Lev i harmoni med Jesu kærlige bøn

 1, 2. Forklar hvad Jesus gjorde efter at have fejret påsken sammen med sine trofaste apostle i år 33.

DET er sent om aftenen den 14. nisan år 33. Jesus og hans venner har fejret påsken, der minder dem om hvordan Jehova udfriede deres forfædre fra trældom i Egypten. Men Jesu trofaste disciple vil komme til at opleve en langt større udfrielse, en „evig udfrielse“. Dagen efter vil deres fuldkomne Fører blive slået ihjel af sine fjender, men denne ondskabsfulde handling vil blive vendt til en velsignelse. Jesu udgydte blod vil gøre det muligt for menneskeheden at blive udfriet fra synd og død. — Hebr. 9:12-14.

² For at vi ikke skal glemme denne kærlige gave fra Gud, indførte Jesus en ny årlig højtid der skulle erstatte påsken. Han brækkede et usyret brød i stykker, delte det ud til sine 11 trofaste apostle og sagde: „Dette betyder mit legeme, som skal gives til gavn for jer. Bliv ved med at gøre dette til minde om mig.“ På samme måde tog han et bæger rødvin og sagde til dem: „Dette bæger betyder den nye pagt i kraft af mit blod, som skal udgydes til gavn for jer.“ — Luk. 22:19, 20.

 3. (a) Hvilken stor forandring skete der efter Jesu død? (b) Hvilke spørgsmål må vi overveje i forbindelse med Jesu bøn der er nedskrevet i Johannesevangeliet, kapitel 17?

³ Lovpagten mellem Gud og Israel skulle snart afskaffes. Den ville blive erstattet af en ny pagt mellem Jehova og Jesu salvede disciple. Jesus var stærkt optaget af at det skulle gå denne nye åndelige nation godt. Israels folk var håbløst splittet både religiøst og socialt, til stor skam for Guds hellige navn. (Joh. 7:45-49; Apg. 23:6-9) Jesus ønsker at hans disciple skal være helt anderledes, at de skal være knyttet sammen i enhed så de kan samarbejde om at herliggøre Guds navn. Hvad gør han? Han beder den smukkeste bøn et menneske nogen sinde vil få den ære at læse. (Joh. 17:1-26; se indledningsbilledet). Vi kan se tilbage og spørge: „Har Gud besvaret Jesu bøn?“ Vi bør også se indad og spørge: „Lever jeg i harmoni med den?“

 4, 5. (a) Hvad lærer vi af indledningen til Jesu bøn? (b) Hvordan besvarede Jehova Jesu personlige anmodning?

⁴ Jesus underviser sine disciple til langt ud på aftenen og lader dem få del i en uvurderlig kundskab om Gud. Derefter ser han op mod himlen og beder: „Fader, timen er kommet; herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham myndighed over alt kød, for at han kan give dem — hele det antal som du har givet ham — evigt liv. ... Jeg har herliggjort dig på jorden, idet jeg har fuldført den gerning du har givet mig at gøre. Så herliggør du mig nu, Fader, hos dig selv med den herlighed som jeg havde hos dig før verden blev til.“ — Joh. 17:1-5.

⁵ Læg mærke til hvad der er vigtigst for Jesus at bede om, nemlig at hans himmelske Far må blive herliggjort. Det stemmer med hans første anmodning i bønnen fadervor: „Fader, lad dit navn blive helliget.“ (Luk. 11:2) Dernæst beder Jesus for sine disciple, „for at han kan give dem ... evigt liv“. Herefter nævner han et personligt ønske: „Herliggør du mig nu, Fader, hos dig selv med den herlighed som jeg havde hos dig før verden blev til.“ Jehova belønner sin trofaste søn med endnu mere end han beder om, ved at give ham „et navn der er ypperligere end“ alle englenes. — Hebr. 1:4.

 6. Hvad skulle apostlene gøre for at få evigt liv, og hvordan ved vi at de var trofaste?

⁶ I sin bøn nævner Jesus også hvad vi som ufuldkomne mennesker må gøre for at få den gave som det evige liv er. (Læs Johannes 17:3). Han siger at vi skal blive ved med at ’lære Gud og Kristus at kende’. Én måde vi kan gøre det på, er ved at bruge vores øjne og ører til at lære mere om Jehova og hans søn. En anden vigtig måde vi kan tilegne os kundskab om Gud på, er ved at erfare den store glæde det giver at leve efter det vi lærer. Apostlene havde allerede gjort disse to ting, for Jesus sagde videre: „De udtalelser som du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem.“ (Joh. 17:8) Men for at opnå evigt liv måtte de blive ved med at meditere over Guds udtalelser og leve efter dem. Ved vi om de gjorde det? Ja, for apostlenes navne er uudsletteligt skrevet på det ny Jerusalems 12 grundsten. — Åb. 21:14.

