DOMMENS DAG

En særlig „dag“ eller periode hvor bestemte grupper, nationer eller menneskeheden i almindelighed kræves til regnskab for deres handlinger af Gud. Det kan være en tid hvor dommen eksekveres over nogle der allerede er dømt til døden, men det kan også være en domstid der indebærer muligheden for at nogle udfries, endog til evigt liv. Jesus Kristus og hans apostle pegede frem til en „dommens dag“ som ville berøre ikke blot dem der levede til den tid, men også dem der allerede var døde. — Mt 10:15; 11:21-24; 12:41, 42; 2Ti 4:1, 2.

Tidligere domsperioder. Jehova har på forskellige tidspunkter i fortiden krævet folk og nationer til regnskab for deres handlinger og eksekveret sine domme ved at udslette dem. Sådanne domseksekveringer var ikke vilkårlige tilkendegivelser af rå styrke og en altovervældende magt. I nogle tilfælde oversættes det hebraiske ord for „dom“ (misjpatʹ) også med „lovbud“ og „ret“. (Ezr 7:10; 1Mo 18:25). Bibelen understreger at Jehova „elsker retfærdighed og ret“, og disse egenskaber gør sig også gældende når han eksekverer sine domme. — Sl 33:5.

Undertiden eksekveredes disse domme som følge af folks slethed og ugudelighed i deres daglige liv. Dette er byerne Sodoma og Gomorra et eksempel på. Jehova inspicerede disse byer og konstaterede at indbyggernes synd var meget stor, og han besluttede derfor at ødelægge dem. (1Mo 18:20, 21; 19:14) Senere skrev Judas at disse byer led „en evig ilds retslige straf [gr.: diʹkēn, dom, retskendelse, domseksekvering, straf]“. (Jud 7) Disse byer oplevede altså en dommens dag.

Jehova førte en retssag mod det gamle Babylon, hans og hans folks gamle modstander og ærkefjende. På grund af sin unødvendig store grusomhed mod jøderne — Babylon havde for eksempel ikke til hensigt at give fangerne fri efter de 70 år, og man gav Marduk æren for sejren over Guds folk — kunne Babylon forvente at Gud ville eksekvere sin dom over det. (Jer 51:36; Es 14:3-6, 17; Da 5:1-4) Det skete i 539 f.v.t. da det babyloniske rige blev omstyrtet af mederne og perserne. Eftersom dommen der blev eksekveret, var Jehovas, kunne denne periode kaldes „Jehovas dag“. — Es 13:1, 6, 9.

På lignende måde profeterede Jeremias at Gud havde „et retsopgør“ med blandt andre Edom i tanke (Jer 25:17-31), og derfor erfarede denne nation som havde vist had til Jehova og hans folk, Guds dom og gengældelse på „Jehovas dag“. — Ob 1, 15, 16.

Da Juda og Jerusalem blev utro og pådrog sig Guds mishag, sagde han at han ville håndhæve sine lovbud i dets midte. (Ez 5:8) I 607 f.v.t. kom „Jehovas heftige vredes dag“ hvor hans ugunstige dom blev eksekveret. (Ez 7:19) Imidlertid blev det forudsagt at der ville komme endnu en domsdag eller domstid over Jerusalem. Joel profeterede at Jehovas ånd ville blive udgydt før hans „store og frygtindgydende dag“ ville komme. (Joel 2:28-31) Under inspiration forklarede Peter på pinsedagen i år 33 e.v.t. at man da erfarede en opfyldelse af denne profeti. (Apg 2:16-20) „Jehovas dag“ kom i år 70 da de romerske hære eksekverede Guds dom over jøderne. Som Jesus havde forudsagt, var det „hævnens dage“, eller „dage da retten sker fyldest“. — Lu 21:22, fdn.; se ØDELÆGGELSE, UDRYDDELSE.

