APOSTEL

Det græske ord apoʹstolos er afledt af det almindeligt forekommende udsagnsord apostelʹlō, der slet og ret betyder „at sende, sende ud“. (Mt 10:5; Mr 11:3) Grundbetydningen af ordet fremgår af Jesu udtalelse: „En træl er ikke større end sin herre, og en der er udsendt [apoʹstolos] er heller ikke større end den der har sendt ham.“ (Joh 13:16) I denne betydning anvendes ordet også om Kristus Jesus, der betegnes som „den apostel og ypperstepræst som vi bekender“. (He 3:1; jf. Mt 10:40; 15:24; Lu 4:18, 43; 9:48; 10:16; Joh 3:17; 5:36, 38; 6:29, 57; 7:29; 8:42; 10:36; 11:42; 17:3, 8, 18, 21-25; 20:21.) Jesus var udsendt af Gud med bemyndigelse til at repræsentere ham.

Udtrykket „apostel“ anvendes dog i første række om de 12 disciple som Jesus personligt udvalgte og udpegede til at repræsentere ham. Navnene på de oprindelige 12 der blev udvalgt, opregnes i Mattæus 10:2-4; Markus 3:16-19 og Lukas 6:13-16. En af de oprindelige 12, Judas Iskariot, viste sig at være en forræder og opfyldte derved nogle profetiske udsagn. (Sl 41:9; 109:8) De 11 der forblev trofaste, nævnes igen ved navn i Apostelgerninger 1:13.

Nogle af apostlene havde været disciple af Johannes Døber før de blev Jesu disciple. (Joh 1:35-42) Elleve af dem var åbenbart galilæere (Apg 2:7), mens Judas Iskariot formentlig var judæer. De var alle af jævn herkomst; fire var fiskere og én havde været skatteopkræver. (Mt 4:18-21; 9:9-13) Mindst to af dem lader til at have været fætre til Jesus (Zebedæus’ sønner Jakob og Johannes). Af de religiøse ledere blev de betragtet som „ulærde og almindelige mennesker“, hvilket viser at de kun havde fået en elementær uddannelse og ikke havde gået på højere skoler. Nogle af dem, deriblandt Peter (Kefas), var gift. — Apg 4:13; 1Kor 9:5.

Af de 12 synes Peter, Jakob og Johannes at have haft det nærmeste forhold til Jesus. De var de eneste der overværede opvækkelsen af Jairus’ datter (Mr 5:35-43) og forklarelsen på bjerget (Mt 17:1, 2), og de ledsagede ham længere ind i Getsemane Have end de øvrige apostle den nat han blev arresteret. (Mr 14:32, 33) Et særlig hengivent forhold synes at have bestået mellem Jesus og Johannes, og man går i almindelighed ud fra at det er Johannes der betegnes som „den discipel som Jesus elskede“. — Joh 21:20-24; 13:23.

Udvælgelse og tidlige tjeneste. Jesus udvalgte de 12 af en større gruppe disciple og kaldte dem apostle, „for at de kunne være hos ham og for at han kunne sende dem ud [apostelʹlēi] at forkynde, med myndighed til at uddrive dæmonerne“. (Mr 3:13-15) Fra da af ’var de hos ham’ til stadighed, idet de under resten af hans jordiske tjeneste stod i et meget nært forhold til ham og blev grundigt undervist og oplært til deres tjeneste. (Mt 10:1-42; Lu 8:1) Eftersom de stadig var Jesu elever, blev de fortsat kaldt „disciple“, specielt i beretninger om tiden indtil Pinsedagen. (Mt 11:1; 14:26; 20:17; Joh 20:2) Derefter kaldes de konsekvent „apostle“. Da Jesus udpegede dem, gav han dem mirakuløse evner til at helbrede og uddrive dæmoner, og de brugte disse evner i et vist omfang under Jesu tjeneste. (Mr 3:14, 15; 6:13; Mt 10:1-8; Lu 9:6; jf. Mt 17:16.) Dette fremstilles dog altid som noget der var underordnet deres hovedopgave, forkyndelsen. Selv om de udgjorde en inderkreds af disciple, var deres undervisning og oplæring på ingen måde forbundet med mystiske ritualer eller ceremonier.

