HIMMELFART
Jesu Kristi tilbagevenden til himmelen 40 dage efter hans opstandelse.
Jesu himmelfart fandt sted fra Oliebjerget (Apg 1:9, 12), nær landsbyen Betania (Lu 24:50), der lå på Oliebjergets østlige skråning. Det var kun hans trofaste apostle der var vidne til begivenheden. (Apg 1:2, 11-13) Det hedder i beretningen at „han [blev] løftet op mens de så på det, og en sky tog ham op, bort fra deres øjne“. De blev ved med at stirre op mod himmelen indtil to engle sagde til dem: „Således vil denne Jesus, som blev taget fra jer op til himmelen, komme, på samme måde som I har set ham tage til himmelen.“ — Apg 1:9-11.
Det er værd at bemærke at englene talte om den „måde“ (gr.: troʹpos) Jesu himmelfart foregik på, ikke den skikkelse (gr.: morfēʹ) han steg til himmelen i. Da skyen tog ham op, blev han usynlig for menneskers øjne. Beretningen viser at hans himmelfart fandt sted uden trompetfanfarer og uden at vække stor opmærksomhed; der var blot nogle få trofaste disciple til stede som vidner, og dét kun under den første del. Himmelfarten fandt sted på denne måde for at apostlene kunne aflægge vidnesbyrd om den, ligesom de gjorde om Jesu opstandelse. (Apg 1:3) Han blev altså ikke blot usynlig for dem, sådan som han var blevet for de to disciple i Emmaus, eller som engelen der viste sig for Gideon og derefter „forsvandt for hans øjne“. (Lu 24:31; Dom 6:21, 22) Hans himmelfart mindede mere om det der skete med den engel der viste sig for Manoa og hans hustru. Engelen lod dem tilberede et brændoffer, og „idet flammen steg op mod himmelen fra alteret, steg Jehovas engel op i flammen på alteret mens Manoa og hans hustru så til“. — Dom 13:20.
Eftersom det fremgår af Apostelgerninger 1:3-9 at Jesu himmelfart fandt sted 40 dage efter hans opstandelse, er der et tidsrum mellem de begivenheder der ifølge Lukas 24:1-49 udspillede sig på den dag Jesus opstod, og Jesu himmelfart, som er beskrevet i vers 51 i samme kapitel. Det kan også bemærkes at ordene „og blev båret op til himmelen“ i dette vers mangler i visse gamle håndskrifter og derfor er udeladt i nogle nyere oversættelser (NE, AT). De findes imidlertid i Papyrus Bodmer (P75), Det Alexandrinske Håndskrift, Det Vatikanske Håndskrift nr. 1209 og andre gamle håndskrifter.
Virkning på disciplene. Helt frem til den dag Jesus steg til himmelen, forestillede hans disciple sig åbenbart stadig at han skulle herske som konge over et jordisk rige, som det fremgår af deres udtalelse i Apostelgerninger 1:6. Ved at Jesus forblev synlig for dem under den første del af sin himmelfart, sådan at de kunne se hvad der skete med ham, fik han dem imidlertid til at indse at hans rige var himmelsk, og at han i modsætning til David, der ’ikke steg op til himlene’, fra nu af ville sidde ved ’Guds højre hånd’, sådan som Peter frimodigt aflagde vidnesbyrd om på Pinsedagen. — Apg 2:32-36.
At himmelfarten fandt sted på denne måde, ville også minde dem om de mange udtalelser hvori Jesus tidligere havde henvist til sin himmelske stilling, og hjælpe dem til at forstå disse udtalelser. Han havde chokeret nogle ved at sige: „Hvad da hvis I skulle se Menneskesønnen stige derop hvor han var før?“ (Joh 6:62) Og han sagde til jøderne: „I er fra regionerne nedentil; jeg er fra regionerne oventil.“ (Joh 8:23) Den sidste aften han var sammen med sine apostle, sagde han til dem at han ’gik til Faderen for at berede dem en plads’ (Joh 14:2, 28), og i en bøn som han bad iblandt dem denne sidste aften i sit liv som menneske, aflagde han den beretning for sin Fader at han havde „fuldført den gerning“ han havde fået at gøre på jorden, og han bad: „Herliggør du mig nu, Fader, hos dig selv med den herlighed som jeg havde hos dig før verden blev til,“ og lidt senere i bønnen sagde han: „Jeg kommer til dig.“ (Joh 17:4, 5, 11) Efter at han var blevet arresteret, gav han udtryk for det samme over for Sanhedrinet (Mt 26:64), og efter sin opstandelse sagde han til Maria Magdalene: „Hold op med at klynge dig til mig, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen. Men gå til mine brødre og sig til dem: ’Jeg stiger op til min Fader og jeres Fader og til min Gud og jeres Gud.’“ (Joh 20:17) Men til trods for alt dette gik den virkelige betydning af disse udtalelser åbenbart først op for disciplene ved hans himmelfart. Senere fik Stefanus et syn hvori han så Jesus sidde ved Guds højre hånd (Apg 7:55, 56), og Paulus erfarede virkningen af Jesu himmelske herlighed. — Apg 9:3-5.