Domsperioder i fremtiden. Foruden de domsdage der er forudsagt i De Hebraiske Skrifter, og som indtraf i fortiden, nævner Bibelen domsdage i fremtiden hvor Guds dom vil blive eksekveret. Åbenbaringens Bog peger frem til den tid da „Babylon den Store“ vil blive tilintetgjort, opbrændt med ild. Denne retslige straf kommer over denne „skøge“ fordi hun har bedrevet utugt med nationerne og drukket sig beruset i Jesu vidners blod. (Åb 17:1-6; 18:8, 20; 19:1, 2) Peter forudsagde „de ugudelige menneskers doms og undergangs dag“ idet han henviste til en tidligere domseksekvering, nemlig den der fandt sted i Noas dage. (2Pe 3:7) I Åbenbaringens Bog siges der at denne dom eksekveres af „Guds Ord“, der vil slå nationerne med et langt sværd. (Åb 19:11-16; jf. Jud 14, 15.) I det 1. århundrede var dommen allerede afsagt over Djævelen, og de dæmoner han er anfører for, vidste at de ville blive kastet i afgrunden ligesom Satan. (1Ti 3:6; Lu 8:31; Åb 20:1-3) Det fremgår heraf at den dom der venter dem, simpelt hen er eksekveringen af en dom der allerede er afsagt. — Jud 6; 2Pe 2:4; 1Kor 6:3.

En dom kan være gunstig eller ugunstig. De fleste steder hvor ordet „dom“ (gr.: kriʹsis og kriʹma) bruges i De Kristne Græske Skrifter, indeholder det klart tanken om en fordømmelse eller ugunstig dom. I Johannes 5:24, 29 sættes „dom“ i modsætning til „liv“ og „evigt liv“, hvilket viser at der er tale om en ugunstig, fordømmende dom som medfører tab af liv, det vil sige død. (2Pe 2:9; 3:7; Joh 3:18, 19) Det er dog ikke enhver ugunstig dom der uundgåeligt fører til undergang. Et eksempel herpå er Paulus’ bemærkninger i 1 Korinther 11:27-32 om hvordan Herrens aftensmåltid skal højtideligholdes. Hvis man ikke klart forstod hvad man gjorde, kunne man spise og drikke sig „en dom til“. Og derefter tilføjer Paulus: „Når vi imidlertid dømmes, tugtes vi af Jehova, for at vi ikke skal blive fordømt sammen med verden.“ Man kunne altså få en ugunstig dom, men undgå at blive tilintetgjort for evigt hvis man angrede.

At en dom ikke behøver at føre til fordømmelse, fremgår desuden af 2 Korinther 5:10. Om dem der føres frem for Messias’ dommersæde, siges der: „Hver enkelt [vil] få løn . . . efter det han har øvet, hvad enten det er godt eller slet.“ Den dom der nævnes i Åbenbaringen 20:13, er øjensynlig for manges vedkommende en gunstig dom. De døde som får en ugunstig dom, kastes i „ildsøen“. De øvrige kommer igennem dommen, for de „fandtes skrevet i livets bog“. — Åb 20:15.

Man stilles personligt for retten på dommens dag. De førkristne hebræere var kendt med tanken om at Gud ville drage dem personligt til ansvar for deres handlinger. (Præ 11:9; 12:14) Det fremgår af De Kristne Græske Skrifter at der vil være en speciel periode, eller „dag“, i fremtiden da alle mennesker, både levende og døde, vil blive stillet personligt for retten. — 2Ti 4:1, 2.

Hvem dommerne er. I De Hebraiske Skrifter betegnes Jehova som „den der dømmer hele jorden“. (1Mo 18:25) Svarende hertil kaldes han i De Kristne Græske Skrifter for „alles dommer“. (He 12:23) Han har dog bemyndiget sin søn til at dømme på sine vegne. (Joh 5:22) Bibelen omtaler Jesus som den der til sin tid skal dømme, og at han er „bestemt“ og „udnævnt“ til det. (Apg 10:42; 17:31; 2Ti 4:1) At Jesus således er bemyndiget af Gud, løser den tilsyneladende modsigelse mellem det sted hvor der siges at alle skal „træde frem for Guds dommersæde“, og det sted hvor der siges at alle skal „frem i lyset foran Messias’ dommersæde“. — Ro 14:10; 2Kor 5:10.

