SYND

Alt hvad der ikke er i overensstemmelse med, og derfor strider mod, Guds personlighed, handlemåde, normer og vilje; alt hvad der ødelægger et menneskes forhold til Gud. Man kan synde i ord (Job 2:10; Sl 39:1), i handling (ved at handle uret [3Mo 20:20; 2Kor 12:21] eller ved at undlade at gøre hvad man burde [4Mo 9:13; Jak 4:17]) eller i sinds- eller hjerteindstilling (Ord 21:4; jf. Ro 3:9-18; 2Pe 2:12-15). Manglende tro på Gud er en stor synd, eftersom det vidner om at man ikke stoler på Gud, ikke har tillid til hans handlekraft. (He 3:12, 13, 18, 19) Dette kan belyses ved en gennemgang af de hebraiske og græske ord der er anvendt i grundteksten, og nogle eksempler på brugen af dem.

Det hebraiske ord der almindeligvis oversættes med „synd“, er chatta’thʹ; på græsk er det som regel ordet hamartiʹa der anvendes. På begge sprog betyder verbalformerne (hebr.: chata’ʹ; gr.: hamartaʹnō) „at forfejle“, det vil sige at forfejle eller ikke ramme et mål, at gå fejl af en vej, ikke at leve op til det der er ret. I Dommerne 20:16 bruges chata’ʹ, sammen med en nægtelse, om benjaminitterne som „brugte stenslynge og ramte på et hår, uden at ramme ved siden af“. Græske skribenter brugte ofte hamartaʹnō om en spydkaster der ramte ved siden af målet. Ordene blev ikke blot anvendt om det at forfejle eller ikke ramme bogstavelige mål, men også om ikke at ramme moralske eller intellektuelle mål. I Ordsprogene 8:35, 36 står der at den der finder guddommelig visdom, har fundet livet, men at ’den der går fejl af [form af hebr. chata’ʹ] visdommen, gør vold mod sin sjæl’, hvilket vil føre til døden. I Bibelen anvendes både de hebraiske og de græske udtryk hovedsagelig om synd mod Gud begået af Guds fornuftbegavede skabninger, idet de forfejler det mål han har sat for dem.

Menneskets plads i Guds hensigt. Mennesket blev skabt „i Guds billede“. (1Mo 1:26, 27) Ligesom alt andet skabt blev mennesket til på grund af Guds vilje. (Åb 4:11) At Gud tildelte mennesket arbejde, viste at det skulle tjene Guds hensigt på jorden. (1Mo 1:28; 2:8, 15) Ifølge den inspirerede apostel blev manden skabt for at være „Guds billede og herlighed“ (1Kor 11:7), det vil sige for at genspejle sin Skabers egenskaber og i sin adfærd genspejle Guds herlighed. Som Guds jordiske søn skulle mennesket ligne sin himmelske Fader. Gjorde det ikke det, ville det benægte at Gud var dets himmelske Fader, og vanære Ham. — Jf. Mal 1:6.

Dette påpegede Jesus da han tilskyndede sine disciple til at vise godhed og kærlighed i højere grad end „syndere“, det vil sige mennesker der var kendt for at handle syndigt. Han sagde at hans disciple kun ved at følge Guds eksempel i barmhjertighed og kærlighed kunne ’vise at de var sønner af deres Fader som er i himlene’. (Mt 5:43-48; Lu 6:32-36) Paulus viser med følgende ord at der er en forbindelse mellem Guds herlighed og menneskets synd: „Alle har syndet og mangler Guds herlighed.“ (Ro 3:23; jf. Ro 1:21-23; Ho 4:7.) I 2 Korinther 3:16-18; 4:1-6 viser apostelen at de der vender sig fra synd til Jehova, „med utildækket ansigt genspejler Jehovas herlighed, [og] forvandles til det samme billede fra herlighed til herlighed“ fordi den herlige gode nyhed om Messias, som er Guds billede, trænger igennem til dem. (Jf. også 1Kor 10:31.) Apostelen Peter citerer fra De Hebraiske Skrifter da han beskriver Guds udtrykte vilje med hans jordiske tjenere med ordene: „I skal, i overensstemmelse med den Hellige som kaldte jer, også selv være hellige i hele jeres adfærd, for der står skrevet: ’I skal være hellige, for jeg er hellig.’“ — 1Pe 1:15, 16; 3Mo 19:2; 5Mo 18:13.

Synden hindrer således mennesket i at genspejle Gud og hans herlighed; den gør mennesket vanhelligt, det vil sige urent, tilsmudset og besmittet i åndelig og moralsk forstand. — Jf. Es 6:5-7; Sl 51:1, 2; Ez 37:23; se HELLIGHED.

De skriftsteder der er nævnt i det foregående, viser at det oprindelig var Guds hensigt at mennesket skulle være i overensstemmelse med Guds personlighed, være som sin Skaber, ligesom en jordisk fader der elsker sin søn, ønsker at sønnen vil komme til at ligne ham i livssyn, adfærdsnormer og hjertets egenskaber. (Jf. Ord 3:11, 12; 23:15, 16, 26; Ef 5:1; He 12:4-6, 9-11.) Dette må nødvendigvis indebære at mennesket adlyder og underkaster sig Guds vilje, uanset om den udtrykkes i form af et klart bud eller ikke. Synden er derfor en moralsk fejl, det at ramme forbi målet, på alle disse områder.

Syndens oprindelse. Synden opstod ikke på jorden, men i åndeverdenen. I en periode af ukendt længde var hele universet i fuld harmoni med Gud. Disharmonien vandt indpas gennem en åndeskabning der omtales som Modstanderen (hebr.: Satanʹ; gr.: Satanasʹ; Job 1:6; Ro 16:20), Guds største anklager og bagvasker (gr.: Diaʹbolos). (He 2:14; Åb 12:9) Apostelen Johannes sagde derfor: „Den der øver synd er af Djævelen, for Djævelen har syndet fra begyndelsen.“ — 1Jo 3:8.

Med udtrykket „begyndelsen“ sigter Johannes tydeligvis til det tidspunkt da Satan begyndte at modstå Gud, ligesom ordet i 1 Johannes 2:7 og 3:11 bruges om det tidspunkt da de kristne blev disciple. Johannes’ ord viser at Satan fortsatte sin syndige kurs efter at han havde indført synden i verden, og at enhver der „gør synden til sin beskæftigelse eller vane“, afslører sig selv som ’et barn’ af Modstanderen, et åndeligt afkom der genspejler sin ’faders’ egenskaber. — The Expositor’s Greek Testament, redigeret af W. R. Nicoll, 1967, bd. V, s. 185; Joh 8:44; 1Jo 3:10-12.

Eftersom et uret begær først skal udvikle sig og ’undfange’ inden det ’føder synd’ (Jak 1:14, 15), må den åndeskabning der blev en modstander, være begyndt at vige bort fra retfærdigheden og have udviklet en oprørsk holdning over for Gud allerede før synden blev åbenbar.

