Giv ikke op med hensyn til at gøre det der er rigtigt
„Lad os ikke give op med hensyn til at gøre det der er rigtigt, for til sin tid skal vi høste hvis vi ikke giver tabt.“ — GALATERNE 6:9.
1. Hvilken befaling gav Jesus sine disciple?
KRISTNE har fået en klar befaling til at udføre en tjeneste som en del af deres tilbedelse: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem . . ., og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning.“ (Mattæus 28:19, 20) Det var Jesus Kristus selv der med disse ord gav sine disciple den opgave at undervise mennesker overalt på jorden.
2. (a) Hvad viser at det er vigtigt at gøre disciple? (b) Hvilke formål tjener forkyndelsen?
2 Denne befaling til at undervise var en af de sidste Jesus gav sine første disciple før han steg op til himmelen. At det var hans sidste befaling betød ikke at den var mindre vigtig, for ved at følge denne befaling vil man frelse menneskeliv. (1 Timoteus 4:16) Derfor er det rigtigt af os at tage del i denne tjeneste. Gennem vor bibelske forkyndelse underviser vi dem der gerne vil lytte til budskabet om Riget, og vi advarer dem der ’ikke tager imod os’. (Lukas 10:10, 11) Et af de sande kristnes kendetegn er derfor at de deltager i denne gerning, ligesom de adlyder alle Jesu andre befalinger. — Johannes 8:31.
3. (a) Hvordan reagerede Jesu disciple på hans eksempel og den befaling han gav dem? (b) Hvilken indstilling opdyrkede Jesus hos sine disciple?
3 Som den store lærer han var, satte Jesus et godt eksempel for sine disciple. Han underviste offentligt og gjorde disciple ved at ’forkynde den gode nyhed om riget’. (Mattæus 9:35) De nye disciple efterlignede ham ved selv at forkynde og gøre disciple, for en sand discipel er „en der antager en andens lære og er med til at udbrede den“. I begyndelsen forkyndte de kun for jøder og proselytter. Skønt Jesu disciple mødte modstand fulgte de hans befaling og fortsatte „uden ophør“ med at undervise „de bortkomne får af Israels hus“ indtil de første hedninger fik tro i år 36 e.v.t. (Mattæus 10:5, 6; Apostelgerninger 5:42) Det blev sagt om disciplene at de ’havde fyldt Jerusalem med deres lære’. (Apostelgerninger 5:28) De gav ikke op med hensyn til at gøre det der var rigtigt, men fuldførte trofast deres opgave.
„Marken er verden“
4. Med hvilken indstilling udførte Jesu disciple deres udvidede opgave?
4 Jesus gav udtryk for at der skulle forkyndes for „folk af alle nationerne“. (Mattæus 28:19) I en billedtale om såningen af Rigets sæd sagde han: „Marken er verden.“ (Mattæus 13:38) Kristne skulle altså være „vidner“ om ham overalt på jorden. De skulle igen gå „uden ophør“, denne gang „til jordens fjerneste egne“. (Apostelgerninger 1:8) Apostelen Paulus var „stærkt optaget af ordet“, og det har andre kristne ganske givet også været. — Apostelgerninger 18:5.
5. Hvoraf fremgår det at Jesus forventede at hans disciple var stærkt optaget af forkyndelsen helt frem til afslutningen på den nuværende tingenes ordning?
5 Jesus forventede at de kristne var stærkt optaget af forkyndelsesarbejdet helt frem til afslutningen på den nuværende tingenes ordning. Dette fremgår af det han forudsagde om den kristne tjeneste og dens udstrækning: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ — Mattæus 24:14.
6. Hvor længe skal der forkyndes om Riget, og hvordan vil dette påvirke vor indstilling til forkyndelsen?
6 Da Jesus befalede sine disciple at forkynde og gøre disciple overalt på jorden, vidste han at denne opgave en dag ville være fuldført, ligesom forkyndelsen for jøderne på et tidspunkt var fuldført. Men forkyndelsen vil virke efter hensigten, og først derefter „vil enden komme“, som Jesus sagde. Jehovas vidner vil derfor tillidsfuldt og med glæde udføre det arbejde de har fået tildelt, og bevidstheden om at der skal forkyndes lige til enden kommer, hjælper dem til at holde ud.
