Jehovas ord er levende
Hovedpunkter fra Apostelgerninger
BOGEN Apostelgerninger i Bibelen indeholder en historisk beretning om den kristne menigheds grundlæggelse og dens efterfølgende vækst. Bogen er skrevet af lægen Lukas, og den indeholder en spændende beretning om de kristnes virksomhed igennem en periode på 28 år — fra år 33 til 61.
Den første del af Apostelgerninger handler hovedsagelig om apostelen Peters tjeneste, og den anden om apostelen Paulus’ virksomhed. Ved at anvende stedord som „vi“ og „os“ viser Lukas indirekte at han var til stede ved nogle af de begivenheder der fandt sted. Hvis vi giver agt på det der siges i Apostelgerninger, vil det øge vores værdsættelse af den kraft der ligger bag Guds skrevne ord og hans hellige ånd. (Hebr. 4:12) Denne bog vil også anspore os til at være selvopofrende og styrke vores håb om Riget.
PETER BRUGER „HIMLENES RIGES NØGLER“
Efter at apostlene har modtaget den hellige ånd, aflægger de et frimodigt vidnesbyrd. Peter bruger den første af „himlenes riges nøgler“, så de jøder og proselytter ’der villigt tager imod hans ord’, får mulighed for at få kundskab og komme ind i Guds rige. (Matt. 16:19; Apg. 2:5, 41) En bølge af forfølgelse bevirker at disciplene spredes, men det er også medvirkende til at udvide forkyndelsesarbejdet.
Da apostlene i Jerusalem hører at Samaria har taget imod Guds ord, sender de Peter og Johannes til samaritanerne. Ved at give dem mulighed for at få adgang til Riget bruger Peter den anden nøgle. (Apg. 8:14-17) Måske inden der er gået et år efter Jesu opstandelse, sker der en forbløffende forandring med Saulus fra Tarsus. I år 36 bruger Peter den tredje nøgle, og den hellige ånds frie gave udgydes over uomskårne folk fra nationerne. — Apg. 10:45.
Svar på spørgsmål til bibelteksten:
2:44-47; 4:34, 35 — Hvorfor solgte de troende deres ejendomme og fordelte det indkomne? Mange af dem der havde fået tro, kom langvejsfra og havde ikke medbragt tilstrækkelige midler til at kunne forlænge deres ophold i Jerusalem. De ønskede imidlertid at blive længere tid i byen for at lære mere om deres nyfundne tro og forkynde for andre. For at hjælpe disse nye trosfæller solgte nogle kristne deres ejendom, og midlerne blev fordelt mellem dem der havde behov.
4:13 — Havde Peter og Johannes ingen uddannelse, og var de analfabeter? Nej. Det blev sagt om dem at de var „ulærde og almindelige mennesker“ fordi de ikke havde fået religiøs oplæring på rabbinernes skoler.
5:34-39 — Hvordan kunne Lukas vide hvad Gamaliel havde sagt bag lukkede døre i Sanhedrinet? Der er mindst tre muligheder: (1) Paulus, som tidligere havde været Gamaliels elev, fortalte Lukas om det; (2) Lukas forhørte sig om det hos et velvilligt indstillet medlem af Sanhedrinet, for eksempel Nikodemus; (3) Lukas fik sine oplysninger ved guddommelig inspiration.
7:59 — Bad Stefanus til Jesus? Nej, det gjorde han ikke. Vores tilbedelse — og dermed vores bønner — bør udelukkende rettes til Jehova. (Luk. 4:8; 6:12) Under normale omstændigheder ville Stefanus have bedt til Jehova i Jesu navn. (Joh. 15:16) Men i dette tilfælde så Stefanus i et syn „Menneskesønnen stående ved Guds højre hånd“. (Apg. 7:56) Da Stefanus var fuldt ud klar over at Jesus havde fået bemyndigelse til at oprejse døde, talte han, men bad ikke, direkte til Jesus idet han anmodede ham om at bevare hans ånd. — Joh. 5:27-29.
Hvad vi kan lære:
1:8. Det er ikke muligt for Jehovas tjenere at udføre det verdensomspændende forkyndelsesarbejde uden den hellige ånds hjælp.
4:36–5:11. Josef fra Cypern fik tilnavnet Barnabas, som betyder „Trøstens Søn“. Apostlene havde måske givet ham dette navn fordi han var varmhjertet, venlig og hjælpsom over for andre. Vi må efterligne ham og ikke være som Ananias og Safira, der var uærlige, udspekulerede og hykleriske.
9:23-25. Det er ikke kujonagtigt at undvige fra vores fjender for at kunne fortsætte med at forkynde.
9:28-30. Hvis det fysisk, moralsk eller åndeligt bliver risikabelt at forkynde i visse områder eller for visse personer, må vi være forsigtige og selektive med hensyn til hvor og hvornår vi forkynder.
9:31. I relativt fredfyldte tider må vi søge at styrke vores tro ved at studere og grunde over det vi læser. Det vil hjælpe os til at vandre i Jehovas frygt idet vi anvender det vi har lært, og er nidkære i forkyndelsen.