Oprøret i Eden. De påbud som Gud gav Adam og Eva som et udtryk for sin vilje, var hovedsagelig positive, idet han gav dem nogle opgaver at udføre. (1Mo 1:26-29; 2:15) Den eneste undtagelse var det forbud Adam fik mod at spise af, eller blot røre ved, træet til kundskab om godt og ondt. (1Mo 2:16, 17; 3:2, 3) Denne måde at prøve Adams lydighed og hengivenhed på vidner om at Gud respekterede hans værdighed. Han tillagde ikke Adam noget ondt; han prøvede ham ikke ved for eksempel at forbyde sodomi, mord eller lignende, hvilket ville have antydet at han mente at Adam havde onde tilbøjeligheder. At spise var noget normalt og rigtigt, og Adam havde fået at vide at han kunne ’spise frit’ af det Gud havde givet ham. (1Mo 2:16) Men her prøvede Gud altså Adam ved at forbyde ham at spise af frugten fra dette ene træ, hvorved dét at spise denne frugt blev et symbol på at den spisende opnåede en kundskab der satte ham i stand til selv at afgøre hvad der var henholdsvis „godt“ og „ondt“ for mennesket. Gud lagde altså ikke en tung byrde på Adam, og han tillagde ham heller ikke noget der var under hans værdighed som en jordisk søn af Gud.

Kvinden var det første menneske der syndede. Guds modstander, der talte gennem en slange (se FULDKOMMENHED [Den første synder og kongen af Tyrus]), prøvede ikke at friste hende ved en åbenlys opfordring til seksuel umoralitet, men forsøgte at vække et ønske hos hende om et højere intellektuelt stade og større frihed. Fristeren fik først Eva til at citere Guds lov, som hun øjensynlig havde hørt gennem sin mand, og rettede derefter et angreb mod Guds sandfærdighed og godhed. Han hævdede at menneskene ikke ville dø hvis de spiste af frugten på det nærmere bestemte træ, men at de derimod ville opnå en indsigt og evne som Guds til selv at afgøre hvad der var godt, og hvad der var ondt. Denne udtalelse afslører at Fristeren nu i sit hjerte fuldstændig havde vendt sig bort fra Skaberen, for den var i åbenbar modstrid med det Gud havde sagt, og var desuden en tilsløret bagvaskelse af Gud. Han beskyldte ikke Gud for at have begået en fejl af vanvare, men for med overlæg at have fremstillet situationen forkert, som det fremgår af ordvalget: „For Gud véd . . .“ Syndens alvor og oprørets afskyelighed ses af den fremgangsmåde denne åndesøn greb til for at nå sit mål. Han gjorde sig til en bedragerisk løgner og en ærgerrig morder, eftersom han helt sikkert vidste hvilke skæbnesvangre konsekvenser det ville få at følge hans forslag. — 1Mo 3:1-5; Joh 8:44.

Som beretningen viser, begyndte kvinden at nære et uret begær. I stedet for at reagere med største afsky og retfærdig harme da hun hørte at der blev rejst tvivl om retfærdigheden af Guds lov, begyndte hun at betragte træet som indbydende. Hun begærede noget der med rette tilhørte Jehova Gud, hendes suveræne Herre: Evnen og retten til at afgøre hvad der er godt, og hvad der er ondt for hans skabninger. Derved begyndte hun at følge modstanderens veje, normer og vilje, skønt denne havde modsagt hendes Skaber og det hoved Gud havde sat over hende, hendes mand. (1Kor 11:3) Da hun stolede på Fristerens ord, lod hun sig forføre og spiste af frugten, hvorved den synd der var blevet født i hendes sind og hjerte, blev åbenbaret. — 1Mo 3:6; 2Kor 11:3; jf. Jak 1:14, 15; Mt 5:27, 28.

Senere spiste Adam af frugten da hans hustru tilbød ham den. Apostelen Paulus viser at Adams synd adskilte sig fra hans hustrus idet han ikke blev bedraget af Fristerens propaganda og altså ikke troede på påstanden om at de ustraffet kunne spise af frugten fra træet. (1Ti 2:14) Når Adam spiste af frugten, må det derfor have været for at beholde sin hustru, og han ’hørte efter hendes røst’ i stedet for at høre efter sin Guds røst. (1Mo 3:6, 17) Han fulgte hendes handlemåde og adlød hendes vilje, og dermed adlød han også Guds modstander. Han ’forfejlede målet’, handlede ikke efter Guds billede og lighed og genspejlede ikke Guds herlighed; hans handling var en fornærmelse mod hans himmelske Fader.

Syndens følger. Synden førte til disharmoni mellem mennesket og dets Skaber. Den skadede ikke blot menneskets forhold til Gud, men også dets forhold til Guds øvrige skabninger, ja, synden skadede endog menneskets eget sind, hjerte og legeme. Den fik ulykkelige og frygtelige konsekvenser for hele menneskeheden.

Denne disharmoni afspejlede sig straks i de to menneskers opførsel. At de tildækkede dele af deres legeme, som Gud havde skabt, og derefter forsøgte at skjule sig for Gud, var tydelige vidnesbyrd om at de i sind og hjerte var kommet bort fra ham. (1Mo 3:7, 8) Synden fremkaldte skyldfølelse, angst, usikkerhed og skam hos dem. Dette er et eksempel på det apostelen Paulus nævner i Romerne 2:15 om at Guds lov var ’skrevet i menneskets hjerte’. En overtrædelse af denne lov fremkaldte derfor et indre oprør i menneskene, idet deres samvittighed anklagede dem for deres urette handling. De havde så at sige en indbygget løgnedetektor der gjorde det umuligt for dem at skjule deres syndige tilstand for deres Skaber, og da Gud hørte Adams undskyldning for deres ændrede holdning, spurgte han straks: „Har du spist af det træ som jeg gav dig påbud om ikke at spise af?“ — 1Mo 3:9-11.

For at være tro mod sig selv, og af hensyn til resten af sin universelle familie, kunne Jehova Gud ikke tolerere denne syndige adfærd, hverken hos sine jordiske skabninger eller hos den åndesøn der havde gjort oprør. Han bevarede sin hellighed og fældede med rette dødsdommen over dem alle. De to mennesker blev derefter udvist af Guds have i Eden så de ikke havde adgang til det træ Gud kaldte „livets træ“. — 1Mo 3:14-24.

Konsekvenser for hele menneskeheden. I Romerne 5:12 står der at „synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden, og [at] døden således trængte igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet“. (Jf. 1Jo 1:8-10.) Nogle mener at dette betyder at alle Adams fremtidige efterkommere havde del i Adams oprindelige synd fordi han som deres familieoverhoved repræsenterede dem og de derfor så at sige blev medskyldige i hans synd. Apostelen Paulus skrev imidlertid at døden „trængte igennem“ til alle mennesker, et udtryk der viser at Adams efterkommere blev berørt gradvis og ikke samtidig.

