Apollos — en veltalende kristen forkynder

UANSET om vi har hørt til den kristne menighed i mange år eller blot nogle få, burde vi alle være interesserede i at gøre fremskridt som forkyndere af den gode nyhed om Riget. Det indebærer at vi må øge vor kundskab om Guds ord og blive bedre til at undervise andre. For nogle er dette måske en stor udfordring. Der kan være forskellige vanskeligheder man må overvinde, eller måske skal man arbejde på at udvide sin tjeneste.

I Bibelen er der mange eksempler på nidkære mænd og kvinder som på forskellig vis gjorde store åndelige fremskridt. Og de blev belønnet for deres bestræbelser. Det gjaldt for eksempel Apollos. Første gang vi hører om ham i Bibelen, har han kun en begrænset forståelse af den kristne lære, men blot nogle år senere virkede han som rejsende tilsynsmand for den kristne menighed i det første århundrede. Hvordan kunne han gøre sådanne fremskridt? Jo, han havde nogle egenskaber som vi alle gør vel i at efterligne.

„Godt kendt med Skrifterne“

Bibelskribenten Lukas beretter at omkring år 52 e.v.t. kom „en jøde ved navn Apollos, en veltalende mand som stammede fra Alexandria, . . . til Efesus, og han var godt kendt med Skrifterne. Denne mand var blevet mundtligt undervist i Jehovas vej, og brændende i ånden gav han sig til med nøjagtighed at tale om og undervise i det der havde med Jesus at gøre, skønt han kun var kendt med Johannes’ dåb. Og denne mand begyndte at tale frimodigt i synagogen.“ — Apostelgerninger 18:24-26.

Alexandria i Ægypten var den største by i verden næst efter Rom og efter datidens forhold et af de vigtigste kulturcentre for både jøder og grækere. Apollos var sandsynligvis blevet undervist i det store jødiske samfund der fandtes i denne by, og havde derved opnået stor kundskab om De Hebraiske Skrifter foruden en vis veltalenhed. Hvor Apollos havde lært om Jesus, er imidlertid mere vanskeligt at fastslå. Bibelforskeren F. F. Bruce siger: „Han rejste øjensynlig meget, måske som handelsmand, og kan have mødt nogle kristne forkyndere et af de mange steder han besøgte.“ Uanset hvordan det forholder sig, talte og underviste han med nøjagtighed om Jesus. Det ser imidlertid ud til at der var blevet forkyndt for ham før pinsedagen i år 33, eftersom han „kun var kendt med Johannes’ dåb“.

Som forløber for Jesus havde Johannes Døber aflagt et magtfuldt vidnesbyrd for hele Israels nation, og mange var blevet døbt af ham som symbol på deres sindsændring. (Markus 1:5; Lukas 3:15, 16) Ifølge flere historikere var det kendskab mange havde til Jesus, blandt Romerrigets jødiske befolkning, begrænset til hvad der var blevet forkyndt ved Jordanflodens bredder. „Deres kristendom var på samme niveau som ved begyndelsen af vor Herres tjeneste,“ siger W. J. Conybeare og J. S. Howson. „De kendte ikke den fulde betydning af Kristi død; muligvis vidste de ikke engang noget om hans opstandelse.“ Det lader også til at Apollos ikke vidste at den hellige ånd var blevet udgydt på pinsedagen år 33. Ikke desto mindre havde han visse nøjagtige oplysninger om Jesus som han ikke holdt for sig selv. Faktisk søgte han frimodigt efter lejligheder til at tale om det han vidste. Men trods hans nidkærhed og entusiasme havde han endnu ikke nøjagtig kundskab.

Nidkær, men ydmyg

Lukas’ beretning fortsætter: „Da Priskilla og Akvila hørte ham, tog de ham med og forklarede Guds vej nøjere for ham.“ (Apostelgerninger 18:26) Akvila og Priskilla må være blevet klar over at Apollos’ tro havde meget tilfælles med deres egen, men klogeligt undgik de at korrigere hans manglende forståelse offentligt. Man kan forestille sig at de har haft flere personlige samtaler med Apollos, i den hensigt at hjælpe ham. Men hvordan reagerede Apollos, der var „stærk . . . i Skrifterne“? (Apostelgerninger 18:24, Kingdom Interlinear) Efter al sandsynlighed havde Apollos i nogen tid før han mødte Akvila og Priskilla, forkyndt offentligt trods sin begrænsede kundskab. Hvis Apollos havde været stolt, ville han ikke have brudt sig om at blive korrigeret, men han var ydmyg og taknemmelig og glædede sig over at kunne udfylde hullerne i sin kundskab.

Den samme beskedne indstilling kommer også til udtryk i Apollos’ villighed til at tage et anbefalingsbrev med fra brødrene i Efesus til menigheden i Korinth. Beretningen fortsætter: „Da han endvidere ønskede at tage over til Achaia, skrev brødrene til disciplene og tilskyndede dem til at tage venligt imod ham.“ (Apostelgerninger 18:27; 19:1) Apollos mente ikke at han i kraft af sig selv var berettiget til anerkendelse, men fulgte beskedent den ordning man havde i den kristne menighed.

I Korinth

Lige fra begyndelsen fik Apollos meget gode resultater i tjenesten i Korinth. Bibelen beretter: „Da han kom dertil, var han en stor hjælp for dem der ved Guds ufortjente godhed havde fået tro, for grundigt og med styrke beviste han offentligt at jøderne havde uret, og påviste ud fra Skrifterne at Jesus var Messias.“ — Apostelgerninger 18:27, 28.

