Kærlige hyrder og tillidsfulde får

PÅ BIBELENS TID var den nære tilknytning mellem hyrden og hans får nærmest legendarisk. Ofte var det enten hyrden selv der ejede fårene, eller også var han i familie med ejeren. Om morgenen gik han ud til fårefolden og kaldte sin hjord frem blandt de andre fåreflokke der måske fandtes i samme fold. Han kendte sine får, og de kendte hans stemme. Han drev dem ikke ud; han førte dem blot. Og de fulgte ham. Han ledte dem til enge med frisk græs og kølige bække. Var det uvejr ved mørkets frembrud, kunne han enten føre dem tilbage til folden eller lede dem i læ i en klippehule. I mildere vejr tilbragte han nætterne sammen med dem under åben himmel — som det var tilfældet i efteråret år 2 f.v.t., da hyrderne „levede udendørs og holdt vagt over deres hjord om natten“. — Lukas 2:8.

Fårene havde tillid til deres hyrder, som ofte gav dem beskrivende kælenavne — Pletøre, Tykhale, Sortsnude, Hvidtot. Når hyrden brugte deres navne, reagerede de på det. En forsker ville kontrollere dette da han engang kom forbi en fåreflok. Han beretter: „Jeg bad hyrden kalde på et af sine får. Det gjorde han, og straks forlod fåret sin græsgang og sine artsfæller og løb glad hen til hyrden, med en villighed til at adlyde som jeg aldrig har iagttaget hos noget andet dyr. Her i dette land gælder det også at ’en fremmed vil de ikke følge, men de vil flygte fra ham’.“

Jesus bekræftede mange af disse forhold da han påpegede at han var „den rigtige hyrde“ for de symbolske får, disciplene: „Fårene hører hans stemme, og han kalder sine egne får ved navn og fører dem ud [af folden]. Når han har ført alle sine egne ud, går han foran dem, og fårene følger ham, for de kender hans stemme. En fremmed vil de ikke følge, men de vil tværtimod flygte fra ham, for de kender ikke de fremmedes stemme. Jeg er den rigtige hyrde, og jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig og jeg kender Faderen; og jeg sætter min sjæl [mit liv] til for fårene.“ — Johannes 10:3-5, 14, 15.