Spørgsmål fra læserne

Vil Jehovas Vidner acceptere en behandling med små blodderivater?

Følgende svar er et genoptryk fra Vagttårnet for 15. juni 2000.

Det overordnede svar er at Jehovas Vidner ikke ønsker at modtage blod. Jehovas Vidner er overbeviste om at Guds lov om blodet står fast og ikke skal tilpasses skiftende opfattelser. Imidlertid opstår der nye spørgsmål som følge af at det nu er muligt at adskille blodet i fire komponenter og udvinde derivater af disse komponenter. Når en kristen skal afgøre om han eller hun vil lade sig behandle med sådanne derivater, er det ikke kun et spørgsmål om hvad der rent lægeligt taler for og imod. For den kristne bør det vigtigste være hvad Bibelen siger, og hvad ens dispositioner betyder for ens forhold til den almægtige Gud.

Som følgende gennemgang af de bibelske, historiske og lægevidenskabelige perspektiver vil vise, er de grundlæggende spørgsmål enkle.

Jehova Gud gjorde det tydeligt for menneskehedens fælles stamfader Noa at blod skal behandles som noget særligt. (1 Mosebog 9:3, 4) I de love Gud senere gav fortidens Israel, blev det fremhævet at blodet var helligt. Det fremgår af følgende bud: „En hvilken som helst mand af Israels hus eller fastboende udlænding . . . som spiser noget som helst blod — den sjæl som spiser blodet — vil jeg rette mit ansigt imod.“ En israelit der overtrådte Guds lov, bragte skyld over folket, og Gud tilføjede derfor: „Jeg vil udrydde ham af hans folks midte.“ (3 Mosebog 17:10) Mange år senere fastslog apostlene og de ældste i Jerusalem ved et møde at kristne skal ’afholde sig fra blod’. Dette var lige så ufravigeligt som at afholde sig fra umoralitet og afgudsdyrkelse. — Apostelgerninger 15:28, 29.

Hvordan adlød datidens kristne buddet om at ’afholde sig fra blod’? Ved ikke at indtage blod under nogen form. De spiste hverken kød fra dyr som blodet ikke var løbet af, eller fødevarer der var tilsat blod, for eksempel blodpølse. De tog Guds lov alvorligt. — 1 Samuel 14:32, 33.

I oldtiden var det de færreste der havde skrupler over at indtage blod. Et eksempel på dette finder vi i Tertullians skrifter fra det andet og det tredje århundrede efter vor tidsregning. Da han imødegik urigtige beskyldninger om at de kristne indtog blod, nævnte han at visse stammer beseglede aftaler ved at drikke blod. Om romerne skrev han: „Under arenaforestillingerne slubrer [de] i sig de dræbte forbryderes endnu friske blod . . . hvormed de tror at helbrede epilepsi.“

Uanset om romerne mente at dette var sundt, måtte de kristne tage afstand fra denne skik. Tertullian skrev at „kristne ikke engang regner dyreblod med blandt tilladte spiser“. For at prøve de kristnes uangribelighed serverede romerne mad med blod i for dem. Det fik Tertullian til at skrive: „Hvordan kan det være at I, når I er overbeviste om at de [kristne] vil gyse ved at modtage dyreblod, kan tro at de vil være begærlige efter menneskeblod?“

I dag er det de færreste der mener at Guds lov er relevant hvis en læge foreslår dem at modtage blodprodukter. Som Jehovas Vidner påskønner vi livet, men er samtidig besluttede på at adlyde Jehovas lov om blodet. Hvad betyder det for vort valg af behandlingsmetoder?

