Forkynd frimodigt Jehovas rige!
„Han tog venligt imod alle som kom til ham, idet han forkyndte Guds rige for dem.“ — APOSTELGERNINGER 28:30, 31.
1, 2. Hvilke vidnesbyrd havde apostelen Paulus om at Gud hjalp ham, og hvilket eksempel satte han?
JEHOVA hjælper altid dem der forkynder om hans rige. Det fremgår tydeligt af apostelen Paulus’ eksempel. Med Guds hjælp trådte han frem for herskere, udholdt pøbeloverfald og forkyndte frimodigt Jehovas rige.
2 Selv som fange i Rom tog Paulus „venligt imod alle som kom til ham, idet han forkyndte Guds rige for dem“. (Apostelgerninger 28:30, 31) Hvilket godt eksempel for Jehovas vidner i dag! Vi kan lære meget ved at betragte Paulus’ tjeneste, som beskrevet af Lukas i de sidste kapitler i Apostelgerninger. — 20:1–28:31.
Trosfæller opmuntres
3. Hvad skete der i Troas, og hvilken nutidig parallel findes der hertil?
3 Efter at optøjerne i Efesus var stilnet af, fortsatte Paulus på sin tredje missionsrejse. (20:1-12) Da han stod over for at skulle sejle til Syrien fandt han ud af at jøderne havde sammensvoret sig imod ham. Da de måske havde planer om at tage med det samme skib og dræbe Paulus, rejste han i stedet gennem Makedonien. I Troas tilbragte han en uge mens han opmuntrede sine trosfæller, på samme måde som Jehovas Vidners rejsende tilsynsmænd gør i dag. Aftenen før sin afrejse lod Paulus sin tale vare til midnat. Eutykus, der sad ved vinduet, var sikkert træt efter dagens arbejde. Da han i søvne sank sammen, styrtede han i døden fra tredje etage. Men Paulus vakte ham til live igen. Hvilken glæde må dette ikke have afstedkommet! Tænk da på den glæde det vil medføre når mange millioner bliver oprejst i den kommende nye verden. — Johannes 5:28, 29.
4. Hvad havde Paulus lært de ældste i Efesus i forbindelse med tjenesten?
4 På vej til Jerusalem mødtes Paulus med de ældste fra Efesus i Milet. (20:13-21) Han mindede dem om hvordan han havde undervist dem „fra hus til hus“ og aflagt „et grundigt vidnesbyrd for både jøder og grækere om sindsændring over for Gud og tro på vor Herre Jesus“. De der blev udnævnt til at være ældste havde allerede ændret sind og ejede tro. Apostelen havde også undervist dem i frimodigt at forkynde Riget for ikketroende i tjenesten fra hus til hus, en forkyndelsesform Jehovas vidner også benytter sig af i dag.
5. (a) Hvilket godt eksempel satte Paulus med hensyn til at lade sig lede af den hellige ånd? (b) Hvorfor havde de ældste brug for vejledning i at ’give agt på hele hjorden’?
5 Paulus var et godt eksempel i det at anerkende Guds hellige ånds ledelse. (20:22-30) Han følte sig „bundet i ånden“, det vil sige forpligtet til at følge dens ledelse og rejse til Jerusalem selv om der ventede ham lænker og trængsler dér. Han satte pris på livet, men det vigtigste for ham var at bevare sin uangribelighed over for Gud, hvilket også bør være det vigtigste for os. Paulus tilskyndede de ældste til at ’give agt på hele den hjord i hvilken den hellige ånd havde sat dem som tilsynsmænd’. Efter hans „bortgang“ (åbenbart hans død), ville der komme „undertrykkende ulve“ som ikke ville „behandle hjorden skånsomt“. Sådanne mænd ville fremstå blandt de ældste selv, og disciple som ikke ejede den rette skelneevne ville tro på deres fordrejede lære. — 2 Thessaloniker 2:6.
6. (a) Hvorfor kunne Paulus tillidsfuldt betro de ældste til Gud? (b) Hvordan fulgte Paulus princippet i Apostelgerninger 20:35?
