OPRØR
Det at sætte sig op imod eller at tilsidesætte en overordnet myndighed. Nogle af de væsentligste årsager til oprør er stolthed, selviskhed, ydre pres, utilfredshed med en overordnets afgørelse og ønsket om at gøre sig fri af en virkelig eller indbildt undertrykkelse.
Tidligt i historien. Oprøret mod Gud begyndte i det usynlige domæne. En åndeskabning der senere blev kendt som Satan Djævelen, forsøgte gennem en slange at få den første kvinde, Eva, til at gøre oprør mod sin Skaber. Han fremstillede oprøret som noget der var attråværdigt, noget der ville føre til oplysning for hende. Eva gav efter for et selvisk ønske om at „blive som Gud“ og selv at kunne afgøre hvad der var godt, og hvad der var ondt, i stedet for at skulle rette sig efter Guds afgørelse i denne henseende. (Se TRÆER [Brugt billedligt].) Ud fra den opfattelse at hun blev forholdt noget som hun nu mente rettelig tilkom hende, valgte hun at overtræde Guds bud. Senere gav hendes mand, Adam, efter for hendes pres og gik med hende i oprøret. Han gjorde det ikke fordi han var blevet forledt til at tro at slangen havde talt sandt, men øjensynlig fordi han selvisk valgte sin syndige hustrus selskab i stedet for Guds godkendelse. — 1Mo 3:1-6; 1Ti 2:14.
I de efterfølgende århundreder ønskede de fleste mennesker tilsyneladende ikke at underkaste sig Gud. I de mere end 926 år der gik fra Abels død til Noas fødsel, var Enok den eneste om hvem det udtrykkeligt siges at han vandrede med Gud. (1Mo 5:22) Oprøret bredte sig også i himmelen. På Noas tid var der engle som ulydigt, i et ønske om sanselig nydelse, forlod deres bolig i himmelen, materialiserede sig i menneskelegemer, giftede sig med kvinder på jorden og fik afkom med dem. — 1Mo 6:4; 1Pe 3:19, 20; 2Pe 2:4, 5; Jud 6.
På Noas tid var menneskeheden så gennemtrængt af oprørets ånd at Jehova Gud besluttede at tilintetgøre menneskeslægten ved hjælp af en vandflod. Kun Noa og hans nærmeste familie, otte mennesker i alt, blev fundet værdige til at overleve. — 1Mo 6:5-8; 7:13, 23.
I Israel. Mange år senere begyndte Jehova at tage sig særligt af Israels folk. Alligevel skete det gang på gang gennem hele Israels historie at enkeltpersoner, grupper eller folket som helhed satte sig op imod Jehova og mod dem der repræsenterede ham. I nogle tilfælde var de der handlede opsætsigt, ikke vedvarende oprørske. Moses og Aron tjente for eksempel Jehova trofast i mange år, men ved en lejlighed da de var hårdt presset af de knurrende israelitter, mistede de selvbeherskelsen og undlod opsætsigt at give Gud æren for en mirakuløs tilvejebringelse af vand. (4Mo 20:12, 24; 27:13, 14) Men folket som helhed var så gennemgående opsætsigt at det i Ezekiel 44:6 ligefrem betegnes med navnet „Opsætsighed“, som om folket var blevet den personificerede opsætsighed.
Jehova Gud lod ikke denne opsætsighed være ustraffet. (1Sa 12:15; 15:23; 1Kg 13:21, 22, 26; Sl 5:10; Es 1:20; 63:10; Jer 4:16-18; Ez 20:21; Ho 13:16) Hans lov krævede dødsstraf for vedvarende opsætsighed mod forældre. (5Mo 21:18-21) Han fuldbyrdede selv dødsstraffene over de stolte og ærgerrige mænd Kora, Datan og Abiram og dem der sluttede sig til dem i oprøret mod Moses og Aron, som var indsat til at repræsentere Gud. Da israelitterne derefter bestred retmæssigheden af denne domseksekvering og satte sig op imod Moses og Aron, mistede yderligere 14.700 livet ved en plage fra Jehova. (4Mo 16:1-3, 25-50) Jehova benyttede ofte andre nationer til at straffe israelitterne når de gav efter for presset til at være som de omboende nationer og opsætsigt forlod den sande tilbedelse. — Dom 2:3, 11-16; 3:4, 5; Ne 9:26, 27.
Kong Zedekias’ oprør. Da kong Nebukadnezar gjorde kong Zedekias af Juda til sin vasal, sluttede han en pagt med ham i Jehovas navn. Da Zedekias gjorde oprør mod Nebukadnezar for at kaste fremmedherredømmets åg af sig, gjorde han derfor også oprør mod Jehova, i hvis navn han havde forpligtet sig til at være en loyal vasalkonge. På grund af dette oprør bestemte Jehova at Zedekias skulle dø som fange i Babylon. — 2Kg 24:17-20; 2Kr 36:11-21; Ez 17:12-18.
Blandt de kristne. Også blandt de kristne har der været tilfælde af opsætsighed eller oprør. Apostelen Paulus forudsagde et frafald eller oprør blandt dem der bekendte sig til kristendommen (2Ts 2:3), og allerede på hans tid fandtes der nogle frafaldne. (1Ti 1:19, 20; 2Ti 2:16-19) Disciplen Judas skrev om nogle som spottede ’sådanne som var herlige’, i den kristne menighed. Da deres skæbne var vis, omtalte Judas deres tilintetgørelse som om den allerede havde fundet sted, idet han sagde: „[De] er gået til grunde ved Koras oprørske tale!“ — Jud 8, 11; se FRAFALD.
Rigtigt at underordne sig øvrigheden. I stedet for at gøre oprør må de der som Kristi disciple ønsker at opnå Guds godkendelse, være lydige mod dem der fører an i menigheden (He 13:17), og mod myndighederne uden for menigheden. (Tit 3:1, 2) Oprør mod de verdslige myndigheder er i virkeligheden oprør mod Gud, for myndighederne eksisterer med Guds tilladelse, og det er hans vilje at de kristne underordner sig dem så længe deres krav ikke strider mod hans lov. — Ro 13:1-7; Apg 5:29.
Ifølge romersk lov var der dødsstraf for at tilskynde til eller deltage i oprør. Byskriveren i Efesus gjorde den ophidsede folkemængde opmærksom på hvilken fare den udsatte sig for, idet han sagde: „Vi er jo nemlig i fare for at blive anklaget for oprør i anledning af det der er sket i dag, idet der ikke er en eneste grund som sætter os i stand til at give en forklaring på dette opløb.“ (Apg 19:40) Af samme grund var det en meget alvorlig anklage som Tertullus rettede mod Paulus over for den romerske landshøvding Felix — at han var „en oprørsstifter blandt alle jøderne“. Hvis Paulus var blevet fundet skyldig, ville han være blevet straffet med døden. — Apg 24:5.