Livet — det mål vi i forening jager efter
„Dette betyder evigt liv: at de lærer dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har udsendt, Jesus Kristus.“ — JOHANNES 17:3.
1. (a) Ved hvilken lejlighed talte Jesus første gang om evigt liv? (b) Hvem har mulighed for at nå dette mål?
I AL hemmelighed, i ly af mørket, kommer en mand til Jesus. Ingen ser ham. De tegn Jesus har gjort i Jerusalem omkring påsken i år 30 har gjort stort indtryk på ham. Mandens navn er Nikodemus, og han er farisæer. Så vidt det fremgår af den bibelske beretning, er det over for denne mand at Guds søn første gang omtaler håbet om evigt liv. Derefter tilføjer han disse opmuntrende ord: „Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ (Johannes 3:15, 16) Hvilken storslået mulighed som dermed åbner sig for den menneskehedens verden der kan genløses! Ja, selv en stolt farisæer vil måske ydmyge sig for at nå dette mål!
2. (a) Under hvilke omstændigheder talte Jesus igen om evigt liv? (b) Hvem indbydes til at drikke af det livgivende vand?
2 Kort tid efter rejser Jesus fra Jerusalem til Galilæa. Han gør ophold ved en brønd i Samaria mens hans disciple går ind til byen for at købe mad. En kvinde kommer for at trække vand op, og Jesus siger til hende: „Den som drikker af det vand jeg giver ham, vil aldrig i evighed blive tørstig, men det vand jeg giver ham, vil i ham blive en kilde med vand der springer frem og skænker evigt liv.“ (Johannes 4:14) Hvorfor stiller Jesus denne kvinde et så vidunderligt håb i udsigt, i betragtning af at jøderne foragter samaritanerne? Som Jesus ved, har denne kvinde desuden haft fem mænd og lever nu i utugt med en mand hun ikke er gift med. Men som Jesus her giver udtryk for, skal selv de foragtede i menneskehedens verden have tilbudt sandhedens livgivende vand, så de får mulighed for at ændre sind og indrette deres liv efter Guds krav. — Jævnfør Kolossenserbrevet 3:5-7.
3. (a) Hvilken form for „mad“ anbefaler Jesus? (b) Hvordan er Johannes 4:34-36 blevet opfyldt?
3 „Evigt liv“! Jesus uddyber dette emne yderligere da hans disciple vender tilbage og tilskynder ham til at spise. Han siger til dem: „Min mad er at gøre hans vilje som har sendt mig, og at fuldføre hans gerning.“ Hvilken gerning hentyder Jesus til? Han siger videre: „Løft jeres blik og betragt markerne: de er hvide til høst. Allerede nu får den der høster, løn, og samler frugt til evigt liv.“ Ja, en sådan høst var der udsigt til, selv blandt de foragtede samaritanere, og som det fremgår af den bibelske beretning blev forventningerne indfriet. (Johannes 4:34-36; Apostelgerninger 8:1, 14-17) Denne høst til evigt liv fortsætter den dag i dag, men marken er nu hele verden. Jesu Kristi disciple har stadig meget at gøre i denne „Herrens gerning“. — Mattæus 13:37, 38; 1 Korinther 15:58.
„Livets gave“
4. Hvad siger Jesus til jøderne da de forfølger ham fordi han helbreder på sabbaten?
4 Et år er gået. Det er nu tiden for fejringen af påsken i år 31. Jesus er som sædvanlig draget til Jerusalem for at fejre højtiden der. Jøderne begynder imidlertid at forfølge ham fordi han kærligt helbreder på sabbaten. Hvordan reagerer Jesus? Han siger til jøderne: „Min Fader er blevet ved med at arbejde til nu, og jeg bliver ved med at arbejde.“ Derefter forsøger de at slå ham ihjel. — Johannes 5:17, 18.
5, 6. (a) Hvilken vidunderlig samhørighed beskriver Jesus nu? (b) I hvilken forstand har Jesus „liv i sig selv“?