6 For at vogte sig mod frafald måtte de ældste holde sig åndeligt vågne. (20:31-38) Apostelen havde undervist dem i De Hebraiske Skrifter og i Jesu lære, som havde en helliggørende kraft der kunne hjælpe dem til at få del i det himmelske rige, „arven blandt alle de helligede“. Ved at arbejde og sørge for sig selv og sine medarbejdere, opmuntrede Paulus desuden de ældste til at slide i det. (Apostelgerninger 18:1-3; 1 Thessaloniker 2:9) Hvis vi følger dette eksempel og hjælper andre til at opnå evigt liv, vil vi erfare at følgende ord af Jesus er sande: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ I evangelierne findes lignende tanker, men denne udtalelse citeres kun af Paulus, som kan have modtaget den mundtligt eller gennem inspiration. Vi kan opnå stor glæde hvis vi er lige så selvopofrende som Paulus. Han havde ofret sig selv i en sådan grad at de ældste fra Efesus blev dybt bedrøvede da han tog afsked med dem.
Lad Jehovas vilje ske
7. Hvilket eksempel satte Paulus i forbindelse med at underkaste sig Guds vilje?
7 Da Paulus’ tredje missionsrejse nærmede sig sin afslutning (omkring år 56), satte han et godt eksempel i at underkaste sig Guds vilje. (21:1-14) I Cæsarea boede Paulus og hans rejsefæller hos Filip, som havde fire døtre der var jomfruer og som „profeterede“, det vil sige forudsagde begivenheder ved den hellige ånds hjælp. Det var også her at den kristne profet Agabus bandt sine hænder og fødder med Paulus’ bælte og ved ånden sagde at jøderne i Jerusalem ville binde ejeren af dette bælte og overgive ham til folk fra nationerne. „Jeg er rede til ikke blot at blive bundet men også til at dø i Jerusalem for Herren Jesu navn,“ sagde Paulus. Til sidst indvilligede disciplene heri med ordene: „Lad Jehovas vilje ske.“
8. Hvad kan vi tænke på hvis vi til tider finder det svært at tage imod gode råd?
8 I Jerusalem fortalte Paulus de ældste hvad Gud havde udrettet blandt nationerne ved hans tjeneste. (21:15-26) Hvis vi har svært ved at tage imod gode råd, kan vi tænke på hvordan Paulus tog imod råd. For at bevise at han ikke lærte de jøder der befandt sig blandt nationerne „frafald fra Moses“, fulgte han de ældstes råd om at lade sig rense ceremonielt og dække udgifterne dertil for sig selv og fire andre mænd. Jesu død satte ganske vist Loven ud af kraft, men det betød ikke at det var forkert af Paulus at rette sig efter dens forskrifter angående løfter. — Romerne 7:12-14.
Uforfærdet trods pøbeloverfald
9. Hvilke lighedspunkter er der mellem det Paulus blev udsat for af pøbelskarer og det Jehovas vidner har oplevet i vor tid?
9 Jehovas vidner har ofte bevaret deres uangribelighed over for Gud når de er blevet udsat for pøbeloverfald. (Se for eksempel Vågn op! for 8. september 1976, side 13-16; 22. oktober 1976, side 17-18.) Jøderne fra Lilleasien udsatte Paulus for et pøbeloverfald. (21:27-40) Da de så at Trofimus fra Efesus var sammen med ham, beskyldte de falskeligt apostelen for at have vanhelliget templet ved at have ført grækere ind i det. Paulus var nær blevet dræbt, men den romerske militærtribun Claudius Lysias og hans mænd fik stoppet urolighederne. Som forudsagt (men foranlediget af jøderne) fik Lysias Paulus lagt i lænker. (Apostelgerninger 21:11) Apostelen skulle netop til at føres til soldaternes kvarter, der grænsede op til tempelområdet, da det gik op for Lysias at Paulus ikke var en oprørsstifter men som jøde havde lov til at gå ind på tempelområdet. Efter at have fået tilladelse dertil talte Paulus til folket på hebraisk.
