BY

Et tætbebygget område der i udstrækning, befolkningstal og betydning er større end dem der i Bibelen betegnes som „fritliggende bebyggelser“, „småbyer“ og „landsbyer“. Det hebraiske ord ‛īr, der oversættes med „by“, forekommer næsten 1100 gange i Bibelen. Undertiden bruges ordet qirjahʹ (stad) som et synonym eller i en parallelisme. Som eksempel kan anføres: „Derefter skal du kaldes Retfærdighedens By [‛īr], Den Trofaste Stad [qirjahʹ],“ og: „Hvordan kan det være at lovsangens by [‛īr] ikke er blevet forladt, glædens stad [qirjathʹ]?“ — Es 1:26; Jer 49:25.

De „fritliggende bebyggelser“ (hebr.: chatserīmʹ), „småbyer“ (hebr.: banōthʹ) og „landsbyer“ (hebr.: kefarīmʹ) der nævnes i De Hebraiske Skrifter, adskilte sig fra ’byerne’ og ’stæderne’ ved ikke at være befæstede. De lå i det åbne land. (1Sa 6:18) Bebyggelser der var forstæder til eller lå i umiddelbar nærhed af en befæstet by eller stad, blev betegnet som „småbyer“, bogstaveligt „døtre“ af den befæstede by. (4Mo 21:25, fdn.; se SMÅBYER.) Moseloven skelnede juridisk mellem de befæstede byer eller stæder og de ubefæstede, fritliggende bebyggelser og landsbyer. Hvis nogen solgte et hus i en ubefæstet, fritliggende bebyggelse, bevarede han altid retten til at købe det tilbage, og hvis han ikke var i stand til det, fik han det tilbage i jubelåret. Men hvis et hus i en befæstet by blev solgt, måtte sælgeren købe det tilbage inden for det første år. Ellers ville det uigenkaldeligt komme til at tilhøre køberen. Dette gjaldt dog ikke levitbyerne. (3Mo 25:29-34) Den samme sondren opretholdes i De Kristne Græske Skrifter, hvor poʹlis som regel betegner en muromkranset „by“ og kōʹmē som regel bruges om en ubefæstet „landsby“. Det græske ord kōmoʹpolis i Markus 1:38 kan enten gengives med ’lille by’ eller ’landsby’. (Jf. Int.) Johannes kaldte Betlehem „landsbyen hvor David var“, mens Lukas (som tog i betragtning at Rehabeam senere havde befæstet landsbyen) kaldte den en by. — Joh 7:42; Lu 2:4; 2Kr 11:5, 6.

Den første der byggede en by, var Kain, der opkaldte byen efter sin søn Hanok. (1Mo 4:17) Hvis der fandtes andre byer før Vandfloden, må de og deres navne være blevet udslettet af oversvømmelsen i 2370 f.v.t. Efter Vandfloden udgjorde byerne Babel, Erek, Akkad og Kalne i Sinears land den oprindelige kerne i Nimrods rige. Derefter udvidede han riget ved at anlægge Nineve, Rehobot-Ir, Kala og Resen (tilsammen kaldt „den store by“) på den nordlige del af den mesopotamiske slette. (1Mo 10:10-12) Derimod byggede patriarkerne Abraham, Isak og Jakob ingen byer, men boede som udlændinge i telte, selv når de kom til byer og landsbyer i Kana’an og Ægypten. (He 11:9) Spejderne som langt senere drog ind i Kana’an, meddelte imidlertid at der var mange befæstede byer i landet. — 4Mo 13:28; 5Mo 9:1.

Formålet med at bygge byer. Folk begyndte at bygge byer af flere grunde: for at opnå beskyttelse, for at drive håndværk og handel, og af religiøse grunde. At dømme efter de mange templer arkæologerne har udgravet, var religionen uden tvivl en af hovedgrundene til at mange byer blev bygget i oldtiden. Et eksempel er byen Babel med dens religiøse tårn. De der byggede den, sagde: „Kom! Lad os bygge os en by og også et tårn med dets top i himmelen, og lad os gøre vort navn berømt, for at vi ikke skal spredes over hele jordens flade.“ (1Mo 11:4-9) Faren for at blive undertvunget af krigeriske erobrere var endnu en grund til at man sluttede sig sammen i byer. Man befæstede byerne med mure og lukkede portene om natten og i farefulde tider. — Jos 2:5; 2Kr 26:6.

Byboerne drev ofte landbrug og kvægavl, hvilket foregik uden for byens mure; den typiske landmand boede altså ikke ude på sin jord, men inde i byen. Andre drev håndværk. Byerne tjente som forrådslagre, handelscentre og markeder. Byer som Tyrus, Zidon og Joppe var i første række omladningspladser for varer der blev transporteret ad søvejen med skib og over land med karavaner. — Ez 27.

Mange byer begyndte som landsbyer, voksede til byer og blev i nogle tilfælde til store bystater der rådede over hundredtusinder af menneskers liv og færden. I sådanne tilfælde blev regerings- og domsmagten koncentreret hos nogle få politiske og militære ledere, og ikke sjældent lå den egentlige magt i hænderne på et hierarki af despotiske præster. Dette stod i skarp kontrast til forholdet i de israelitiske byer der blev bygget, for her var styret overladt til teokratisk udnævnte administratorer som var forpligtede til at håndhæve love der var givet af Gud. Jehova var nationens konge, lovgiver og dommer, og når hans synlige repræsentanter trofast gjorde deres pligt, kunne folket glæde sig. — Es 33:22; Ezr 7:25, 26; Ord 29:2.

