„Vær på vagt over for farisæernes og saddukæernes surdej“

MED disse ord advarede Jesus for over nitten hundrede år siden sine disciple mod skadelige religiøse læresætninger og skikke. (Mattæus 16:6, 12) Beretningen i Markus 8:15 tilføjer: „Tag jer i agt for farisæernes surdej og Herodes’ surdej.“ Hvorfor blev Herodes nævnt? Fordi nogle af saddukæerne var herodianere, en politisk gruppe.

Hvorfor var det nødvendigt med denne særlige advarsel? Var både farisæerne og saddukæerne ikke direkte modstandere af Jesus? (Mattæus 16:21; Johannes 11:45-50) Jo, det var de, men nogle af dem ville senere tage imod kristendommen og derefter forsøge at påvirke den kristne menighed med deres idéer. — Apostelgerninger 15:5.

Der var også fare for at disciplene ville begynde at efterligne disse religiøse ledere, under hvis indflydelse de var blevet opdraget. Til tider gjorde denne baggrund det vanskeligt for dem at forstå meningen med det Jesus sagde.

Hvorfor var farisæernes og saddukæernes lære så farlig? Et kig på de religiøse forhold på Jesu tid vil give os en idé om det.

Religiøs splittelse

Angående det jødiske samfund i det første århundrede har historikeren Max Radin skrevet: „De jødiske menigheders uafhængighed af hinanden var ægte, og var endda noget der blev hæget om. . . . Når ærefrygten for templet og den hellige by var allermest i højsædet, blev der ofte vist stor foragt for dem der på det tidspunkt sad inde med den øverste myndighed i fædrelandet.“

En sørgelig åndelig forfatning! Hvilke faktorer spillede ind? Blandt andet den at ikke alle jøder boede i Palæstina. Indflydelsen fra græsk kultur, hvor præsterne ikke havde nogen myndighed, havde medvirket til at underminere respekten for Jehovas ordning med præstedømmet. (2 Mosebog 28:29; 40:12-15) Man må heller ikke overse de uddannede lægfolks og de skriftlærdes rolle.

Farisæerne

Navnet farisæere, eller perusjímʹ, betød sandsynligvis „de udskilte“. Farisæerne anså sig selv for at være disciple af Moses. De dannede deres eget forbund eller broderskab (hebraisk: chavurahʹ). For at blive optaget skulle man foran tre medlemmer højtideligt love at man strengt ville leve op til den levitiske renhed, undgå nært samkvem med ’am-ha’aʹræts (den ulærde hob) og være yderst samvittighedsfuld med at betale tiende. I Markus 2:16 tales der om „de skriftlærde blandt farisæerne“. Nogle i denne gruppe var professionelle skriftlærde og lærere, mens andre var lægfolk. — Mattæus 23:1-7.

Farisæerne troede på en allestedsnærværende Gud. De argumenterede følgelig, at eftersom „Gud var overalt, kunne han tilbedes både i og uden for templet, og han kunne også påkaldes med andet end ofre. De fandt derfor på at synagogen kunne være et sted for tilbedelse, studium og bøn, og de ophøjede den til at indtage en central og vigtig plads i folks liv, som en rival til templet.“ — Encyclopaedia Judaica.

Farisæerne manglede agtelse for Jehovas tempel. Det fremgår af Jesu ord: „Ve jer, blinde vejledere, som siger: ’Hvis nogen sværger ved templet, betyder det intet; men hvis nogen sværger ved guldet i templet, er han forpligtet.’ Tåber og blinde! Hvad er da størst, guldet eller templet som har gjort guldet helligt? Og: ’Hvis nogen sværger ved alteret, betyder det intet; men hvis nogen sværger ved gaven der ligger på det, er han forpligtet.’ Blinde! Hvad er da størst, gaven eller alteret der gør gaven hellig? Den der sværger ved alteret, sværger altså ved det og ved alt det der ligger på det.“ — Mattæus 23:16-20.

Hvordan kunne farisæerne drage en så forkert konklusion? Hvad var det de overså? Bemærk Jesu næste ord: „Og den der sværger ved templet, sværger ved det og ved ham der bor i det.“ (Mattæus 23:21) Forskeren E. P. Sanders har følgende kommentar til det vers: „Templet var ikke blot helligt fordi den hellige Gud blev tilbedt der, men også fordi han var der.“ (Judaism: Practice and Belief, 63 BCE-66 CE) Jehovas særlige tilstedeværelse var imidlertid betydningsløs for dem der mente at han var overalt.

Farisæerne troede også på en kombination af forudbestemmelse og den frie vilje. Med andre ord: „Alt er forudbestemt, men man har frit valg.“ De troede at Adam og Eva var forudbestemt til at synde, og at selv et snit i fingeren var forudbestemt.