10. Hvordan reagerede jøderne i Jerusalem på Paulus’ tale, og hvorfor blev han ikke pisket?
10 Paulus aflagde et frimodigt vidnesbyrd. (22:1-30) Han præsenterede sig som jøde, oplært af den højt respekterede Gamaliel. Apostelen forklarede at han havde været på vej til Damaskus for at forfølge dem der fulgte Vejen, men var blevet blindet da han så den herliggjorte Jesus Kristus, og at Ananias havde givet ham synet igen. Senere havde Herren sagt til Paulus: „Begiv dig på vej, for jeg vil sende dig ud til nationer langt borte.“ Men disse ord var den dråbe der fik bægeret til at flyde over. Folkeskaren råbte at Paulus ikke burde have lov til at leve, og de smed om sig med deres yderklæder og kastede i vrede støv op i luften. Lysias fik Paulus ført ind i soldaternes kvarter hvor han skulle forhøres under piskeslag (med en pisk der havde lædersnore med knuder eller hvortil der var fastgjort metal- eller benstykker) for at man kunne finde ud af hvorfor jøderne var ham fjendtligt stemt. Han undgik at blive pisket da han spurgte: „Har I lov til at piske en mand som er romer og som ikke er dømt?“ Da Lysias hørte at Paulus var romersk statsborger blev han bange og fremstillede ham for Sanhedrinet for at finde ud af hvorfor han blev anklaget af jøderne.
11. I hvilken forstand var Paulus farisæer?
11 Da Paulus indledte sit forsvar for Sanhedrinet med at sige at han havde ’levet sit liv for Gud med en fuldstændig ren samvittighed’, gav ypperstepræsten Ananias ordre til at slå ham. (23:1-10) Det fik Paulus til at sige: „Gud skal slå dig, du hvidkalkede væg“. „Håner du Guds ypperstepræst?“ spurgte nogle. Paulus har måske ikke genkendt Ananias på grund af et dårligt syn. Da Paulus blev klar over at rådsforsamlingen bestod af farisæere og saddukæere, sagde han: ’Jeg er farisæer og skal dømmes for opstandelseshåbet.’ Dette delte Sanhedrinet i to grupper, for farisæerne troede på en opstandelse, men det gjorde saddukæerne ikke. Der opstod så store tumulter at Lysias måtte komme apostelen til undsætning.
12. Hvordan undgik Paulus at blive offer for en morderisk sammensværgelse i Jerusalem?
12 Paulus undslap dernæst en morderisk sammensværgelse. (23:11-35) Fyrre jøder havde svoret at de hverken ville spise eller drikke før de havde dræbt ham. Men Paulus’ nevø fortalte dette til ham og til Lysias. Under militær bevogtning blev apostelen ført til landshøvdingen Antonius Felix i Cæsarea, der var det romerske administrationscenter i Judæa. Efter at have lovet at forhøre Paulus, holdt Felix ham bevogtet i Herodes den Stores prætorianerpalads, der var landshøvdingens hovedkvarter.
Frimodig forkyndelse for regenter
13. Hvad forkyndte Paulus om for Felix, og hvilken virkning havde dette?
13 Inden længe måtte apostelen forsvare sig mod falske beskyldninger, og han aflagde et frimodigt vidnesbyrd over for Felix. (24:1-27) Stillet over for sine jødiske anklagere viste Paulus at han ikke havde ophidset mængden til optøjer. Han lod dem forstå at han troede på det der stod i Loven og Profeterne og havde håb om ’at der ville finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige’. Paulus var rejst til Jerusalem med „barmhjertighedsgaver“ (bidrag til Jesu disciple, hvis fattigdom måske skyldtes forfølgelse) og var blevet ceremonielt renset. Felix udskød domsafsigelsen, men senere fik Paulus igen lejlighed til at forkynde for ham og hans hustru, Drusilla (datter af Herodes Agrippa I), om Kristus og om retfærdighed, selvbeherskelse og den kommende dom. Dette forskrækkede Felix, og han sendte Paulus bort. Senere sendte han imidlertid ofte bud efter apostelen, idet han forgæves håbede på at modtage bestikkelse. Felix vidste godt at Paulus var uskyldig. Men da han to år senere blev afløst af Porkius Festus, efterlod han ikke desto mindre Paulus bundet i håb om at opnå jødernes gunst.