Apostelen siger videre at døden herskede som konge „fra Adam frem til Moses, også over dem som ikke havde syndet i lighed med den overtrædelse der var blevet begået af Adam“. (Ro 5:14) Adams synd kaldes med rette en „overtrædelse“, for han overtrådte den udtrykkelige befaling Gud havde givet ham. Da Adam syndede, var det desuden af egen fri vilje, som et fuldkomment og fejlfrit menneske. Hans efterkommere har aldrig befundet sig på dette fuldkomne stade. Disse omstændigheder strider mod den opfattelse at da Adam syndede, syndede alle hans endnu ufødte efterkommere med ham. Skulle alle Adams efterkommere kunne drages til ansvar for meddelagtighed i Adams synd, måtte de have haft mulighed for selv at vælge ham som forfader eller familieoverhoved. Men ingen er af egen fri vilje efterkommere af Adam; alle er født som efterkommere af ham som følge af deres forældres vilje. — Joh 1:13.

Alt taler således for at synden er blevet videregivet fra Adam til de senere generationer som følge af den arvelighedslov hvis gyldighed er almindeligt anerkendt. Det var åbenbart dette salmisten sigtede til da han skrev: „Med min brøde blev jeg bragt til verden under veer, og med min synd undfangede min moder mig.“ (Sl 51:5) Synden og dens virkninger kom ikke blot ind i verden og spredtes til hele menneskeheden fordi Adam var menneskenes overhoved, men fordi han, og ikke Eva, var menneskenes stamfader eller jordiske livskilde. Fra både ham og Eva ville hans efterkommere nødvendigvis arve ikke blot fysiske træk, men også personlighedstræk, deriblandt tilbøjeligheden til at synde. — Jf. 1Kor 15:22, 48, 49.

Det er også den tanke der kommer til udtryk i Paulus’ ord: „For ligesom de mange gennem det ene menneskes [Adams] ulydighed blev stillet som syndere, således vil de mange også gennem den enes [Jesu Kristi] lydighed blive stillet som retfærdige.“ (Ro 5:19) De der havde udsigt til at blive „stillet som retfærdige“ gennem Kristi lydighed, blev ikke alle stillet sådan i det øjeblik Kristus frembar sit sonoffer for Gud, men hans offers værdi blev til gavn for dem efterhånden som de fik tro på det og blev forligt med Gud. (Joh 3:36; Apg 3:19) På samme måde er den ene generation efter den anden af Adams efterkommere blevet stillet som syndere efterhånden som de er blevet undfanget af deres syndige forældre i Adams slægtslinje.

Syndens magt og løn. „Den løn synden betaler er døden“ (Ro 6:23), og alle mennesker er gennem deres fødsel i Adams slægtslinje blevet underlagt „syndens og dødens lov“. (Ro 8:2; 1Kor 15:21, 22) Sammen med døden har synden ’hersket som konge’ over menneskene og fastholdt dem i en trældom som de blev solgt til af Adam. (Ro 5:17, 21; 6:6, 17; 7:14; Joh 8:34) Disse udtalelser viser at synd ikke blot skal forstås som det at begå (eller undlade at begå) visse handlinger, men også som en lov, et ledende princip eller en kraft der virker i menneskene, nemlig deres arv fra Adam i form af den medfødte tilbøjelighed til at synde. Deres arv fra Adam har altså medført en ’kødets svaghed’, ufuldkommenheden. (Ro 6:19) Syndens „lov“ er hele tiden virksom i deres lemmer og forsøger, som en konge, at beherske dem, at undertvinge dem, så de kommer i et modsætningsforhold til Gud. — Ro 7:15, 17, 18, 20-23; Ef 2:1-3.

„Kong“ synd kan give sine ’ordrer’ på forskellige måder til forskellige mennesker og på forskellige tidspunkter. Da Gud lagde mærke til hvor vred Adams første søn, Kain, var på sin broder Abel, advarede han ham ved at sige at han skulle begynde at gøre det gode, for: „Synden [lurer] ved indgangen, og til dig står dens attrå; og vil du få herredømmet over den?“ Kain lod imidlertid misundelsens og hadets synd få herredømme over sig, og den fik ham til at slå sin broder ihjel. — 1Mo 4:3-8; jf. 1Sa 15:23.

Sygdom, smerte og alderdom. Da døden hos mennesker som regel er forbundet med sygdom eller alderdom, kan man slutte at disse onder også skyldes synden. Under den mosaiske lovpagt som Gud indgik med Israel, hed det i loven om syndofre at der skulle bringes et offer til soning for dem der havde lidt af spedalskhed. (3Mo 14:2, 19) De der rørte ved et lig eller blot gik ind i et telt hvor et menneske var afgået ved døden, blev urene og skulle rense sig ceremonielt. (4Mo 19:11-19; jf. 4Mo 31:19, 20.) Jesus forbandt også sygdom med synd (Mt 9:2-7; Joh 5:5-15), men han understregede at bestemte sygdomme ikke nødvendigvis er en følge af bestemte syndige handlinger. (Joh 9:2, 3) Mange skriftsteder viser at en retfærdig (ikkesyndig) levevis har en gavnlig indflydelse på helbredet. (Ord 3:7, 8; 4:20-22; 14:30) Under Kristi herredømme vil ikke blot døden, der hersker sammen med synden (Ro 5:21), men også smerte blive fjernet. — 1Kor 15:25, 26; Åb 21:4.

Synd og lov. Apostelen Johannes skriver: „Enhver som øver synd øver også lovløshed, og synd er således lovløshed“ (1Jo 3:4), og: „Al uretfærdighed er synd.“ (1Jo 5:17) Apostelen Paulus taler derimod om at nogle „har syndet uden loven“. Han siger videre at „indtil loven [som blev givet ved Moses] kom var der synd i verden, men synd tilregnes ikke når der ikke er nogen lov. Ikke desto mindre herskede døden som konge fra Adam frem til Moses, også over dem som ikke havde syndet i lighed med den overtrædelse der var blevet begået af Adam.“ (Ro 2:12; 5:13, 14) Paulus’ ord skal forstås i deres sammenhæng. Han sammenlignede dem der var under Lovpagten, med dem der ikke var underlagt den (og dermed heller ikke var underlagt dens love), men påviste samtidig at begge parter var syndige. — Ro 3:9.

I de omkring 2500 år der gik fra Adam syndede og til Lovpagten blev indført i 1513 f.v.t., havde Gud ikke givet menneskeheden en omfattende lovsamling eller en systematisk opbygget lov der i alle enkeltheder forklarede hvad synd var. Han havde givet visse bud, for eksempel dem Noa fik efter Vandfloden (1Mo 9:1-7), og omskærelsespagten, som han indgik med Abraham og hans husstand, deriblandt hans ikkehebraiske trælle. (1Mo 17:9-14) Men om Israel kunne salmisten sige: „Han [Gud] meddeler sit ord til Jakob, sine forordninger og sine lovbud til Israel. Han har ikke handlet sådan mod nogen anden nation; og hans lovbud kender de ikke.“ (Sl 147:19, 20; jf. 2Mo 19:5, 6; 5Mo 4:8; 7:6, 11.) Med hensyn til den lovpagt der blev indgået med Israel, kunne man sige at „det menneske som har handlet efter lovens retfærdighed, skal leve ved den“, for kun et syndfrit menneske, som Kristus Jesus, kunne overholde og efterleve Loven til fuldkommenhed. (Ro 10:5; Mt 5:17; Joh 8:46; He 4:15; 7:26; 1Pe 2:22) Dette gjaldt ikke nogen anden lov der blev givet fra Adams tid og frem til indførelsen af Lovpagten.