 7. Hvad vil det sige at ’kende’ Gud, og hvorfor er det så vigtigt?

⁷ Det græske udtryk der er oversat med ’lære at kende’, kan ifølge sprogforskere også oversættes med ’blive ved med at kende’. De to betydninger supplerer hinanden og er begge vigtige. Fodnoten til Johannes 17:3 i ’Studiebibelen’ nævner den alternative oversættelse „at de kender dig“. Udtrykket ’lære at kende’ hentyder derfor til en fortsat proces der fører til værdifuld kundskab om Gud. At kende den største Person i universet indbefatter dog meget mere end at vide hvad Guds egenskaber er, og at kende hans hensigt. Man må også have et nært og kærligt bånd til Jehova og til sine trosfæller. „Den som ikke elsker,“ siger Bibelen, „har ikke lært Gud at kende.“ (1 Joh. 4:8) Man har altså kun lært Gud at kende hvis man adlyder ham. (Læs 1 Johannes 2:3-5). Hvor er det et stort privilegium at blive regnet blandt dem der kender Jehova! Men som Judas Iskariot erfarede, kan man miste dette dyrebare forhold. Lad os sætte alt ind på at bevare det. Så vil vi til sidst opfylde betingelserne for at få evigt liv. — Matt. 24:13.

 8, 9. Hvad var det vigtigste for Jesus mens han var på jorden, og hvilken religiøs overlevering har han helt sikkert forkastet?

⁸ Når man læser Jesu bøn i Johannesevangeliet, kapitel 17, ser man tydeligt hans dybe kærlighed til både apostlene og de kommende disciple. (Joh. 17:20) Men samtidig må vi forstå at vores frelse ikke er det vigtigste for Jesus. Fra først til sidst var hans vigtigste opgave at hellige og herliggøre sin Fars navn. I synagogen i Nazaret forklarede han for eksempel hvorfor han var kommet til jorden, ved at oplæse følgende fra Esajas’ skriftrulle: „Jehovas ånd er over mig, fordi han salvede mig til at forkynde godt nyt for fattige.“ Der er ingen tvivl om at Jesus har udtalt Guds navn klart og tydeligt da han læste denne bemyndigelse op. — Luk. 4:16-21.

⁹ I en lang periode før Jesus kom til jorden, havde de religiøse ledere på grund af deres overlevering prøvet at få folk til at undlade at bruge Guds navn. Vi kan være helt sikre på at Jesus på det kraftigste har modsat sig en sådan overlevering der var i modstrid med Skrifterne. Han sagde til sine modstandere: „Jeg er kommet i min Faders navn, men I tager ikke imod mig; hvis en anden kom i sit eget navn, ville I tage imod ham.“ (Joh. 5:43) Og nogle få dage før sin død satte Jesus i en bøn ord på hvad der var vigtigst for ham: „Fader, herliggør dit navn.“ (Joh. 12:28) Det skulle altså ikke komme bag på os at Jesus i den bøn vi nu er ved at gennemgå, gang på gang beder til at hans Fars navn må blive herliggjort.

10, 11. (a) Hvad ligger der i at Jesus gjorde sin Fars navn kendt? (b) Hvilket mål skulle Jesu disciple have?

¹⁰ „Jeg har gjort dit navn kendt,“ bad Jesus, „for de mennesker du gav mig ud af verden. De var dine, og du gav mig dem, og de har overholdt dit ord. Og jeg er ikke mere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige Fader, våg over dem for dit eget navns skyld, det du har givet mig, for at de må være ét ligesom vi.“ — Joh. 17:6, 11.

¹¹ At Jesus gjorde sin Fars navn kendt for disciplene, betød ikke bare at han brugte navnet. Jesus hjalp dem også til at forstå hvad Guds navn stod for, nemlig Guds vidunderlige egenskaber og hans kærlige måde at tage sig af os på. (2 Mos. 34:5-7) Fra himlen fortsætter Jesus nu med at hjælpe sine disciple til at gøre Jehovas navn kendt jorden over. Hvad er målet med dette forkyndelsesarbejde? At flere disciple kan blive indsamlet inden afslutningen på denne onde tingenes ordning. Når den tid er inde, vil Jehova skabe sig et storslået navn ved at gribe ind og udfri sine loyale vidner! — Ez. 36:23.