14. Hvilken juridisk ret benyttede Paulus sig af da han blev fremstillet for Festus, og hvilken parallel har vi hertil i nutiden?
14 Paulus holdt også en frimodig forsvarstale over for Festus. (25:1-12) Hvis apostelen havde begået noget der fortjente døden, vægrede han sig ikke ved at dø, men ingen kunne som en gunstbevisning udlevere ham til jøderne. „Jeg appellerer til kejseren!“ sagde Paulus, idet han benyttede sig af romerske borgeres ret til at få deres sag prøvet i Rom (på daværende tidspunkt for kejser Nero). Appellen blev imødekommet, og Paulus kom derved som forudsagt til at „vidne i Rom“. (Apostelgerninger 23:11) Jehovas vidner benytter sig også i dag af muligheden for „at forsvare og juridisk stadfæste den gode nyhed“. — Filipperne 1:7.
15. (a) Hvilken profeti gik i opfyldelse da Paulus blev fremstillet for kong Agrippa og kejseren? (b) Hvordan havde Saulus ’sparket imod pigkæppens stik’?
15 Kong Herodes Agrippa II fra det nordlige Judæa og hans søster Berenike (med hvem han levede i blodskam) hørte på Paulus da han aflagde besøg hos Festus i Cæsarea. (25:13–26:23) Ved at forkynde for Agrippa og kejseren opfyldte Paulus profetien om at han ville bære Herrens navn ud til konger. (Apostelgerninger 9:15) Da han fortalte Agrippa hvad der var sket på vejen til Damaskus, bemærkede Paulus at Jesus havde sagt: „Det vil blive hårdt for dig at blive ved med at sparke imod pigkæppens stik.“ Ligesom en okse skader sig selv hvis den stædigt stritter imod en pigkæps stik, sådan havde Saulus skadet sig selv ved at forfølge Jesu disciple der havde Guds støtte.
16. Hvordan reagerede Festus og Agrippa på Paulus’ forkyndelse?
16 Hvordan reagerede Festus og Agrippa? (26:24-32) Da Festus ikke kunne forstå opstandelsen og samtidig var forbløffet over Paulus’ overbevisning, sagde han: „Den megen lærdom driver dig til vanvid!“ Også i dag er der nogle der betragter Jehovas vidner som vanvittige, skønt de egentlig blot, ligesom Paulus, „fremsætter udtalelser af sandhed og af et sundt sind“. „På kort tid kunne du overtale mig til at blive en kristen,“ sagde Agrippa, hvorefter han sluttede afhøringen. Han indrømmede dog at Paulus kunne være blevet løsladt hvis ikke han havde appelleret til kejseren.
I farer på havet
17. Beskriv de farer Paulus blev udsat for på havet under sin rejse til Rom.
17 På rejsen til Rom blev Paulus udsat for „farer på havet“. (2 Korinther 11:24-27) En centurion ved navn Julius havde ansvaret for fangerne der skulle sejles fra Cæsarea til Rom. (27:1-26) Da deres skib lagde til i Zidon, fik Paulus lov til at besøge sine trosfæller dér, som opmuntrede ham åndeligt. (Jævnfør Tredje Johannesbrev 14.) I Myra i Lilleasien fik Julius fangerne om bord i et skib med korn som skulle til Italien. Til trods for kraftig modvind kom de til Gode Havne i nærheden af den kretiske by Lasæa. På turen herfra til Føniks blev skibet revet med af en nordøstenstorm. Af frygt for at løbe på grund på sandbankerne i Syrten ved Nordafrikas kyst, firede man sejlene ned. Der var reb om skibets skrog for at det ikke skulle gå op i sammenføjningerne. Da stormen fortsat hærgede, lettede de næste dag skibet ved at kaste noget af lasten over bord. Den tredje dag kastede de bådens takkelage (master og ræer med tilhørende tovværk) i havet. Da alt håb syntes ude, viste en engel sig for Paulus og fortalte ham at han ikke skulle være bange, for han skulle komme til at stå for kejseren. De rejsende må have følt sig lettede da apostelen forsikrede dem om at alle ville strande på en ø.