Da det efter Anden Verdenskrig blev almindeligt at give transfusioner med fuldblod, indså Jehovas Vidner at dette stred imod Guds lov, og denne holdning er uforandret. Behandlingsmetoderne har imidlertid ændret sig. I dag er det normalt ikke fuldblod, men blodkomponenter, der transfunderes. De fire blodkomponenter er: (1) røde blodlegemer, (2) hvide blodlegemer, (3) blodplader og (4) plasma. Afhængigt af patientens tilstand vælger en læge måske at ordinere røde blodlegemer, hvide blodlegemer, blodplader eller plasma. Ved at give transfusioner med komponenter er det muligt at udnytte blodet bedre. Jehovas Vidner indtager det standpunkt at man overtræder Guds lov ved at lade sig behandle med fuldblod eller en af de fire førnævnte hovedkomponenter. Det er værd at bemærke at dette standpunkt har skånet dem for mange blodoverførte sygdomme, deriblandt hepatitis og aids.

Det at der kan udvindes derivater af blodkomponenterne, afføder imidlertid en række spørgsmål: Hvad anvendes derivaterne til, og hvad bør en kristen overveje når han eller hun skal tage stilling til eventuelt at blive behandlet med dem?

Blod er en sammensat væske. Selv plasmaet, som for 90 procents vedkommende består af vand, indeholder mange slags hormoner, uorganiske salte, enzymer og næringsstoffer, deriblandt mineraler og sukker. Det indeholder også proteiner som albumin, koagulationsfaktorer og sygdomsbekæmpende antistoffer. På laboratorier udskiller og anvender man mange plasmaproteiner, for eksempel koagulationsfaktor VIII til blødere. Immunglobulin, der gives som indsprøjtning mod bestemte sygdomme, er udvundet af blodplasma fra personer der er immune over for smitstofferne. Også andre plasmaproteiner benyttes, men de ovennævnte eksempler belyser hvordan man af en af blodets hovedkomponenter (plasma) kan udvinde derivater.a

Ligesom blodplasma kan skilles i diverse derivater, kan de øvrige blodkomponenter (røde og hvide blodlegemer og blodplader) splittes ad i mindre bestanddele. Af hvide blodlegemer kan man for eksempel fremstille interferoner og interleukiner til behandling af visse virusinfektioner og kræftformer. Af blodplader kan man udvinde produkter til sårheling. Og flere præparater som i det mindste på de første stadier er udvundet af blodkomponenter, er undervejs. En behandling med disse midler er ikke transfusion af blodkomponenter. Midlerne indeholder som regel partikler eller derivater af disse komponenter. Kan en kristen gå med til at lade sig behandle med sådanne bestanddele? Det kan vi ikke tage stilling til. Bibelen behandler ikke emnet udførligt, så hver enkelt kristen skal træffe sin personlige afgørelse på grundlag af sin egen samvittighed ind for Gud.

Nogle vil afvise alt hvad der har haft det mindste at gøre med blod, selv derivater der skal give midlertidig passiv immunitet. Det er sådan de forstår Guds bud om at ’afholde sig fra blod’. De ræsonnerer at Gud i sin lov til Israel krævede at blod der løb fra et dyr, blev ’hældt ud på jorden’. (5 Mosebog 12:22-24) Hvordan kommer dette bud ind i billedet? I kraft af at fremstillingen af immunglobulin, blodbaserede koagulationsfaktorer og flere andre præparater forudsætter at blod opsamles og behandles. Derfor afslår nogle kristne at lade sig behandle med sådanne produkter, ligesom de siger nej til transfusioner af fuldblod og de fire blodkomponenter. Man bør respektere deres alvorligt mente afgørelse ifølge deres samvittighed.

Andre kristne ser anderledes på sagen. Også de afviser transfusioner af fuldblod og plasma, røde blodlegemer, hvide blodlegemer og blodplader. Men de går måske med til at modtage et derivat der er udvundet af blodkomponenter. Og selv i dette spørgsmål kan der være forskellige standpunkter. For eksempel vil en måske sige ja til at blive behandlet med immunglobulin, men ikke med stoffer der er udvundet af røde eller hvide blodlegemer. Af hvilke grunde konkluderer nogle kristne at de kan acceptere behandling med blodderivater?