Jesus sagde til sine apostle at når han i „genskabelsen“ satte sig på sin herligheds trone, skulle de „sidde på tolv troner“ og dømme. (Mt 19:28; Lu 22:28-30) Paulus gjorde opmærksom på at de kristne som er „kaldet til at være hellige“, skal dømme verden. (1Kor 1:2; 6:2) Apostelen Johannes så i et syn at nogle fik overdraget „magt til at dømme“. (Åb 20:4) I betragtning af ovennævnte skriftsteder omfatter disse tydeligvis apostlene og de øvrige af de hellige. Dette fremgår også af den sidste del af verset, der taler om dem der skal herske som konger sammen med Messias i de tusind år. Disse bliver altså konger og dommere sammen med Jesus.

At der vil blive dømt retfærdigt på dommens dag, er sikkert, for Jehovas „domme er sande og retfærdige“. (Åb 19:1, 2) Og de domshandlinger han giver bemyndigelse til, er også sande og retfærdige. (Joh 5:30; 8:16; Åb 1:1; 2:23) Retten vil ikke blive bøjet eller nogen kendsgerninger skjult.

Indbefatter en opstandelse. Samtidig med at Jesus talte om dommens dag, viste han også at der ville finde en opstandelse af de døde sted. Han nævnte at det kunne ske at en by afviste apostlene og deres budskab, og sagde i den forbindelse: „Det vil være mere udholdeligt for Sodomas og Gomorras land på dommens dag end for den by.“ (Mt 10:15) Selv om Jesus gjorde brug af en hyperbel (eftersom Sodoma og Gomorra var blevet straffet med evig tilintetgørelse), viste hans udtalelse alligevel at nogle fra en sådan jødisk by i det 1. århundrede ville være til stede på en fremtidig dommens dag. (Jf. Mt 11:22-24; Lu 10:13-15; Jud 7.) Endnu tydeligere er hans udtalelse: „Sydens dronning vil ved dommen blive oprejst sammen med denne generation.“ (Mt 12:41, 42; Lu 11:31, 32) Og når der siges at Jesus vil dømme „levende og døde“, må det ses i lyset af den omstændighed at der vil finde en opstandelse sted på dommens dag. — Apg 10:42; 2Ti 4:1.

Endelig viser det der siges i Åbenbaringen 20:12, 13, at mange af dem der bliver dømt på dommens dag, vil være nogle der har fået en opstandelse. Johannes ser de døde „stå foran tronen“, og der siges at døden og Hades gav de døde der var i dem, tilbage. Det er dem der bliver dømt.

Tidspunktet for dommens dag. I Johannes 12:48 siger Jesus at dommen vil finde sted på „den yderste dag“. Åbenbaringen 11:17, 18 tidsfæster dommen over de døde til efter at Gud har overtaget sin store magt og er begyndt at herske som konge i en særlig forstand. Der kastes yderligere lys over spørgsmålet når man betragter rækkefølgen af de begivenheder der nævnes i Åbenbaringen, kapitlerne 19 og 20. Her læser man om en krig hvori ’kongernes Konge’ dræber „jordens konger og deres hære“. (Tidligere i Åbenbaringen [16:14] kaldes denne krig for „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“.) Derefter bindes Satan og kastes i afgrunden, hvor han vil være i tusind år. I denne tusindårige periode vil Kristi medkonger tjene som dommere sammen med ham. I samme forbindelse nævnes også opstandelsen og dommen over de døde. Dette giver et fingerpeg om tidspunktet for „dommens dag“. Fra et bibelsk synspunkt er det ikke umuligt at en tusindårig periode kan betragtes som en „dag“, for Bibelen selv bruger denne sammenligning. — 2Pe 3:8; Sl 90:4.

Grundlaget for dommen. I beskrivelsen af hvad der vil ske når dommen finder sted, siges der i Åbenbaringen 20:12 at de opstandne døde da vil blive „dømt ud fra det der stod skrevet i skriftrullerne, efter deres gerninger“. De opstandne vil ikke blive dømt på grundlag af de gerninger de har gjort i deres tidligere liv, for regelen i Romerne 6:7 lyder: „Den der er død er blevet frikendt fra sin synd.“

Jesus sagde imidlertid at det ville være vanskeligt for nogle at udholde dommens dag, nemlig for dem der ikke gav agt på de kraftige gerninger han gjorde, eller ikke var lydhøre for budskabet fra Gud. — Mt 10:14, 15; 11:21-24.