Guds fred råder blandt dem der er oplært af Jehova
„Alle dine sønner vil være oplært af Jehova, og stor bliver dine sønners fred.“ — Esajas 54:13.
1, 2. Hvad er en forudsætning for fred?
ØNSKET om fred har altid været stort. Og dog har menneskehedens historie været alt andet end fredelig. Hvorfor?
2 Fordi fred er nært forbundet med respekt for myndighed. Og hvem er den højeste myndighed i universet? Det er Skaberen, Jehova Gud. Derfor er et godt forhold til ham en forudsætning for fred. (Salme 29:11; 119:165) Hvis dette yderst vigtige forhold går i stykker, er det umuligt at opnå sand fred med Gud, med næsten eller med sig selv. — Esajas 57:21.
Hvorfor der ikke råder fred i verden
3. Hvordan blev menneskehedens forhold til Gud ødelagt?
3 Som vi ved, var det kort efter begyndelsen på menneskehedens historie at en af Guds åndesønner gjorde oprør imod ham — og oprør er en krigstilstand. Denne fredsforstyrrer, der blev kendt som Satan Djævelen, opfordrede Eva til ikke at lade Guds lov hindre hende i at gøre noget som hun følte ville være til hendes fordel. Djævelen fordrejede kendsgerningerne og fik hende til at tro at hun ville gå glip af noget hvis hun rettede sig efter Gud. Han appellerede til hendes selviskhed, hendes egoisme. Snart gjorde hendes mand hende følgeskab i lovløsheden, og resultatet er blevet at alle deres efterkommere er blevet smittet af deres oprørsånd. — 1 Mosebog 3:1-6, 23, 24; Romerne 5:12.
4, 5. (a) I hvor høj grad er det lykkedes Satan at påvirke menneskers tankegang? (b) Hvad har dette betydet for de bestræbelser der er gjort for at opnå fred?
4 Det er ikke kun et lille udsnit af menneskeheden der har vraget Guds lov. Bibelen fortæller at Satan „vildleder hele den beboede jord“. (Åbenbaringen 12:9) Nogle mennesker er groft lovløse; de tager overhovedet ikke hensyn til Gud og deres medmennesker. Andre er det i mildere grad. Men så godt er det lykkedes Satan at påvirke menneskenes tankegang at apostelen Johannes kunne sige: „Hele verden ligger i den ondes magt.“ (1 Johannes 5:19) Hvad enten de hævder at tro på Djævelen eller ej, gør de hvad han ønsker. De adlyder ham, og derfor er han deres hersker. Det betyder at mennesker i almindelighed har fjernet sig fra Gud og gjort ham til deres fjende. Er der da noget at sige til at alle de bestræbelser mennesker har gjort sig for at opnå fred, er slået fejl? — Kolossenserne 1:21.
5 Ikke desto mindre har et voksende antal mennesker af alle nationer opnået fred, en fred der har sit udspring hos Gud. Hvordan er det gået til?
Den velgørende fred som Gud giver
6. (a) Hvor stor vægt lægger Bibelen på fred? (b) Gennem hvem har vi fået mulighed for at opnå den fred som Gud giver?
6 I Romerbrevet 15:33 beskrives Jehova meget passende som „den Gud som giver fred“. Lige fra begyndelsen har det været Guds hensigt at alle hans skabninger skulle eje fred. I hans inspirerede ord, Bibelen, nævnes fred over 300 gange. Her understreges det at Jesus Kristus er „Fredsfyrste“. (Esajas 9:6, 7) Det er ham Gud har bemyndiget til at nedbryde den største fredsforstyrrers, Satan Djævelens, gerninger. (1 Johannes 3:8) Og gennem denne „Fredsfyrste“ har vi hver især mulighed for at opnå den velgørende fred som Gud giver.
7. (a) Hvad omfatter denne gudgivne fred? (b) Hvorfor behøver vi ikke at vente med at opnå fred indtil den gamle ordning er borte og vi har opnået fuldkommenhed?