Hvordan arbejdet skal udføres
7. Hvad var temaet for Jesu og disciplenes forkyndelse?
7 Jesu første disciple viste stor begejstring da han befalede dem at gå ud og forkynde. Han lærte dem hvordan de skulle bære sig ad, og sagde blandt andet: „Mens I nu går, skal I forkynde og sige: ’Himlenes rige er kommet nær.’“ (Mattæus 10:7) Deres forkyndelse skulle altså have samme tema som Jesu forkyndelse. Deres budskab ville være en god nyhed for de retsindige. Holdt Jesus op med at forkynde da hans disciple begyndte? Nej. „Da nu Jesus var færdig med at give sine tolv disciple instruktioner, tog han af sted derfra for at undervise og forkynde i deres byer.“ — Mattæus 11:1.
8. (a) Hvor og hvordan skal forkyndere af Riget henvende sig til folk? (b) Hvorfor er det en god idé at opsøge folk i deres hjem? (c) Hvilke fordele er der ved at indlede besøget med en venlig hilsen og et smil?
8 Hvor og hvordan skulle disse forkyndere af Riget henvende sig til folk? Jesus sagde: „Når I går ind i huset, så hils på beboerne.“ (Mattæus 10:12) At vi opsøger folk i deres hjem for at forkynde den gode nyhed betyder at de så at sige er på hjemmebane når de skal tage stilling til budskabet. Vi bør indlede samtalen med en venlig hilsen og et smil — det hører til almindelig høflighed, og det kan give folk lyst til at tale med os selv om vi kommer uindbudt. (Jævnfør Mattæus 28:9; Lukas 1:28.) Vi bør lytte opmærksomt til folks svar — deres ord og tonefald kan fortælle os meget om deres indstilling, og når vi kender den vil det være lettere for os at afpasse vores fremholdelse af budskabet efter deres behov. — Jævnfør Apostelgerninger 22:1, 2; 23:6.
9. Hvad viser at ikke alle ville lytte til budskabet om Riget, og hvad skulle disciplene gøre når nogle ikke viste interesse?
9 Jesus gjorde sine disciple opmærksomme på at ikke alle i et distrikt ville lytte til den gode nyhed. Han sagde: „Hvor I kommer ind i en by eller landsby, dér skal I finde frem til hvem i den der fortjener det.“ Hvis alle ville tage imod budskabet om Riget, var der ingen grund til at bruge udtrykket „finde frem til“. Hvad skulle disciplene gøre når nogle ikke viste interesse for budskabet? „Hvor man ikke tager imod jer eller hører på jeres ord, dér skal I gå ud af det hus eller den by og ryste støvet af jeres fødder.“ De skulle altså fredeligt tage af sted og lade det være op til Jehova at dømme. — Mattæus 10:11, 14.
Situationen i dag
10. Hvad er der blevet sagt om Jehovas vidners forkyndelse?
10 I lydighed mod den befaling Jesus har givet alle kristne, forkynder Jehovas vidner budskabet om Riget overalt på jorden. En hollandsk journalist ved navn A. P. Wisse har i den forbindelse skrevet: „De adskiller sig fra alle andre. Denne forskel skyldes til dels deres nidkære forkyndelse. De betragter ikke den sande kristendom som en religion med katedraler, med sognebørn der har deres faste plads og hvis religion ikke kræver meget andet af dem end at de lytter. De taler med en frimodighed som Paulus’ til enhver der vil lytte.“ Vi kan tilføje at deres nidkære forkyndelse er blevet rigt velsignet af Jehova Gud.
11, 12. (a) Hvilke resultater har forkyndelsen givet inden for de senere år? (b) Hvad sker der med distriktet efterhånden som vores antal øges? (c) Hvilke spørgsmål rejses her?
