Hvad vi kan lære af Johannesevangeliet
JEHOVAS ånd inspirerede den aldrende apostel Johannes til at nedskrive en gribende beretning om Jesu Kristi liv og tjeneste. Denne beretning skrev han omkring år 98 i eller i nærheden af Efesus. Men hvori adskiller den sig fra de øvrige evangelieberetninger, og hvad kan vi lære af den?
Hovedsagelig supplerende
Johannes udvalgte sit stof så han kun gentog ganske lidt af det Mattæus, Markus og Lukas allerede havde skrevet. Faktisk består Johannes’ øjenvidneberetning hovedsagelig af supplerende oplysninger, idet over 90 procent af stoffet omhandler forhold der ikke nævnes i de andre evangelier. For eksempel er Johannes den eneste der fortæller os om Jesu førmenneskelige tilværelse og oplyser at „Ordet blev kød“. (1:1-14) Mens de andre evangelieskribenter beretter at Jesus rensede templet ved afslutningen af sin jordiske tjeneste, oplyser Johannes at Kristus også rensede det ved begyndelsen af sin tjeneste. (2:13-17) Visse af de mirakler Jesus udførte omtales kun af den aldrende apostel, som for eksempel at han forvandlede vand til vin, at han oprejste den døde Lazarus og at han efter sin opstandelse forårsagede den mirakuløse fiskefangst. — 2:1-11; 11:38-44; 21:4-14.
Samtlige evangelieskribenter beretter om hvordan Jesus indstiftede højtiden til minde om sin død, men kun Johannes beretter om den lektion i ydmyghed Jesus gav apostlene samme aften da han vaskede deres fødder. Desuden er Johannes den eneste der fortæller om den indtrængende tale Jesus holdt og om den bøn han bad for sine disciple ved samme lejlighed. — 13:1–17:26.
De steder hvor navnet Johannes forekommer i denne evangelieberetning hentyder det alene til Johannes Døber, mens skribenten blot omtaler sig selv som ’den discipel Jesus elskede’. (13:23) Apostelen Johannes nærede tydeligvis stor kærlighed til Jesus. Også vor kærlighed til Kristus, og dermed vor tro på ham, bliver stærkere når vi læser Johannes’ skildring af ham som Ordet, livets brød, verdens lys, den rigtige hyrde, vejen, sandheden og livet. (1:1-3, 14; 6:35; 8:12; 10:11; 14:6) Som Johannes selv giver udtryk for, var dette netop hensigten med hans beretning: „Dette er blevet skrevet for at I kan tro at Jesus er Messias, Guds søn, og for at I, fordi I tror, kan have liv ved hans navn.“ — 20:31.
Ydmyghed og glæde
Johannesevangeliet præsenterer Jesus som Ordet og som Lammet der tager verdens synd bort, og henviser til mirakler der beviser at han er „Guds Hellige“. (1:1–9:41) Desuden fremhæver beretningen den ydmyghed og glæde der prægede Johannes Døber i hans gerning. Skønt han tjente som forløberen for Kristus, sagde han: ’Jeg er ikke værdig til at løse hans sandalrem.’ (1:27) Sandaler blev bundet med læderstropper eller remme. Almindeligvis hørte det med til trællehvervet at løse en anden persons sandaler og bære dem for ham. Johannes Døber gav således udtryk for sin ydmyghed og viste at han var klar over hvor ubetydelig han var i forhold til sin Mester. Et godt eksempel — for kun ydmyge mennesker kan bruges i tjenesten for Jehova og hans messianske konge! — Salme 138:6; Ordsprogene 21:4.
I stedet for at føle sig krænket og tilsidesat af Jesus, sagde Johannes Døber: „Brudgommens ven, som står og hører på ham, føler stor glæde på grund af brudgommens stemme. Derfor er denne min glæde blevet hel og fuld.“ (3:29) Brudgommens ven havde som repræsentant for brudgommen til opgave at føre ægteskabsforhandlingerne. Somme tider arrangerede han også forlovelsen og sørgede for at overbringe gaver til bruden og brudeprisen til hendes fader. Denne stedfortræder havde grund til at glæde sig når han havde fuldført sin opgave. På samme måde kunne Johannes Døber glæde sig over at føre Jesus sammen med de første medlemmer af hans brud. (Åbenbaringen 21:2, 9) Ligesom brudgommens ven kun skulle varetage denne særlige tjeneste for en kort tid, sådan var Johannes Døbers tjeneste også kun kortvarig. Han var i stadig tilbagegang, mens Jesus var i stadig fremgang. — Johannes 3:30.
Jesu omsorg for andre
Ved en brønd i nærheden af byen Sykar fortalte Jesus en samaritansk kvinde at der findes symbolsk vand som kan give evigt liv. Da hans disciple kom til, „begyndte [de] at undre sig fordi han talte med en kvinde“. (4:27) Hvorfor reagerede de på den måde? Det gjorde de for det første fordi jøderne foragtede samaritanerne og intet ville have med dem at gøre. (4:9; 8:48) For det andet var det usædvanligt at en jødisk lærer talte offentligt med en kvinde. Men Jesu omsorg og medfølelse for andre bevægede ham til at aflægge dette vidnesbyrd. Det førte til at byens indbyggere begyndte at gå ud til ham. — 4:28-30.
