PÅSKE

Den jødiske påske (hebr.: pæʹsach; gr.: paʹscha) blev indstiftet aftenen før udgangen af Ægypten. Den første påske blev fejret omkring fuldmåne, den 14. dag i måneden abib (senere kaldet nisan) i år 1513 f.v.t. Derefter skulle den fejres en gang om året. (2Mo 12:17-20, 24-27) Abib (nisan) falder i marts-april efter den gregorianske kalender. Efter påsken fulgte de usyrede brøds højtid, der varede i syv dage, fra den 15. til den 21. nisan. Påsken fejres i anledning af at israelitterne blev udfriet fra Ægypten, og at deres førstefødte blev ’forbigået’ da Jehova udslettede ægypternes førstefødte. Påsken faldt ved begyndelsen af byghøsten. — 2Mo 12:14, 24-47; 3Mo 23:10.

Påsken var en mindefest. Derfor lød den bibelske befaling: „Og når jeres sønner siger til jer: ’Hvad betyder denne hellige handling for jer?’ da skal I sige: ’Det er påskeofferet til Jehova, som gik forbi Israels sønners huse i Ægypten da han slog ægypterne med plagen, men udfriede vore huse.’“ — 2Mo 12:26, 27.

Eftersom jøderne regnede døgnet fra solnedgang til solnedgang, begyndte den 14. nisan om aftenen efter den 13. nisan, og det var denne aften påsken blev fejret. Da Bibelen klart siger at Kristus er påskeofferet (1Kor 5:7), og at han spiste påskemåltidet aftenen før sin død, må hans død have fundet sted den 14. nisan (ikke den 15.) for at begivenhederne i modbilledet også tidsmæssigt kunne stemme nøjagtigt med det forbillede der var nedfældet i Moseloven. — He 10:1.

Love om fejringen af påsken. Hver husstand skulle tage sig et sundt, årgammelt lam eller gedekid af hankøn. Det blev taget ind i huset på den 10. dag i abib måned og holdt dér indtil den 14. dag, hvorefter det blev slagtet og dets blod med en isopkost strøget på dørstolperne og overliggeren i det hus hvor man spiste det (ikke på dørtærskelen, hvor man ville træde på blodet).

Lammet (eller kiddet) blev slagtet og flået, og dets indvolde blev renset og lagt tilbage i kroppen, og dyret blev stegt helt, uden at nogen knogle i det blev brækket. (2Kr 35:11; 4Mo 9:12) Hvis husstanden var for lille til at spise et helt dyr, skulle man dele med en nabofamilie, og det skulle spises samme aften. Hvad der blev tilovers, skulle brændes før det blev morgen. (2Mo 12:10; 34:25) Det blev spist sammen med usyrede brød, „trængselsbrød“, og bitre urter, for livet havde været bittert for dem under trældommen. — 2Mo 1:14; 12:1-11, 29, 34; 5Mo 16:3.

Hvad betyder tidsangivelsen „mellem de to aftener“?

Israelitterne regnede som nævnt døgnet fra solnedgang til solnedgang. Påskedagen begyndte derfor ved solnedgang efter den 13. dag i abib (nisan) måned. Dyret skulle slagtes „mellem de to aftener“. (2Mo 12:6) Der er forskellige opfattelser af hvad der menes med denne tidsangivelse. Ifølge nogle bibelforskere samt karæerne og samaritanerne var dette tidsrummet mellem solnedgang og det tidspunkt da det blev helt mørkt. Farisæerne og rabbanitterne havde en anden opfattelse: den første aften forstod de som det tidspunkt da solen begyndte at gå ned; den anden aften som tidspunktet for den egentlige solnedgang. På baggrund af denne opfattelse siger rabbinerne at lammet blev slagtet hen imod slutningen af den 14. nisan, ikke ved begyndelsen, og at påskemåltidet derfor i virkeligheden blev spist den 15. nisan.

