¹⁷ Nogle af de tilstedeværende var rystede – ikke over at Paulus blev slået, men over hans måde at reagere på! De sagde irettesættende: “Fornærmer du Guds ypperstepræst?” Paulus viste straks ydmyghed og respekt for Loven og sagde: “Brødre, jeg vidste ikke at han var ypperstepræst. Der står jo skrevet: ‘Du må ikke tale nedsættende om en af dit folks ledere.’”d (Ap.G. 23:4, 5; 2. Mos. 22:28) Paulus ændrede nu taktik. Med tanke på at Sanhedrinet bestod af farisæere og saddukæere, sagde han: “Brødre, jeg er farisæer, søn af farisæere. Jeg står anklaget på grund af håbet om de dødes opstandelse.” – Ap.G. 23:6.

18. Hvorfor omtalte Paulus sig selv som farisæer, og hvordan kan vi bruge en lignende fremgangsmåde?

¹⁸ Hvorfor omtalte Paulus sig selv som farisæer? Fordi han var “søn af farisæere”, altså kom fra en familie der tilhørte den sekt. Mange ville derfor stadig betragte ham som farisæer.e Men farisæerne troede jo at sjælen levede videre efter døden, og at de retfærdiges sjæle ville komme til live igen i en menneskekrop. Det troede Paulus ikke på. Han troede på den opstandelse som Jesus havde undervist i. (Joh. 5:25-29) Så hvordan kunne Paulus indikere at han havde noget tilfælles med farisæerne? Jo, Paulus var enig med farisæerne i at der var håb om et liv efter døden – i modsætning til saddukæerne, der ikke troede på et fremtidigt liv. Vi kan måske bruge en lignende fremgangsmåde når vi taler med nogle der har en religiøs baggrund. De tror måske nok på deres egen gud mens vi tror på Bibelens Gud, men i hvert fald er vi enige om at der findes en Gud.