5 Jesus går imidlertid over til at beskrive en vidunderlig samhørighed — den samhørighed eller enhed der findes mellem ham og Faderen. Han siger til jøderne: „Faderen holder nemlig af Sønnen og viser ham alt det han selv gør, og han vil vise ham større gerninger end disse, for at I skal undre jer.“ Han tilkendegiver at Faderen har skænket ham en kraft der er ud over det normale, idet han siger: „Den der hører mit ord og tror ham som har sendt mig, har evigt liv, og han kommer ikke til dom, men er gået over fra døden til livet.“ — Johannes 5:20, 24.
6 Ja, selv de der på grund af deres nedarvede synd er „døde“ i Guds øjne, kan „høre Guds søns røst“ og komme til live. Hvordan kan det lade sig gøre? Jesus forklarer: „Ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv.“ Udtrykket „at have liv i sig selv“ kan også gengives ’at have livets gave i sig selv’. (Johannes 5:25, 26, fodnoten i studieudgaven af New World Translation) Jesus kan altså føre mennesker ind i et godt forhold til Gud. Han kan desuden oprejse dem der sover i døden og give dem liv. — Johannes 11:25; Åbenbaringen 1:18.
7. (a) Hvad fortæller Salme 36:5, 9 os om Gud? (b) Hvilken belønning har Jehova givet sin trofaste søn?
7 Jehova har altid haft liv i sig selv. Om ham står der skrevet: „Hos dig er livets kilde.“ (Salme 36:5, 9) Nu har Faderen imidlertid oprejst sin trofaste søn fra de døde som „førstegrøden af dem der er sovet ind i døden“. Det at Jesus ’har livets gave i sig selv’ indebærer at han har bemyndigelse til at tilgive synder, til at dømme og til at oprejse de døde og give dem mulighed for at opnå evigt liv. — 1 Korinther 15:20-22; Johannes 5:27-29; Apostelgerninger 17:31.
En glædebringende samhørighed
8, 9. (a) Hvordan kan vi holde os målet, det evige liv, for øje? (b) Hvilke foranstaltninger har Gud truffet med henblik på det evige liv? (c) Hvem vil få del i disse velsignelser, og hvordan?
8 Jesu discipel Judas giver os denne formaning: „I [skal] bevare jer selv i Guds kærlighed, mens I venter på vor Herres Jesu Kristi barmhjertighed som fører til evigt liv.“ (Judas 21) Hvilket vidunderligt mål — evigt liv! Og der er tale om liv i fuldkommenhed, i overensstemmelse med vor fuldkomne Skabers hensigt og den foranstaltning han har truffet ved sin søn. Livet vil være fri for det slid og slæb der så ofte præger kampen for at overleve i den nuværende tingenes ordning. I den kommende tingenes ordning vil sorg, sygdom, lovløshed og fordærv, ja selv døden, høre fortiden til. — Mika 4:3, 4; 1 Korinther 15:26.
9 Hvem vil få del i opfyldelsen af disse løfter? Det vil de der får tro på Jesu offer og som lader troen komme til udtryk i gudfrygtige gerninger. De bliver harmonisk sammenføjet med deres medkristne jorden over, i troens enhed. — Jakob 2:24; Efeserne 4:16.
10. (a) Hvad er det første Guds „administration“ vil udrette? (b) Hvad vil derefter blive sammenfattet?
10 I overensstemmelse med sin vilje har Jehova besluttet at gennemføre „en administration . . . [for] at sammenfatte alt igen, i Messias, det i himlene og det på jorden“. (Efeserne 1:8-10) Denne administration er forvaltningen af Guds husstands anliggender, og det første der bliver ’sammenfattet’ eller indsamlet er Kristi 144.000 medarvinger. De bliver „købt fra menneskeslægten som en førstegrøde for Gud og for Lammet [Jesus Kristus]“. De får del i „den første opstandelse“ (til liv i himmelen) og skal tjene sammen med Kristus som konger og præster i tusind år. Det næste der bliver ’sammenfattet’ ved Guds administration er „det på jorden“, begyndende med „en stor skare, som ingen [er] i stand til at tælle, af alle nationer og stammer og folk og tungemål“. Disse tjenere for Gud vil komme ud af „den store trængsel“ med udsigt til at opnå evigt liv på „en ny jord“. — Åbenbaringen 14:1, 4; 20:4, 6; 7:4, 9-17; 21:1, 4.
