DÆMON

En usynlig ond åndeskabning med overmenneskelige kræfter. Det almindelige græske ord for dæmon (daiʹmōn) forekommer kun én gang i De Kristne Græske Skrifter, i Mattæus 8:31; ellers bruges ordet daimoʹnion. I nogle tilfælde anvendes det græske ord for „ånd“, pneuʹma, om onde ånder, dæmoner. (Mt 8:16) Det bruges især i forbindelse med tillægsord som ’ond’, ’uren’, ’stum’ og ’døv’. — Lu 7:21; Mt 10:1; Mr 9:17, 25; se ÅND (Åndevæsener).

Dæmonerne blev ikke skabt af Gud som dæmoner. Den første der gjorde sig selv til en dæmon, var Satan Djævelen (se SATAN), der blev hersker over andre himmelske gudssønner som også gjorde sig selv til dæmoner. (Mt 12:24, 26) På Noas tid materialiserede disse ulydige engle sig, ægtede menneskedøtre og avlede et bastardafkom, kaldet nefilim (se NEFILIM), hvorefter de dematerialiserede sig da Vandfloden kom. (1Mo 6:1-4) Men da de vendte tilbage til åndeverdenen, fik de ikke deres oprindelige, ophøjede stillinger tilbage, for der siges i Judas 6: „De engle som ikke bevarede deres oprindelige stilling men forlod deres egen bolig, har han holdt forvaret med evige lænker under tæt mørke til dommen på den store dag.“ (1Pe 3:19, 20) Deres virksomhed er altså nu begrænset, idet den må foregå i denne tilstand af tæt åndeligt mørke. (2Pe 2:4) Skønt de øjensynlig er forhindrede i at materialisere sig, har de dog stadig stor magt og kan øve indflydelse på menneskers sind og liv, idet de endog kan gå ind i og besætte både mennesker og dyr og, som kendsgerningerne viser, kan gøre brug af livløse ting som huse, feticher og amuletter. — Mt 12:43-45; Lu 8:27-33; se DÆMONBESÆTTELSE.

Al denne dæmoniske virksomhed tager sigte på at vende mennesker bort fra Jehova og den sande tilbedelse af ham. Ifølge Jehovas lov var enhver form for dæmonisme derfor strengt forbudt. (5Mo 18:10-12) De egensindige israelitter kom imidlertid så langt på afveje at de ofrede deres sønner og døtre til dæmonerne. (Sl 106:37; 5Mo 32:17; 2Kr 11:15) På Jesu tid var dæmonernes indflydelse meget udbredt, og nogle af hans største mirakler bestod i at uddrive onde ånder af besatte mennesker. (Mt 8:31, 32; 9:33, 34; Mr 1:39; 7:26-30; Lu 8:2; 13:32) Jesus gav sine 12 apostle og de 70 han udsendte, den samme magt, sådan at de i hans navn også kunne uddrive dæmoner. — Mt 10:8; Mr 3:14, 15; 6:13; Lu 9:1; 10:17.

Dæmonernes indflydelse på menneskenes anliggender er ikke mindre åbenbar i dag. Det gælder stadig at „det som folk fra nationerne ofrer, ofrer de til dæmoner“. (1Kor 10:20) I Bibelens sidste bog, den „åbenbaring ved Jesus Kristus, som Gud gav ham for at vise sine trælle det der snart skal ske“, advares der profetisk om øget dæmonisk virksomhed på jorden. (Åb 1:1) „Så blev den store drage kastet ned, slangen fra fortiden, der kaldes Djævelen og Satan, som vildleder hele den beboede jord; han blev kastet ned til jorden, og hans engle [dæmoner] blev kastet ned sammen med ham. Derfor . . . Ve jorden og havet, for Djævelen er kommet ned til jer og har stor harme, da han ved at han kun har en kort tidsperiode.“ (Åb 12:9, 12) Urene inspirerede udtalelser der ser ud ligesom frøer, „er i virkeligheden udtalelser inspireret af dæmoner og gør tegn, og de går ud til kongerne på hele den beboede jord for at samle dem til krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. — Åb 16:13, 14.

De kristne må derfor kæmpe en hård kamp mod disse usynlige onde ånder. I sin argumentation for at tro alene ikke er nok, siger Jakob: „Du tror der er én Gud, ikke sandt? Det gør du vel i. Dog, dæmonerne tror også — og gyser.“ (Jak 2:19) Og Paulus advarede: „I senere tidsperioder vil nogle falde fra troen, idet de agter på vildledende inspirerede udtalelser og dæmoners lærdomme.“ (1Ti 4:1) Man kan ikke spise ved Jehovas bord og samtidig ved dæmonernes bord. (1Kor 10:21) De troende må derfor kæmpe en hård kamp mod Djævelen og hans dæmoner, „imod verdensherskerne i dette mørke, imod ondskabens åndemagter i det himmelske“. — Ef 6:12.

Hvad forstod de grækere som Paulus forkyndte for, ved dæmoner?

Den bibelske brug af ordet „dæmon“ er snæver og specifik i sammenligning med de antikke filosoffers opfattelse og ordets brug og betydning i klassisk græsk. Herom siger Theological Dictionary of the New Testament, redigeret af G. Kittel (bd. II, s. 8): „Betydningen af dette adjektiv [daimoʹnios] viser tydeligt den græske dæmonopfattelses egenart, for det betegner alt hvad der ligger uden for den menneskelige formåen, og som således må tilskrives højere magters mellemkomst, det være sig gode som onde. [To daimoʹnion] må hos førkristne forfattere tillægges betydningen ’guddommelig’.“ (Oversat til engelsk og redigeret af G. Bromiley, 1971) Under en ordveksling med Paulus drog nogle af de epikuræiske og de stoiske filosoffer denne slutning: „Han synes at være en som forkynder fremmede guddomme [gr.: daimoniʹōn].“ — Apg 17:18.

Da Paulus talte til athenerne, brugte han en sammensætning med det græske ord daiʹmōn idet han sagde: „Jeg ser at I i alle henseender synes at have større frygt for guderne [gr.: deisidaimonesteʹrous] end andre har [lat. Vulgata: ’at være mere overtroiske end andre’].“ (Apg 17:22) F. F. Bruce siger om dette sammensatte ord: „Sammenhængen må afgøre om ordet er brugt i positiv eller negativ betydning. Det var i virkeligheden lige så upræcist som ’religiøs’ på engelsk, og her oversætter man det bedst med ’meget religiøse’. Men ordet ’overtroiske’ i AV [King James-oversættelsen] er ikke helt ved siden af; set med Paulus’ øjne byggede det meste af deres religion på overtro, og det samme gjorde den, om end af andre grunde, set med epikuræernes øjne.“ — The Acts of the Apostles, 1970, s. 335.

Da Festus talte med kong Herodes Agrippa II, sagde han at jøderne havde nogle stridigheder med Paulus om deres „gudsdyrkelse [gr.: deisidaimoniʹas; lat. Vulgata: ’overtro’]“. (Apg 25:19) F. F. Bruce bemærker at dette græske ord „mindre høfligt kunne gengives med ’overtro’ (som i AV). Det tilsvarende tillægsord forekommer lige så dobbelttydigt i [Apostelgerninger] 17:22.“ — Commentary on the Book of the Acts, 1971, s. 483.

Se også BUKKELIGNENDE DÆMON.