Jesu liv og tjeneste
Yderligere afskedsformaninger
JESUS og apostlene skal til at forlade værelset ovenpå. „Jeg har sagt jer disse ting for at I ikke skal bringes til snublen og fald,“ siger Jesus. Derefter fremsætter han en alvorlig forudsigelse: „Man vil udstøde jer af synagogen. Ja, den time kommer da enhver som dræber jer vil mene at han har ydet Gud en hellig tjeneste.“
Disse ord gør øjensynlig apostlene dybt foruroligede. Jesus har før sagt at verden ville hade dem, men han har aldrig nævnt noget om at de ville blive slået ihjel. „Jeg fortalte jer imidlertid ikke disse ting i begyndelsen,“ forklarer Jesus, „fordi jeg jo var hos jer.“ Men hvor er det godt at han nu forbereder dem på dette før han forlader dem!
„Men nu,“ fortsætter Jesus, „går jeg til ham som har sendt mig, og dog er der ingen af jer der spørger mig: ’Hvor går du hen?’“ Tidligere på aftenen har apostlene spurgt hvor Jesus gik hen, men nu er de så rystede over hans udtalelser at de ikke spørger ham om mere. Som Jesus siger: „Fordi jeg har sagt jer disse ting, har bedrøvelse fyldt jeres hjerte.“ Apostlene er ikke kun bedrøvede fordi de nu er klar over at de vil blive udsat for voldsom forfølgelse, men også fordi deres Mester forlader dem.
Jesus forklarer: „Det er til gavn for jer at jeg går bort. For hvis jeg ikke går bort, vil hjælperen afgjort ikke komme til jer; men når jeg går bort, vil jeg sende ham til jer.“ Jesus kan kun være ét sted ad gangen, men når han befinder sig i himmelen, kan han sende hjælperen, Guds hellige ånd, til sine disciple uanset hvor på jorden de befinder sig. På den måde tjener det et gavnligt formål at Jesus går bort.
Jesus siger at den hellige ånd vil „give verden overbevisende vidnesbyrd om synd og om retfærdighed og om dom“. Verdens synd, dens manglende tro på Guds søn, vil blive afsløret. Desuden vil der blive givet overbevisende vidnesbyrd om at Jesus er retfærdig når han bliver taget op til Faderen. Det er ikke lykkedes Satan og hans onde verden at bryde Jesu uangribelighed, hvilket er et overbevisende vidnesbyrd om at denne verdens hersker har fået en ugunstig dom.
„Jeg har meget endnu at sige jer,“ fortsætter Jesus, „men I er ikke i stand til at bære det i øjeblikket.“ Derfor lover han at når han udgyder den hellige ånd, Guds aktive kraft, over dem, vil den hjælpe og lede dem til en forståelse af disse ting efterhånden som de evner at fatte det.
Det er især svært for apostlene at forstå at Jesus skal dø og vise sig for dem efter sin opstandelse. De spørger derfor hinanden: „Hvad betyder det han siger til os: ’Om kort tid ser I mig ikke, og igen om kort tid skal I se mig,’ og: ’fordi jeg går til Faderen’?“
Jesus er klar over hvad apostlene vil spørge ham om, så han siger: „Jeg siger jer i sandhed, ja i sandhed: I skal græde og klage, men verden vil glæde sig; I vil blive bedrøvede, men jeres bedrøvelse vil blive vendt til glæde.“ Næste dags eftermiddag når Jesus er død, vil de religiøse ledere glæde sig mens disciplene vil være bedrøvede. Men disciplenes bedrøvelse vil blive vendt til glæde når Jesus bliver oprejst! Og deres glæde vil vare ved når han på Pinsedagen giver dem kraft til at være hans vidner ved at udgyde Guds hellige ånd over dem!
Jesus siger at det er med apostlene som med en kvinde i fødselsveer, og forklarer: „En kvinde er bedrøvet når hun føder, fordi hendes time er kommet.“ Men så snart barnet er født glemmer hun sine smerter. Jesus siger: „Derfor er I også nu bedrøvede; men jeg skal se jer igen [når jeg bliver oprejst], og jeres hjerte vil glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.“
Hidtil har disciplene ikke bedt i Jesu navn. Men nu siger Jesus: „Hvis I beder Faderen om noget, vil han give jer det i mit navn. . . . For Faderen selv holder af jer, fordi I har holdt af mig og har fået tro på at jeg er udgået som Faderens sendebud. Jeg er udgået fra Faderen og er kommet til verden. Endvidere forlader jeg verden og går til Faderen.“
Jesu ord er til stor opmuntring for apostlene. „Derfor tror vi at du er udgået fra Gud,“ siger de.
„Tror I nu?“ spørger Jesus. „Se! Den time kommer, ja den er kommet, da I skal spredes hver til sit og vil efterlade mig alene.“ Hvor mærkeligt det end lyder vil dette ske før natten er omme!
„Jeg har sagt jer disse ting for at I kan have fred ved hjælp af mig,“ slutter Jesus. „I verden har I trængsel, men fat mod! Jeg har besejret verden.“ Jesus har besejret verden ved trofast at gøre Guds vilje trods Satans og hans verdens forsøg på at bryde hans uangribelighed. Johannes 16:1-33; 13:36.
◆ Hvorfor bliver apostlene foruroligede over Jesu forudsigelse?
◆ Hvorfor spørger apostlene ikke om hvor Jesus går hen?
◆ Hvad har disciplene især svært ved at forstå?
◆ Ved hjælp af hvilket billede beskriver Jesus at apostlenes situation vil vende sig fra bedrøvelse til glæde?
◆ Hvad siger Jesus at apostlene snart vil gøre?
◆ Hvordan besejrer Jesus verden?