’Vi lever ikke længere for os selv’

FORTALT AF JACK JOHANSSON

Afrikaneren, en malawisk soldat, beordrede mig til at stille mig ved flodbredden i lyset fra landroverens forlygter. Da han lagde sit gevær til skulderen, fór Lloyd Likhwide hen til flodbredden og stillede sig foran mig. Han tryglede: „Skyd mig! Skyd hellere mig! Ikke denne uskyldige udlænding!“ Hvorfor ville en afrikaner ofre sit liv for mig, en europæer? Lad mig forklare hvordan jeg blev missionær i Afrika for hen ved 40 år siden.

I 1942, da jeg kun var ni år, døde min mor og efterlod min far med fem børn. Jeg var den yngste. Fire måneder senere døde min far i en drukneulykke. Han var et af de første Jehovas vidner i Finland. Min ældste søster, Maja, tog sig af os fire børn, og vi formåede at beholde gården. Maja førte også an i åndelige anliggender, og mindre end et år efter fars død symboliserede hun og en af mine brødre deres indvielse til Jehova Gud ved at lade sig døbe. Året efter blev jeg døbt som 11-årig.

En vigtig beslutning

Da jeg havde taget den afsluttende eksamen på handelsskolen i 1951, fik jeg arbejde på Ford-fabrikken i Finland. Et halvt år senere fik jeg en overraskelse fra en forstandig broder der var en af Jehovas Vidners rejsende tilsynsmænd. Han bad mig om at holde et foredrag ved et stævne om de velsignelser der er forbundet med at være pioner. Jeg havde det ikke godt med tanken, for jeg havde fuldtidsarbejde og følte ikke at jeg kunne tale fra hjertet. Jeg lagde sagen frem for Jehova i bøn. Jeg indså at kristne ’ikke længere skulle leve for sig selv, men for ham som døde for dem’. Jeg besluttede derfor at prioritere anderledes i mit liv så jeg kunne begynde som pioner. — 2 Korinther 5:15.

Min tilsynsførende ville fordoble min løn hvis jeg blev i firmaet. Men da han kunne mærke at jeg havde besluttet mig, sagde han: „Du har truffet den rette beslutning. Jeg har brugt hele mit liv her på kontoret, og hvor meget har jeg egentlig hjulpet andre mennesker?“ I maj 1952 begyndte jeg så som pioner. Nogle uger senere kunne jeg med fuld overbevisning holde foredraget om pionertjenesten.

Da jeg havde været pioner i nogle få måneder, blev jeg idømt seks måneders fængsel fordi jeg ville bevare min kristne neutralitet. Denne straf blev efterfulgt af otte måneders fangenskab hvor jeg sammen med andre unge Jehovas vidner blev anbragt på øen Hästö-Busö i Den Finske Bugt. Vi kaldte denne ø Lille Gilead på grund af det intensive bibelstudieprogram som vi tilrettelagde og fulgte. Mit mål var imidlertid at overvære Vagttårnets Gileadskole i nærheden af South Lansing i New York, hvor Vagttårnsselskabet uddannede missionærer.

Mens jeg sad fængslet på øen, modtog jeg et brev fra Vagttårnsselskabets afdelingskontor hvori jeg blev indbudt til at tjene som en af Jehovas Vidners rejsende tilsynsmænd. Efter min løsladelse skulle jeg besøge menigheder i den svensktalende del af Finland. På det tidspunkt var jeg kun 20 år og følte mig ikke kvalificeret til opgaven, men jeg satte min lid til Jehova. (Filipperne 4:13) Forkynderne i de menigheder jeg besøgte, var utrolig flinke, og de så aldrig ned på mig fordi jeg kun var „en dreng“. — Jeremias 1:7.

Under et besøg i en menighed året efter mødte jeg Linda, som boede i USA, men var på ferie i Finland. Da hun vendte tilbage til USA, gjorde hun hurtigt åndelige fremskridt. Kort efter blev hun døbt. Vi blev gift i juni 1957. I september 1958 blev vi indbudt til Gileadskolens 32. klasse. Efter afslutningshøjtideligheden i februar 1959 blev vi sendt til vort missionærdistrikt i Nyasaland, det nuværende Malawi, i Sydøstafrika.