7 Og det er en storslået fred! Den omfatter mere end blot frihed for krig. Det hebraiske ord sjalōmʹ, der som regel gengives med „fred“, indeholder også tanken om sundhed, velfærd og velstand. Guds fred, som de sande kristne ejer, er enestående derved at den ikke afhænger af ydre forhold. Det vil ikke sige at de kristne ikke føler sig berørt af de onde tilstande der hersker i dag, men de opnår en indre styrke der hjælper dem så de ikke føler sig fristet til at bidrage til ufreden ved at gengælde ondt med ondt. (Romerne 12:17, 18) Selv nogle der er fysisk syge eller kun har få materielle midler kan være sunde og velstående i åndelig henseende, og kan derfor glæde sig over den fred som Gud giver. Deres fred vil naturligvis blive større når den selviske verden der omgiver os er borte, og den vil blive dybere når hele menneskeheden er nået frem til fuldkommenhed. Men det er muligt at opnå Guds fred allerede nu i form af en indre ro som fylder sind og hjerte, en indre fred som er uafhængig af det der sker omkring os. (Salme 4:8) Den udspringer af et godt forhold til Gud. Denne fred har større værdi end alt andet!
Sønner der er oplært af Jehova
8. Hvem har som de første opnået fred med Gud gennem Jesus Kristus?
8 Hvem har en sådan fred fordi de er blevet oplært af Jehova og giver agt på hans bud? Vi finder svaret i Bibelen, som først henleder vor opmærksomhed på dem der udgør det åndelige Israel. De omtales i Galaterbrevet 6:16, hvor vi læser: „Alle som vil vandre regelret efter denne rettesnor, over dem være fred og barmhjertighed, ja over Guds Israel.“ Det er de 144.000 der er blevet udvalgt af Gud til at få del i himmelsk liv sammen med Jesus Kristus. — Åbenbaringen 14:1.
9. Hvilken „rettesnor“ havde forbindelse med det åndelige Israels mulighed for at opnå fred?
9 I det første århundrede lærte disse åndelige israelitter en grundlæggende sandhed, ’en rettesnor’, som var direkte forbundet med deres mulighed for at opnå fred. Det var vigtigt at de indså betydningen af denne rettesnor. I over 1500 år havde Jehova brugt Moseloven som en skygge af kommende goder. Men efter Kristi offerdød var Moselovens krav ikke længere bindende. (Hebræerne 10:1; Romerne 6:14) Dette fremgik af den afgørelse som de kristnes styrende råd i Jerusalem havde truffet i spørgsmålet om omskærelse. (Apostelgerninger 15:5, 28, 29) Og nu blev det igen understreget i det inspirerede brev til galaterne. De goder som Moseloven viste hen til, var nu blevet til virkelighed. Med stor tålmodighed søgte Jehova at få Kristi salvede disciple til at forstå betydningen af den ufortjente godhed han havde vist gennem Kristus. Ved at tro på denne foranstaltning og ved at handle i overensstemmelse med den, kunne de opnå en fred som syndige mennesker aldrig før havde haft mulighed for at opnå. — Galaterne 3:24, 25; 6:16, 18.
10. (a) Hvilket løfte der gives i Esajas 54:13 har det åndelige Israel erfaret opfyldelsen af? (b) Hvordan har Jehovas tugt hjulpet dem til at opnå fred?
10 De åndelige israelitter erfarede opfyldelsen af det storslåede løfte der gives i Esajas 54:13. Her siger Gud selv, henvendt til sin hustrulignende organisation af loyale åndeskabninger: „Alle dine sønner vil være oplært af Jehova, og stor bliver dine sønners fred.“ Den af hendes sønner der har størst betydning er naturligvis Jesus Kristus selv, der fremstod som Messias da han blev salvet med hellig ånd i år 29. Men Jehovas himmelske „kvinde“ har flere sønner — 144.000 andre, som bliver den sekundære del af det afkom der er forudsagt i Første Mosebog 3:15. Jehova har lovet at han vil være den store Lærer for alle disse sønner. Han har lært dem sandheden om sig selv og sine hensigter. Han har fortalt dem hvordan de kan tjene ham. Nu og da har han måttet tugte dem når de ikke har fulgt hans ord. En sådan tugt kan være vanskelig at tage imod, men de har ydmygt erkendt at de trængte til den og har foretaget de nødvendige forandringer. Tugten har derfor båret frugt — „en frugt som fører til fred, nemlig retfærdighed“. — Hebræerne 12:7, 11; Salme 85:8.