’De gør af natur det loven siger’. Det vil ikke sige at de der levede i perioden mellem Adam og Moses, var syndfri fordi der ikke fandtes nogen omfattende lovsamling som deres adfærd kunne bedømmes efter. I Romerne 2:14, 15 siger Paulus: „Når som helst folk fra nationerne, som ikke har loven, af natur gør det loven siger, er disse, skønt de ikke har loven, deres egen lov. De viser jo at lovens indhold er skrevet i deres hjerter, idet deres samvittighed vidner med, og der mellem deres egne tanker indbyrdes føres anklage eller også forsvar.“ Eftersom mennesket oprindelig er skabt i Guds billede og lighed, har det en moralsk sans som giver sig udslag i at det har en samvittighed. Selv ufuldkomne, syndige mennesker har et vist mål af moralsk sans, som det fremgår af Paulus’ ord. (Se SAMVITTIGHED.) Eftersom en lov egentlig er en rettesnor for den enkeltes adfærd, virker den moralske sans, der fortæller den enkelte hvordan han eller hun bør handle, som en lov i deres hjerte. Denne lov er imidlertid i modstrid med en anden nedarvet lov, „syndens lov“, der fører krig mod rette tilbøjeligheder og trælbinder enhver som ikke modsætter sig dens herredømme. — Ro 6:12; 7:22, 23.

Denne moralske sans og den dermed forbundne samvittighed sås endog i Kains tilfælde. Skønt Gud ikke havde givet nogen lov om manddrab, viste Kain gennem sit undvigende svar på Guds spørgsmål at hans samvittighed fordømte ham efter at han havde myrdet Abel. (1Mo 4:8, 9) Hebræeren Josef viste at Guds lov var ’skrevet i hans hjerte’ da han besvarede Potifars hustrus forføreriske anmodning med ordene: „Hvordan skulle jeg kunne gøre noget så slet og derved synde mod Gud?“ Skønt Gud ikke havde givet et klart forbud mod ægteskabsbrud, forstod Josef at det var forkert, og at det stred imod Guds vilje med menneskene som den kom til udtryk i Eden. — 1Mo 39:7-9; jf. 1Mo 2:24.

I den patriarkalske tid, fra Abraham til Jakobs 12 sønner, talte mennesker fra mange forskellige slægter og folkeslag om „synd“ (chatta’thʹ). Det kunne være synd mod en arbejdsgiver (1Mo 31:36), mod landets hersker (1Mo 40:1; 41:9), mod en slægtning (1Mo 42:22; 43:9; 50:17) eller mod et medmenneske (1Mo 20:9). Ved at bruge udtrykket „synd“ erkendte de pågældende i hvert enkelt tilfælde at de havde et vist forhold til den de havde syndet eller kunne have syndet imod, og at de derfor var forpligtede til at respektere den pågældende og intet gøre der stred imod dennes interesser (eller vilje og myndighed hvis det drejede sig om en hersker). Derved viste de at de besad moralsk sans. Som tiden gik, fik synden imidlertid større herredømme over dem der ikke tjente Gud, så at Paulus kunne sige om folk fra nationerne: „De er mentalt formørkede og udelukkede fra det liv der hører Gud til . . . de har mistet al moralsk sans.“ — Ef 4:17-19.

Hvordan Loven gjorde synden „større“. I kraft af sin samvittighed havde mennesket altså en vis naturlig fornemmelse af hvad der var rigtigt, og hvad der var forkert, men da Gud indgik Lovpagten med Israel, gjorde han opmærksom på de mange måder synden kunne komme til udtryk på. Derved blev ’munden stoppet’ på enhver der nedstammede fra Guds venner Abraham, Isak og Jakob, og som hævdede at være syndfri, og ’hele verden blev strafskyldig over for Gud’. På grund af det ufuldkomne kød de havde arvet fra Adam, kunne de ikke blive erklæret retfærdige over for Gud ved lovgerninger, „for ved loven fås nøjagtig kundskab om synd“. (Ro 3:19, 20; Ga 2:16) Som følge af at Loven udtrykkeligt påpegede alt hvad der faldt ind under begrebet synd, blev overtrædelsen og synden så at sige „større“, idet mange handlinger og endda holdninger nu viste sig at være syndige. (Ro 5:20; 7:7, 8; Ga 3:19; jf. Sl 40:12.) De ofre der blev bragt, mindede bestandig dem der var under Loven, om deres syndige tilstand. (He 10:1-4, 11) Derved virkede Loven som en opdrager der ledte dem til Kristus, for at de kunne „blive erklæret retfærdige som følge af tro“. — Ga 3:22-25.

Hvordan kunne synden ’få en anledning’ gennem Guds bud til Israel?

Apostelen Paulus påpegede at det ikke er gennem Moseloven at mennesker kan få en retfærdig stilling i forholdet til Jehova Gud, da han skrev: „Da vi var i overensstemmelse med kødet, var de syndige lidenskaber der blev vakt ved loven, virksomme i vore lemmer, for at vi skulle bære frugt for døden. . . . Hvad skal vi da sige? Er loven synd? Måtte det aldrig blive sådan! Dog ville jeg aldrig have lært synden at kende hvis det ikke havde været for loven; jeg ville for eksempel ikke have kendt begæret hvis loven ikke havde sagt: ’Du må ikke begære.’ Men idet synden fik en anledning gennem budet, udvirkede den begær af enhver art i mig, for uden lov var synden død.“ — Ro 7:5-8.

Uden Loven ville apostelen Paulus ikke have kendt eller forstået syndens — for eksempel begærets — fulde rækkevidde eller omfang. Som apostelen skriver, ’vakte’ Loven syndige lidenskaber, og budet mod begær blev „en anledning“ for synden. Dette skal forstås i lyset af Paulus’ ord: „Uden lov var synden død.“ Så længe synden ikke var blevet defineret klart, kunne man ikke anklages for at begå synder som ikke var defineret som sådan. Før Loven kom, levede israelitterne (som Paulus identificerede sig med) uden at blive fordømt for synder som ikke var definerede. Men da Loven blev indført, blev de betegnet som syndere under dødens fordømmelse. Loven fik det til at stå mere klart for dem at de var syndere. Det betyder ikke at Moseloven fik dem til at synde, men den afslørede at de var syndere. Synden fik således en anledning gennem Loven og udvirkede synd i Paulus og det folk han identificerede sig med. På grundlag af Loven kunne flere dømmes som syndere, og mange flere juridiske anklager kunne rejses mod dem.

Svaret på spørgsmålet: „Er loven synd?“ må derfor være et klart ’nej!’ (Ro 7:7) Loven ’forfejlede ikke målet’ ved at svigte Guds hensigt med den, men ramte plet, ikke blot ved at være god og gavnlig som en beskyttende rettesnor, men også ved juridisk at slå fast at alle mennesker, israelitterne ikke undtaget, var syndere og havde behov for at blive løskøbt af Gud. Den pegede også frem til Messias som den tiltrængte løsesum.