18. Hvad skete der til sidst med Paulus og dem han rejste sammen med?
18 De rejsende overlevede virkelig. (27:27-44) Ved midnatstid den fjortende dag mente sømændene at de nærmede sig land. Dette blev bekræftet da de loddede dybden, og de kastede da anker for at undgå at strande på klipperne. På Paulus’ opfordring tog alle 276 ombordværende føde til sig. Derefter lettede de skibet ved at kaste hveden over bord. Ved daggry kappede sømændene ankrene, løste årerne, og hejste forsejlet for vinden. Skibet strandede på en revle og agterstavnen begyndte at blive slået i stykker. Det lykkedes dog alle at komme sikkert i land.
19. Hvad skete der med Paulus på Malta, og hvad gjorde han for andre dér?
19 Våde og forkomne fandt de skibbrudne ud af at de befandt sig på øen Malta, hvor indbyggerne viste dem „usædvanlig menneskekærlighed“. (28:1-16) Da Paulus lagde brænde på et bål, fik varmen en slange som havde ligget i dvale til at vågne op, og den bed sig fast i hans hånd. (I dag findes der ingen giftslanger på Malta, men Bibelen siger klart at der virkelig var tale om ’et giftigt dyr’.) Malteserne troede at Paulus var en morder som „den hævnende retfærdighed“ ikke ville lade leve, men da han ikke faldt død om eller svulmede op af betændelse, sagde de at han var en gud. Senere helbredte Paulus mange, deriblandt faderen til Maltas øverste embedsmand, Publius. Tre måneder senere rejste Paulus, Lukas og Aristarkus videre med et skib der havde „Zeus’ sønner“ (tvillingeguderne Castor og Pollux, som var de søfarendes skytsguder) som galionsfigur. Efter at være gået i land i Puteoli drog Julius videre med sine fanger. Da nogle kristne fra Rom kom ud for at møde dem ved Appius’ Torv og De Tre Kroer, der lå på Via Appia, takkede Paulus Gud og fattede mod. Da de omsider nåede Rom, fik Paulus lov til at bo for sig selv, men blev bevogtet af en soldat.
Forkynd fortsat Jehovas rige!
20. Hvad holdt Paulus travlt beskæftiget mens han befandt sig i sin bolig i Rom?
20 Paulus forkyndte frimodigt om Jehovas rige i sin bolig i Rom. (28:17-31) Til nogle førende jøder sagde han: „Det er på grund af Israels håb at jeg har denne lænke om mig.“ Dette håb indbefattede at man anerkendte Messias, noget vi også må være villige til at lide for. (Filipperne 1:29) De fleste af disse jøder troede ikke, men mange ikkejøder og en jødisk rest havde den rette hjerteindstilling. (Esajas 6:9, 10) I to år (omkring år 59-61) tog Paulus imod alle som kom til ham, og „forkyndte Guds rige for dem og underviste i det der vedrører Herren Jesus Kristus med den største frimodighed, uden at blive hindret“.
21. Hvilket eksempel satte Paulus lige til afslutningen af sit jordiske liv?
21 Nero frikendte tilsyneladende Paulus og løslod ham. Derefter gik apostelen atter i gang med sit arbejde sammen med Timoteus og Titus. Han blev imidlertid atter fængslet i Rom (omkring år 65) og led sandsynligvis martyrdøden for Neros hånd. (2 Timoteus 4:6-8) Lige til det sidste satte Paulus et godt eksempel som en modig forkynder af Riget. Måtte alle der har indviet sig til Gud lægge den samme ånd for dagen her i de sidste dage, idet de frimodigt forkynder Jehovas rige!
Hvad vil du svare?
◻ Hvilken oplæring gav Paulus de ældste fra Efesus?
◻ Hvordan satte Paulus et godt eksempel med hensyn til at underkaste sig Guds vilje?
◻ Er Jehovas vidner i dag blevet udsat for pøbeloptøjer, ligesom Paulus blev det?
◻ Hvilken juridisk ret benyttede Paulus sig af da han blev fremstillet for landshøvdingen Festus, og hvilken nutidig parallel findes hertil?
◻ Hvad holdt Paulus travlt beskæftiget mens han befandt sig i sin bolig i Rom, og hvilket eksempel satte han derved?