Ifølge rabbinske kilder var der på Jesu tid knyttet endnu en særlig ceremoni til løvhyttefesten, nemlig den der begyndte ved slutningen af den 15. tisjri, festens første dag (egentlig ved begyndelsen af den 16. tisjri, festens anden dag), og derefter blev gentaget hver af de følgende fem aftener. Forberedelserne hertil blev truffet i kvindernes forgård. Her var opstillet fire store guldlampestandere, hver med fire guldskåle. Fire unge mænd af præsteslægt klatrede ad stiger op med store oliekander og fyldte de 16 skåle. Vægerne var lavet af præsternes aflagte dragter. Jødiske skribenter fortæller at disse lamper udsendte et klart lys der kunne ses på lang afstand og oplyste de private gårdspladser i Jerusalem. Nogle mænd, deriblandt nogle af de ældste, dansede med tændte fakler i hænderne og sang lovsange til musikledsagelse.

Det var sikkert løvhyttefestens åndelige betydning og muligvis ceremonien med vandet fra Siloam Jesus hentydede til da han „på den sidste dag, højtidens store dag, stod . . . frem og råbte idet han sagde: ’Hvis nogen tørster, så lad ham komme til mig og drikke. Den der tror på mig, „fra hans indre vil der flyde strømme af levende vand“.’“ (Joh 7:37, 38) Måske hentydede han også til at Jerusalem under højtiden blev oplyst af lamperne og faklerne på tempelområdet, da han lidt senere sagde til jøderne: „Jeg er verdens lys. Den der følger mig vil afgjort ikke vandre i mørket, men vil eje livets lys.“ (Joh 8:12) Da Jesus kort efter sin samtale med jøderne traf en mand der var født blind, forbandt han muligvis Siloam med højtiden og dens lys. Efter at have sagt til sine disciple: „Jeg [er] verdens lys,“ spyttede han på jorden og lavede ler med spyttet, hvorefter han kom leret på mandens øjne og sagde til ham: „Gå hen og vask dig i dammen Siloam.“ — Joh 9:1-7.