Forkyndelse i Afrika

Vi elskede at forkynde sammen med vore afrikanske brødre, som dengang talte over 14.000 i Nyasaland. Indimellem kørte vi rundt i en landrover der var pakket med de mest nødvendige ting. Vi overnattede i landsbyer hvor der aldrig før havde været hvide mennesker, men der blev altid taget godt imod os. Når vi ankom, troppede hele byen op for at se os. Efter en venlig hilsen satte de sig musestille på jorden og betragtede os undersøgende.

Landsbyboerne viste ofte deres venlighed ved med mudder eller elefantgræs at bygge en hytte hvor der lige netop var plads til en seng. Om natten luskede hyæner rundt om hytten og udstødte nogle skrækkelige hyl lige ved siden af vore hoveder. Men forkynderne i Nyasaland skulle snart komme ud for farligere kræfter end vilde dyr.

Nationalismen bliver et problem

Overalt i Afrika blev der dannet uafhængighedsbevægelser. I Nyasaland forventede man at alle meldte sig ind i det eneste tilladte politiske parti. Pludselig blev vort neutrale standpunkt et brændende spørgsmål i hele landet. På det tidspunkt førte jeg tilsyn med kontoret mens vores afdelingstilsynsmand, Malcolm Vigo, var bortrejst. Jeg anmodede om et møde med dr. Hastings Kamuzu Banda, Nyasalands daværende premierminister. Sammen med to andre kristne ældste forklarede jeg vort neutrale standpunkt for ham, og mødet endte i al venskabelighed. Trods dette blev Elaton Mwachande en måned senere, i februar 1964, det første offer for forfølgelsen — han blev spiddet til døde af en ophidset folkemængde. De andre forkyndere i den by hvor han boede, var nødt til at flygte.

Vi sendte et telegram til dr. Banda, hvor vi indtrængende bad ham om at bruge sin myndighed til at stoppe volden. Kort efter ringede de fra premierministerens kontor og indkaldte mig til et møde. Sammen med en anden missionær, Harold Guy, og en lokal forkynder ved navn Alexander Mafambana, tog jeg hen for at møde dr. Banda. Der var også to ministre fra regeringen til stede.

Da vi havde sat os, begyndte dr. Banda tavst at vifte med telegrammet over sit hoved. Langt om længe brød han tavsheden og sagde: „Hr. Johansson, hvad er meningen med at sende et sådant telegram?“ Endnu en gang forklarede vi baggrunden for at vi forholdt os politisk neutrale, og jeg tilføjede: „Efter mordet på Elaton Mwachande er De den eneste der kan hjælpe os.“ Dr. Banda var tilsyneladende tilfreds med den forklaring; det virkede som om han slappede lidt mere af.

Den ene minister hævdede at forkynderne i en fjern landsby ikke ville samarbejde med de lokale myndigheder. Den anden minister nævnte derefter endnu en fjern landsby hvor nogle forkyndere efter sigende skulle have talt respektløst om dr. Banda. Men de kunne ikke give os et eneste navn på nogen af de brødre og søstre der skulle have opført sig på den måde. Vi forklarede at Jehovas vidner bliver oplært til altid at respektere myndighederne. Desværre lykkedes det ikke at korrigere dr. Bandas og hans ministres forkerte opfattelse af os.

I livsfare

I 1964 opnåede Nyasaland uafhængighed og blev senere til Republikken Malawi. Vi fortsatte med at forkynde under næsten normale forhold, men presset var øget. I denne periode ringede forkyndere fra den sydlige del af landet og fortalte at der var udbrudt en politisk opstand i området. Der var behov for at nogle øjeblikkelig tog af sted for at finde ud af hvordan forkynderne havde det, så de kunne yde dem moralsk støtte. Jeg var flere gange selv taget ind i bushen, og det var Linda tappert gået med til. Men denne gang bad hun mig indtrængende om at tage en ung lokal forkynder ved navn Lloyd Likhwide med. Det gik jeg til sidst med til, idet jeg tænkte: ’Hvis det kan gøre hende glad, så gør jeg det.’