11. (a) Hvilken „samhørighed“ hentydes der til i Efeserbrevet 1:11? (b) Hvordan kan ordene i Johannes 15:4, 5 anvendes på dem der har del i denne „samhørighed“?
11 Guds salvede sønner, „det i himlene“, har et meget nært forhold til Jesus og til Faderen. De er „blevet udpeget som arvinger“ til Riget sammen med Jesus. (Efeserne 1:11) Jesus tilskyndede dem til at forblive i samhørighed med ham, ligesom grene der må forblive på vintræet for at kunne bære frugt. Medmindre „grenene“ bevarer denne samhørighed med Kristus Jesus, kan de „slet intet gøre“. — Johannes 14:10, 11, 20; 15:4, 5; 1 Johannes 2:27.
’De andre får’ slutter sig nu til
12. (a) Hvilket forhold består der mellem ’den lille hjord’ og ’de andre får’? (b) Hvilken betydning har ordene i Første Johannesbrev 2:1-6 for hver af disse skarer?
12 Hvordan forholder det sig da med de millioner af andre symbolske får som i løbet af de sidste 50 år er blevet skilt fra denne verdens ’geder’? (Mattæus 25:31-40) De hører ikke til Jesu „lille hjord“ som modtager Riget, men slutter sig som „andre får“ til denne hjord og bliver derved en del af en større hjord der tjener i samhørighed med Faderen og Sønnen. (Lukas 12:32; Johannes 10:16) Apostelen Johannes giver klart udtryk for at Jesus Kristus „er sonoffer for vore synder [det vil sige for ’den lille hjords’ synder], og ikke blot for vore men også for hele verdens“. ’De andre får’ der er blevet indsamlet fra menneskehedens verden, kan altså også glæde sig over en inderlig samhørighed med Gud og Kristus. Det er som Johannes videre siger: „Den der overholder hans ord, i denne er kærligheden til Gud virkelig gjort fuldkommen. På dette kender vi at vi er i samhørighed med ham.“ Både medlemmerne af ’den lille hjord’ som de første og derefter ’de andre får’ er skyldige at vandre sådan som Jesus vandrede. — 1 Johannes 2:1-6.
13. (a) Hvad beder Jesus om i Johannes 17:20, 21? (b) Hvad viser at denne bøn ikke kun gælder Kristi medarvinger?
13 I dag er begge skarer, både den himmelske og den jordiske, således „i samhørighed“ med Faderen og med Sønnen — i fuld overensstemmelse med dem i udførelsen af Guds gerning. Jesus bad om at hans disciple alle måtte være i samhørighed, „ligesom du, Fader, er i samhørighed med mig og jeg er i samhørighed med dig, at de også må være i samhørighed med os“. Denne samhørighed hentyder ikke blot til stillingen som medarvinger, for Jesu disciple bliver tydeligvis ikke ’Jehovas medarvinger’ eller en del af ’Jehovas legeme’. De er „i samhørighed“ i den forstand at de enigt samarbejder, og i hjerte og sind er i samhørighed med Jehova og Kristus, mens de forkynder for menneskehedens verden. — Johannes 17:20, 21.
14. På hvilken særlig måde er den himmelske skares medlemmer i samhørighed med Kristus, og hvad hjælper dem til at erkende dette?
