Hvorfor han kaldes „Ordet“. Navnet (eller måske titlen) „Ordet“ (Joh 1:1) betegner øjensynlig den funktion som Guds førstefødte søn havde efter at andre fornuftbegavede skabninger var blevet dannet. Et lignende udtryk findes i 2 Mosebog 4:16, hvor Jehova siger til Moses om hans broder, Aron: „Og han skal tale for dig til folket; og det skal være sådan at han skal tjene som mund for dig, og du skal tjene som Gud for ham.“ Som talsmand eller ordfører for Guds ypperste repræsentant på jorden tjente Aron som „mund“ for Moses. På samme måde forholdt det sig med Ordet, eller Logos, der blev Jesus Kristus. Jehova brugte åbenbart sin søn til at viderebringe oplysninger og anvisninger til andre i sin familie af åndesønner, ligesom han brugte denne søn til at overbringe sit budskab til mennesker på jorden. At Jesus var Guds Ord, eller Talsmand, fremgår af hans egen udtalelse over for nogle af sine jødiske tilhørere: „Den lære jeg fører er ikke min, men hans som har sendt mig. Hvis nogen ønsker at gøre Hans vilje, vil han erfare vedrørende læren om den er fra Gud, eller om jeg taler ud fra mine egne ideer.“ — Joh 7:16, 17; jf. Joh 12:50; 18:37.

Under sin førmenneskelige tilværelse som Ordet optrådte Jesus uden tvivl ved mange lejligheder som Jehovas talsmand over for mennesker på jorden. Mens det i nogle skriftsteder ser ud til at det var Jehova der talte direkte med mennesker, er der andre der viser at han gjorde det gennem en engel der talte på hans vegne. (Sml. 2Mo 3:2-4 med Apg 7:30, 35; se også 1Mo 16:7-11, 13; 22:1, 11, 12, 15-18.) Det vil være rimeligt at slutte at Gud i de fleste tilfælde talte gennem Ordet. Sandsynligvis gjorde han det i Eden, for i to af de tre tilfælde hvor beretningen siger at Gud talte, fremgår det at der var en sammen med ham, uden tvivl hans søn. (1Mo 1:26-30; 2:16, 17; 3:8-19, 22) Den engel som ledede israelitterne gennem ørkenen, og hvis røst de skulle adlyde fordi ’Jehovas navn er i ham’, kan derfor have været Guds søn Ordet. — 2Mo 23:20-23; jf. Jos 5:13-15.

Hvorfor kalder nogle bibeloversættelser Jesus „Gud“, mens andre siger at han var „en gud“?

Nogle bibeloversættelser gengiver Johannes 1:1 således: „I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.“ (DA48, DA92) Den græske tekst lyder ordret: „I begyndelsen var ordet, og ordet var hen imod guden, og gud var ordet.“ Den der oversætter fra græsk, må selv forsyne teksten med store bogstaver i overensstemmelse med de regler der gælder for det sprog der oversættes til. Almindeligvis vil man skrive „Gud“ (med stort G) som en oversættelse af „guden“ da der her tydeligvis er tale om den almægtige Gud hos hvem Ordet var. Men man kan ikke af samme grund skrive den næste forekomst af „gud“ med stort.

Ny Verden-Oversættelsen gengiver dette skriftsted således: „I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var en gud.“ Sandt nok findes der ingen ubestemt artikel (svarende til „en“) i den græske tekst, men det betyder ikke at man ikke skal bruge den i en oversættelse, for på koinégræsk, eller fællesgræsk, fandtes der ingen ubestemt artikel. Derfor må oversættere af De Kristne Græske Skrifter, i overensstemmelse med deres forståelse af teksten, i nogle tilfælde tilføje den ubestemte artikel, mens de i andre tilfælde ikke gør det. Alle danske oversættelser af De Kristne Græske Skrifter bruger den ubestemte artikel i hundredvis af gange, men de fleste bruger den ikke i Johannes 1:1. Dog er brugen af den i en oversættelse af dette skriftsted velbegrundet.