11 Der er nu over 3.000.000 ivrige forkyndere i 210 lande. Antallet af nye disciple vokser fra dag til dag — inden for de sidste syv år er der blevet døbt 1.246.204. Det er åbenbart at Jehova velsigner den ihærdige indsats der gøres. (Esajas 60:8-10, 22) Mindst 40 lande og øer har nu et Jehovas vidne for hver 300 eller færre indbyggere — det svarer til én forkynder til cirka 100 husstande. I nogle menigheder i for eksempel Canada og Guadeloupe er forholdet ét Jehovas vidne til 45-50 mennesker i distriktet. Hver forkynder har altså kun omkring 15 husstande at besøge! Mange af disse distrikter gennemgås hver måned. Selv i lande hvor forholdstallet er højere, findes der bydistrikter som gennemgås meget ofte. Nogle distrikter i Sydkoreas hovedstad, Seoul, gennemgås hver femte dag! Efterhånden som vores antal vokser, og efterhånden som flere og flere bliver pionerer eller hjælpepionerer, vil vi besøge folk oftere og oftere. Er det et problem?
12 Det skal indrømmes at det giver problemer i nogle områder, både for os og for dem vi besøger. Disse problemer øges af at folk i mange lande bliver mere og mere ligegyldige. Resulterer dette i at vi, efterhånden som vi bliver flere, langsomt holder op med at „gøre det der er rigtigt“? Regner vi med at vores arbejde næsten er fuldført og at vi allerede har fundet frem til dem der er retsindige og vil blive disciple? Er du ved at køre træt? Er du ked af at blive ved med at besøge de samme uinteresserede mennesker? Hvordan kan vi være lige så flittige i forkyndelsen som vi hidtil har været?
Bevar den rigtige indstilling
13, 14. (a) Hvordan bør vi se på den situation at mange distrikter gennemgås ofte? (b) Hvorfor afskrækker det os ikke at nogle ikke vil høre på os? (c) Hvordan kan vi følge apostlenes eksempel når vi træffer mennesker der ikke er interesserede?
13 Løsningen beror hovedsagelig på vores egen indstilling som vidner for Jehova. Lad os først og fremmest altid se på de lyse sider. Efterhånden som vores arbejde kulminerer er det logisk at det højere antal forkyndere i forhold til befolkningstallet vil resultere i at distrikterne gennemgås oftere. Men er det ikke netop dét vi har bedt om? (2 Thessaloniker 3:1) Den nuværende situation skulle fryde os og overbevise os om at vi befinder os i forkyndelsesarbejdets sidste stadium! Riget forkyndes, som Jesus forudsagde. For dem der ikke vil ’høre på vore ord’, har vor forkyndelse dog det formål at tjene som en advarsel. Vi forkynder jo ikke kun den gode nyhed for at gøre disciple, men også „til et vidnesbyrd“. — Mattæus 10:14; 24:14.
14 Desuden kan vi forvente at flere og flere vil afvise budskabet om Riget efterhånden som enden nærmer sig. Det er forudsagt at det skulle være sådan, og både Jesu og Paulus’ erfaringer viste at nogle vil være „upåvirkelige“ og have et „uimodtageligt“ hjerte. Men vi må passe på at det ikke er os der lukker af! Selv de uinteresserede må vi besøge igen og igen, så de kan „høre og høre“. (Esajas 6:9-11; Mattæus 13:14, 15; Ordsprogene 10:21) Det kræver ganske vist mod at komme ofte hos nogle der ikke bryder sig om at få besøg af os. Men uanset hvordan situationen er i distriktet, bør vi aldrig nogen sinde holde op med at tale. Som apostlene bør vi derimod bede om frimodighed til at blive ved med at forkynde — trods folks irritation eller vrede — indtil arbejdet er fuldført. — Apostelgerninger 4:18-20, 24-31.