I „Spørgsmål fra læserne“ i Vagttårnet for 1. juni 1990 blev det bemærket at plasmaproteiner (derivater) bevæger sig fra en gravid kvindes blodbane over i fosterets separate blodkredsløb. Moderen overfører således immunglobuliner som opbygger barnets immunforsvar. En anden proces medfører at de iltbærende bestanddele i fosterets røde blodlegemer efter deres normale livscyklus bliver omdannet til blandt andet bilirubin, som via placenta (moderkagen) finder vej ind i moderens organisme og fjernes sammen med hendes affaldsstoffer. Nogle kristne vil måske konkludere at eftersom blodderivater naturligt kan passere fra én person til en anden, kan de gå med til at modtage et blodderivat der er udvundet af røde eller hvide blodlegemer eller af plasma.

Når nu meningerne er delte, og når det er individuelt hvad samvittigheden godtager, er det så ikke underordnet hvad man beslutter? Nej. Det er et alvorligt spørgsmål. Men det grundlæggende er enkelt. Som det fremgår af denne redegørelse, afviser Jehovas Vidner både behandling med fuldblod og med blodkomponenter. Bibelen viser at kristne skal ’afholde sig fra det der er ofret til afguder og fra blod og fra utugt’. (Apostelgerninger 15:29) Når det drejer sig om derivater af én af blodets hovedkomponenter, påhviler det den enkelte kristne at træffe sin personlige afgørelse i overensstemmelse med sin samvittighed, efter omhyggelig overvejelse under bøn.

Mange patienter indvilliger i en behandling der tilsyneladende indebærer øjeblikkelige fordele. Det gælder endog behandlingsformer som er forbundet med kendte risici, for eksempel blodprodukter. En kristen bestræber sig imidlertid for at anlægge en bredere og mere ligevægtig holdning ved at inddrage mere end de fysiske aspekter i sin vurdering. Jehovas Vidner sætter pris på tilbud om lægebehandling af høj kvalitet, og de afvejer risici og fordele ved enhver behandling. Hvad blodderivater angår, tager de omhyggeligt hensyn til Guds ord og deres personlige forhold til ham, livets Ophav. — Salme 36:9.

Kristne har stor gavn af at kunne nære samme tillid som salmisten der skrev: „Jehova Gud er sol og skjold; gunst og herlighed skænker han. Jehova forholder ikke dem der vandrer uangribeligt, noget godt. . . . Jehova, lykkeligt er det menneske der stoler på dig.“ — Salme 84:11, 12.

[Fodnote]

[Ramme på side 31]

FORSLAG TIL HVAD MAN KAN SPØRGE LÆGEN OM

Hvis man står over for en operation eller en behandling der kunne indbefatte at der bliver benyttet et blodprodukt, kan man spørge:

Er alle der skal være med til at behandle mig, klar over at jeg som et af Jehovas Vidner under ingen omstændigheder vil modtage transfusion af blod eller blodkomponenter (fuldblod, røde eller hvide blodlegemer, blodplader eller blodplasma)?

Hvis man får ordineret et medikament der kan være fremstillet af blodplasma, røde eller hvide blodlegemer eller blodplader, kan man spørge:

Er medikamentet fremstillet af en af de fire blodkomponenter? Hvis det er tilfældet, vil De da oplyse mig om hvad det består af?

Hvor store doser af medikamentet kan det tænkes at der bliver ordineret, og hvilken form bliver det givet i?

Hvis min samvittighed tillader mig at tage imod et blodderivat, hvilke lægelige risici er det da forbundet med?

Hvis jeg af samvittighedsgrunde afslår at blive behandlet med det pågældende blodderivat, hvilke andre behandlingsmuligheder findes der da?

Når jeg har overvejet sagen grundigt, hvornår må jeg da informere Dem om min beslutning?