GARNISON
Det hebraiske ord netsīvʹ kan betegne en troppestyrke med fast ophold ved et militært anlæg. Det beslægtede hebraiske ord matstsavʹ (forpost) har en tilsvarende betydning. — 1Sa 13:23; 14:1, 4, 6, 11, 12, 15; 2Sa 23:14.
Filistrene havde garnisoner på israelitisk område i Sauls og Davids regeringstid. (1Sa 10:5; 13:3, 4; 1Kr 11:16) Da David havde besejret Aram og Edom, oprettede han garnisoner på deres områder for at hindre opstande. (2Sa 8:6, 14; 1Kr 18:13) For at bevare freden og sikkerheden i landet anbragte Josafat garnisoner i Juda og i de byer som Asa havde indtaget i Efraim. (2Kr 17:1, 2) En sådan militærstyrkes tilstedeværelse bidrog væsentligt til at bevare roen og beskytte kongens interesser i områder hvor de lokale beboere kunne tænkes at ville gøre oprør.
I det 1. århundrede e.v.t. var der en romersk garnison i Jerusalem. Soldaterne havde kvarter i Antoniaborgen, der lå ved siden af tempelområdet. Da en skare jøder trak Paulus uden for templet og søgte at dræbe ham, kom soldater fra garnisonen til stede tidsnok til at redde ham. (Apg 21:31, 32) Under de jødiske højtider blev denne garnison udvidet med ekstra mandskab. — Se ANTONIA.