Om dette siger professorerne Keil og Delitzsch: „Denne tidsbestemmelse er fra gammel tid blevet tolket forskelligt af jøderne . . . Aben Ezra forstår sammen med karæerne og samaritanerne den første aften som det tidspunkt da solen forsvinder under horisonten, og den anden aften som den tid da mørket indtræder, hvorfor angivelsen ’mellem de to aftener’ bliver tiden fra 18 til 19.30. . . . Ifølge rabbinsk praksis . . . forstås ved den første aften den tid da solen begynder at gå ned, et sted mellem kl. 15 og 17, og ved den anden selve solnedgangen, sådan at tidspunktet ’mellem de to aftener’ kommer til at ligge mellem kl. 15 og 18. Nyere fortolkere går med rette ind for at Aben Ezras opfattelse og karæernes og samaritanernes praksis er den rigtige.“ — Biblischer Commentar über das Alte Testament, Leipzig 1878, s. 426; se DAG.

Dette — og navnlig skriftsteder som 2 Mosebog 12:17, 18; 3 Mosebog 23:5-7 og 5 Mosebog 16:6, 7 — taler for at udtrykket „mellem de to aftener“ sigter til tiden mellem solnedgang og mørkets frembrud. Påskemåltidet ville da blive spist noget efter solnedgang den 14. nisan, for det tog sin tid at slagte, flå og gennemstege dyret. I 5 Mosebog 16:6 gives denne befaling: „Du [skal] ofre påskeofferet om aftenen så snart solen går ned.“ Jesus og hans apostle spiste påskemåltidet „efter at det var blevet aften“. (Mr 14:17; Mt 26:20) Judas forlod selskabet straks efter at påsken var fejret, „og det var nat“. (Joh 13:30) Da Jesus fejrede påsken sammen med sine 12 apostle, må de have talt en del sammen, og der gik også nogen tid med at Jesus vaskede apostlenes fødder. (Joh 13:2-5) Indstiftelsen af Herrens aftensmåltid må derfor have fundet sted ret sent om aftenen. — Se HERRENS AFTENSMÅLTID.

Ved påsken i Ægypten skulle familieoverhovedet i hvert enkelt hjem sørge for at slagte lammet (eller kiddet), og alle skulle blive inden døre for at undgå at blive dræbt af engelen. Deltagerne i måltidet spiste stående, med bælte spændt om hofterne, stav i hånden og sandaler på fødderne så de var rede til en lang rejse i ujævnt terræn (mens de under deres daglige arbejde ofte gik barfodede). Ved midnat blev alle Ægyptens førstefødte dræbt, mens engelen gik forbi de huse hvor blodet var strøget på dørstolperne og overliggeren. (2Mo 12:11, 23) Ethvert ægyptisk hjem hvor der var en førstefødt af hankøn, blev berørt, lige fra Faraos hus til fangehullet. Husets overhoved blev ikke dræbt selv om han var førstefødt, men enhver førstefødt af mandkøn i husstanden under dens overhoved og enhver førstefødt af hankøn blandt dyrene blev dræbt. — 2Mo 12:29, 30; se FØRSTEFØDT.

De ti plager der kom over Ægypten, viste sig at være en straffedom over Ægyptens guder, især den tiende plage, de førstefødtes død. (2Mo 12:12) Eftersom vædderen var helliget guden Re, må ægypterne have betragtet det som blasfemi at blodet af et vædderlam blev smurt på dørstolperne. Også oksen var hellig, og de førstefødte oksers død var et slag mod guden Osiris. Farao selv blev hyldet som en søn af Re. Da Faraos førstefødte døde, stod det derfor klart at både Re og Farao var magtesløse.

I ørkenen og det forjættede land. Der omtales kun én påskehøjtid i ørkenen. (4Mo 9:1-14) Det er sikkert begrænset hvor mange gange påsken blev fejret under ørkenvandringen, og det af to grunde: (1) Jehovas oprindelige instruktioner gik ud på at den skulle fejres når israelitterne kom ind i det forjættede land. (2Mo 12:25; 13:5) (2) Alle mandlige deltagere i højtiden skulle være omskåret (2Mo 12:45-49), og de der blev født i ørkenen, blev ikke omskåret. — Jos 5:5.

