstandelse! Er det virkelig muligt? Vil de døde få livet igen i himlen eller på jorden?
1. Hvad glæder Jehova sig til at gøre for dem der har mistet livet?
Jehova længes efter at give de døde livet igen. Job, der var en mand med en meget stærk tro, var helt overbevist om at Jehova ikke ville glemme ham når han døde. Han sagde til Gud: “Du vil kalde, og jeg vil svare dig [fra Graven].” – Læs Job 14:13-15.
2. Hvordan ved vi at de døde kan få livet igen?
Da Jesus var på jorden, gav Jehova ham kraft til at oprejse mennesker. Jesus gav en 12-årig pige og en ung mand livet igen. (Markus 5:41, 42; Lukas 7:12-15) Senere døde Jesus’ ven Lazarus. Men Jesus oprejste ham, selvom han havde været død og begravet i fire dage. Jesus bad til Jehova og råbte ganske enkelt hen til graven: “Lazarus, kom ud!” Og “manden der havde været død, kom ud”. Lazarus var levende! (Johannes 11:43, 44) Forestil dig hvor fantastisk det må have været for Lazarus’ venner og familie!
3. Hvilket håb er der for dem du har mistet?
Jehova lover at de døde “vil blive oprejst”. (Apostlenes Gerninger 24:15) Bibelen viser at de mennesker Jesus oprejste, ikke var kommet i himlen da de døde. (Johannes 3:13) Og da de fik livet igen, var det her på jorden. De milliarder af mennesker Jesus meget snart vil oprejse, vil også få livet igen her på jorden, og de vil kunne glæde sig over at leve evigt i et paradis. Jesus sagde at “alle der er i mindegravene”, vil få en opstandelse – ingen vil blive glemt, for de er i Jehovas hukommelse. – Johannes 5:28, 29.
GÅ I DYBDEN
Find ud af hvorfor vi kan have tillid til at Jesus både kan og vil give de døde livet igen. Se også hvordan løftet om en opstandelse kan give dig trøst og håb.
4. Jesus viste at han har kraft til at oprejse de døde
Lær mere om hvad Jesus gjorde for sin ven Lazarus. Læs Johannes 11:14, 38-44, og tal om de her spørgsmål:
Hvordan ved vi at Lazarus virkelig var død? – Se vers 39.
Hvis Lazarus var kommet i himlen da han døde, tror du så Jesus ville have givet ham en opstandelse på jorden?
5. Mange vil blive oprejst!
Læs Salme 37:29, og tal om det her spørgsmål:
Hvor vil de milliarder af mennesker der bliver oprejst, komme til at leve?
Jesus vil ikke kun oprejse dem der har tjent Jehova. Bibelen siger at mange flere vil få livet igen. Læs Apostlenes Gerninger 24:15, og tal om spørgsmålet:
Hvem glæder du dig til at møde når de får livet igen?
Det er lige så let for Jesus at oprejse nogen som det er for en far at vække sit sovende barn
6. Løftet om en opstandelse kan give dig trøst og håb
Mange der sørger, er blevet trøstet og opmuntret af at læse Bibelens beretning om Jairus’ datter. Læs Lukas 8:40-42, 49-56 for at se hvad Jairus og hans familie oplevede.
Inden Jesus oprejste den lille pige, sagde han til hendes far: “Vær ikke bange, du skal blot have tro.” (Se vers 50). Hvordan kan håbet om en opstandelse hjælpe dig ...
hvis en du elsker, dør?
hvis dit liv er i fare?
Se videoen, og tal derefter om spørgsmålet.
Hvordan har håbet om en opstandelse trøstet og opmuntret Phelicitys forældre?
NOGLE SIGER MÅSKE: “Jeg kan simpelthen ikke tro på at de døde kan få livet igen. Det er for godt til at være sandt.”
Hvad mener du?
Hvilket bibelvers kunne du bruge for at vise at de døde vil blive oprejst?
KORT SAGT
Ifølge Bibelen vil milliarder af mennesker få en opstandelse. Jehova glæder sig til at de får livet igen, og han har givet Jesus kraften til at oprejse dem.
Forklar
Hvordan har Jehova og Jesus det med at de snart vil give de døde livet igen?
Hvor vil de milliarder af mennesker som bliver oprejst, komme til at leve – i himlen eller på jorden? Hvorfor siger du det?
Hvad overbeviser dig om at dem du har mistet, kan få livet igen?
GÅ PÅ OPDAGELSE
Få nogle gode råd til hvordan du kan tackle sorg.
Kan Bibelen virkelig hjælpe nogen der er i sorg?
Hvad kan hjælpe børn når de mister en de elsker?
Er der nogle af dem der bliver oprejst, der skal leve i himlen? Og er der nogle som ikke vil få livet igen?