Lydia — en gæstfri tjener for Gud

LIGE fra gammel tid har den sande Guds tjenere udmærket sig ved deres gæstfrihed. (1 Mosebog 18:1-8; 19:1-3) „Kærlighed til, eller venlighed over for, fremmede“ er definitionen på den gæstfrihed der udspringer af et oprigtigt hjerte, og den er også i dag et kendetegn for de sande kristne. Ja, den er et krav til alle der vil tilbede Gud på en acceptabel måde. — Hebræerne 13:2; 1 Peter 4:9.

En som viste en eksemplarisk gæstfrihed, var Lydia. Hun „ligefrem pressede“ de kristne missionærer der besøgte Filippi, til at bo i hendes hjem. (Apostelgerninger 16:15) Lydia omtales kun ganske kort i Bibelen, men det der siges om hende, kan være til opmuntring for os. På hvilken måde? Hvem var Lydia? Hvad ved vi om hende?

En purpurhandlerske

Lydia boede i Filippi, den førende by i Makedonien. Hun kom imidlertid fra Tyatira, en by i Lydien i det vestlige Lilleasien. Nogle mener derfor at „Lydia“ var et tilnavn hun fik i Filippi. Hun var med andre ord „lydieren“, på samme måde som den kvinde Jesus Kristus forkyndte for, blev kaldt „den samaritanske kvinde“. (Johannes 4:9) Lydia solgte purpurfarve eller klæder og stoffer som var farvet med det. (Apostelgerninger 16:12, 14) At der var farvere i både Tyatira og Filippi, bekræftes af inskriptioner som arkæologer har fundet. Det er muligt at Lydia var flyttet på grund af sit arbejde, enten som selvstændig eller som repræsentant for et farveri i Tyatira.

Purpurfarven kunne komme fra forskellige råmaterialer. Den dyreste blev udvundet af purpursnegle. Ifølge den romerske digter Martialis fra det første århundrede kunne den bedste purpurkappe fra Tyrus (et andet sted hvor denne farve blev produceret) koste op til 10.000 sestertier, eller 2500 denarer — svarende til 2500 dages løn for en arbejder. Sådanne klædninger var selvfølgelig luksusgenstande som kun få havde råd til. Lydia kan derfor have været velstående. I hvert fald kunne hun tilbyde at vise gæstfrihed over for Paulus og hans rejsefæller — Lukas, Silas, Timoteus og måske andre.

Paulus forkynder i Filippi

Omkring år 50 kom Paulus for første gang til Europa og begyndte at forkynde i Filippi.a Når han kom til en by, havde han for vane først at forkynde i synagogen for jøderne og de proselytter som var samlet der. (Jævnfør Apostelgerninger 13:4, 5, 13, 14; 14:1.) Nogle er imidlertid af den mening at romersk lov forbød jøderne at praktisere deres religion inden for Filippis „hellige grænser“, og at missionærerne derfor, efter at have tilbragt „nogle dage“ dér, på sabbatsdagen tog ud til et sted ved en flod uden for byen hvor ’de mente der var et bedested’. (Apostelgerninger 16:12, 13) Dette var sikkert ved Gangitesfloden. Der var kun kvinder til stede, og en af dem var Lydia.

Hun „dyrkede Gud“

Lydia „dyrkede Gud“, men hun var sandsynligvis en proselyt der var gået over til jødedommen i en søgen efter religiøs sandhed. Skønt hun havde et godt arbejde, var hun ikke materialistisk. Nej, hun satte tid til side til åndelige anliggender. „Jehova åbnede hendes hjerte helt, så hun gav agt på det Paulus sagde,“ og Lydia tog imod sandheden. Ja, „hun og hendes husstand . . . blev døbt“. — Apostelgerninger 16:14, 15.