Menneskelige svagheder. Skønt de som Guds søns apostle var højt begunstigede, var de behæftet med almindelige menneskelige fejl og svagheder. Peter var tilbøjelig til at forivre sig og handle overilet (Mt 16:22, 23; Joh 21:7, 8); Thomas havde svært ved at lade sig overbevise (Joh 20:24, 25); Jakob og Johannes røbede ungdommelig utålmodighed. (Lu 9:49, 54) De skændtes om hvem af dem der ville blive den største i det jordiske rige som de forventede Jesus ville oprette. (Mt 20:20-28; Mr 10:35-45; jf. Apg 1:6; Lu 24:21.) De erkendte at de behøvede mere tro. (Lu 17:5; jf. Mt 17:20.) Til trods for at de i flere år havde arbejdet nært sammen med Jesus og vidste at han var Messias, forlod de ham alle da han blev arresteret (Mt 26:56); andre sørgede for hans begravelse. I begyndelsen var de endog sene til at acceptere kvindernes vidnesbyrd om at Jesus var opstået (Lu 24:10, 11), og af frygt mødtes de bag låste døre. (Joh 20:19, 26) Men den opstandne Jesus gav dem yderligere forståelse, og efter hans himmelfart på den 40. dag efter hans opstandelse gav de udtryk for stor glæde og „var hele tiden i templet og velsignede Gud“. — Lu 24:44-53.

Virke i den kristne menighed. Da Guds ånd blev udgydt over dem på Pinsedagen, blev de fyldt med styrke. De fem første kapitler i Apostelgerninger vidner om hvor frygtløst og frimodigt de forkyndte den gode nyhed og Jesu opstandelse, til trods for at de jødiske ledere satte dem i fængsel, piskede dem og truede dem med døden. I denne første tid efter Pinsedagen førte apostlenes dynamiske ledelse ved den hellige ånds kraft til en forbløffende vækst i den kristne menighed. (Apg 2:41; 4:4) Først begrænsede de deres tjeneste til Jerusalem; senere udvidede de den til også at omfatte Samaria, og til sidst virkede de i hele den dakendte verden. — Apg 5:42; 6:7; 8:5-17, 25; 1:8.

Deres hovedopgave som apostle var at vidne om Jesu opfyldelse af Jehova Guds hensigter og profetier, især om hans opstandelse og ophøjelse til himmelen, og at gøre disciple blandt folk af alle nationer. Jesus pålagde dem denne opgave umiddelbart før sin himmelfart. (Mt 28:19, 20; Apg 1:8, 22; 2:32-36; 3:15-26) Deres vidnesbyrd om opstandelsen var en øjenvidneberetning. — Apg 13:30-34.

Mirakuløse evner. For at underbygge deres vidnesbyrd gjorde apostlene fortsat brug af de mirakuløse evner Jesus havde givet dem, foruden de åndens gaver som de fik på Pinsedagen og derefter. (Apg 5:12; 9:36-40; se GAVER FRA GUD [Åndens gaver].) Andre modtog også sådanne mirakuløse åndens gaver, men det fremgår af beretningen at det kun skete når en eller flere af apostlene var til stede, eller når apostlene lagde hænderne på de pågældende. Skønt Paulus ikke var en af de 12, tjente han også på denne måde som en apostel der personligt var udpeget af Jesus Kristus. (Apg 2:1, 4, 14; 8:14-18; 10:44; 19:6) Det var altså kun apostlene der kunne give disse gaver videre til andre. De mirakuløse gaver ophørte derfor da apostlene og de der havde fået dem gennem apostlene, døde. (1Kor 13:2, 8-11) I The Illustrated Bible Dictionary, redigeret af J. D. Douglas (1980, bd. 1, s. 79), står der: „Mærkeligt nok mangler de i kirken i det 2. århundrede. Forfatterne fra den tid omtaler dem som noget fortidigt, ja noget der hørte aposteltiden til.“

Administrative opgaver. Apostlene var dem der i første række grundlagde, organiserede og ledede den kristne menighed. (1Kor 12:28; Ef 4:11) Senere kom andre „ældste“ til som de delte denne tilsynsopgave med, men de udgjorde selv hovedparten af den voksende kristne menigheds styrende råd, og dette råd anerkendtes af de kristne overalt som den meddelelseskanal hvorigennem Gud traf afgørelser for og gav anvisninger til menighederne overalt på jorden. (Apg 2:42; 8:14-17; 11:22; 15:1, 2, 6-31; 16:4, 5) De var kun i stand til at varetage denne opgave fordi de, som lovet, blev ledet af den hellige ånd. (Joh 15:26, 27) Med åndens hjælp kunne de genkalde sig Jesu lære og anvisninger, afklare lærepunkter og gradvis blive ’ledet til hele sandheden’, det vil sige den sandhed der blev åbenbaret i aposteltiden. (Joh 14:26; 16:13-15; jf. 2:22; 12:16.) De udnævnte også mænd til at varetage tjenesteopgaver i menigheden, og de anviste i hvilke områder der skulle udføres missionærtjeneste. — Apg 6:2, 3; Ga 2:8, 9.

