Når Paulus ankom til en ny by, plejede han først at opsøge jøderne, for det kendskab de havde til Skrifterne, var et godt grundlag for samtaler og kunne hjælpe dem til at forstå den gode nyhed. En forsker mener at Paulus fulgte denne praksis for at vise omsorg for sine landsmænd eller måske for at benytte jøder og andre gudfrygtige som et springbræt for sit arbejde blandt hedninger. — Apostelgerninger 17:2-4.

Da Paulus kom til Thessalonika, begyndte han derfor med at gå ind i synagogen, og her „ræsonnerede han med [jøderne] ud fra Skrifterne idet han forklarede og ved hjælp af henvisninger beviste at Messias nødvendigvis måtte lide og opstå fra de døde, og han sagde: ’Han er Messias, den Jesus som jeg forkynder jer.’“ — Apostelgerninger 17:2, 3, 10.

Det som Paulus understregede — hvem Messias var, og hvad han skulle udrette — var et omstridt spørgsmål. Tanken om en lidende Messias stred imod jødernes idealbillede af Messias som en kæmpende og sejrende konge. For at overbevise jøderne gjorde Paulus det som er kendetegnende for en dygtig lærer — han „ræsonnerede“, „forklarede“ og ’beviste ved hjælp af henvisninger’ til Skrifterne.a Men hvordan reagerede Paulus’ tilhørere da han gav dem dette væld af oplysninger?