-
Hvad vil det sige at være neutral?Et håb om en lys fremtid – Interaktivt bibelkursus
-
-
LEKTION 45
Hvad vil det sige at være neutral?
Jesus sagde til sine disciple: “I er ikke en del af verden.” (Johannes 15:19) Det betyder blandt andet at vi der tjener Jehova og følger Jesus, skal være neutrale – altså at vi ikke skal vælge side når det drejer sig om politik eller krig. Men det er ikke altid let at være neutral. Måske vil vi opleve at andre gør nar af os på grund af vores standpunkt. Hvordan kan vi være neutrale og forblive loyale mod Jehova?
1. Hvordan betragter sande kristne myndighederne?
Sande kristne respekterer regeringen og myndighederne. Jesus sagde: “Giv kejseren det der er kejserens.” (Markus 12:17) Det gør vi ved at adlyde landets love, deriblandt dem der kræver at vi betaler skat. Bibelen viser at regeringerne i verden kun eksisterer fordi Jehova tillader det. (Romerne 13:1) Af den grund kan vi sige at deres myndighed er relativ, eller begrænset. Vi har tillid til at det er Jehova og hans rige der vil løse menneskehedens problemer.
2. Hvordan kan vi vise at vi er neutrale?
Ligesom Jesus blander vi os ikke i politik. Da en flok mennesker på et tidspunkt så Jesus udføre et mirakel, prøvede de at gøre ham til konge, men det ville han ikke gå med til. (Johannes 6:15) Hvorfor ikke? Han sagde senere: “Mit rige er ikke en del af denne verden.” (Johannes 18:36) Vi kan vise at vi er neutrale, ligesom Jesus, på flere forskellige områder. For eksempel går vi ikke i krig. (Læs Mika 4:3). Og selvom vi respekterer nationalsymboler, deriblandt flag, vil vi aldrig tilbede dem. (1. Johannes 5:21) Vi vil heller ikke vælge side når det gælder politiske partier eller kandidater. Ved at være helt neutrale viser vi at vi er loyale mod Jehova og hans regering.
GÅ I DYBDEN
Find ud af hvilke situationer der kunne sætte din neutralitet på prøve, og lær hvordan du kan træffe beslutninger der glæder Jehova.
3. Sande kristne er neutrale
Jesus og de der fulgte ham, kan lære os noget om hvilket syn vi skal have på myndighederne. Læs Romerne 13:1, 5-7 og 1. Peter 2:13, 14. Se videoen, og tal derefter om spørgsmålene.
Hvorfor skal vi respektere myndighederne?
På hvilke måder kan vi vise at vi underordner os dem?
Når der er krig, hævder nogle nationer at de er neutrale, men alligevel støtter de den ene eller begge sider af konflikten. Hvad indebærer det i virkeligheden at være neutral? Læs Johannes 17:16. Se videoen, og tal derefter om spørgsmålet.
Hvad vil det sige at være neutral?
Hvad hvis myndighederne kræver noget af os som konflikter med Guds lov? Læs Apostlenes Gerninger 5:28, 29. Se videoen, og tal derefter om spørgsmålene.
Hvis menneskers love er i modstrid med Guds love, hvem skal vi så adlyde?
Kan du komme i tanke om nogle situationer hvor en af Jehovas tjenere ville vælge ikke at adlyde myndighederne?
4. Vær neutral i tanke og handling
Læs 1. Johannes 5:21. Se videoen, og tal derefter om spørgsmålene.
Hvorfor ville Ayenge ikke være med i et politisk parti eller deltage i nationalistiske ceremonier, som at hilse flaget?
Synes du han gjorde det rigtige?
Hvilke andre situationer kan sætte vores neutralitet på prøve? Se videoen, og tal derefter om spørgsmålene.
Hvordan kan vi forblive neutrale når det drejer sig om internationale sportsbegivenheder?
Hvordan kan vi forblive neutrale hvis vi bliver personligt berørt af en politisk beslutning?
Hvordan kan nyhedsmedier eller de mennesker vi er sammen med, påvirke vores neutralitet?
NOGLE SPØRGER MÅSKE: “Hvorfor vil du ikke støtte et politisk parti?”
Hvad vil du svare?
KORT SAGT
Sande kristne gør en bevidst indsats for at være politisk neutrale i tanke, ord og handling.
Forklar
Hvordan skal vi betragte myndighederne?
Hvorfor er vi politisk neutrale?
Hvilke situationer kunne sætte vores neutralitet på prøve?
GÅ PÅ OPDAGELSE
Hvilke ofre er vi måske nødt til at bringe for at kunne være neutrale?
Hvordan kan familier forberede sig på situationer hvor deres neutralitet kunne blive sat på prøve?
Lær om en mand der fandt ud af at det at forsvare sit land ikke er den største ære et menneske kan opnå.
Tænk over hvordan du kan vise at du ikke er en del af verden, når du skal vælge arbejde.
“Enhver skal bære sin egen ansvarsbyrde” (Vagttårnet, 15. marts 2006)
-
-
Du kan klare modstand og forfølgelse!Et håb om en lys fremtid – Interaktivt bibelkursus
-
-
Før eller siden vil alle der tjener Jehova, komme ud for modstand og endda forfølgelse. Skal det gøre os bange?