Jesus har måske haft disse falske forestillinger i tanke da han talte om et tårn der styrtede sammen, hvorved 18 personer omkom. Han spurgte: „Mener I at [ofrene] viste sig at være større skyldnere end alle andre mennesker som bor i Jerusalem?“ (Lukas 13:4) Som det er tilfældet med de fleste ulykker, skyldtes denne ulykke „tid og tilfælde“, ikke skæbnen, som farisæerne hævdede. (Prædikeren 9:11) Hvordan ville disse tilsyneladende lærde betragte bibelske love?

Religiøse nytænkere

Farisæerne mente at de bibelske love nødvendigvis skulle fortolkes af den aktuelle generations rabbinere ud fra tidens tanker. Det hedder således i Encyclopaedia Judaica at de „ikke fandt det svært at harmonisere Toraens tanker med deres egne, tidssvarende idéer, eller at se deres idéer nævnt eller antydet i Toraens ord“.

Det var oprindelig ypperstepræsten der på den årlige forsoningsdag kunne skaffe soning for synder, men det ændrede de til at selve dagen kunne. (3 Mosebog 16:30, 33) Ved fejringen af påsken lagde de mindre vægt på påskelammet og gik mere op i at recitere beretningen om udgangen af Ægypten, mens de nød vin og matzos (usyret brød).

Med tiden fik farisæerne indflydelse ved templet. De fik indført at en procession under indsamlingshøjtiden skulle bære vand fra Siloams Dam, at dette vand skulle frembæres som drikoffer, at man skulle slå med pilegrene på alteret ved afslutningen af højtiden, og at der daglig skulle bedes bønner som ikke var foreskrevet i Loven.

„Særlig bemærkelsesværdige“ var „farisæernes nye påfund i forbindelse med sabbatten,“ siger The Jewish Encyclopedia. En husmoder forventedes at byde sabbatten velkommen ved at tænde lamper. Hvis en form for aktivitet syntes at medføre utilladelig anstrengelse, forbød farisæerne den. De gik endda så vidt som til at lovgive om lægebehandling, og de var irriterede over at Jesus udførte mirakuløse helbredelser på sabbatten. (Mattæus 12:9-14; Johannes 5:1-16) Disse religiøse nytænkere nøjedes dog ikke med at finde på nye foranstaltninger i et forsøg på at sætte et beskyttende hegn op om de bibelske love.

Hvad farisæerne afskaffede

Farisæerne hævdede at de havde myndighed til at se bort fra eller ophæve de bibelske love. Deres argumentation kommer til udtryk i en grundsætning i Talmud: „Det er bedre at en enkelt lov fjernes end at hele Toraen bliver glemt.“ Et skoleeksempel er afskaffelsen af jubelåret. Man begrundede det med, at når jubelåret nærmede sig turde ingen låne ud til den fattige af frygt for at miste sit tilgodehavende. — 3 Mosebog, kapitel 25.

Andre eksempler er afskaffelsen af prøven for en kvinde som var under mistanke for ægteskabsbrud, og, i forbindelse med uopklarede mord, afskaffelsen af soningsproceduren. (4 Mosebog 5:11-31; 5 Mosebog 21:1-9) Det var kun et spørgsmål om tid før farisæerne ophævede det bibelske krav om at man skulle sørge for sine forældre. — 2 Mosebog 20:12; Mattæus 15:3-6.

Jesus advarede: „Vær på vagt over for farisæernes surdej, som er hykleri.“ (Lukas 12:1) Farisæismen med dens uteokratiske indstilling kunne ikke være andet end hyklerisk — afgjort ikke noget der hørte hjemme i den kristne menighed. Jødiske opslagsværker fremstiller ikke desto mindre farisæerne i et mere gunstigt lys end saddukæerne. Lad os nu se på denne mere konservative gruppe.

Saddukæerne

Navnet saddukæere er muligvis afledt af Zadok, der var ypperstepræst på kong Salomons tid. (1 Kongebog 2:35, fodnote) Saddukæerne var en konservativ gruppe der varetog templets og præstedømmets interesser. I modsætning til farisæerne, som påberåbte sig myndighed på grund af deres lærdom og fromhed, baserede saddukæerne deres særstilling på afstamning og status. De modstod de farisæiske religiøse påfund indtil ødelæggelsen af templet i år 70.

Ud over at afvise forudbestemmelse nægtede saddukæerne at acceptere læresætninger som ikke direkte var nævnt i Pentateuken, også selv om læren var nævnt et andet sted i Guds ord. Ja, de „anså det for en dyd at debattere“ sådanne sager. (The Jewish Encyclopedia) Det minder om dengang de satte Jesus på prøve med hensyn til opstandelsen.

Idet saddukæerne opstillede en tænkt situation hvor en enke havde været gift med syv mænd, spurgte de: „Hvem af de syv skal nu have hende til hustru i opstandelsen?“ I denne sammenhæng var det selvfølgelig uvæsentligt om den tænkte enke havde været gift 14 eller 21 gange. Jesus forklarede: „I opstandelsen gifter mænd sig ikke og kvinder bortgiftes ikke.“ — Mattæus 22:23-30.