12. Hvilke tre ting må vi gøre for at kunne gennemføre det arbejde der redder liv?

¹² Mens Jesus var på jorden, gjorde han alt hvad han kunne, for at hjælpe sine disciple til at overvinde deres svagheder. Det var nødvendigt hvis de skulle kunne fuldende det arbejde han havde påbegyndt. „Ligesom du har sendt mig til verden,“ beder Jesus, „har jeg også sendt dem til verden.“ Jesus understreger tre ting der er nødvendige for at kunne gennemføre dette arbejde der redder liv. For det første beder Jesus til at hans disciple ikke bliver en del af Satans onde verden. Dernæst beder han til at de må blive helliget, eller forblive hellige, ved at leve efter sandheden i Guds ord. Og for det tredje beder Jesus gentagne gange til at hans disciple må føle den samme enhed og samhørighed som den der er mellem ham og hans Far. Spørg dig selv: ’Lever jeg i harmoni med det Jesus bad om?’ Jesus giver udtryk for sin tillid til at hvis hans disciple gør disse ting, vil verden tro at Gud har udsendt ham. — Læs Johannes 17:15-21.

13. Hvordan blev Jesu bøn besvaret i det første århundrede?

¹³ Når man læser Apostelgerninger, der følger efter de fire evangelier, ser man tydeligt at Jesu bøn blev besvaret. Tænk på hvilke splittelser der kunne være opstået i den første kristne menighed, der bestod af både jøder og ikkejøder, rige og fattige, trælle og herrer. Men alle blev knyttet så nært sammen at de kunne sammenlignes med forskellige dele på et menneskelegeme med Jesus som deres hoved. (Ef. 4:15, 16) Hvilket mirakel midt i Satans splittede verden! Al ære for dette må gå til Jehova, der gjorde det muligt ved hjælp af sin hellige ånd. — 1 Kor. 3:5-7.

14. Hvordan er Jesu bøn blevet besvaret i nyere tid?

¹⁴ Sørgeligt nok døde denne mirakuløse enhed med apostlene. Der opstod et stort frafald, som resulterede i kristenhedens mange splittede sekter. (Apg. 20:29, 30) Men i 1919 udfriede Jesus sine salvede disciple fra falsk religions jerngreb og knyttede dem sammen i „enhedens fuldkomne bånd“. (Kol. 3:14) Hvilken virkning har deres forkyndelsesarbejde haft? Over syv millioner „andre får“ fra „alle nationer og stammer og folk og tungemål“ tilbeder nu enigt Jehova sammen med de salvede. (Joh. 10:16; Åb. 7:9) Hvilket fantastisk svar på det Jesus bad Jehova om: „Så at verden kan vide at du har udsendt mig og at du har elsket dem ligesom du har elsket mig“! — Joh. 17:23.

15. Hvad bad Jesus om angående sine salvede disciple?

¹⁵ Tidligere på aftenen den 14. nisan gav Jesus sine apostle herlighed, eller ære, ved at indgå en pagt med dem om at de skulle herske sammen med ham i hans rige. (Luk. 22:28-30; Joh. 17:22) For alle der ville blive hans salvede disciple, beder Jesus nu: „Fader, med hensyn til det du har givet mig, så ønsker jeg at hvor jeg er, dér skal de også være sammen med mig, for at de kan se min herlighed, den som du har givet mig, fordi du elskede mig før verdens grundlæggelse.“ (Joh. 17:24) De andre får glæder sig sammen med de salvede og misunder dem ikke deres belønning, hvilket er endnu et bevis på sande kristnes enhed i dag.

16, 17. (a) Hvilken erklæring afsluttede Jesus sin bøn med? (b) Hvad bør vi være besluttede på?

¹⁶ Religiøse lederes løgne får de fleste mennesker i verden til at ignorere de klare vidnesbyrd om at Jehova har et forenet folk der virkelig kender ham. Situationen var den samme da Jesus var på jorden. Derfor afslutter han sin bøn med disse inderlige ord: „Retfærdige Fader, verden har jo ikke lært dig at kende; men jeg har lært dig at kende, og disse er blevet klar over at du har udsendt mig. Og jeg har bekendtgjort dit navn for dem, og jeg vil bekendtgøre det, for at den kærlighed hvormed du har elsket mig kan være i dem og jeg i samhørighed med dem.“ — Joh. 17:25, 26.

¹⁷ Kan der være nogen som helst tvivl om at Jesus har handlet i harmoni med sin bøn? Som menighedens hoved hjælper han også os til at gøre Faderens navn og hensigt kendt. Lad os fortsat følge hans ledelse og adlyde befalingen til at forkynde og gøre disciple. (Matt. 28:19, 20; Apg. 10:42) Lad os også gøre en ihærdig indsats for at bevare vores dyrebare enhed. Så handler vi i harmoni med Jesu bøn. Det vil herliggøre Jehovas navn og give os evig glæde og lykke.