„En stor skare“ oplæres i Guds veje
11. (a) Hvem andre bliver i vor tid oplært af Jehova? (b) Hvordan viser de at ordene i Esajas 2:2, 3 passer på dem, og hvordan virker dette på andre?
11 I vor tid er de åndelige israelitter ikke de eneste Jehova oplærer. I det sidste halve århundrede har opmærksomheden også været rettet mod andre. Esajas blev inspireret til at skrive om disse i kapitel 2, vers 2 og 3: „I de sidste dage vil bjerget med Jehovas hus blive grundfæstet over bjergenes top, og det skal hæves op over højene; og alle nationerne skal strømme til det.“ Ja, Jehovas tjenere giver tilbedelsen af ham, den eneste sande Gud, den mest ophøjede plads i deres tilværelse. Derfor skiller den sande tro sig ud. Den er hævet over enhver anden religion som de tidligere har bekendt sig til og som verden omkring dem stadig holder fast ved. Folk af alle nationer har lagt mærke til dette. De har set at lige meget hvilke krav verdslige myndigheder stiller eller hvor ukristent folk i verden handler, sætter de der tilbeder Jehova deres forhold til ham over alt andet. Iagttagere har også set hvilken frugt dette har båret i Jehovas vidners liv, og mange vil gerne have del i den sande tilbedelse. Derfor lader over tre millioner mennesker denne opfordring lyde: „Kom, lad os gå op til Jehovas bjerg, til Jakobs Guds hus; og han vil lære os sine veje, og vi vil vandre på hans stier.“ — Se også Zakarias 8:23.
12. Hvordan er det til gavn for dem der omtales i Esajas 2:2, 3 at de bliver oplært af Jehova, og hvad lærer de som noget af det vigtigste?
12 Tænk på hvad det vil sige — at have Gud som lærer! De der tager imod belæringen og erkender hvor den kommer fra, plages ikke af konstante indre konflikter. De vakler ikke mellem to synspunkter eller befinder sig i et stadigt dilemma med hensyn til hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Sandheden fra Guds ord er krystalklar. Og hvad var ifølge vers fire noget af det vigtigste Gud ville lære dem? Hvordan man opnår fred i en krigshærget verden. Så uanset hvad andre vælger at gøre, smeder de der lader sig oplære af Jehova deres sværd til plovjern og deres spyd til beskæreknive. De lærer ikke mere at føre krig.
13. Hvilken baggrund har medlemmerne af den store skare, og hvad har hjulpet dem til at forandre sig?
13 Det er de samme mennesker der beskrives i Åbenbaringen 7:9, 10, 14 som en stor skare der overlever den store trængsel og kommer til at leve på Guds fredfyldte nye jord. De kommer fra alle nationer, stammer, folk og tungemål. Mange af dem har tidligere hørt til grupper eller partier der lå i krig med hinanden. Andre levede blot et liv der i bund og grund var selvisk, hvorved de imidlertid også stod i vejen for freden. Men nu er disse mennesker, der er kommet fra alle nationer, et fredselskende og fredsstiftende folk. Og hvad har gjort dem til det? Jo, de er blevet oplært af Jehova. — Esajas 11:9.
En enestående fred
14. Hvad bygger Jehovas folks fred på, og hvordan er dette muligt?
14 Den fred Jehova skænker sit folk er enestående. Den er ikke vakkelvorn som den fred der opnås ved en usikker aftale mellem to parter der ikke stoler på hinanden. Den indebærer ingen form for kompromis. Den bygger på retfærdighed. (Esajas 32:17) Men hvordan kan der være tale om sand fred når det drejer sig om ufuldkomne mennesker? Hvordan kan vi som syndere have nogen retfærdighed? Jo, ved tro kan vi opnå en retfærdighed der er blevet muliggjort ved værdien af Jesu sonoffer.
