Spørgsmål fra læserne

■ Vil et Jehovas vidne modtage indsprøjtning af blodbestanddele som immunglobulin eller albumin?

Dette har nogle gjort — ud fra den betragtning at Bibelen ikke klart udelukker at man kan modtage indsprøjtning af små doser af et stof der er udvundet af blod.

Skaberen gav fra begyndelsen alle mennesker påbud om ikke at indtage blod: „Alt hvad der bevæger sig og lever må tjene jer til føde . . . Kun kød med dets sjæl — dets blod — må I ikke spise.“ (1 Mosebog 9:3, 4) Blodet var helligt og måtte kun anvendes som offer. Hvis det ikke blev anvendt på denne måde skulle det løbe ud på jorden. — 3 Mosebog 17:13, 14; 5 Mosebog 12:15, 16.

Dette var ikke blot en midlertidig lov som kun gjaldt jøderne. Påbudet om at afholde sig fra blod blev gentaget over for de kristne. (Apostelgerninger 21:25) I Romerriget var det ganske almindeligt at man brød Guds lov i denne henseende, idet folk spiste fødevarer der var fremstillet af blod. Man brød også Guds lov af lægelige grunde. Tertullian fortæller at nogle mænd indtog blod i den tro at det kunne kurere epilepsi. ’Med grådig tørst drak de blodet fra de forbrydere der var blevet dræbt i arenaen.’ Han tilføjede: „Måtte I med jeres unaturlige måder at handle på, rødme over for de kristne. Vi har end ikke dyreblod ved vore måltider.“ Jehovas vidner i vor tid er lige så besluttede på ikke at overtræde Guds lov, uanset hvor almindeligt det er blandt folk at spise fødevarer der er fremstillet af blod. I 1940’erne blev det almindeligt at benytte blodtransfusion som behandlingsform. Jehovas vidner indså at de for at adlyde Guds lov også måtte afholde sig fra blodtransfusion, selv om læger anbefalede en sådan behandling.

I begyndelsen benyttede man fuldblod til de fleste transfusioner. Senere begyndte forskere at adskille blodet i dets hovedbestanddele, idet læger fandt ud af at den enkelte patient ikke nødvendigvis havde brug for samtlige bestanddele. Ved blot at give patienten én af hovedbestanddelene blev risikoen for komplikationer mindre og lægerne kunne udnytte blodet mere effektivt.

Menneskeblod kan adskilles i et mørkt koncentrat af celler og en gullig væske kaldet plasma eller serum. Cellerne, der udgør 45 procent af blodets volumen, består af røde blodlegemer, hvide blodlegemer og blodplader. De øvrige 55 procent består af plasma. Blodplasmaet indeholder 90 procent vand samt små mængder af en række stoffer som proteiner, hormoner, salte og enzymer. I dag bliver en stor del af donorblodet skilt ud i hovedbestanddelene. Én patient får måske ordineret en plasmatransfusion for at modvirke shock, mens en anden patient, der lider af blodmangel, får pakkede røde blodlegemer — det vil sige et koncentrat af røde blodlegemer som tilsættes væske inden transfusionen. Blodplader og hvide blodlegemer benyttes også til transfusion, dog ikke så ofte.

På Bibelens tid var det ikke teknisk muligt at benytte blodets bestanddele på disse måder. Gud gav blot det enkle påbud: ’Afhold jer fra blod.’ (Apostelgerninger 15:28, 29) Hvorfor skulle det forholde sig anderledes hvis blodet var adskilt i sine hovedbestanddele? Skønt nogle drak blod, nægtede de kristne at gøre det, selv om det betød døden for dem. Ville de kristne mon have reageret anderledes hvis nogen havde opsamlet blodet og ladet det skille, for derefter at have tilbudt dem et bæger hvori der blot var plasma, eller blodpølse, som kun indeholdt den størknede del? Bestemt nej! Ligeledes tager Jehovas vidner i dag heller ikke imod transfusion af fuldblod eller af blodets hovedbestanddele (røde blodlegemer, hvide blodlegemer, blodplader eller blodplasma).