Det var også Jesu omsorg for andre der fik ham til at sige: „Hvis nogen tørster, så lad ham komme til mig og drikke.“ (7:37) Med dette hentydede han øjensynlig til en skik der var blevet føjet til den otte dage lange løvhyttefest. Hver morgen i syv dage trak en præst vand op fra dammen Siloam og hældte det ud ved alteret i templet. Dette skulle blandt andet, sagde man, symbolisere udgydelsen af den hellige ånd. Fra og med pinsedagen i år 33 tilskyndede Guds hellige ånd Jesu disciple til at bringe livgivende vand ud til folk over hele jorden. Kun fra Jehova, „kilden med levende vand“, er det muligt, gennem Jesus Kristus, at få evigt liv. — Jeremias 2:13; Esajas 12:3; Johannes 17:3.
Den rigtige hyrde viser omsorg
Jesu omsorg for mennesker ses tydeligt i forbindelse med hans hverv som den rigtige hyrde, idet han tager sig af alle de symbolske får der følger ham. Endog da Jesu død var nært forestående gav han sine disciple kærlig vejledning og bad for dem. (10:1–17:26) Til forskel fra en tyv eller en røver går han ind i fårefolden gennem døren. (10:1-5) En fårefold var en indhegning hvor fårene kunne være om natten, beskyttet mod tyve og rovdyr. Den var omgivet af et stengærde, muligvis med tornet buskads ovenpå, og havde en indgang der blev overvåget af en dørvogter.
Den samme fold kunne rumme adskillige hjorde som tilhørte forskellige hyrder. Men fårene adlød kun stemmen fra den hyrde de tilhørte. I sin bog Manners and Customs of Bible Lands skriver Fred H. Wight: „Når det bliver nødvendigt at adskille fårehjordene stiller den ene hyrde efter den anden sig op og kalder: ’Tahhoo! Tahhoo!’ eller noget lignende, efter eget valg. Fårene løfter hovederne, og efter noget postyr hvor fårene løber i forskellige retninger, begynder de nu at følge den hyrde de hver især tilhører. De kender deres egen hyrdes stemmeleje fuldstændigt. Fremmede har ofte forsøgt at få fårene til at følge sig ved at bruge det samme råb, men det er aldrig lykkedes.“ I betragtning af dette sagde Jesus interessant nok: „Mine får hører min stemme, og jeg kender dem, og de følger mig. Og jeg giver dem evigt liv.“ (10:27, 28) Både den „lille hjord“ og de „andre får“ kender Jesus på stemmen, følger ham og nyder godt af hans kærlige omsorg. — Lukas 12:32; Johannes 10:16.
Guds trofaste søn
Under hele sit jordiske livsløb var Kristus trofast mod Gud og satte eksemplet som en kærlig, omsorgsfuld hyrde. Men også efter hans opstandelse kom hans omsorg til udtryk da han viste sig for sine disciple. Det var en sådan kærlig omsorg for andre der fik Jesus til indtrængende at tilskynde Peter til at give hans får føde. — 18:1–21:25.
Ved sin pælfæstelse satte Jesus det største eksempel for os ved at forblive trofast til døden. En af de forsmædelser han måtte tåle, var den at soldaterne ’delte hans klæder imellem sig’, sådan som det var forudsagt. (Salme 22:18) De kastede lod om hvem der skulle have den fine underklædning (på græsk: chitōnʹ), der var vævet i ét stykke så den var uden søm. (19:23, 24) En sådan kjortel kunne være fremstillet af uld eller bomuld og være enten hvid eller i flere farver. Den var ofte ærmeløs, blev båret direkte på kroppen og nåede til knæene eller helt til anklerne. Selv om Jesus naturligvis ikke var materialistisk indstillet gik han dog i klæder af god kvalitet, som denne sømløse kjortel.
Ved en af de lejligheder hvor Jesus viste sig efter sin opstandelse, hilste han disciplene med ordene „Måtte I have fred“. (20:19) Dette var en almindelig hilsen blandt jøderne. (Mattæus 10:12, 13) For de fleste var det sikkert blot en talemåde, men sådan var det ikke for Jesus, der tidligere havde sagt til sine disciple: „Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer.“ (Johannes 14:27) Den fred Jesus gav sine disciple udsprang af deres tro på ham som Guds søn og virkede beroligende på deres hjerte og sind.
Også vi kan have del i „Guds fred“. Måtte vi altid sætte pris på denne uforlignelige fred, der udspringer af at have et nært forhold til Jehova gennem hans elskede søn. — Filipperne 4:6, 7.
[Kildeangivelse på side 25]
Pictorial Archive (Near Eastern History) Est.