1. Hvorfor forventer vi at blive forfulgt?
Bibelen siger klart og tydeligt: “Alle der ønsker at leve gudhengivent som disciple af Kristus Jesus, vil blive forfulgt.” (2. Timotheus 3:12) Jesus blev forfulgt fordi han ikke var en del af Satans verden. Vi er heller ikke en del af verden, så det kommer ikke bag på os når verdens regeringer og religiøse organisationer forfølger os. – Johannes 15:18, 19.
2. Hvordan kan vi forberede os på forfølgelse?
Vi er nødt til at styrke vores tillid til Jehova allerede nu. Find tid til hver dag at bede til Jehova og læse et stykke i Bibelen. Sørg også for at komme fast til møderne. De ting vil give dig styrke og mod så du kan tackle enhver form for modstand og forfølgelse, selv hvis det kommer fra din familie. Apostlen Paulus, der ofte blev forfulgt, skrev: “Jehova er min hjælper; jeg vil ikke være bange.” – Hebræerne 13:6.
Vi kan også få mere mod ved regelmæssigt at være med i forkyndelsen. I forkyndelsen lærer vi at stole på Jehova og overvinde menneskefrygt. (Ordsprogene 29:25) Så hvis du er engageret i forkyndelsen nu, vil du være bedre forberedt til modigt at blive ved med at forkynde hvis myndighederne på et tidspunkt forbyder vores arbejde. – 1. Thessaloniker 2:2.
3. Hvad fører det til når vi holder ud under forfølgelse?
Vi synes på ingen måde det er rart at blive forfulgt, men når vi trofast holder ud, fører det alligevel til noget godt. Vores tro bliver stærkere. Vi får også et nærmere forhold til Jehova fordi vi oplever at han holder os oppe når vi føler at vi ikke kan mere. (Læs Jakob 1:2-4). Det glæder selvfølgelig ikke Jehova når vi kommer ud for prøvelser, men det varmer ham om hjertet når han ser at vi holder ud. Bibelen siger: “Hvis I udholder lidelser fordi I gør det gode, er det noget Gud glæder sig over.” (1. Peter 2:20) Jehova vil belønne dem der holder ud, med evigt liv i en fantastisk ny verden hvor alle elsker ham og den sande tilbedelse. – Matthæus 24:13.
GÅ I DYBDEN
Lær hvordan du kan forblive loyal mod Jehova hvis du oplever modstand eller forfølgelse, og hvordan han vil belønne dig for det.
4. Hold ud hvis du møder modstand fra familien
Jesus sagde meget realistisk at vores familie måske ikke vil bryde sig om at vi tjener Jehova. Læs Matthæus 10:34-36, og tal om det her:
Hvordan vil ens familie måske reagere når man vælger at tjene Jehova?
Få et eksempel på nogle der mødte modstand fra familien, ved at se videoen. Tal derefter om spørgsmålet.
Hvad ville du gøre hvis en i din familie eller en ven prøvede at få dig til at holde op med at tjene Jehova?
Læs Salme 27:10 og Markus 10:29, 30. Tal om spørgsmålet efter at have læst hver henvisning:
Hvordan kan det her løfte hjælpe dig hvis du oplever modstand fra familie eller venner?
5. Bliv ved med at tilbede Jehova trods forfølgelse
Det kræver mod at blive ved med at tilbede Jehova hvis nogen prøver at forhindre os i det. Se videoen, og tal om det efterfølgende spørgsmål.
Hvordan synes du eksemplerne i videoen styrker dit mod?
Læs Apostlenes Gerninger 5:27-29 og Hebræerne 10:24, 25. Tal om spørgsmålet efter at have læst hver henvisning:
Hvorfor er det så vigtigt at blive ved med at tilbede Jehova, selv hvis myndighederne forbyder os at forkynde og holde møder?
6. Jehova vil hjælpe dig til at holde ud
Jehovas Vidner i hele verden, både unge og gamle, har klaret forfølgelse og er blevet ved med at tjene Jehova loyalt. Find ud af hvad der hjalp dem, ved at se videoen. Tal derefter om spørgsmålet.
Hvad hjalp vores brødre og søstre til at holde ud?
Læs Romerne 8:35, 37-39 og Filipperne 4:13. Tal om spørgsmålet efter at have læst hver henvisning:
Hvordan overbeviser de her ord dig om at du vil kunne klare en hvilken som helst prøvelse?
Læs Matthæus 5:10-12, og tal om følgende:
Hvorfor kan man være lykkelig selvom man bliver forfulgt?
NOGLE SIGER MÅSKE: “Jeg ville aldrig kunne klare at blive forfulgt.”
Hvilke bibelvers ville kunne styrke vedkommendes tro og mod?
KORT SAGT
Jehova ser alt det vi gør for at holde ud trods modstand og forfølgelse, og elsker os for det. Han vil give os den hjælp og styrke vi har brug for.
Forklar
Hvorfor kan vi forvente at blive forfulgt?
Hvad kan du gøre nu for at forberede dig på forfølgelse?
Hvad kan styrke din tillid til at du vil kunne blive ved med at tjene Jehova uanset hvad?
GÅ PÅ OPDAGELSE
Hør en ung bror fortælle hvordan Jehova hjalp ham til at holde ud mens han var i fængsel på grund af sin neutralitet.
Se hvad der hjalp et ægtepar til at tjene Jehova trofast i mange år under forbud.
Hvordan kan du styrke dit mod og din tro så du vil kunne klare forfølgelse?
Hvordan kan du tackle modstand fra familien på en god måde?
“Sandheden ‘bringer ikke fred, men sværd’” (Vagttårnet, oktober 2017)
-