FRI, FRIGIVEN

Under det romerske styre blev en træl som fik sin frihed, kaldt „en frigiven“ (gr.: apeleuʹtheros), mens den der var „fri“ (gr.: eleuʹtheros), var fri fra fødselen og havde fuld borgerret, som for eksempel apostelen Paulus. — Apg 22:28.

Når en træl blev frigivet officielt, fik han automatisk romersk borgerret, men han kunne ikke vælges til et politisk embede. Det kunne hans efterkommere dog i anden eller i det mindste tredje generation. En træl der blev frigivet uofficielt, opnåede ikke borgerret, kun frihed. — Se BORGER, BORGERRET.

Eftersom den frigivne blev betragtet som en del af sin tidligere herres familie, påhvilede der de to parter en gensidig forpligtelse. Den frigivne kunne enten blive i hjemmet og i sin tidligere herres tjeneste, eller han kunne modtage et jordstykke og en sum penge der gjorde det muligt for ham at komme i gang med at forsørge sig selv. Når en frigiven træl døde, begravede hans tidligere herre ham i familiens gravsted, tog sig af de overlevende mindreårige børn og arvede den afdødes ejendom hvis der ingen arvinger var. På den anden side krævede loven at en frigiven træl skulle hjælpe sin tidligere herre hvis denne kom i økonomiske vanskeligheder. Men en tidligere herres rettigheder i forholdet til den frigivne træl kunne ikke overtages af herrens arvinger.

Nogle mener at de der tilhørte „den synagoge der kaldes De Frigivnes [ordr.: ’Libertinernes’]“, var jøder som var blevet taget til fange af romerne og senere givet fri. Andre mener at det var frigivne slaver som var gået over til jødedommen. Ifølge den armenske oversættelses læsemåde var de „libyere“. — Apg 6:9.

Som det fremgår af Bibelen, er en kristen der er træl for en jordisk herre, Kristi „frigivne“, idet vedkommende er udfriet fra trældom under synd og død, mens en kristen der i legemlig forstand er „fri“, er en Guds og Jesu Kristi træl og forpligtet til at adlyde deres bud, eftersom vedkommende er købt for en pris, nemlig Jesu dyrebare blod. Dette viser at for mennesker er frihed altid noget relativt, aldrig noget absolut. Derfor er der i den kristne menighed, set med Guds øjne, ingen forskel mellem træl og fri. Den frihed som den kristne ejer, giver imidlertid ikke vedkommende ret til at bruge denne frihed som et dække for slethed. — 1Kor 7:22, 23; Ga 3:28; He 2:14, 15; 1Pe 1:18, 19; 2:16.