EN PØBELSVÆRM griber en forsvarsløs mand og begynder at slå løs på ham. Han fortjener at dø, mener de. Men netop i det kritiske øjeblik kommer nogle soldater til undsætning og får manden befriet. Manden er apostelen Paulus. Hans angribere er jøder der er stærkt imod Paulus’ forkyndelse og anklager ham for at vanhellige templet. Hans befriere er romere, anført af deres øverstbefalende, Claudius Lysias. I forvirringen bliver Paulus arresteret, mistænkt for at være en forbryder.

De sidste syv kapitler i bogen Apostelgerninger fortæller om de begivenheder der tog deres begyndelse med denne arrestation. Hvis vi har kendskab til Paulus’ juridiske stilling, de anklager man rettede mod ham, og det han fremførte til sit forsvar, og vi véd lidt om romersk retspraksis, vil vi bedre forstå disse kapitler.

Claudius Lysias’ pligter bestod blandt andet i at opretholde ro og orden i Jerusalem. Hans overordnede, den romerske landshøvding i Judæa, boede i Cæsarea. Lysias’ indgriben i Paulus’ tilfælde kan opfattes dels som en handling til beskyttelse af en person mod vold og dels som en tilbageholdelse af en fredsforstyrrer. Jødernes angreb på Paulus fik Lysias til at føre ham ind i soldaternes kvarter i Antoniaborgen. — Apostelgerninger 21:27–22:24.