Vi fik at vide at vi skulle krydse en bestemt flod med færge inden spærretiden begyndte kl. 18.00. Vi gjorde vort bedste for at nå det, men blev forsinket af de dårlige veje. Senere fandt vi ud af at der var givet ordre til at skyde alle der befandt sig på vores side af floden efter kl. 18.00. Da vi kørte ned mod floden, så vi at færgen allerede havde lagt til ved den anden side. Broder Likhwide råbte og bad den om at sejle over for at hente os. Det gjorde den, men en soldat på færgen råbte tilbage: „Jeg er nødt til at skyde den hvide mand!“

I første omgang troede jeg det var en tom trussel, men da færgen kom nærmere, beordrede soldaten mig ind i bilens lyskegle. Det var ved den lejlighed at min afrikanske ven stillede sig foran mig og tryglede soldaten om at skyde ham i stedet. Det lod til at soldaten blev rørt over at min ven var villig til at dø for mig, og han sænkede sit gevær. Jeg tænkte på Jesu ord: „Ingen har større kærlighed end den, at han sætter sin sjæl til for sine venner.“ (Johannes 15:13) Hvor var jeg glad for at jeg havde lyttet til Lindas råd om at tage denne kære broder med.

Næste dag havde unge mænd spærret vejen tilbage til Blantyre, og de krævede at se broder Likhwides partikort. Der var kun én ting at gøre — at køre hurtigt gennem folkemængden. Jeg satte bilen i gear, og den satte i gang med et ryk. Det skræmte dem så meget at vi fik tid til at komme væk. Hvis pøbelen havde fået fat i broder Likhwide, havde de sikkert slået ham ihjel. Da vi kom tilbage til afdelingskontoret, var vi begge dybt rystede, men taknemmelige for at Jehova havde beskyttet os.

Fængslet for deres tro

I oktober 1967 blev vort arbejde officielt forbudt i Malawi. Der var dengang cirka 18.000 forkyndere i landet. Fjorten dage senere fik vi at vide at 3000 forkyndere var blevet fængslet i hovedstaden, Lilongwe, der lå 300 kilometer væk. Vi besluttede at køre dertil om natten for i det mindste at yde dem moralsk støtte. Vi læssede landroveren med Vagttårnets publikationer, og takket være Jehova blev vi ikke standset ved nogen af vejspærringerne. På turen besøgte vi den ene menighed efter den anden, hvor vi afleverede kartoner med betimelig åndelig føde.

Om morgenen tog vi hen til fængselet. Sikken et syn! Det havde regnet hele natten, og vore kristne brødre og søstre blev holdt fanget udendørs på et indhegnet område. De var gennemblødte, og nogle forsøgte at tørre deres tæpper ved at hænge dem over hegnet. Vi talte med nogle få af dem gennem hegnet.

Deres sag kom for retten ved middagstid, og adskillige der påstod at være Jehovas vidner, afgav vidneforklaring. Vi forsøgte at få øjenkontakt med dem, men deres ansigter var udtryksløse. Til vor rædsel afsvor alle de Jehovas vidner der blev afhørt, deres tro. Jeg fandt ud af at de lokale forkyndere slet ikke kendte nogen af disse personer. Det hele var tilsyneladende iscenesat for at forsøge at tage modet fra de sande Jehovas vidner.

I mellemtiden fik vi at vide at der var givet ordre til at alle missionærer skulle udvises af landet. Afdelingskontoret i Blantyre var blevet beslaglagt, og missionærerne havde fået 24 timer til at forlade landet. Det var underligt at opleve en politibetjent åbne lågen for os da vi kom hjem. Om eftermiddagen blev vi arresteret og kørt til lufthavnen af en politibetjent der var lidt beklemt ved situationen.

Vi forlod Malawi den 8. november 1967 i bevidstheden om at vore kristne brødre i landet nu ville blive udsat for en ildprøve, og det gjorde os meget ondt. Mange mistede livet; hundreder blev udsat for grusom tortur, og tusinder mistede deres arbejde, hjem og ejendele. Men praktisk talt alle bevarede deres uangribelighed.

Nye distriktstildelinger

Trods disse vanskeligheder tænkte vi aldrig på at stoppe i missionærtjenesten. Vi tog i stedet imod en ny distriktstildeling i Kenya, hvor både landskab og mennesker er præget af kontraster. Linda var betaget af masaierne. På det tidspunkt var der ikke nogen masaier der var Jehovas vidner. Men så mødte Linda Dorcas, en masai, og de begyndte at studere Bibelen sammen.

Dorcas vidste at hun for at behage Gud var nødt til at blive lovformeligt gift. Det nægtede faderen til hendes to børn, og derfor valgte Dorcas at flytte fra ham og selv forsørge børnene. Manden var rasende på Jehovas Vidner, men han var også ked af at være adskilt fra sin familie. Endelig, efter Dorcas’ indtrængende opfordring, begyndte han selv at studere Bibelen med Jehovas vidner. Han fik styr på sit liv, blev et af Jehovas vidner og giftede sig med Dorcas. Hun er nu pioner, og hendes mand og deres ældste søn tjener som ældste i menigheden.