Beretninger om fejringer af påsken. De Hebraiske Skrifter indeholder direkte beretninger om følgende fejringer af påsken: (1) I Ægypten (2Mo 12), (2) i ørkenen ved Sinaj den 14. nisan 1512 f.v.t. (4Mo 9), (3) i Gilgal i 1473 f.v.t. da israelitterne var nået ind i det forjættede land og alle af mandkøn var blevet omskåret (Jos 5), (4) da Ezekias genindførte den sande tilbedelse (2Kr 30), (5) påsken på Josias’ tid (2Kr 35) og (6) israelitternes fejring af påsken efter hjemkomsten fra landflygtigheden i Babylon (Ezr 6). (Desuden nævner 2 Krønikebog 35:18 at der blev holdt påskefester på Samuels tid og i kongetiden.) Efter at israelitterne havde bosat sig i landet, skulle påsken ikke længere fejres i de enkelte hjem og heller ikke i de enkelte byer, men ’på det sted som Jehova ville udvælge for at lade sit navn bo dér’. Det udvalgte sted blev til sidst Jerusalem. — 5Mo 16:1-8.

Tilføjelser. Efter bosættelsen i det forjættede land blev der føjet nogle ændringer og udvidelser til fejringen af påskehøjtiden. Israelitterne spiste ikke længere måltidet stående og rejseklare, for de var nu kommet til det land Gud havde givet dem. I det 1. århundrede var det almindeligt at man spiste liggende til bords på venstre side, med hovedet hvilende på venstre hånd. Det forklarer hvordan en af Jesu disciple kunne ’ligge på pladsen op mod Jesu bryst’. (Joh 13:23) Ved påsken i Ægypten blev der ikke brugt vin, og der var heller ikke nogen befaling fra Jehova om at der skulle bruges vin ved måltidet. Denne skik blev først føjet til senere. Jesus fordømte ikke brugen af vin ved påskemåltidet, men drak vin sammen med sine apostle og lod dem bagefter drikke af et bæger med vin da han indstiftede Herrens aftensmåltid, mindehøjtiden. — Lu 22:15-18, 20.

Ifølge jødisk overlevering blev der anvendt rødvin, og der blev budt fire bægre rundt, eventuelt flere. Under måltidet blev Salme 113 til 118 sunget, og man sluttede med Salme 118. Det var sandsynligvis en af disse salmer Jesus og hans apostle sang da de afsluttede Herrens aftensmåltid. — Mt 26:30.

Skikke i forbindelse med påsken. Da enhver mandlig israelit og omskåren fastboende udlænding ifølge Loven var forpligtet til at fejre påsken, blev der truffet omfattende forberedelser i Jerusalem op til højtiden. (4Mo 9:9-14) Mange kom til byen nogle dage i forvejen for at rense sig ceremonielt. (Joh 11:55) Efter sigende sendte man omkring en måned før højtiden mænd ud for at udbedre broer og veje af hensyn til de mange pilgrimme. Da man blev uren af at røre ved lig, blev der taget særlige forholdsregler for at beskytte de rejsende. Da det var skik at begrave folk på åben mark hvis de døde dér, blev sådanne grave kalket en måned før påsken så de var lette at se. (The Temple af A. Edersheim, 1874, s. 184, 185) Det forklarer hvorfor Jesus sammenlignede farisæerne og de skriftlærde med „hvidkalkede gravsteder“. — Mt 23:27.

De der kom til Jerusalem i anledning af påsken, blev indlogeret i privathjem. I et orientalsk hjem kunne alle værelser benyttes som soveværelser, og der kunne ligge flere i hvert værelse. Desuden kunne husets flade tag benyttes. Der var også mange tilrejsende som blev indlogeret uden for bymuren, især i de to landsbyer Betfage og Betania, der lå på Oliebjergets skråninger. — Mr 11:1; 14:3.

Spørgsmål om forskellige tidsangivelser. I Johannes 18:28 siges der om nogle jøder: „De gik ikke selv ind i landshøvdingens palads, for at de ikke skulle blive besmittede men kunne spise påske[måltidet].“ De anså det for en besmittelse at gå ind i en hedensk bolig. (Apg 10:28) Ifølge beretningen var det imidlertid „tidligt på dagen“ og altså efter at det egentlige påskemåltid var blevet spist. Til dette skal bemærkes at man dengang ofte betegnede hele perioden — påskedagen og de usyrede brøds højtid — som „påsken“. På baggrund af dette giver Alfred Edersheim følgende forklaring: På påskedagen blev der bragt et frivilligt fredsoffer, og dagen efter, den 15. nisan, den første dag under de usyrede brøds højtid, et som var obligatorisk. Det var dette andet offer som jøderne var bange for at de ikke kunne spise af hvis de blev urene i Pilatus’ retsbygning. — The Temple, 1874, s. 186, 187.