Misgerning, overtrædelse og forseelse. I Bibelen forbindes „misgerning“ eller „brøde“ (hebr.: ‛awonʹ), „overtrædelse“ (hebr.: pæʹsja‛; gr.: paraʹbasis), „fejltrin“ (gr.: paraʹptōma) og lignende ord ofte med „synd“ (hebr.: chatta’thʹ; gr.: hamartiʹa). Alle disse beslægtede udtryk betegner syndens forskellige aspekter, de forskellige måder synden kan ytre sig på.

Misgerning, fejltagelse og dårskab. Det hebraiske ord ‛awonʹ sigter hovedsagelig til en misgerning, egentlig en fordrejet, det vil sige en forkert, handling. Ordet betegner en moralsk misgerning eller brøde, en fordrejelse af det rette. (Job 10:6, 14, 15) De der ikke underlægger sig Guds vilje, lader sig tydeligvis ikke lede af hans fuldkomne visdom og retfærdighed og vil derfor uvægerlig gøre sig skyldige i misgerninger. (Jf. Es 59:1-3; Jer 14:10; Flp 2:15.) Den omstændighed at synden får mennesket til at miste ligevægten og fordreje det der er ret (Job 33:27; Hab 1:4), er uden tvivl grunden til at ‛awonʹ er det hebraiske ord der oftest forbindes med eller bruges parallelt med chatta’thʹ (synd, det at forfejle målet). (2Mo 34:9; 5Mo 19:15; Ne 4:5; Sl 32:5; 85:2; Es 27:9) Denne manglende ligevægt fremkalder forvirring og uro i menneskets indre og medfører vanskeligheder i dets forhold til Gud og dets medskabninger.

En „misgerning“ (‛awonʹ) kan være overlagt eller uoverlagt; den kan være en bevidst afvigelse fra det rette eller en ubevidst handling, en „fejl“ eller ’en synd der begås af vanvare’ (sjeghaghahʹ), men som ikke desto mindre er en misgerning og medfører at man pådrager sig skyld over for Gud. (3Mo 4:13-35; 5:1-6, 14-19; 4Mo 15:22-29; Sl 19:12, 13) Hvis misgerningen er begået med overlæg, er den naturligvis langt alvorligere end hvis den er begået af vanvare. (4Mo 15:30, 31; jf. Kl 4:6, 13, 22.) At øve en misgerning er det modsatte af at handle sandt og rigtigt; de der synder med vilje, fordrejer således sandheden, hvad der som regel fører til endnu større synder. (Jf. Es 5:18-23.) Apostelen Paulus taler om „syndens bedragende magt“, der har en forhærdende virkning på menneskehjertet. (He 3:13-15; jf. 2Mo 9:27, 34, 35.) Samme skribent citerer Jeremias 31:34, hvor der på hebraisk tales om Israels „misgerning“ og „synd“, og bruger i den forbindelse udtrykkene hamartiʹa (synd) og adikiʹa (uretfærdighed) i Hebræerne 8:12 og udtrykkene hamartiʹa og anomiʹa (lovløshed) i Hebræerne 10:17.

I Ordsprogene 24:9 står der at „dårskabs skamløshed er synd“. Hebraiske ord der indeholder tanken om dårskab, bruges ofte i forbindelse med synd. I nogle tilfælde siger synderen ligefrem selverkendende: „Jeg har opført mig tåbeligt.“ (1Sa 26:21; 2Sa 24:10, 17) Hvis synderen ikke lader sig tugte af Gud, bliver han indfanget af sine misgerninger og farer vild i sin dårskab. — Ord 5:22, 23; jf. 19:3.

Overtrædelse. Synd kan tage form af en „overtrædelse“. Det græske ord paraʹbasis (overtrædelse) betegner det at overskride visse grænser eller begrænsninger, navnlig ved at bryde en lov. Mattæus brugte det tilsvarende udsagnsord (parabaiʹnō) da han berettede om farisæernes og de skriftlærdes spørgsmål om hvorfor Jesu disciple ’overtrådte overleveringen fra mænd i tidligere tider’, og om Jesu modspørgsmål om hvorfor disse modstandere ’overtrådte Guds bud på grund af deres overlevering’, hvorved de gjorde Guds ord ugyldigt. (Mt 15:1-6) Ordet betyder egentlig „at træde ved siden af“, og derfor „fravige“, og bruges i forbindelse med Judas der „fraveg“ sin tjeneste og sit apostelhverv. (Apg 1:25) I nogle græske tekstudgaver bruges det samme udsagnsord om en der „går videre og ikke forbliver i den Salvedes lære“. — 2Jo 9, ED.

Lignende udtryk anvendes i De Hebraiske Skrifter om mennesker der har syndet ved at ’overtræde’ (hebr.: ‛avarʹ) Guds pagt eller udtrykkelige bud. — 4Mo 14:41; 5Mo 17:2, 3; Jos 7:11, 15; 1Sa 15:24; Es 24:5; Jer 34:18.

Paulus fremhæver den særlige forbindelse mellem paraʹbasis og overtrædelse af en bestående lov idet han siger: „Hvor der ingen lov er, er der heller ingen overtrædelse.“ (Ro 4:15) Altså, hvis der ingen lov fandtes, kunne synderen ikke betegnes som „overtræder“. Paulus og andre kristne skribenter bruger derfor altid paraʹbasis (og parabaʹtēs, „lovovertræder“) i forbindelse med overtrædelse af en lov. (Jf. Ro 2:23-27; Ga 2:16, 18; 3:19; Jak 2:9, 11.) Adam, der havde fået en direkte befaling fra Gud, gjorde sig skyldig i en „overtrædelse“ af en klart formuleret lov. Hans hustru var, selv om hun blev bedraget, skyldig i overtrædelse af den samme lov. (1Ti 2:14) Lovpagten, som blev givet til Moses gennem engle, blev føjet til Abrahamspagten „for at gøre overtrædelserne kendt“ så ’alt kunne spærres inde under synd’, det vil sige så alle Adams efterkommere, israelitterne indbefattet, juridisk kunne erklæres for skyldige i synd og det kunne blive tydeligt at alle havde behov for tilgivelse og frelse gennem tro på Kristus Jesus. (Ga 3:19-22) Hvis Paulus igen havde underlagt sig Moseloven, havde han atter gjort sig selv til en „overtræder“ af denne lov og var blevet fordømt af den, og han havde derved tilsidesat Guds ufortjente godhed som åbnede mulighed for en frigørelse fra denne fordømmelse. — Ga 2:18-21; jf. 3:1-4, 10.

Det hebraiske ord pæʹsja‛ indeholder både tanken om „overtrædelse“ (Sl 51:3; Es 43:25-27; Jer 33:8) og om „oprør“, det at sætte sig ud over, eller forkaste, en andens lov eller myndighed. (Job 34:37; Mik 1:5, 13) En forsætlig overtrædelse er altså det samme som et oprør mod Guds faderlige herredømme og myndighed. Skabningen sætter sin vilje op imod Skaberens, hvad der svarer til et oprør mod Guds suverænitet, hans overherredømme.