I 1973 blev Jehovas Vidners arbejde i Kenya pludselig underlagt forbud, og vi var nødt til at forlade landet. Nogle få måneder senere blev forbudet ophævet. Men da havde vi allerede modtaget vor tredje distriktstildeling, nemlig i Congo (Brazzaville). Vi ankom i april 1974. Omkring tre år senere blev vi missionærer falskeligt anklaget for at være spioner, og vort arbejde blev forbudt. Samtidig udbrød der kampe i hovedstaden Brazzaville efter at landets præsident var blevet snigmyrdet. Alle de andre missionærer blev sendt til forskellige lande, men vi blev bedt om at blive så længe som muligt. I ugevis gik vi i seng om aftenen uden at vide om vi ville være i live næste morgen. Men vi sov trygt fordi vi var sikre på at Jehova ville tage sig af os. Disse få måneder, hvor vi var alene på afdelingskontoret, var nok den tid i vores missionærtjeneste hvor vores tro blev prøvet og styrket allermest.

I april 1977 måtte vi forlade Brazzaville. Det var en stor overraskelse for os da vi blev bedt om at rejse til Iran og oprette et nyt afdelingskontor. Den første udfordring var at lære at tale farsi, eller persisk. Mens vi var ved at lære det nye sprog, kunne vi kun svare med simple sætninger ved møderne, ligesom de små børn. I 1978 udbrød der revolution i Iran. Vi blev i landet under de værste kampe, men i juli 1980 blev alle missionærer udvist.

Vores femte distriktstildeling førte os tilbage til Centralafrika, til Zaire, der i dag kaldes Den Demokratiske Republik Congo. Her tjente vi i 15 år — i en periode også under forbud. Da vi kom dertil, var der cirka 22.000 aktive Jehovas vidner i landet, i dag er der over 100.000.

Hjemme igen

Den 12. august 1993 blev forbudet mod Jehovas Vidner i Malawi ophævet. To år senere blev Linda og jeg sendt tilbage til hvor vi begyndte, nemlig Malawi. Det er et smukt og indbydende land, der også kaldes Afrikas Varme Hjerte. Siden januar 1996 har vi haft den fornøjelse at arbejde blandt dette lands glade og fredelige mennesker. Vi er taknemmelige for at vi igen har fået lov til at tjene sammen med vore trofaste brødre i Malawi – hvoraf mange har udholdt 30 år med forfølgelse. Vi har lært meget af vore afrikanske brødre, og vi holder meget af dem. De har, om nogen, erfaret sandheden i Paulus’ ord: „Vi skal gennem mange trængsler for at komme ind i Guds rige.“ (Apostelgerninger 14:22) De hen ved 41.000 forkyndere i Malawi kan nu frit forkynde og afholde store stævner.

Vi har været meget glade for alle de missionærdistrikter vi har prøvet. Linda og jeg har lært at en hvilken som helst oplevelse, uanset hvor prøvende den er, kan forme os til bedre mennesker hvis vi bevarer „Jehovas glæde“. (Nehemias 8:10) Jeg har ikke haft nemt ved at falde til i nye missionærdistrikter, men Lindas tilpasningsevne — og især hendes stærke tro på Jehova — har hjulpet mig og fået mig til at værdsætte den forret det er at have „en god hustru“. — Ordsprogene 18:22.

Vi har haft et godt og spændende liv. Utallige gange har vi takket Jehova for at han har beskyttet os. (Romerne 8:31) Det er over fyrre år siden at jeg holdt foredraget om velsignelserne ved at være i heltidstjenesten. Vi er glade for at vi har ’sat Jehova på prøve og smagt hans godhed’. (Salme 34:8; Malakias 3:10) Vi er overbeviste om at man får den bedste tilværelse når man ’ikke længere lever for sig selv’.

[Kort/illustration på side 24]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Iran

Congo (Brazzaville)

Den Demokratiske Republik Congo

Kenya

Malawi

[Illustration]

De lande hvor vi har tjent

[Illustration på side 21]

På vej til Malawi via Cape Town i Sydafrika

[Illustration på side 23]

Da vi blev arresteret og udvist af Malawi

[Illustration på side 25]

Masaikvinden Dorcas og hendes mand