ØVERSTE

Overhoved, leder, anfører; den højeste eller fornemste med hensyn til stilling, rang eller myndighed. Ordet bruges i Bibelen i flere sammenhænge, blandt andet om civile øverster i den forvaltning Moses indførte (2Mo 18:21), øverster blandt præsterne og levitterne (1Kr 15:4-16) og øverster i hæren (1Kr 12:21). Det hebraiske ord der almindeligvis er oversat med „øverste“, er sar. — Se også FYRSTE; TEMPELØVERSTE.

I de romerske kolonier blev den lokale administration varetaget af embedsmænd der i Bibelen betegnes som „de øverste [af gr. stratēgosʹ] i byen“ (Apg 16:20), på latin almindeligvis kaldt duumvirer. Rådsforsamlingen kunne bestå af 3, 4, som regel 5, men også 10 eller 12 duumvirer. De havde til opgave at opretholde orden, forvalte økonomien, retsforfølge og dømme lovovertrædere og sørge for fuldbyrdelse af de idømte straffe. Deres navne og titler blev undertiden præget på byens mønter. Til deres rådighed havde de et antal betjente, eller lictorer, som udførte deres befalinger. — Se BETJENT.

De øverste i den romerske koloni Filippi (Apg 16:12) lod uden retssag og dom Paulus og Silas sætte i blokken. Dagen efter sendte de betjente hen for at løslade dem. Men for offentligt at forsvare og juridisk stadfæste den gode nyhed som han forkyndte, forlangte Paulus at de øverste selv kom hen og løslod dem. Da lederne var bange for at få problemer med Rom fordi de havde ladet romerske borgere prygle med stokkeslag, bønfaldt de Paulus og Silas og løslod dem. — Apg 16:19-39.