Fejltrin. Det græske ord paraʹptōma betyder ordret „et fald ved siden af“, og derfor „et fejltrin“ (Ro 11:11, 12); hyppigst oversættes det med „overtrædelse“. (Ef 1:7; Kol 2:13) Den synd Adam begik ved at spise af den forbudte frugt, var „en overtrædelse“ i den forstand at han overtrådte Guds lov, og den var et fejltrin i den forstand at han faldt eller trådte ved siden af i stedet for at blive ved med at vandre på den rette vej i overensstemmelse med Guds retfærdige krav og støtte hans myndighed. Lovpagtens mange love og forskrifter betød at de der var underlagt den, begik utallige fejltrin eller overtrædelser som følge af deres ufuldkommenhed (Ro 5:20); som folk betragtet trådte Israel fejl med hensyn til at overholde denne pagt. (Ro 11:11, 12) Eftersom alle Lovens forskellige forskrifter var en del af samme pagt, blev den der ’fejlede’ på ét punkt, betragtet som ’overtræder’ af hele pagten og alle dens forskrifter. — Jak 2:10, 11.

„Syndere“. Eftersom ’der intet menneske er som ikke synder’ (2Kr 6:36), kan det med rette siges at alle Adams efterkommere af natur er „syndere“. Men i Bibelen anvendes ordet „syndere“ som regel i en mere specifik betydning, nemlig om personer der øver synd eller har ry for at synde, personer hvis synder er blevet offentligt kendt. (Lu 7:37-39) Amalekitterne, som Jehova befalede Saul at udslette, omtales som „syndere“ (1Sa 15:18); salmisten bad om at Gud ikke ville rive hans sjæl bort med „syndere“, der i det følgende beskrives som „blodskyldige mænd, i hvis hænder der findes skamløshed, og hvis højre er fuld af bestikkelse“. (Sl 26:9, 10; jf. Ord 1:10-19.) De religiøse ledere fordømte Jesus fordi han kom sammen med „skatteopkrævere og syndere“, og skatteopkrævere var generelt i vanry blandt jøderne. (Mt 9:10, 11) Jesus nævnte dem sammen med skøger idet han sagde at de ville gå forud for jødernes religiøse ledere ind i Guds rige. (Mt 21:31, 32) Zakæus, en skatteopkræver og i manges øjne „en synder“, erkendte at han ulovligt havde presset penge af andre. — Lu 19:7, 8.

Da Jesus sagde at ’der ville være mere glæde i himmelen over én synder der ændrede sind, end over nioghalvfems retfærdige som ikke havde brug for at ændre sind’, brugte han tydeligvis disse udtryk i en relativ betydning (se RETFÆRDIGHED [Godhed og retfærdighed]), for alle mennesker er af natur syndere, og ingen er retfærdige i absolut forstand. — Lu 15:7, 10; jf. Lu 5:32; 13:2; se ERKLÆRE RETFÆRDIG.

Forskellige grader af synd. Skønt synd er synd, og den skyldige i alle tilfælde fortjener syndens „løn“, døden, viser Bibelen at der i Guds øjne findes forskellige grader af synd. Mændene i Sodoma var for eksempel „store syndere mod Jehova“, og deres synd var „meget stor“. (1Mo 13:13; 18:20; jf. 2Ti 3:6, 7.) Det blev også betegnet som „en stor synd“ at israelitterne lavede en guldkalv (2Mo 32:30, 31), og tilsvarende fik Jeroboam gennem sin kalvedyrkelse indbyggerne i Nordriget til at begå „en stor synd“. (2Kg 17:16, 21) Judas synd blev „som Sodomas“ og gjorde kongeriget Juda afskyeligt i Guds øjne. (Es 1:4, 10; 3:9; Kl 1:8; 4:6) En sådan tilsidesættelse af Guds vilje kan medføre at endog ens bønner bliver en synd. (Sl 109:7, 8, 14) Eftersom synd er en personlig krænkelse af Gud, er synden ikke ligegyldig i hans øjne; og forståeligt nok øges hans harme og vrede jo alvorligere synden er. (Ro 1:18; 5Mo 29:22-28; Job 42:7; Sl 21:8, 9) Han vredes imidlertid ikke kun fordi det berører ham selv, men også fordi mennesker, og især hans trofaste tjenere, behandles uretfærdigt eller tilføjes skade. — Es 10:1-4; Mal 2:13-16; 2Ts 1:6-10.

Menneskers svaghed og uvidenhed. Jehova tager hensyn til at Adams ufuldkomne efterkommere er behæftet med svaghed; de der oprigtigt søger ham, kan derfor sige: „Han har ikke handlet mod os efter vore synder; og han har ikke gengældt os efter vore misgerninger.“ Som Bibelen viser, har Gud haft stor tålmodighed med menneskene og vist dem en vidunderlig barmhjertighed og loyal hengivenhed. (Sl 103:2, 3, 10-18) Han tager også hensyn til at uvidenhed kan spille ind (1Ti 1:13; jf. Lu 12:47, 48), forudsat at denne uvidenhed ikke er forsætlig. Der findes ingen undskyldning for dem som med vilje forkaster den kundskab og visdom Gud tilbyder dem, og som ’finder behag i uretfærdigheden’. (2Ts 2:9-12; Ord 1:22-33; Ho 4:6-8) Nogle farer midlertidigt vild fra sandheden, men omvender sig når de får hjælp (Jak 5:19, 20), mens andre ’lukker deres øjne for lyset og glemmer renselsen fra deres synder i fortiden’. — 2Pe 1:9.

Hvad er utilgivelig synd?

Kundskab medfører et større ansvar. Pilatus begik ikke så alvorlig en synd som jødernes religiøse ledere, der overgav Jesus til landshøvdingen, eller som Judas, der forrådte sin Herre. (Joh 19:11; 17:12) Jesus sagde til datidens farisæere at hvis de var blinde, havde de ingen synd. Hermed mente han øjensynlig at deres synder kunne tilgives af Gud hvis de skyldtes uvidenhed; men da de påstod at de ikke var uvidende, ’forblev deres synd’. (Joh 9:39-41) Jesus sagde at de ikke havde nogen „undskyldning for deres synd“ eftersom de var vidner til de ord han talte, og de kraftige gerninger han gjorde ved Guds ånd. (Joh 15:22-24; Lu 4:18) De der i ord eller handling med vidende og vilje spottede Guds hellige ånd når den åbenbaredes på denne måde, ville gøre sig skyldige „i en evig synd“ og kunne ikke opnå tilgivelse. (Mt 12:31, 32; Mr 3:28-30; jf. Joh 15:26; 16:7, 8.) Dette kunne være tilfældet med nogle der blev kristne og derefter med overlæg vendte sig bort fra den rene tilbedelse af Gud. I Hebræerne 10:26, 27 siges der: „Hvis vi med vilje øver synd efter at have modtaget den nøjagtige kundskab om sandheden, er der ikke længere noget slagtoffer for synder tilbage, men en frygtelig forventning om dom og en flammende skinsyge som vil fortære dem der står imod.“

I 1 Johannes 5:16, 17 sigter Johannes øjensynlig til synd der begås med vidende og vilje, når han taler om „synd som er til døden“ i modsætning til synd som ikke er det. (Jf. 4Mo 15:30.) En kristen vil ikke bede for en der efter alt at dømme har begået en sådan overlagt synd. Det er naturligvis i sidste ende Gud der skal bedømme synderens hjertetilstand. — Jf. Jer 7:16; Mt 5:44; Apg 7:60.