Valg af beliggenhed. Der var flere faktorer at tage hensyn til når man skulle vælge en bys beliggenhed. Det vigtigste var som regel at byen kunne forsvares, og derfor var oldtidens byer normalt højt beliggende. Skønt det gjorde dem synlige på lang afstand, var de vanskelige at komme nær. (Mt 5:14) Kystbyer og byer der lå ved floder, var undtagelser. Foruden de naturlige forhindringer var byen for det meste omgivet af tykke mure eller et sindrigt system af mure og tårne, undertiden suppleret med voldgrave. (2Kg 9:17; Ne 3:1–4:23; 6:1-15; Da 9:25) Efterhånden som byen voksede, blev det nødvendigt at forlænge murene så de kom til at omslutte de nye bydele. Indgangene til byen gennem murene blev sikret med stærke byporte der kunne modstå lang tids belejring. (Se FÆSTNINGSVÆRKER; MUR; PORT.) Uden for murene lå marker, græsgange og forstæder, der almindeligvis ikke kunne forsvares i tilfælde af et angreb. — 4Mo 35:1-8; Jos 21:41, 42.

En god, nærliggende vandforsyning var absolut nødvendig og måtte ikke glemmes når byens beliggenhed skulle afgøres. Det var ideelt hvis byen havde kilder eller brønde inden for murene. Nogle byer, såsom Megiddo, Gibeon og Jerusalem, udmærkede sig ved at have underjordiske vandledninger, akvædukter og gange til at føre vandet ind bag murene fra kilder udenfor. (2Sa 5:8; 2Kg 20:20; 2Kr 32:30) Der blev ofte anlagt bassiner og cisterner som kunne opsamle vand i regntiden til senere brug. I nogle tilfælde var terrænet oversået med cisterner fordi hver husstand lagde vægt på at have sin egen vandforsyning. — 2Kr 26:10.

Da oldtidens byer som regel var anlagt med samme formål og hensigt, kom de til at ligne hinanden i byplan og stil. Og da de forløbne århundreder kun har medført små forandringer, findes der byer i vore dage som i mangt og meget er som de var for to eller tre tusind år siden. Når man gik ind ad porten, befandt man sig på et stort, åbent torv, byens markedsplads, hvor der købtes og solgtes, og hvor aftaler blev truffet og stadfæstet i vidners nærværelse. (1Mo 23:10-18; 2Kg 7:1; Na 2:4) Her var det offentlige forum hvor man udvekslede nyheder (Ne 8:1, 3; Jer 17:19), hvor byens ældste holdt rettergang (Rut 4:1-10), og hvor den rejsende måske tilbragte natten hvis ingen tilfældigvis bød ham indenfor. (Dom 19:15-21) Somme tider havde besøgende også andre overnatningsmuligheder i byen. — Jos 2:1; Dom 16:1; Lu 2:4-7; 10:35; se HERBERG.

Nogle byer blev anlagt til at tjene særlige formål, som for eksempel Pitom og Ra’amses, der blev bygget af israelitiske trælle som forrådssteder for Farao (2Mo 1:11), Salomons forrådsbyer og vognbyer og byerne til hans rytteri (1Kg 9:17-19) samt Josafats forrådsbyer. (2Kr 17:12) Til levitterne blev der afsat 48 byer — heraf 13 til præsterne og 6 som tilflugtsbyer for uforsætlige manddrabere. — 4Mo 35:6-8; Jos 21:19, 41, 42; se PRÆSTEBYER; TILFLUGTSBYER; VOGNBYER.

I mange tilfælde kan levnene af gamle bymure vise hvor stort et område byen har dækket, men indbyggertallet kan man kun gisne om. Nineve regnedes for at være en meget stor by: „Nineve, den store by, hvori der er flere end et hundrede og tyve tusind mennesker som ikke kender forskel på højre og venstre.“ — Jon 4:11; 3:3.

Der lå ofte en betydning i navnene på Bibelens byer. Navnet kunne være afledt af stedet, indbyggernes egenart eller herkomst, ja, der kunne endog ligge en profetisk betydning gemt i det. (1Mo 11:9; 21:31; Dom 18:29) For at kunne skelne to byer med samme navn fra hinanden føjede man undertiden stammens navn til, som for eksempel „Betlehem i Juda“, da der også var et Betlehem i Zebulon. (Dom 17:7; Jos 19:10, 15) Enklavebyer var byer der tilhørte én stamme, men lå i en anden stammes område. — Jos 16:9; se ENKLAVEBYER.

Brugt billedligt. I De Hebraiske Skrifter nævnes byer i billedlig betydning. (Ord 21:22; Jer 1:18) Jesus omtalte byer i sine lignelser og brugte dem som billeder på visse forhold (Mt 12:25; Lu 19:17, 19), og Paulus talte om „byen“ og „en by“ som billede på noget større. (He 11:10, 16; 12:22; 13:14) I Åbenbaringen tales der billedligt om flere forskellige byer: „den hellige by“ der nedtrædes af nationerne (Åb 11:2), „den store by“ der i åndelig forstand kaldes Sodoma og Ægypten (Åb 11:8), ’den store by, Babylon,’ (Åb 18:10-21; 17:18), og „den hellige by, det ny Jerusalem,“ der kommer ned fra himmelen fra Gud, „beredt som en brud smykket for sin ægtemand“. — Åb 21:2-27; 22:14, 19; 3:12.