Jesu liv og tjeneste
Løvhyttefesten
I LØBET af de cirka tre år der er gået siden Jesu dåb er han blevet kendt vidt og bredt. Flere tusind mennesker har set hans mirakler, og rygterne om hans virksomhed er nået ud over hele landet. Folket samles nu til løvhyttefesten i Jerusalem og begynder at lede efter ham dér. „Hvor er den mand?“ spørger de.
Jesus er blevet almindeligt samtaleemne. Nogle siger: „Han er en god mand.“ Andre hævder: „Det er han ikke, tværtimod, han vildleder mængden.“ Sådan bliver der talt en hel del om ham under højtidens første dage, men ingen har mod til at forsvare ham offentligt. Det skyldes at folket frygter for repressalier fra de jødiske ledere.
Højtiden er halvt omme da Jesus ankommer. Han går op til templet og begynder at undervise folket, der forbløffes over hans utrolige evner som lærer. Eftersom Jesus aldrig har gået i de rabbinske skoler undrer jøderne sig over det og spørger: „Hvordan har denne mand fået sin lærdom, når han ikke har studeret ved skolerne?“
„Den lære jeg fører er ikke min, men hans som har sendt mig,“ forklarer Jesus. „Hvis nogen ønsker at gøre Hans vilje, vil han erfare vedrørende læren om den er fra Gud, eller om jeg taler ud fra mine egne ideer.“ Jesu lære er helt i harmoni med Guds lov. Det skulle derfor være åbenbart at han søger Guds ære og ikke sin egen. „Moses gav jer loven, ikke sandt?“ spørger Jesus. Derefter irettesætter han dem og siger: „Men ingen af jer adlyder loven.“
„Hvorfor søger I at dræbe mig?“ spørger Jesus videre.
Folkemængden, der sandsynligvis består af besøgende som er kommet til Jerusalem for at overvære højtiden, er uvidende om sådanne bestræbelser. De betragter det som utænkeligt at nogen kan finde på at dræbe en så vidunderlig lærer. De tror at der er noget galt med Jesus siden han tænker sådan. „Du har en dæmon,“ svarer de. „Hvem søger at dræbe dig?“
De jødiske ledere vil have Jesus dræbt, selv om folkeskaren ikke kan forstå det. Da Jesus halvandet år tidligere havde helbredt en mand på sabbatten, forsøgte de religiøse ledere at dræbe ham. Derfor understreger Jesus det fornuftstridige i deres tankegang ved at spørge dem: „Når et menneske modtager omskærelse på en sabbat for at Moseloven ikke skal brydes, hvorfor er I da forbitrede på mig fordi jeg har gjort et menneske helt rask på en sabbat? Hold op med at dømme efter det ydre, men fæld en retfærdig dom.“
Nogle af indbyggerne i Jerusalem er klar over situationen, og siger nu: „Er det ikke ham de søger at dræbe? Og dog, se, han taler offentligt, og de siger ingenting til ham. Lederne er da vel ikke virkelig blevet klar over at dette er Messias?“ De forklarer videre hvorfor de ikke tror at Jesus er Kristus: „Vi ved hvor denne mand er fra; men når Messias kommer, vil ingen vide hvor han er fra.“
Jesus svarer: „I kender mig og ved også hvor jeg er fra. Jeg er ikke kommet af mig selv, men han som har sendt mig er virkelig til, og ham kender I ikke. Jeg kender ham, for jeg er et sendebud fra ham, og han har udsendt mig.“ På grund af denne udtalelse søger de at pågribe ham, muligvis for at kaste ham i fængsel eller få ham dræbt. Men det lykkes ikke for dem eftersom den time hvor han skal dø endnu ikke er kommet.
Mange får tro på Jesus, og med god grund. Hvorfor? Jo, han har gået på vandet, fået vinden til at lægge sig, beroliget det stormfulde hav, mirakuløst bespist tusinder af mennesker med nogle få brød og fisk, helbredt syge, fået lamme til at gå, åbnet blindes øjne, helbredt spedalske og tilmed oprejst døde. Derfor spørger de: „Når Messias kommer, vil han ikke gøre flere tegn end denne mand har gjort, vel?“
Da farisæerne hører mængden mumle om dette, sender de sammen med de øverste præster nogle betjente af sted for at arrestere Jesus. Johannes 7:11-32.
◆ Hvornår ankommer Jesus til løvhyttefesten, og hvad siger folkeskarerne om ham?
◆ Hvorfor siger nogle at Jesus har en dæmon?
◆ Hvordan betragtes Jesus af indbyggerne i Jerusalem?
◆ Hvorfor får nogle tro på Jesus?