Bibelen fortæller ikke hvem de andre i hendes husstand var. Eftersom der ikke nævnes noget om en mand, kan hun have været ugift eller enke. Måske bestod „hendes husstand“ af slægtninge, men udtrykket kan også dække over slaver eller tjenestefolk. Under alle omstændigheder fortalte Lydia dem nidkært om det hun havde lært. Og hvor må det have glædet hende da de tog imod den sande tro.

„Hun ligefrem pressede os“

Før missionærerne mødte Lydia, har de måske selv måttet skaffe og betale for deres logi. Men hun var glad for at kunne tilbyde dem husly. Det at hun måtte insistere på det, tyder dog på at Paulus og hans rejsefæller ikke straks tog imod tilbudet. Hvorfor ikke? Paulus ønskede at ’fremholde den gode nyhed uden omkostninger, for ikke at misbruge sin ret’ og ligge andre til byrde. (1 Korinther 9:18; 2 Korinther 12:14) Men Lukas tilføjer: „Da hun og hendes husstand nu blev døbt, sagde hun bønfaldende: ’Hvis I har bedømt mig til at være trofast mod Jehova, så tag ind i mit hus og bliv dér.’ Og hun ligefrem pressede os.“ (Apostelgerninger 16:15) Lydia var meget optaget af at være trofast over for Jehova, og dét at vise gæstfrihed var åbenbart et udtryk for hendes tro. (Jævnfør Første Petersbrev 4:9.) Hvilket glimrende eksempel! Bruger vi også vore midler til at fremme den gode nyheds interesser?

Brødrene i Filippi

Da Paulus og Silas blev udfriet fra fængselet efter episoden med den dæmonbesatte tjenestepige, vendte de tilbage til Lydias hjem, hvor også nogle af brødrene opholdt sig. (Apostelgerninger 16:40) De troende i den nyoprettede menighed i Filippi kan have brugt Lydias hjem som mødested. Det er en logisk tanke at hendes hjem fortsatte med at være center for teokratisk aktivitet i byen.

Den varme gæstfrihed som Lydia lagde for dagen, skulle vise sig at blive et kendetegn for hele menigheden. Trods deres fattigdom sendte filipperne flere gange nogle fornødenheder til Paulus, som var meget taknemmelig. — 2 Korinther 8:1, 2; 11:9; Filipperne 4:10, 15, 16.

Lydia nævnes ikke i det brev Paulus sendte til filipperne omkring år 60-61. Bibelen fortæller ikke hvad der skete med hende efter de begivenheder der er beskrevet i Apostelgerninger, kapitel 16. Den korte omtale af denne dynamiske kvinde indgiver os imidlertid et ønske om at ’følge gæstfrihedens vej’. (Romerne 12:13) Vi kan være taknemmelige for at vi iblandt os har kristne der er som Lydia. Den ånd de lægger for dagen, skaber varme og venlige menigheder til ære for Jehova Gud.

[Fodnote]

[Ramme på side 28]

Livet som jøde i Filippi

Det har sandsynligvis ikke været let at leve som jøde eller jødisk proselyt i Filippi. Der har sikkert hersket en jødefjendsk holdning, for kort før Paulus’ besøg havde kejser Claudius forvist jøderne fra Rom. — Jævnfør Apostelgerninger 18:2.

I den sammenhæng er det værd at bemærke at Paulus og Silas blev slæbt for domstolen da de havde helbredt tjenestepigen der havde en spådomsånd. Hendes ejere, der nu havde mistet deres indbringende forretning, udnyttede deres medborgeres fordomsfuldhed ved at sige: „Disse mænd, som er jøder, skaber megen uro i vor by, og de forkynder skikke som det ikke er os tilladt at antage eller følge, da vi er romere.“ Dette førte til at Paulus og Silas fik stokkeslag og blev kastet i fængsel. (Apostelgerninger 16:16-24) Under sådanne omstændigheder krævede det mod åbent at tilbede Jehova, jødernes Gud. Men der er intet der tyder på at Lydia havde noget imod at være anderledes.

[Illustrationer på side 27]

Ruiner i Filippi