For det første bør man lægge mærke til at der i selve skriftstedet siges at Ordet var „hos Gud“ og derfor ikke selv kan være Gud, det vil sige den almægtige Gud. (Bemærk også v. 2, der ville være unødvendigt hvis v. 1 viste at Ordet var Gud selv.) Desuden står ordet for „gud“ (gr.: theosʹ) anden gang dette ord forekommer i verset, uden den bestemte artikel (gr.: ho), og dette er ikke uden betydning. Den tyske professor Ernst Haenchen siger herom i en kommentar til Johannesevangeliet (kap. 1-6): „. . . dengang var θεός [theosʹ, ’gud, guddommelig’] og ὁ θεός [ho theosʹ, ’Gud(en)’] ikke det samme. . . . for evangelisten var kun Faderen ὁ θεός [ho theosʹ, Guden] (jf. 17:3); ’Sønnen’ var underordnet ham (jf. 14:28). Men dette antydes kun i denne passage fordi vægten her skal lægges på det nære forhold imellem dem . . . På den tid da hymnen blev til, var det helt i overensstemmelse med jødisk og kristen monoteisme at tale om at der fandtes et guddomsvæsen side om side med og under Gud, uden at det var identisk med ham. Dette viser Fil. 2:6-10. Her skildrer Paulus netop et sådant guddomsvæsen, ham som senere blev mennesket Jesus Kristus . . . Der er altså hverken her [i Filipperbrevet] eller i Joh. 1:1 tale om en dialektisk enhed bestående af to dele, men om to som er forbundet i et nært personligt forhold.“ — Das Johannesevangelium, Tübingen 1980, s. 116.

Professor Haenchen gengiver Johannes 1:1c således: „Og gud (af art) var Logos,“ og siger i kommentaren hertil: „. . . her er ἦν [ēn, var] verballeddet i en prædikation. Man bør derfor lægge des nøjere mærke til prædikatsleddet: θεός [theosʹ] er ikke identisk med ὁ θεός [ho theosʹ] [at være ’gud’ eller ’guddommelig’ er ikke det samme som at være ’Gud’].“ (S. 118) Philip B. Harner kommer nærmere ind på dette punkt idet han siger at der i Johannes 1:1 er tale om en særlig grammatisk konstruktion, nemlig et artikelløst prædikatsled (et navneord uden den bestemte artikel der står som prædikatsled) foran verbet, en konstruktion der bevirker at sådanne sætninger hovedsagelig er egenskabsbeskrivende. Det vil i dette tilfælde sige at „logos har theos-natur“. Han siger videre: „I Johannes 1:1 mener jeg at prædikatsleddets egenskabsbeskrivende karakter er så fremtrædende at substantivet [theosʹ] ikke kan betragtes som bestemt.“ (Journal of Biblical Literature, Philadelphia [USA] 1973, s. 85, 87) Andre oversættere som også erkender at det græske udtryk er egenskabsbeskrivende og siger noget om Ordets natur, oversætter dette udtryk: „Ordet var guddommeligt.“ — AT, Sd; jf. Mo; se NV, Tillæg, s. 1577, 1578.

Af De Hebraiske Skrifter fremgår det klart og entydigt at der kun findes én almægtig Gud, alle tings Skaber og den Højeste, hvis navn er Jehova. (1Mo 17:1; Es 45:18; Sl 83:18) Derfor kunne Moses sige til Israels nation: „Jehova vor Gud er én Jehova. Og du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl og hele din virkekraft.“ (5Mo 6:4, 5) De Kristne Græske Skrifter modsiger ikke denne lære, som Guds tjenere havde anerkendt og troet på i tusinder af år, men støtter den tværtimod. (Mr 12:29; Ro 3:29, 30; 1Kor 8:6; Ef 4:4-6; 1Ti 2:5) Jesus Kristus sagde selv: „Faderen er større end jeg,“ og omtalte Faderen som sin Gud, „den eneste sande Gud“. (Joh 14:28; 17:3; 20:17; Mr 15:34; Åb 1:1; 3:12) Ved talrige lejligheder gav Jesus udtryk for at han stod under Faderen, og at han underordnede sig ham. (Mt 4:9, 10; 20:23; Lu 22:41, 42; Joh 5:19; 8:42; 13:16) Efter at Jesus var steget til himmelen, fremstillede apostlene Jesu stilling i forhold til Faderen på samme måde. — 1Kor 11:3; 15:20, 24-28; 1Pe 1:3; 1Jo 2:1; 4:9, 10.

Alt dette viser at oversættelsen „Ordet var en gud“ i Johannes 1:1 er velbegrundet. Den stilling Ordet indtager som den førstefødte blandt Guds skabninger, den ved hvem Gud har skabt alle ting, og den som er Guds talsmand, viser endvidere at han med rette kan kaldes „en gud“ eller en mægtig. Den messianske profeti i Esajas 9:6 forudsagde at han ville blive kaldt „Vældig Gud“ (men ikke den almægtige Gud), og at han ville blive „Evig Fader“ til alle dem der får lov at leve som hans undersåtter. Det ville hans egen Faders, „Hærstyrkers Jehovas“, nidkærhed sørge for. (Es 9:7) Hvis Guds store modstander, Satan Djævelen, kan kaldes en „gud“ (2Kor 4:4) fordi han behersker mennesker og dæmoner (1Jo 5:19; Lu 11:14-18), kan Guds førstefødte søn med langt større berettigelse kaldes „en gud“, „den enestefødte gud“, som de mest pålidelige håndskrifter til Johannes 1:18 kalder ham.