Apostlene tjente således i forening som en grundvold — hvilende på Jesus Kristus som hjørnegrundstenen — hvorpå der blev opbygget „et helligt tempel for Jehova“. (Ef 2:20-22; 1Pe 2:4-6) Der er ingen vidnesbyrd om at en enkelt apostel havde større rang i den oprettede kristne menighed. (Se PETER.) Peter og Johannes synes at have været særlig fremtrædende på Pinsedagen og umiddelbart derefter, idet Peter var den der førte ordet. (Apg 2:14, 37, 38; 3:1, 4, 11; 4:1, 13, 19; 5:3, 8, 15, 29) Men i de afgørelser der blev truffet i denne periode, synes ingen at have haft mere at sige end de andre i det styrende råd, og da de hørte at der blev døbt nye troende i Samaria, „sendte [apeʹsteilan] de Peter og Johannes til dem“, hvorved disse to i realiteten kom til at tjene som apostlenes apostle. (Apg 6:2-6; 8:14, 15) Efter apostelen Jakobs død synes disciplen af samme navn, Jesu halvbroder Jakob, at have præsideret i det styrende råd. Paulus omtaler denne Jakob og desuden Peter (Kefas) og Johannes som dem der „ansås for at være søjler“. (Apg 12:1, 2, 16, 17; Ga 1:18, 19; 2:9, 11-14) Ved det vigtige møde om hedningekristnes omskærelse, hvor både Peter og Paulus aflagde deres vidnesbyrd, var det Jakob der formulerede den endelige afgørelse. — Apg 15:1, 2, 6-21.

Hvem blev den tolvte apostel i stedet for Judas Iskariot?

Efter Judas Iskariots frafald og død var der kun 11 trofaste apostle tilbage, og Jesus udpegede ikke nogen til at erstatte ham i løbet af de 40 dage der gik fra hans opstandelse til hans himmelfart. Men på et tidspunkt i løbet af de ti dage mellem hans himmelfart og Pinsedagen blev det anset for nødvendigt at en anden blev udvalgt til at udfylde den plads Judas havde efterladt sig, ikke specielt fordi han var død, men fordi han var blevet troløs og var faldet fra, sådan som det fremgår af de skriftsteder Peter citerede. (Apg 1:15-22; Sl 69:25; 109:8; jf. Åb 3:11.) Da derimod den trofaste apostel Jakob blev henrettet, gjorde man sig åbenbart ingen bestræbelser for at udpege en efterfølger til hans apostelhverv. — Apg 12:2.

Som det fremgår af Peters ord, var man enige om at de eneste der kunne udfylde pladsen som en Jesu Kristi apostel, var dem der havde kendt Jesus personligt og havde været øjenvidner til hans gerninger, hans mirakler og specielt hans opstandelse. Dette indebar at en apostolsk succession op gennem tiden ville være umulig, medmindre Gud greb ind og sørgede for de nødvendige forudsætninger i hvert enkelt tilfælde. Dengang, før Pinsedagen, fandtes der imidlertid mænd som opfyldte disse krav, og to blev fremstillet som egnede til at overtage den troløse Judas’ plads. Uden tvivl med Ordsprogene 16:33 i tanke kastede man lod, og Mattias blev udvalgt og blev derefter „regnet med sammen med de elleve apostle“. (Apg 1:23-26) Han hørte således med til „de tolv“ der løste problemet med de græsktalende disciple (Apg 6:1, 2), og han var åbenbart en af „de tolv“ der ifølge Paulus havde set Jesus efter dennes opstandelse. (1Kor 15:4-8) Da Pinsedagen kom, var der således 12 apostolske grundsten som det åndelige Israel, der nu blev dannet, kunne hvile på.

Menighedsapostle. Mattias var ikke kun apostel for menigheden i Jerusalem, lige så lidt som de øvrige 11 apostle var det. Han var anderledes stillet end levitten Josef Barnabas, der blev apostel for menigheden i Antiochia i Syrien. (Apg 13:1-4; 14:4, 14; 1Kor 9:4-6) Andre var også „menighedsapostle“, det vil sige udsendt af lokale menigheder for at repræsentere dem. (2Kor 8:23) Og i brevet til filipperne omtaler Paulus Epafroditus som „udsending [apoʹstolon]“ og „personlig tjener“. (Flp 2:25) Disse mænd var tydeligvis ikke apostle i kraft af en apostolsk succession, og de hørte heller ikke med til „de tolv“, sådan som Mattias.