15. Hvilken belæring som havde stor betydning for opnåelsen af fred gav Jehova sine kommende sønner mens Jesus var på jorden?
15 Dette hjælper os til at forstå hvad Jesus sagde ifølge Johannes 6:45-47. Han talte her til nogle jøder der ikke følte sig draget af ham som Messias og som derfor knurrede imod ham. Men det var sine disciple han talte om da han sagde: „Der står skrevet hos profeterne [nærmere betegnet i Esajas 54:13]: ’Og de skal alle være oplært af Jehova.’ Enhver der har hørt af Faderen og har lært, kommer til mig. Ikke at nogen har set Faderen, undtagen den som er fra Gud; han har set Faderen. Jeg siger jer i sandhed, ja i sandhed: Den der tror, har evigt liv.“ Disciplene tog imod den belæring eller undervisning Jehova gav dem. De blev draget til Jesus. Da andre forkastede Jesu lære og forlod ham, blev de hos ham. Som Peter sagde: „Vi har fået tro på og kundskab om at du er Guds Hellige.“ (Johannes 6:69) Takket være deres tro på Jesus Kristus blev det muligt for dem at opnå et fredeligt forhold til Jehova Gud, et forhold der indebar mulighed for at opnå evigt liv.
16. (a) Hvordan har Jesu disciple fra og med pinsedagen i år 33 fået gavn af hans offer? (b) Hvad krævedes der derefter af dem?
16 Fra og med pinsedagen i år 33 begyndte værdien af Kristi offer at blive anvendt til gavn for disse trofaste disciple af Jesus. De oplevede det som Paulus senere skrev i Romerbrevet 5:1: „Lad os derfor, nu da vi er blevet erklæret retfærdige som følge af tro, have fred med Gud gennem vor Herre Jesus Kristus.“ Af fødsel var de alle Adams efterkommere. Som syndere var de fremmede for Gud. Ingen gode gerninger som de personligt kunne have gjort, havde kunnet befri dem for syndens arv. Men i sin ufortjente godhed tog Jehova imod det fuldkomne offer Jesus bragte for Adams efterkommere. For dem der viste tro på denne foranstaltning, blev det nu muligt at få tilregnet retfærdighed og blive antaget af Gud som hans sønner med udsigt til liv i himmelen. (Efeserne 1:5-7) Men var det nok at de bare troede? Nej, de måtte også vandre på Jehovas veje. De måtte ikke længere vandre i synd. De erkender dog at den retfærdighed de har, er et resultat af den ufortjente godhed Gud har vist ved Kristus. Som der siges i skriftstedet, har de ’fred med Gud gennem Jesus Kristus’.
17, 18. (a) Har de „andre får“ fred med Gud? (b) Hvilke spørgsmål bør vi nu overveje?
17 Hvordan forholder det sig da med dem som Jesus kaldte sine „andre får“? (Johannes 10:16) Har de også fred med Gud? Ikke som Guds sønner; men af Kolossenserbrevet 1:19, 20 fremgår det at de også får del i Guds fred. Der siges her at Gud besluttede gennem Kristus at „forlige alt andet med sig — hvad enten det er det på jorden [det vil sige dem der får udsigt til evigt liv i et paradis på jorden] eller det i himlene — ved at stifte fred ved blodet han [Jesus] udgød på marterpælen“. De der har udsigt til liv på jorden erklæres retfærdige og opnår fred med Gud allerede nu, ikke som Guds sønner, men som Guds venner, i lighed med Abraham. Hvilken begunstiget stilling! — Jakob 2:23.
18 Har du del i denne fred? Nyder du så dyb en fred med Gud som det er muligt for mennesker der lever i denne den mest betydningsfulde tid i historien? I den følgende artikel vil vi behandle noget af det der kan hjælpe os til at opnå en sådan fred.
Spørgsmål til repetition
■ Hvorfor råder der ikke fred i verden?
■ Hvilken fred giver Gud nu?
■ Hvem kan opnå denne fred?
■ Hvorfor har retfærdighed stor betydning for freden?
[Illustration på side 14]
„Enhver der har hørt af Faderen og har lært, kommer til mig“