„Den første af de usyrede brøds dage“. Bemærkningen i Mattæus 26:17 giver også anledning til et spørgsmål. Der siges her: „På den første af de usyrede brøds dage kom disciplene hen til Jesus og sagde: ’Hvor ønsker du at vi skal træffe forberedelser til at du kan spise påskemåltidet?’“

Udtrykket ’den første dag’ kan her oversættes med „dagen før“. Om brugen af det græske ord der er gengivet med „første“, siger en fodnote i studieudgaven af Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter: „El.: ’Dagen før’. Denne gengivelse af det gr. ord πρῶτος (prōʹtos) efterfulgt af et ord i genitiv stemmer med betydningen og gengivelsen af en lignende konstruktion i Joh 1:15, 30, nemlig ’han var til før [prōtosʹ] mig’.“ Ifølge Liddell og Scotts Greek-English Lexicon anvendes prōʹtos undertiden hvor man skulle forvente proʹteros, „før“, „tidligere“. (Revideret af H. Jones, Oxford 1968, s. 1535) På det tidspunkt var man i almindelighed begyndt at betragte påskedagen som den første af de usyrede brøds dage. Græsk sprogbrug og jødisk sædvane giver altså i forening mulighed for at disciplene kan have stillet Jesus spørgsmålet dagen før påsken.

„Beredelsesdag“. I forbindelse med den sidste del af Jesu forhør hos Pilatus skriver apostelen Johannes: „Nu var det påskens beredelsesdag; det var omkring den sjette time [af dagtiden, altså mellem kl. 11 og middag].“ (Joh 19:14; samme udtryk forekommer i v. 31 og 42.) Dette var naturligvis efter påskemåltidet, som var blevet spist aftenen før. Det græske ord paraskeuēʹ (ordr.: beredelse), der gengives med „beredelsesdag“, synes ikke at betegne dagen før den 14. nisan, men dagen før den ugentlige sabbatsdag, som i dette tilfælde var „stor“ fordi det ikke blot var en ugesabbat, men også den 15. nisan, den første af de usyrede brøds dage. At dagen kaldes „påskens“ beredelsesdag, er forståeligt i betragtning af at man, som nævnt, undertiden betegnede hele højtidsperioden som påske. — Joh 19:31; se BEREDELSESDAG.

Profetisk betydning. Idet apostelen Paulus tilskynder de kristne til at leve et rent liv, tillægger han påsken billedlig betydning. Han siger: „For også vort påskeoffer, Kristus, er blevet slagtet.“ (1Kor 5:7) Han sammenligner her Kristus Jesus med påskelammet. Tidligere havde Johannes Døber peget på Jesus og sagt: „Se, Guds lam som tager verdens synd bort.“ (Joh 1:29) Johannes kan enten have tænkt på påskelammet, på den vædder som Abraham ofrede i stedet for sin søn Isak, eller på det vædderlam der blev ofret på Guds alter i Jerusalem hver morgen og hver aften. — 1Mo 22:13; 2Mo 29:38-42.

Flere enkeltheder ved påsken blev opfyldt af Jesus. Det gælder for eksempel den omstændighed at blodet på husene i Ægypten frelste de førstefødte fra at blive udslettet af dødsengelen. Paulus omtaler de salvede kristne som menigheden af førstefødte (He 12:23) og Kristus som den der har udfriet dem ved sit blod. (1Ts 1:10; Ef 1:7) Der måtte ikke brydes nogen knogle på påskelammet. Svarende hertil blev det forudsagt at ingen af Jesu knogler skulle brydes, og det blev opfyldt ved hans død. (Sl 34:20; Joh 19:36) Påsken som jøderne fejrede op gennem århundrederne, var således en af de ting hvorved Loven var en skygge af det kommende og pegede frem til Jesus Kristus, „Guds lam“. — He 10:1; Joh 1:29.