KAPITEL 18
Jesus bliver større, og Johannes bliver mindre
MATTHÆUS 4:12 MARKUS 6:17-20 LUKAS 3:19, 20 JOHANNES 3:22 – 4:3
JESUS’ DISCIPLE DØBER
JOHANNES DØBER BLIVER FÆNGSLET
Efter at Jesus og hans disciple har fejret påsken i foråret år 30, forlader de Jerusalem. De vender dog ikke direkte tilbage til deres hjem i Galilæa. De går ud til landsbyerne i Judæa og døber mange. Johannes Døber har udført et lignende arbejde i omkring et år, måske i Jordandalen, og nogle af hans disciple er stadig sammen med ham.
Jesus døber ikke selv nogen – hans disciple gør det under hans ledelse. På dette tidspunkt i Jesus’ tjeneste underviser både Jesus og Johannes de jøder der angrer deres synder mod Lovpagten, som er indstiftet af Gud. – Apostlenes Gerninger 19:4.
Johannes’ disciple er misundelige og beklager sig til ham over Jesus: “Den mand [Jesus] der kom til dig ... døber, og alle kommer til ham.” (Johannes 3:26) Men Johannes er ikke misundelig. Han glæder sig over Jesus’ fremgang og ønsker at de også skal glæde sig. Han siger til dem: “I kan bevidne at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er blevet sendt i forvejen for ham.” Han illustrerer det på en måde alle kan forstå: “Den der har bruden, er brudgom. Men brudgommens ven, som står ved siden af, føler stor glæde når han hører brudgommens stemme. Så jeg er meget glad nu.” – Johannes 3:28, 29.
Johannes havde, ligesom brudgommens ven, følt stor glæde da han nogle måneder tidligere præsenterede sine disciple for Jesus. Nogle af dem fulgte Jesus og ville på et tidspunkt blive salvet med den hellige ånd. Johannes vil også gerne have at de disciple der stadig er hos ham, begynder at følge Jesus. Hans formål er jo netop at bane vejen for Jesus’ tjeneste. Johannes forklarer: “Han vil blive større, men jeg vil blive mindre.” – Johannes 3:30.
En anden ved navn Johannes, der var begyndt at følge Jesus på et tidligere tidspunkt, skriver senere om Jesus’ oprindelse og vigtige rolle i menneskers frelse: “Den der kommer ovenfra, er over alle andre. ... Faren elsker Sønnen og har lagt alt i hans hænder. Den der tror på Sønnen, har evigt liv. Den der ikke adlyder Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede forbliver over ham.” (Johannes 3:31, 35, 36) Hvor er det vigtigt at folk får det at vide!
Ikke længe efter at Johannes Døber har talt om at hans rolle og gerning må blive mindre, bliver han arresteret af kong Herodes. Herodes har giftet sig med sin halvbror Filips hustru, Herodias. Johannes gør offentligt opmærksom på Herodes’ ægteskabsbrud, og derfor får Herodes ham kastet i fængsel. Da Jesus hører at Johannes er blevet arresteret, forlader han Judæa sammen med sine disciple og trækker sig tilbage til Galilæa. – Matthæus 4:12; Markus 1:14.