14 De der hører til den salvede, himmelske skare oplever imidlertid denne samhørighed med Jehova og Jesus Kristus på en særlig måde nu, idet de er blevet erklæret retfærdige til liv i kraft af Kristi offers værdi. De kan derfor blive åndsavlet med udsigt til at blive Kristi Jesu medarvinger. De erkender at de er blevet antaget som sønner, idet de siger: „Ånden selv [Guds virksomme kraft hvormed han avler dem] vidner sammen med vor egen ånd [fremherskende indstilling] om at vi er Guds børn.“ — Romerne 3:23, 24; 5:1; 8:15-18.
15. Hvilken stilling indtager de der har håb om liv på jorden, og hvad vil fremtiden indebære for dem?
15 De der har udsigt til liv på jorden erklæres nu retfærdige som Guds venner, i lighed med Abraham, Rahab og andre der levede før i tiden. I løbet af Kristi tusindårsrige vil de alle efterhånden opnå menneskelig fuldkommenhed, sådan at „skabningen selv [efter den sidste prøve] vil blive frigjort fra trældom under fordærv og opnå Guds børns herlige frihed“. (Romerne 8:19-21; Jakob 2:21-26) Lydige mennesker vil således blive erklæret retfærdige til evigt liv på jorden. — Jævnfør Johannes 10:10; Esajas 9:7; 11:1-9; 35:1-6; 65:17-25.
16. (a) På hvilke måder viser ’den lille hjord’ og ’de andre får’ at de er „i samhørighed“ med hinanden? (b) Hvorfor gælder ordene i Johannes 3:3-5 kun ’den lille hjord’?
16 Medlemmerne af ’den lille hjord’ og de der tilhører den store skare af „andre får“ viser lige stor nidkærhed og glæde i tjenesten for Gud. (Lukas 12:32; Johannes 10:16; Titus 2:13, 14) De fleste af de salvede der endnu lever på jorden er ældre og har større erfaring i den kristne livsførelse end den store skares medlemmer, men begge skarer har iført sig den kristne personlighed og lægger åndens frugt for dagen. (Efeserne 4:24; Galaterne 5:22, 23) Der er dog en forskel, som Jesus gjorde klart for Nikodemus endnu før han talte om evigt liv. Han sagde: „Hvis et menneske ikke fødes igen, kan det ikke se Guds rige.“ (Johannes 3:3-5) De døbte kristne som Gud kalder til at være medarvinger med Jesus i hans rige, erfarer altså en åndelig genfødelse. (1 Korinther 1:9, 26-30) ’De andre får’ har ikke behov for en sådan genfødelse, for det mål de jager efter er evigt liv i det genoprettede paradis på jorden, som Rigets undersåtter. — Mattæus 25:34, 46b; Lukas 23:42, 43.
Mindehøjtiden — og den nye pagt
17. (a) Hvorfor bør alle der jager efter det mål at opnå livet, samles med Guds folk den 24. marts? (b) Hvad bemærker vi i forbindelse med fejringen af mindehøjtiden i 1985?
17 Efter solnedgang den 24. marts 1986 vil Jehovas vidner overalt i verden fejre højtiden til minde om Jesu død. Opmærksomheden vil ved den lejlighed blive rettet mod det offer som Jesus, til ophøjelse af sin Faders navn og hensigt og til gavn for den syndige menneskehed, bragte i form af sit fuldkomne menneskelegeme og sit livsblod. (1 Korinther 11:23-26) Alle der jager efter det mål at opnå livet (enten i himmelen eller på jorden) vil derfor ønske at samles med Guds folk i hele verden ved denne glædelige lejlighed. I 1985 var der ikke færre end 7.792.109 der mindedes Jesu død på denne måde. Der var dog kun 9051 der nød brødet og vinen, symbolerne på Jesu menneskelegeme og blod. Hvorfor var de så få?
18, 19. (a) Hvilke pagter omtaler Jesus i Lukas, kapitel 22? (b) Hvilken hensigt tjener hver af disse pagter? (c) På hvilken måde tjener Jesus som „mellemmand imellem Gud og mennesker“, som forudskildret ved Moses?