PAULUS’ NIDKÆRE FORKYNDELSE
I år 44 ankommer Agabus til Antiochia, hvor Barnabas og Saulus har undervist „i et helt år“. Agabus forudsiger at der vil komme „en stor hungersnød“, og den finder sted to år senere. (Apg. 11:26-28) Efter at Barnabas og Saulus har „gennemført hjælpetjenesten i Jerusalem“, vender de tilbage til Antiochia. (Apg. 12:25) I år 47 — cirka 12 år efter Saulus’ omvendelse — sender den hellige ånd Barnabas og Saulus ud på en missionsrejse. (Apg. 13:1-4) I år 48 vender de tilbage til Antiochia, „hvor de var blevet overgivet til Guds ufortjente godhed“. — Apg. 14:26.
Omkring ni måneder senere udvælger Paulus (også kendt som Saulus) Silas til at rejse med ham på hans anden missionsrejse. (Apg. 15:40) Timoteus og Lukas slutter sig til Paulus under rejsen. Lukas bliver i Filippi, mens Paulus tager til Athen og derefter videre til Korinth, hvor han møder Akvila og Priskilla og tilbringer et år og seks måneder. (Apg. 18:11) Paulus efterlader Timoteus og Silas i Korinth og tager Akvila og Priskilla med sig da han sejler mod Syrien i begyndelsen af år 52. (Apg. 18:18) Akvila og Priskilla rejser med Paulus så langt som til Efesus, hvor han efterlader dem.
Paulus opholder sig nogen tid i Antiochia i Syrien, hvorefter han rejser ud på sin tredje missionsrejse i år 52. (Apg. 18:23) I Efesus ’går Jehovas ord fortsat vældigt fremad og virker med styrke’. (Apg. 19:20) Paulus tilbringer omkring tre år i denne by. (Apg. 20:31) På pinsedagen i år 56 er han i Jerusalem. Han bliver arresteret og aflægger et frimodigt vidnesbyrd over for myndighederne. I Rom sættes apostelen i husarrest i to år (ca. 59-61), og her bruger han enhver lejlighed til at forkynde Riget og undervise „i det der vedrører Herren Jesus Kristus“. — Apg. 28:30, 31.
Svar på spørgsmål til bibelteksten:
14:8-13 — Hvorfor kaldte indbyggerne i Lystra Barnabas for Zeus og Paulus for Hermes? Zeus var den øverste gud i den græske mytologi, og hans søn Hermes var kendt for sin veltalenhed. Da det var Paulus som førte ordet, kaldte indbyggerne i Lystra ham for Hermes, mens de kaldte Barnabas for Zeus.
16:6, 7 — Hvorfor forbød den hellige ånd Paulus og hans medarbejdere at forkynde i provinsen Asien og i Bitynien? Eftersom arbejderne var få, førte ånden dem til områder hvor arbejdet ville bære mere frugt.
18:12-17 — Hvorfor forholdt prokonsul Gallio sig passiv da en folkemængde begyndte at slå Sostenes? Gallio har muligvis ment at manden der så ud til at være leder af den pøbel som modstod Paulus, blot fik hvad han fortjente. Begivenheden fik øjensynlig et positivt udfald, for Sostenes blev omvendt til kristendommen. Paulus omtaler senere Sostenes som „vor broder“. — 1 Kor. 1:1.
18:18 — Hvad var det for et løfte Paulus aflagde? Nogle forskere mener at Paulus havde aflagt et nasiræerløfte. (4 Mos. 6:1-21) Bibelen fortæller imidlertid ikke hvad det var for et løfte han havde aflagt. Den fortæller heller ikke om løftet blev aflagt før eller efter Paulus’ omvendelse, eller om han lige havde aflagt løftet eller næsten var færdig med at indfri det. Under alle omstændigheder var der ikke noget forkert ved at aflægge et sådant løfte.
Hvad vi kan lære:
12:5-11. Vi både kan og bør bede for vores brødre.
12:21-23; 14:14-18. Herodes tog med glæde imod en ære som kun tilfalder Gud. I modsætning hertil afslog Paulus og Barnabas resolut og konsekvent at blive prist og æret! Vi må ikke tage æren for det vi måtte udrette i tjenesten for Jehova.
14:5-7. Hvis vi udviser forsigtighed, kan det hjælpe os til at forblive aktive i forkyndelsen. — Matt. 10:23.
14:22. Kristne forventer at komme ud for trængsler. De forsøger ikke at flygte fra dem ved at gå på kompromis med hensyn til deres tro. — 2 Tim. 3:12.
16:1, 2. Unge kristne må engagere sig i åndelige aktiviteter og søge Jehovas hjælp til at opdyrke et godt omdømme.
16:3. Uden at bryde de bibelske principper må vi gøre alt hvad vi kan, for at hjælpe andre til at tage imod den gode nyhed. — 1 Kor. 9:19-23.
20:20, 21. Forkyndelsen fra hus til hus er en vigtig del af vores tjeneste.
20:24; 21:13. Det er vigtigere at bevare sin uangribelighed end at bevare livet.
21:21-26. Vi må ivrigt og villigt tage imod gode råd.
25:8-12. Kristne i dag kan og bør gøre brug af enhver lovlig mulighed for at „forsvare og juridisk stadfæste den gode nyhed“. — Filipperne 1:7.
26:24, 25. Vi må fremsætte „udtalelser af sandhed og af et sundt sind“ selvom de er tåbelige for „et sjæleligt menneske“. — 1 Kor. 2:14.
[Illustration på side 30]
Hvornår benyttede Peter „himlenes riges nøgler“?
[Illustration på side 31]
Det verdensomspændende forkyndelsesarbejde kan ikke udføres uden den hellige ånds hjælp