Som spørgsmålet antyder har forskere imidlertid opdaget en række særlige stoffer i blodet som de har lært at udvinde og anvende. Dette gælder navnlig plasmaproteiner som globuliner, albumin og fibrinogen. De mest anvendte til medicinsk behandling er sikkert immunglobulinerne der gives som indsprøjtning. Hvorfor det?

Legemet er i stand til at danne antistoffer mod bestemte sygdomme og således opbygge et aktivt immunforsvar. Derfor kan man på forhånd indgive vaccine (et toksoid) mod for eksempel fåresyge, røde hunde, mæslinger, tyfus og difteri-tetanus-polio (Di-Te-Pol). Hvis man imidlertid er blevet udsat for en alvorlig sygdomssmitte vil en læge ofte ordinere omgående behandling med serum (antitoksin), hvorved man opnår øjeblikkelig passiv immunitet. Indtil for nylig er sådanne indsprøjtninger blevet foretaget med immunglobulin, der indeholder antistoffer som er udvundet af blod fra et menneske der allerede er immuniseret.a Ved en sådan behandling opnår man en passiv immunitet som ikke er permanent, eftersom antistoffet forsvinder ud af kroppen efter nogen tid.

I betragtning af påbudet om at ’afholde sig fra blod’ har nogle kristne truffet den beslutning at de ikke kan modtage behandling med immunglobulin (protein), selv om der kun er tale om en meget lille blodbestanddel. Dette standpunkt er klart og enkelt — ingen blodbestanddele, uanset art eller mængde.

Andre er imidlertid af den opfattelse at indsprøjtning af serum (antitoksin), som for eksempel immunglobulin, der kun indeholder en meget lille mængde blodplasma, som gives for at styrke patientens eget immunforsvar, ikke er det samme som at modtage en blodtransfusion for at opretholde livet. Deres samvittighed forbyder dem derfor ikke at modtage behandling med immunglobulin eller lignende stoffer som er udvundet af blod.b De ræsonnerer som så at for dem drejer spørgsmålet sig hovedsagelig om hvorvidt de vil løbe den risiko der altid er forbundet med at modtage en indsprøjtning af et stof der er udvundet af et andet menneskes blod.

Det er værd at lægge mærke til at kredsløbet hos en gravid kvinde er adskilt fra fosterets, og at hendes og fosterets blodtyper ofte er forskellige. Der passerer ikke blod fra moder til foster. Celler fra moderens blod kan ikke trænge igennem placenta og ind i fosterets blod, og det kan blodplasmaet som sådant heller ikke. Hvis en læsion i placenta bevirker at moderens og fosterets blod blandes, kan det give anledning til alvorlige helbredsproblemer (Rh- eller AB0-sensibilisering). Visse stoffer er imidlertid i stand til at trænge igennem placenta ind i fosterets kredsløb. Dette gælder for eksempel plasmaproteiner som immunglobulin og albumin.

Hos en gravid kvinde bevirker en bestemt mekanisme at immunglobulin kan trænge fra moderens blodbane over i fosterets. På grund af denne naturlige overførsel af antistoffer til fosteret bliver spædbørn normalt født med en vis grad af immunitet over for infektioner.

Noget tilsvarende gælder med hensyn til albumin, som lægerne kan ordinere ved shockbehandling og i visse andre tilfælde.c Forskere har vist at der også foregår transport af albumin fra moderens blodplasma gennem placenta til fosteret, dog knap så hurtigt.

At der foregår en naturlig overførsel af proteinbestanddele mellem to individer (fra moder til foster) er endnu et forhold som kristne kan tage i betragtning når de skal afgøre om de vil modtage immunglobulin, albumin eller lignende plasmabestanddele. Én vil måske med god samvittighed kunne modtage behandling med sådanne stoffer, mens en anden vil drage den slutning at han eller hun ikke kan gå med til noget sådant. I dette spørgsmål må enhver således træffe sin personlige afgørelse ind for Gud.

[Fodnoter]