18 Ja, hvad sagde Jesus den aften da han indstiftede højtiden til minde om sin død? Efter at have budt sine disciple brødet, bød han dem vinen på samme måde, idet han sagde: „Dette bæger betyder den nye pagt i kraft af mit blod, som skal udgydes til gavn for jer.“ Senere uddybede han grunden til at de blev taget med ind i den nye pagt, idet han sagde: „Det [er] jer som er blevet hos mig i mine prøvelser; og jeg indgår en pagt med jer, ligesom min Fader har indgået en pagt med mig, om et rige, for at I kan spise og drikke ved mit bord i mit rige og sidde på troner og dømme Israels tolv stammer.“ — Lukas 22:19, 20, 28-30.
19 Profeten Jeremias havde forudsagt at Jehova ville slutte denne nye pagt med Israels hus og at han gennem den ville tilgive sine tjeneres misgerning og synd, så de kunne ’kende Jehova’, det vil sige opnå et meget nært forhold til ham. (Jeremias 31:31, 34) Ligesom Moses var „mellemmand“ for Lovpagten med det kødelige Israel, bliver Jesus „mellemmand for [denne] tilsvarende bedre pagt“ som Gud indgår med det åndelige Israel, „Guds Israel“. Dette sker for at de der kaldes til at arve Riget sammen med Kristus, kan blive løskøbt og få „løftet om den evige arv“. (Galaterne 3:19, 20; 6:16; Hebræerne 8:6; 9:15; 12:24) Det er specielt i denne bibelske forstand at Kristus Jesus tjener som „mellemmand imellem Gud og mennesker“. — 1 Timoteus 2:5, 6.
20. Hvem kan med rette nyde mindehøjtidens symboler? Begrund dit svar.
20 Hvem kan da med rette nyde mindehøjtidens symboler, brødet og vinen? Det kan kun den skare som Gud har sluttet den nye pagt med ved Jesu offer. (Salme 50:5) Hensigten med denne pagt er at Jesu 144.000 medarvinger skal erklæres retfærdige til liv som mennesker først, så de kan ofre eller give afkald på denne ret til livet og blive taget med ind i det himmelske rige. (Romerne 4:25; 2 Timoteus 2:10, 12) Hvordan forholder det sig da med ’de andre får’?
21. (a) Hvorfor er det til gavn for ’de andre får’ at overvære mindehøjtiden som iagttagere? (b) Hvad rettes opmærksomheden mod ved mindehøjtiden, og hvilket spørgsmål opstår derfor?
21 De der tilhører ’de andre får’ har ikke del i den nye pagt og nyder derfor ikke symbolerne. Det er imidlertid til stor velsignelse for dem alle at overvære fejringen af mindehøjtiden som respektfulde iagttagere. Derved vokser deres værdsættelse af åndelige anliggender, i overensstemmelse med det Jesus sagde i en bøn til sin Fader: „Dette betyder evigt liv: at de lærer dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har udsendt, Jesus Kristus.“ (Johannes 17:3) Husk at opmærksomheden ved fejringen af mindehøjtiden rettes mod Jesu kød og blod. Kristi opofrede kød og blod er af livsvigtig betydning for alle der jager efter målet, det evige liv. Hvordan gælder dette ’de andre får’, som ikke har del i den nye pagt og derfor ikke nyder mindehøjtidens symboler? Dette spørgsmål vil vi behandle i den følgende artikel.
Hvad vil du svare?
◻ Hvordan lukkede Jesus gradvis op for forståelsen af at mennesker kan opnå evigt liv?
◻ Hvad har Gud ladet sin „administration“ udrette?
◻ Hvordan kan man sige at ’de andre får’ er „i samhørighed“ med Faderen, Sønnen og Kristi brødre?
◻ Hvordan kan det være at kun de salvede kristne nyder symbolerne ved mindehøjtiden?
[Illustration på side 13]
’Den lille hjord’ og ’de andre får’ er „i samhørighed“ med hinanden. Ligesom Jesus udfører de Guds gerning