Ypperstepræsten Ananias, jødernes ældste og en vis Tertullus anklagede formelt Paulus over for Felix. De fremførte at han var „en pest og en oprørsstifter blandt alle jøderne“, og hævdede at han var „anfører for nazaræernes sekt“ og havde „forsøgt at vanhellige templet“. — Apostelgerninger 24:1-6.

Ypperstepræsten Ananias, jødernes ældste og en vis Tertullus anklagede formelt Paulus over for Felix. De fremførte at han var „en pest og en oprørsstifter blandt alle jøderne“, og hævdede at han var „anfører for nazaræernes sekt“ og havde „forsøgt at vanhellige templet“. — Apostelgerninger 24:1-6.

Et af jødernes argumenter var at det Paulus forkyndte, ikke var jødedommens lære, som var en religio licita, en „tilladt religion“, men snarere var lovstridig, ja, ligefrem statsfjendtlig.

De hævdede også at Paulus var „en oprørsstifter blandt alle jøderne på hele den beboede jord“. (Apostelgerninger 24:5) Kejser Claudius havde kort forinden anklaget jøderne i Alexandria for at „anstifte oprør og være en pest i hele verden“. Ligheden er slående. „Det var netop en sådan anklage man ville rette mod en jøde under Claudius’ principat eller i begyndelsen af Neros regering,“ siger historikeren A.N. Sherwin-White. „Jøderne søgte at indgive landshøvdingen den opfattelse at Paulus’ forkyndelse ville blive årsag til uroligheder blandt den jødiske befolkning i Romerriget. De vidste at landshøvdingerne ikke gerne dømte nogen udelukkende på grundlag af en religiøs anklage, og de søgte derfor at give den religiøse anklage en politisk drejning.“