MALTA

(Malʹta).

En ø i Middelhavet, ca. 100 km syd for Sicilien, med et flademål på omkring 246 km². Apostelen Paulus led skibbrud på denne ø, hvorefter han blev der i tre måneder og blandt andet helbredte Publius’ fader og andre syge. — Apg 28:1, 7-9, 11.

Nogle har før i tiden forbundet det græske ord der gengives „Malta“ (Meliʹtē), med øen Mljet (eller, på italiensk, Meleda) som ligger ud for Balkanhalvøens kyst, fordi denne ø i oldtiden blev kaldt Melita. Men både traditionen og de bibelske vidnesbyrd peger på at Paulus led skibbrud på Malta. Betegnelsen „Adriaterhavet“, der bruges om det hav båden sejlede på da den nærmede sig øen, blev dengang også brugt til at betegne den del af Middelhavet der ligger øst for Sicilien og vest for Kreta. Det kunne derfor siges at Malta lå ud til dette hav. — Apg 27:27.

Paulus’ skibbrud. Nogen tid efter forsoningsdagen (i september eller oktober) sejlede det skib Paulus befandt sig på som fange, ud fra den kretiske havn Gode Havne og blev revet med af en orkanagtig vind, Eurakvilo, der åbenbart kom fra østnordøst. Den drev skibet væk fra Kretas kyst mod Kauda, og besætningen frygtede at skibet skulle løbe på grund i „Syrten“, en havbugt på Afrikas nordkyst med forræderiske revler og sandbanker. (Apg 27:8, 9, 13-17) En vind fra østnordøst kunne ikke have fået skibet til at drive imod Mljet, ca. 1000 km nordnordvest for Kauda. Efter at have drevet rundt i omkring to uger nærmede skibet sig Malta, ca. 870 km vestnordvest for Kauda. — Apg 27:33; se EURAKVILO.

På en vestnordvestlig kurs kunne skibet have nået til den bugt der i dag kaldes St. Paul’s Bay, på Maltas nordøstkyst uden først at berøre øens kyster andre steder. Måske hørte sømændene med deres trænede ører bølgerne brydes mod forbjerget Koura, der skyder sig ud i Middelhavet ved bugtens østlige ende, og begyndte da at formode at de var ved at nærme sig noget land. De dybder de loddede, først „tyve favne“ og derefter „femten favne“ (en favn regnes som regel lig med ca. 1,8 m), svarer i det store og hele til de dybder man loddede i St. Paul’s Bay midt i det 19. århundrede. — Apg 27:27, 28.

Muligvis fordi sømændene plejede at anløbe Malta et andet sted, genkendte de ikke landet, selv efter at det var blevet lyst. Øens største og bedst kendte havn er Valletta, der ligger ca. 13 km sydøst for St. Paul’s Bay. — Apg 27:39.

I den vestlige ende af St. Paul’s Bay er der to små vige. Det var sandsynligvis i en af disse at sømændene håbede at „sætte båden på grund“. Det lykkedes dog ikke fordi de (som der står i den græske tekst) ’var faldet omkring [dvs. kommet ind] på et sted med to have’. Dette kan betyde at skibet ramte „et sted hvor to have mødtes“ (AS) eller „en revle med hav på begge sider“. (NV) Det er også muligt at skibet blev fanget mellem tværgående strømme og løb på grund. (Jf. JB, NE, Se.) Forstavnen borede sig uhjælpeligt fast, måske i den mudder- og lerbund der visse steder i St. Paul’s Bay ligger tre favne under havoverfladen, mens agterstavnen begyndte at blive slået i stykker af bølgerne. — Apg 27:39-41.

Paulus på Malta. Nu besluttede soldaterne at dræbe Paulus og de andre fanger. Dette kan have været på grund af den strenge romerske militærdisciplin, der holdt fangevogtere ansvarlige for undslupne fanger. (Jf. Apg 12:19; 16:27.) Men da centurionen på Paulus’ foranledning holdt soldaterne tilbage, overlevede alle 276 ombordværende skibbruddet, enten ved at svømme i land eller ved at flyde derind på planker eller vragdele fra båden. — Apg 27:37, 42-44.

Øens indbyggere, som ikke talte græsk, viste de skibbrudne en usædvanlig menneskekærlighed. De tændte et bål så de kunne varme sig. Da Paulus lagde et bundt grene på ilden, kom en giftslange ud og bed sig fast i hans hånd. Forbløffede over at Paulus ikke svulmede op eller faldt død om, begyndte Maltas indbyggere at betragte ham som en gud. — Apg 28:1-6.

I dag er ingen giftslanger naturligt hjemmehørende på Malta. Der er sket store forandringer siden det 1. århundrede. Malta er nu en af verdens tættest befolkede øer, med ca. 1150 indbyggere pr. km² (1993). På Paulus’ tid kan den have været delvis dækket af store skovområder. Befolkningstilvæksten må have begrænset de vilde dyrs levesteder mærkbart, og dette kan meget vel være årsagen til at der ikke længere findes giftslanger på øen. (Den samme udvikling er set på øen Arran ud for Skotlands sydvestlige kyst.) Så sent som i 1853 blev en giftslange dog efter sigende set i nærheden af St. Paul’s Bay.