Den rette forståelse af denne bredere anvendelse af udtrykket „apostel“ kan medvirke til at løse den tilsyneladende uoverensstemmelse der er mellem Apostelgerninger 9:26, 27 og Galaterne 1:17-19 hvis man tager disse steder som omhandlende den samme begivenhed. I den første beretning står der at Paulus, da han ankom til Jerusalem, blev ’ført til apostlene’ af Barnabas. I den anden beretning siger Paulus imidlertid at han besøgte Peter, hvorefter han tilføjer: „Men jeg så ellers ingen af apostlene, kun Jakob, Herrens broder.“ Jakob (altså Jesu halvbroder Jakob, og ikke en af de oprindelige apostle ved navn Jakob, enten Zebedæus’ søn eller Alfæus’ søn) blev åbenbart betragtet som „apostel“ i den bredere betydning, nemlig som en der var udsendt af menigheden i Jerusalem. Dette kan være forklaringen på at beretningen i Apostelgerninger benytter titlen i flertal og siger at Paulus blev ført „til apostlene“ (dvs. Peter og Jakob). — Jf. 1Kor 15:5-7; Ga 2:9.

Udvælgelsen af Paulus. Sandsynligvis omkring år 34 blev Saulus fra Tarsus omvendt til kristendommen, og han bliver senere kaldt med sit navn Paulus. Han blev en ægte Jesu Kristi apostel, direkte udvalgt af den opstandne og herliggjorte Jesus Kristus. (Apg 9:1-22; 22:6-21; 26:12-23; 13:9) Han forsvarede sit apostelhverv med at han havde set den opstandne Herre Jesus Kristus, at han havde gjort mirakler, og at han havde formidlet hellig ånd til døbte troende. (1Kor 9:1, 2; 15:9, 10; 2Kor 12:12; 2Ti 1:1, 11; Ro 1:1; 11:13; Apg 19:5, 6) Eftersom apostelen Jakob (Johannes’ broder) ikke blev henrettet før omkring år 44, var alle „de tolv“ stadig i live da Paulus blev apostel. Han regner ingen steder sig selv med til disse „tolv“, men vedgår heller ikke at hans apostelhverv skulle være ringere end deres. — Ga 2:6-9.

Både Mattias og Paulus var fuldgyldige apostle, formålet med deres udsendelse taget i betragtning. Men da apostelen Johannes i forbindelse med Åbenbaringen, som han fik omkring år 96, fik et syn af det himmelske ny Jerusalem, så han kun 12 grundsten på hvilke „Lammets tolv apostles tolv navne“ stod skrevet. (Åb 21:14) Bibelen viser entydigt at apostelen Paulus aldrig blev betegnet som en af „de tolv“. De „tolv apostles tolv navne“ som står skrevet på det ny Jerusalems grundsten, må derfor indbefatte navnet Mattias og ikke Paulus. Det vil sige at synet som apostelen Johannes fik, afspejler situationen som den var ved den kristne menigheds oprettelse på pinsedagen i år 33. — Se også PAULUS, 2.

Aposteltidens afslutning. Bortset fra Jakobs henrettelse fortæller Bibelen ikke noget om de 12 apostles død, men alt tyder på at de var trofaste til det sidste, og at de derfor ikke behøvede at blive erstattet. Hvad de efterfølgende århundreder angår, siger The Interpreter’s Dictionary of the Bible at „når som helst det [udtrykket „apostel“] anvendes om enkeltpersoner i den senere kristne litteratur, bruges det billedligt. Kirken har aldrig siden det første århundrede haft apostle i nytestamentlig forstand“. — Redigeret af G. A. Buttrick, 1962, bd. 1, s. 172.

Så længe apostlene levede, tjente deres tilstedeværelse som et bolværk mod frafald, idet de holdt igen på den falske tilbedelses indflydelse i den kristne menighed. Det er åbenbart det apostelen Paulus taler om i 2 Thessaloniker 2:7: „Denne lovløsheds hemmelighed er ganske vist allerede i virksomhed, men som hemmelighed kun til han som nu holder ham tilbage, er af vejen.“ (Jf. Mt 13:24, 25; Apg 20:29, 30.) Dette apostolske bolværk, med den myndighed og de gaver som apostlene var ene om at have, bestod indtil Johannes’ død omkring år 100. (1Jo 2:26; 3Jo 9, 10) Det omsiggribende frafald og den hurtige udbredelse af falsk lære og ukristne skikke efter apostlenes død viser at ingen som måtte gøre krav på at være deres efterfølgere, var i besiddelse af deres evne til at dæmme op for frafaldet.

At Andronikus og Junias i Romerne 16:7 omtales som „kendte mænd blandt apostlene“, betyder ikke at de var apostle, men at de havde et godt omdømme blandt apostlene. At nogle falskeligt hævdede at være „Kristi apostle“, fremgår af 2 Korinther 11:5, 13; 12:11, 12 og Åbenbaringen 2:2.