„En ny og levende vej“ blev indviet. Selv om Jesus under begyndelsen af sin himmelfart havde et fysisk legeme sådan at apostlene kunne se ham, er der ingen grund til at tro at han bevarede dette legeme efter at skyen havde skjult ham. Apostelen Peter siger at Jesus led døden i kødet, men blev gjort levende „i ånden“. (1Pe 3:18) Paulus fastslår at ’kød og blod ikke kan arve Guds rige’. (1Kor 15:50; sml. også Jesu udtalelse i Joh 12:23, 24 med 1Kor 15:35-45.) Paulus sammenligner dét at Jesus steg til himmelen og trådte frem for Gud, med dét at ypperstepræsten gik ind i Det Allerhelligste i teltboligen på forsoningsdagen, og nævner at ypperstepræsten ved denne lejlighed kun medbragte offerdyrenes blod (ikke deres kød). (He 9:7, 11, 12, 24-26) Derefter sammenligner han forhænget der adskilte det første rum fra Det Allerhelligste, med Kristi kød. Da ypperstepræsten gik ind i Det Allerhelligste og i symbolsk forstand trådte frem for Gud, tog han ikke forhænget med sig, men passerede gennem denne barriere og lagde den bag sig. Paulus erklærer derfor at „vi ved Jesu blod har frimodighed til at gå ind på det hellige sted, ad vejen som han har indviet for os som en ny og levende vej gennem forhænget, det vil sige hans kød“. — He 9:3, 24; 10:10, 19, 20; jf. Joh 6:51; He 6:19, 20.
Da Jesus steg op til himmelen for at frembære sit blods genløsende værdi for Jehova, indviede han „en ny og levende vej“ ad hvilken man kunne nærme sig Gud i bøn. At det også banede vejen for himmelsk liv, stemmer med Jesu egen udtalelse om at forud herfor var ’ingen steget op til himmelen undtagen han som steg ned fra himmelen, Menneskesønnen’. (Joh 3:13) Følgelig havde hverken Enok eller Elias indviet denne vej, lige så lidt som David havde. (1Mo 5:24; 2Kg 2:11; Apg 2:34) Som Paulus sagde: „Den hellige ånd [gør] det klart at vejen til det hellige sted endnu ikke var blevet gjort kendt mens det første telt stod.“ — He 9:8; se ELIAS; ENOK.
Korrekt beskrevet. Nogle fremfører den indvending mod beretningen om Jesu himmelfart at den giver udtryk for den primitive forestilling at himmelen er „oppe“ i forhold til Jorden, og at den derfor røber uvidenhed om universets opbygning og Jordens rotation. For at tilfredsstille sådanne kritikere måtte man i virkeligheden fuldstændig fjerne ord som „op“, „oppe“ og „over“ fra sproget. Selv i denne rumalder taler man om at sende satellitter op, mens de i virkeligheden, teknisk set, bliver sendt ud fra Jorden. Om de engle der lovpriste Gud i forbindelse med bekendtgørelsen af Jesu fødsel, siges der interessant nok at de, da de havde udført deres mission, forlod hyrderne og ’vendte tilbage til himmelen’. (Lu 2:15; jf. Apg 12:10.) Jesu himmelfart begyndte naturligvis med en opadgående bevægelse, set med hans disciples øjne, men derefter må han have taget den retning der ville føre ham til hans himmelske Faders opholdssted. Jesus blev ikke blot i bogstavelig, men også i åndelig forstand løftet op, nemlig til en opgave og en tilværelse i den højeste Guds nærhed i den åndelige verden, en verden man ikke kan henvise til ved hjælp af fysiske eller menneskelige begreber om retning eller dimensioner. — Jf. He 2:7, 9.
Hvorfor himmelfarten var nødvendig. Der var flere grunde til at Jesus måtte stige til himmelen. Han havde sagt at han var nødt til at ’gå bort’ for at kunne sende sine disciple Guds hellige ånd som en hjælper. (Joh 16:7-14) Da Jesus udgød denne ånd på Pinsedagen, var det for disciplene et tydeligt bevis på at han var trådt frem for Gud og havde frembåret værdien af sit genløsningsoffer for ham. (Apg 2:33, 38) Denne handling krævede også at han steg til himmelen, for han kunne ikke frembære værdien af sit livsblod på jorden, i Det Allerhelligste i templet i Jerusalem, men kun „i selve himmelen“, hvor Gud personligt var til stede. (He 9:24) Jesus måtte endvidere til himmelen for at blive indsat og herliggjort som ’den store ypperstepræst der er gået gennem himlene’. (He 4:14; 5:1-6) Paulus forklarer at „hvis nu han havde været på jorden, ville han ikke have været præst“, men ved at „han har taget sæde på højre side af Majestætens trone i himlene“, har han „opnået en ypperligere offentlig tjeneste, ligesom han også er mellemmand for en tilsvarende bedre pagt“. (He 8:1-6) Derfor har de kristne, underlagt arvesynden som de er, „en hjælper hos Faderen, Jesus Kristus, en retfærdig“. — 1Jo 2:1; Ro 8:34; He 7:25.
Endelig måtte Jesus stige op til himmelen for at kunne overtage og udøve den kongemagt han blev arving til, hvorved „engle og myndigheder og magter blev underlagt ham“. (1Pe 3:22; Flp 2:6-11; 1Kor 15:25; He 10:12, 13; jf. Da 7:14.) Efter at Jesus havde „besejret verden“ (Joh 16:33), var han med til at opfylde profetien i Salme 68:18, idet han ’steg op til det høje og bortførte fanger’. Betydningen af disse ord forklares af Paulus i Efeserne 4:8-12.