Apollos stod til tjeneste for menigheden og opmuntrede brødrene ved sin forberedelse og nidkærhed. Men hvorfor gik det ham egentlig så godt? Apollos havde medfødte evner og gik modigt ind i en offentlig debat med jøderne. Og hvad der var endnu vigtigere: Han ræsonnerede med dem ud fra Skrifterne.

Apollos havde stor indflydelse blandt brødrene i Korinth, men uheldigvis fik hans forkyndelse uventede negative følger. Hvordan det? Både Paulus og Apollos havde gjort meget godt med hensyn til at plante og vande sandhedens sæd i Korinth. Omkring år 50, cirka to år før Apollos kom til Korinth, havde Paulus forkyndt i byen. Da Paulus omkring år 55 skrev sit første brev til korintherne, var der opstået klikedannelser blandt brødrene. Nogle betragtede Apollos som deres fører, mens andre foretrak Paulus eller Peter eller holdt sig til Kristus. (1 Korinther 1:10-12) Men hvorfor sagde nogle: ’Jeg tilhører Apollos’?

Paulus og Apollos forkyndte det samme budskab, men deres personligheder var forskellige. Paulus indrømmede selv at han var „ulærd i talekunst“. Apollos, derimod, var veltalende. (2 Korinther 10:10; 11:6) På grund af sine gode evner fandt han lyttende ører i det jødiske samfund i Korinth. Det lykkedes ham ’grundigt at bevise at jøderne havde uret’, hvorimod Paulus kort forinden havde set sig nødsaget til at forlade synagogen. — Apostelgerninger 18:1, 4-6.

Var dette årsagen til at nogle hældede mere til Apollos? Flere bibelkommentatorer har den teori at eftersom grækerne var opflasket med filosofiske diskussioner, har det fået nogle til at foretrække Apollos’ mere animerende undervisning. Giuseppe Ricciotti mener at „[Apollos’] udtryksfulde sprog og højtravende allegorier havde vundet manges beundring, og derfor foretrak de ham frem for Paulus, der var en beskeden mand og ikke særlig veltalende“. Hvis nogle med urette tillod deres personlige smag at skabe splittelser blandt brødrene, er det ikke så mærkeligt at Paulus i skarpe vendinger klandrede dem der så op til „de vises visdom“. — 1 Korinther 1:17-25.

Denne kritik er imidlertid ikke et udtryk for at der var gnidninger mellem Paulus og Apollos. Nogle har ganske vist forestillet sig at disse to forkyndere var bitre modstandere der hver især kæmpede for at opnå korinthernes gunst, men det står der ikke noget om i Bibelen. I stedet for at forsøge at ophøje sig selv til leder af en ny gruppe forlod Apollos Korinth og vendte tilbage til Efesus. Her opholdt han sig sammen med Paulus da denne skrev sit første brev til den splittede menighed.

Der var ikke uenighed eller rivaliseren mellem disse to brødre. Nej, de samarbejdede tilsyneladende om at løse problemerne i Korinth. Måske havde Paulus sine betænkeligheder med hensyn til visse brødre i Korinth, men bestemt ikke hvad angik Apollos. De samarbejdede harmonisk og supplerede hinanden i deres undervisning. For at citere Paulus’ egne ord: „Jeg plantede, Apollos vandede.“ De var begge „Guds medarbejdere“. — 1 Korinther 3:6, 9, 21-23.

Korintherne satte ligesom Paulus stor pris på Apollos, og de ønskede at han skulle besøge dem igen. Men da Paulus spurgte aleksandrineren om han ville tage tilbage til Korinth, afslog han tilbudet. Paulus siger: „Nu med hensyn til Apollos, vor broder, så bad jeg ham meget indtrængende om at komme til jer . . . og dog var det slet ikke hans ønske at komme nu; men han vil komme når han har lejlighed til det.“ (1 Korinther 16:12) Apollos har måske kviet sig ved at vende tilbage til Korinth af frygt for at det skulle splitte menigheden yderligere. Det kunne også skyldes at han ganske enkelt var optaget andetsteds.

Sidste gang vi hører om Apollos i Bibelen, er da han begiver sig på rejse til Kreta og måske endnu længere væk. Igen er Paulus særlig opmærksom på sin ven og medarbejder og beder Titus om at sørge for at Apollos og hans rejsefælle, Zenas, har alt hvad de skal bruge til rejsen. (Titus 3:13) Denne gang, efter omkring ti års oplæring i den kristne tro, har Apollos gjort så gode fremskridt at han kan tjene som rejsende repræsentant for menigheden.

Gudgivne egenskaber som fremmer den åndelige vækst

Apollos fra Alexandria satte et godt eksempel for alle der i dag forkynder den gode nyhed, og for alle der ønsker at vokse åndeligt. Vi er måske ikke så veltalende som Apollos, men vi kan alle stræbe efter at opnå en lignende kundskab og evne til at bruge Skrifterne, og derved hjælpe dem der oprigtigt søger sandheden. Takket være sin nidkære tjeneste „var han en stor hjælp for dem der . . . havde fået tro“. (Apostelgerninger 18:27) Apollos var ydmyg, selvopofrende og villig til at betjene andre. Han var udmærket klar over at rivalisering eller ærgerrighed ikke hører hjemme i den kristne menighed, for vi er alle „Guds medarbejdere“. — 1 Korinther 3:4-9; Lukas 17:10.

Vi kan ligesom Apollos gøre åndelige fremskridt. Er vi villige til dette og til at udvide vor hellige tjeneste, idet vi tilrettelægger vore forhold sådan at vi i højere grad kan blive brugt af Jehova og hans organisation? I så fald vil vi være ivrige efter at lære mere om sandheden og nidkært forkynde det kristne budskab.