Enkelte synder og fremturen i synd. Johannes skelner også mellem enkelte syndige handlinger og fremturen i synd, som det ses ved en sammenligning af 1 Johannes 2:1 og 3:4-8 i Ny Verden-Oversættelsen. At gengivelsen: „Enhver som øver synd [poiōnʹ tēn hamartiʹan]“ (1Jo 3:4), er korrekt, bekræftes af Robertsons Word Pictures in the New Testament, hvor der siges: „Det aktive participium i præsens (poiōn) sigter til den vane at synde.“ (1933, bd. VI, s. 221) Om 1 Johannes 3:6, hvor vendingen ouch hamartaʹnei bruges i den græske tekst, siger samme forsker (s. 222): „Linear præsens . . . indikativ aktiv af hamartanō, ’bliver ikke ved med at synde’.“ En trofast kristen kan måske nu og da begå en synd som følge af svaghed eller fordi han er blevet vildledt, men han „øver ikke synd“; han bliver ikke ved med at vandre i synden. — 1Jo 3:9, 10; jf. 1Kor 15:33, 34; 1Ti 5:20.

Delagtighed i andres synder. Man kan gøre sig skyldig i synd i Guds øjne ved frivilligt at omgås overtrædere, ved at billige deres overtrædelser eller ved at dække over deres adfærd så de ældste ikke får kendskab til den og kan gribe ind. (Jf. Sl 50:18, 21; 1Ti 5:22.) De der forbliver i den symbolske by „Babylon den Store“, får derfor også „del i hendes plager“. (Åb 18:2, 4-8) En kristen der kommer sammen med eller blot „hilser på“ en der har vendt sig bort fra Kristi lære, bliver „delagtig i hans onde gerninger“. — 2Jo 9-11; jf. Tit 3:10, 11.

Paulus advarede Timoteus mod at være „delagtig i andres synder“. (1Ti 5:22) De foregående ord i verset om ’ikke at være hurtig til at lægge hænderne på nogen’ må sigte til den myndighed Timoteus havde fået til at udnævne tilsynsmænd i menigheden. Han skulle ikke udnævne nyomvendte mænd eftersom de kunne blive opblæste. Hvis Timoteus ikke fulgte denne vejledning, blev han i en vis forstand medskyldig i de overtrædelser disse eventuelt begik. — 1Ti 3:6.

Ifølge disse principper kunne en hel nation gøre sig skyldig i synd over for Gud. — Ord 14:34.

Synder mod mennesker, Gud og Kristus. Som tidligere nævnt i denne artikel omtaler De Hebraiske Skrifter synder begået af mennesker fra forskellige nationer i patriarktiden. Der er hovedsagelig tale om synder mod andre mennesker.

Gud alene er normen for hvad der er retfærdigt og godt, og det er ham mennesker skal ligne. Når et menneske synder mod et andet menneske, er det derfor ikke dette menneskes norm eller ’billede og lighed’ der krænkes, men synden vidner om manglende respekt for vedkommendes retmæssige interesser og påfører ham skade. (Dom 11:12, 13, 27; 1Sa 19:4, 5; 20:1; 26:21; Jer 37:18; 2Kor 11:7) Jesus fremsatte nogle retningslinjer som man skal følge hvis en anden begår en alvorlig synd imod en. (Mt 18:15-17) Selv hvis en broder syndede imod én 77 gange, eller 7 gange på samme dag, skulle man tilgive ham hvis han ændrede sind når han blev irettesat. (Mt 18:21, 22; Lu 17:3, 4; jf. 1Pe 4:8.) Peter taler om tjenere i et hus der blev slået fordi de havde syndet mod deres herrer. (1Pe 2:18-20) Man kan synde imod en øvrighed ved ikke at vise den rette respekt for den. Paulus sagde at han ikke havde begået nogen synd „imod jødernes lov eller imod templet eller imod kejseren“. — Apg 25:8.

Synder imod andre mennesker er imidlertid også synder imod Skaberen, som vi skal aflægge regnskab over for. (Ro 14:10, 12; Ef 6:5-9; He 13:17) Gud, der holdt filisterkongen Abimelek tilbage fra at have omgang med Sara, sagde til ham: „Det var mig der holdt dig tilbage fra at synde mod mig.“ (1Mo 20:1-7) Josef erkendte ligeledes at ægteskabsbrud var en synd mod mandens og kvindens Skaber, ægteskabets Indstifter. (1Mo 39:7-9) Det samme gjaldt kong David. (2Sa 12:13; Sl 51:4) Synder som tyveri, svig eller tilranelse af en andens ejendom svarer ifølge Moseloven til at ’handle troløst mod Jehova’. (3Mo 6:2-4; 4Mo 5:6-8) De der gjorde deres hjerte hårdt, som lukkede hånden for deres fattige brødre eller tilbageholdt nogens løn, ville blive irettesat af Gud. (5Mo 15:7-10; 24:14, 15; jf. Ord 14:31; Am 5:12.) Samuel gav udtryk for at det aldrig kunne falde ham ind „at synde mod Jehova ved at holde op med at bede for“ israelitterne når de anmodede ham om det. — 1Sa 12:19-23.

Tilsvarende forklares det i Jakob 2:1-9 at det er en synd når kristne viser partiskhed eller har klasseskel. Paulus siger at de der ikke tager hensyn til deres brødres svage samvittighed og dermed får dem til at snuble, ’synder mod Kristus’, Guds søn der gav sit livsblod for sine disciple. — 1Kor 8:10-13.

Mens alle synder i realiteten er synder mod Gud, betragter Jehova nogle synder som mere direkte rettet mod hans egen person. Det gælder for eksempel synder som afgudsdyrkelse (2Mo 20:2-5; 2Kg 22:17), mangel på tro (Ro 14:22, 23; He 10:37, 38; 12:1), mangel på respekt for hellige ting (4Mo 18:22, 23) og alle former for falsk tilbedelse (Ho 8:11-14). Det var uden tvivl derfor ypperstepræsten Eli sagde følgende til sine sønner, der ikke havde respekt for Guds teltbolig og tjenesten dér: „Hvis en mand synder mod en anden, mægler Gud for ham [jf. 1Kg 8:31, 32]; men hvis det er mod Jehova en mand synder, hvem kan da bede for ham?“ — 1Sa 2:22-25; jf. versene 12-17.