Da Jesus vidste at saddukæerne ikke accepterede andre inspirerede skribenter end Moses, argumenterede han ved at citere fra Pentateuken. Han sagde: „Med hensyn til at de døde oprejses, har I da ikke læst i Moses’ bog, i beretningen om tornebusken, hvordan Gud sagde til ham: ’Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud’? Han er ikke dødes men levendes Gud.“ — Markus 12:26, 27.

Forfølgere af Jesus og hans disciple

Saddukæerne troede på statskunst i forholdet til andre nationer, frem for at vente på Messias — hvis de da overhovedet troede på hans komme. I fuld forståelse med Rom skulle de styre templet, og de ønskede ikke at en Messias skulle dukke op og lave om på tingene. Idet de betragtede Jesus som en trussel mod deres position, sammensvor de sig med farisæerne om at slå Jesus ihjel. — Mattæus 26:59-66; Johannes 11:45-50.

Politisk orienterede som saddukæerne var, gjorde de logisk nok meget ud af loyaliteten mod Rom, og råbte: „Vi har ingen anden konge end kejseren.“ (Johannes 19:6, 12-15) Efter Jesu død og opstandelse var det saddukæerne der førte an med hensyn til at forsøge at bremse kristendommens udbredelse. (Apostelgerninger 4:1-23; 5:17-42; 9:14) Efter ødelæggelsen af templet i år 70 ophørte denne gruppe med at eksistere.

Nødvendigt fortsat at være på vagt

Jesu advarsel har virkelig vist sig at være betimelig. Ja, vi må være „på vagt over for farisæernes og saddukæernes surdej“. Tænk blot på hvilke dårlige frugter den har frembragt inden for jødedommen og kristenheden.

Som en stærk kontrast hertil giver velkvalificerede kristne ældste i mere end 75.500 menigheder af Jehovas Vidner i hele verden ’bestandig agt på sig selv og deres undervisning’. (1 Timoteus 4:16) De anser hele Bibelen for at være inspireret af Gud. (2 Timoteus 3:16) Frem for at være ’nytænkere’ og fremme egne religiøse procedurer, arbejder de enigt sammen under ledelse af den bibelsk bemyndigede organisation der bruger dette blad som sit vigtigste undervisningsmiddel. — Mattæus 24:45-47.

Resultatet er at millioner i hele verden kommer op på et højere åndeligt stade idet de forstår Bibelen, lever efter dens bud og fortæller andre om den. Du er velkommen til selv at undersøge sagen ved at besøge den nærmeste menighed af Jehovas Vidner eller skrive til udgiverne af dette blad.

[Ramme på side 26]

JESUS VAR OPMÆRKSOM PÅ SINE TILHØRERE

JESU KRISTI undervisning var utvetydig, og han tog sine tilhøreres forestillingsverden i betragtning. Det gjorde han for eksempel da han talte med farisæeren Nikodemus om det at blive ’født igen’. Nikodemus spurgte: „Hvordan kan et menneske fødes når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin moders liv og fødes, vel?“ (Johannes 3:1-5) Hvorfor var Nikodemus forvirret? Farisæerne troede jo at konvertitter til jødedommen skulle genfødes, og i en talemåde blandt rabbinerne blev en proselyt sammenlignet med „et nyfødt barn“.

I A Commentary on the New Testament From the Talmud and Hebraica giver John Lightfoot følgende oplysninger: „Jødernes gængse opfattelse af en israelits kvalifikationer . . . rører sig stadig i denne farisæers tanker,“ og han kan ikke „let slippe sin indledende fordom . . .: ’Når nu israelitter . . . har ret til at få adgang til Messias’ rige, mener du så med din udtalelse at det er nødvendigt for alle at komme ind i moders liv anden gang, så han kan blive israelit på ny?’“ — Jævnfør Mattæus 3:9.

At en proselyt skulle fødes igen kunne gå an, men at en ægte jøde så at sige skulle ind i moders liv igen, anså Nikodemus for en umulig proces.

Ved en anden lejlighed var der mange som tog anstød af at Jesus talte om at de skulle ’spise hans kød og drikke hans blod’. (Johannes 6:48-55) Lightfoot peger imidlertid på at „intet var mere almindeligt i jødernes skoler end at bruge udtrykket ’at spise og drikke’ i billedlig betydning“. Han nævner også at Talmud taler om „at spise Messias“.

Farisæernes og saddukæernes synspunkter havde altså stor indflydelse på tankegangen blandt jøderne i det første århundrede. Det var derfor betimeligt at Jesus altid tog hensyn til tilhørernes kundskab og erfaring, og det er blot én af de mange faktorer der kendetegnede den store Lærer.