Læg mærke til hvad der skete nogle år efter Jesu død, da der opstod tvivl om hvorvidt de der blev kristne, var nødt til at overholde alle de jødiske love. Sagen blev behandlet af de kristnes styrende råd, der blandt andet omfattede apostlene. Jesu halvbroder Jakob henviste til de skrifter der indeholdt de bestemmelser om blodet som var givet til Noa og til Israels folk. Var disse bud også gældende for kristne? — Apostelgerninger 15:1-21.

Afgørelsen blev sendt ud til alle menighederne: De kristne var ikke forpligtede til at holde den lov der var givet til Moses, men det var ’nødvendigt’ at de ’afholdt sig fra blod og fra kvalte dyr [kød som blodet ikke var løbet af] og fra utugt’. (Apostelgerninger 15:22-29) Dette var ikke bare en rituel forskrift eller en kostbestemmelse. Dekretet indeholdt grundlæggende etiske normer som de første kristne overholdt. Omkring ti år senere anerkendte de kristne stadig at de skulle „holde sig fra det der [var] ofret til afguder såvel som fra blod . . . og fra utugt“. — Apostelgerninger 21:25.

De fleste af dem der regner sig for at være kristne i dag, vil sikkert anerkende at den kristne etik indebærer at man ikke dyrker afguder eller giver sig af med umoralitet. Det er imidlertid værd at bemærke at apostlene placerede dét at undgå blod på samme høje moralske plan som det at undgå disse urette handlinger. Deres dekret sluttede med ordene: „Hvis I omhyggeligt holder jer fra disse ting, vil det gå jer godt. Lev vel!“ — Apostelgerninger 15:29.

Aposteldekretet blev længe anset for at være bindende. Eusebios fortæller om en ung kvinde i slutningen af det andet århundrede som — før hun døde under tortur — understregede at de kristne „ikke engang har Lov til at spise Blodet af umælende Dyr“. Hun krævede ikke „ret til at dø“. Hun ønskede at leve, men hun ville ikke fire på sine principper. Respekterer man ikke dem der sætter principper højere end personlig vinding?

Videnskabsmanden Joseph Priestley (1733-1804) skrev: „Det forbud mod at spise blod som blev givet til Noa, synes at være bindende for alle hans efterkommere . . . Hvis vi fortolker dette forbud ud fra den almindelige praksis blandt de første kristne, som man næppe kan formode har misforstået dets natur og udstrækning, kan vi kun drage den slutning at forbudet skulle være uomgængeligt og vedvarende, for i mange århundreder spiste ingen kristne blod.“

[Ramme på side 4]

„De forskrifter der herved fremsættes på en præcis og metodisk måde [i Apostelgerninger 15] betegnes som ufravigelige, hvilket er det stærkeste bevis for at det efter apostlenes opfattelse ikke var en midlertidig ordning eller en provisorisk forholdsregel.“ — Professor Édouard Reuss, Strasbourgs universitet.