Synd imod ens eget legeme. I en advarsel mod utugt (seksuelle forhold uden for et bibelsk godkendt ægteskab) siger Paulus at „enhver anden synd som et menneske måtte begå, er uden for dets legeme, men den der øver utugt synder imod sit eget legeme“. (1Kor 6:18; se UTUGT.) Som det fremgår af sammenhængen, understregede Paulus at kristne skulle være forenede med deres Herre og Hoved, Kristus Jesus. (1Kor 6:13-15) Den utugtige handler uret og synder ved at han bliver ét kød med en anden (ofte en skøge). (1Kor 6:16-18) Når alle andre synder her betragtes som værende ’uden for legemet’, er det uden tvivl fordi ingen anden synd kan afskære den kristnes legeme fra fællesskabet med Kristus og gøre det til „ét“ med en anden. Utugt kan også resultere i at den utugtige skader sit legeme uhelbredeligt.

Engles synder. Eftersom Guds åndesønner også skal genspejle hans herlighed og prise ham ved at udføre hans vilje (Sl 148:1, 2; 103:20, 21), kan de synde i samme grundlæggende forstand som mennesker. I 2 Peter 2:4 ses det at nogle af Guds åndesønner syndede og ’blev overgivet til det tætte mørkes gruber for at de skulle bevogtes til dom’. I 1 Peter 3:19, 20 sigtes der øjensynlig til den samme situation idet der tales om „ånderne der var i fængsel, dem som havde været ulydige dengang Guds tålmodighed ventede i Noas dage“. Og Judas 6 viser at disse åndeskabninger ’forfejlede målet’, eller syndede, fordi de „ikke bevarede deres oprindelige stilling men forlod deres egen bolig“, der var i himmelen, i Guds nærhed.

Da Jesu Kristi offer ikke indebærer nogen foranstaltning til soning af åndeskabningers synder, er der ingen grund til at tro at disse ulydige engles synder kan tilgives. (He 2:14-17) Ligesom Adam var de fuldkomne skabninger uden medfødte svagheder der kunne betragtes som en formildende omstændighed ved bedømmelsen af deres overtrædelser.

Eftergivelse af synd. Som det fremgår af artiklen ERKLÆRE RETFÆRDIG (Hvordan man blev ’regnet’ retfærdig), får de der lever i overensstemmelse med tro, så at sige ’tilregnet’ retfærdighed af Jehova Gud. Derved ’dækker’, eller ’udsletter’, Gud de synder der ellers ville stå som en anklage mod disse trofaste tjenere. (Jf. Sl 32:1, 2; Es 44:22; Apg 3:19.) Jesus sammenlignede „overtrædelser“ og „synder“ med „gæld“. (Jf. Mt 6:14; 18:21-35; Lu 11:4.) Om så deres synder er som skarlagen, vil Jehova ’bortvaske’ de pletter der gør dem vanhellige. (Es 1:18; Apg 22:16) Hvordan Gud således kan give udtryk for sin inderlige barmhjertighed og sin loyale kærlighed og dog bevare sin fuldkomne ret og retfærdighed, forklares i artiklerne FORLIGELSE; LØSESUM, LØSKØBELSE; SINDSÆNDRING og beslægtede artikler.

Hvordan synd undgås. Kærlighed til Gud og næsten er det der først og fremmest kan hjælpe en til at undgå synd, som er lovløshed, for kærlighed er en af Guds mest fremtrædende egenskaber, og den lov han gav Israel, er grundlagt på kærlighed. (Mt 22:37-40; Ro 13:8-11) Hvis kristne handler i overensstemmelse med denne kærlighed, vil de undgå at fjerne sig fra Gud og vil forblive i lykkelig samhørighed med ham og hans søn. (1Jo 1:3; 3:1-11, 24; 4:16) De er åbne for Guds hellige ånds ledelse og kan, „set fra Guds standpunkt, . . . leve med hensyn til ånden“ idet de hører op med at synde (1Pe 4:1-6) og frembringer Guds ånds retfærdige frugt i stedet for det syndige køds ugudelige frugt. (Ga 5:16-26) På den måde kan de blive frigjort fra syndens herredømme. — Ro 6:12-22.

Troen på at Gud med sikkerhed vil belønne retfærdige handlinger (He 11:1, 6), kan hjælpe en til at modstå fristelsen til at få del i den midlertidige nydelse af synd. (He 11:24-26) Hvis man altid husker den ufravigelige regel at „hvad et menneske end sår, dette skal han også høste“, og at man ikke kan narre Gud, er man beskyttet mod syndens bedragende magt. (Ga 6:7, 8) Man indser at synder ikke kan holdes skjult for evigt (1Ti 5:24), og at „selv om en synder handler ondt hundrede gange og fortsætter længe som han vil“, vil det alligevel „gå godt for dem der frygter den sande Gud“, men ikke for de ugudelige der ikke frygter ham. (Præ 8:11-13; jf. 4Mo 32:23; Ord 23:17, 18.) De ugudelige kan ikke købe sig Guds beskyttelse for de materielle rigdomme de har samlet sig (Zef 1:17, 18), og med tiden vil synderens velstand vise sig at være „gemt hen til den retfærdige“. (Ord 13:21, 22; Præ 2:26) De der jager efter retfærdighed af tro, kan undgå at komme til at bære syndens ’tunge byrde’, der består i at man mister freden i sindet og svækkes af åndelig sygdom. — Sl 38:3-6, 18; 41:4.

Denne tro bygger på kundskab fra Guds ord og styrkes af den. (Sl 119:11; jf. 106:7.) Den der har hastværk og ikke først søger kundskab om vejen, vil ’forfejle målet’, vil synde. (Ord 19:2, fdn.) Bevidstheden om at „blot én synder kan ødelægge meget godt“, vil få den retfærdige til at søge at handle i overensstemmelse med sand visdom. (Jf. Præ 9:18; 10:1-4.) Det vil være víst at undgå at søge selskab med dem der dyrker falske guder eller har umoralske tilbøjeligheder, for de lokker andre i syndens snare og ødelægger gode vaner. — 2Mo 23:33; Ne 13:25, 26; Sl 26:9-11; Ord 1:10-19; Præ 7:26; 1Kor 15:33, 34.

Der findes naturligvis meget som man kan gøre eller undlade at gøre, eller som kan gøres på forskellige måder, uden at det fordømmes som synd. (Jf. 1Kor 7:27, 28.) Gud har ikke omgivet mennesket med et hegn af talrige bud der i mindste detalje dikterer dets handlemåde. Mennesket skulle tydeligvis bruge sin forstand, og det har fået rigelig frihed til at udfolde sin personlighed og følge sin smag. Lovpagten indeholdt mange forskrifter, men selv disse hindrede ikke menneskene i at udfolde sig frit. Kristendommen, hvis ledende princip er kærlighed til Gud og næsten, giver på tilsvarende måde retsindige mennesker den størst mulige frihed, al den frihed et retsindigt menneske kunne ønske sig. — Jf. Mt 22:37-40; Ro 8:21; se FRIHED; JEHOVA (En Gud med en moralnorm).