15. Hvilken tilskyndelse gives der i Galaterbrevet 6:9, og hvordan bør den berøre vort syn på forkyndelsen?
15 Dybest set er der kun to slags mennesker i distrikterne — de der i øjeblikket er interesserede, og de der ikke er. Derfor må vi blive ved med at forsøge at ’finde frem til dem der fortjener det’. Dette er én blandt mange måder hvorpå vi som kristne kan vise Jehova kærlighed og loyalitet. „Så lad os ikke give op med hensyn til at gøre det der er rigtigt, for til sin tid skal vi høste hvis vi ikke giver tabt.“ (Galaterne 6:9) Da vi nu befinder os så nær på afslutningen for denne ordning, bør vi ikke give op eller give tabt med hensyn til at besøge folk med den gode nyhed om Riget. Jehova har endnu ikke sagt at arbejdet er fuldført.
Hvorfor skal vi „fortsat tale“?
16. (a) Hvad kan få folk til at ændre indstilling til budskabet? (b) Nævn nogle lokale eksempler på at folk har ændret indstilling.
16 Hvis vi husker på at nidkær forkyndelse er et udtryk for loyalitet over for Jehova, vil det være lettere for os at bevare en positiv indstilling. Desuden forandrer distrikterne sig hele tiden. Folk flytter og nye kommer til. Nogles omstændigheder ændrer sig. Måske var de ikke interesserede sidste gang vi besøgte dem, men på grund af arbejdsløshed, et dødsfald i familien, en forandring i forholdet mellem supermagterne, en alvorlig sygdom eller lignende vil de måske lytte næste gang vi kommer. Andre har en ven eller slægtning der er blevet et af Jehovas vidner, og nu vil de gerne høre hvad det er vi tror, som kan have udvirket denne forandring.
17. Hvordan reagerer nogle nu på budskabet om Riget? Nævn eventuelt lokale eksempler.
17 Husk også at der hele tiden vokser nye op som stifter familie, tænker over tilværelsen og stiller spørgsmål som kun Guds ord kan besvare. En ung kvinde der havde inviteret to Jehovas vidner ind, sagde for eksempel: ’Som lille pige kunne jeg ikke forstå hvorfor min mor afviste Jehovas vidner og sagde at hun ikke var interesseret, når de nu bare ville tale med hende om Bibelen. Jeg besluttede at når jeg voksede op, blev gift og fik mit eget hjem ville jeg invitere Jehovas vidner ind og bede dem fortælle mig om Bibelen.’
18. Hvordan påvirkes folk i distriktet af det der sker inden for Babylon den Store?
18 Har du bemærket at nogle der i årevis ikke har villet tale med os, og som har været overbevist om at de var ’frelst’, nu stiller os oprigtige spørgsmål? Hvordan kan det være? De har ændret indstilling til religion. Mange af dem fortæller at de er skuffede og chokerede over fremtrædende præsters umoralske livsførelse, politiske engagement og misbrug af kirkens midler. De føler ikke længere at de kan stole på disse præster. Sandsynligvis vil flere og flere få øjnene op for dette efterhånden som forholdene inden for Babylon den Store forværres i tiden op til dens ødelæggelse. — Åbenbaringen 18:1-8.
19, 20. Hvad viser at vi ikke bør blive modløse selv om vi igen og igen må besøge nogle der tidligere har afvist budskabet?
19 Uanset hvor få der lytter til os, bør vi ikke blive modløse. Sandsynligvis tænker de på os i nogen tid efter at vi er gået videre til det næste besøg. En dame i Canada der fik besøg af to Jehovas vidner, gjorde det klart for dem at hun ikke var interesseret. Senere begyndte hun at tænke over det de havde sagt, og ville gerne finde dem så de kunne give hende svar på de spørgsmål der var opstået i hendes sind. Hun tog sin bil og kørte gade op og gade ned i kvarteret, men fandt dem ikke. Gav hun nu op? Nej, hun kørte hen til en veninde for at høre om de havde været der. Det havde de ikke, men veninden tilbød at sætte hende i forbindelse med en kollega der var et af Jehovas vidner. Denne søster aflagde mange besøg hos den interesserede dame, som hver gang havde inviteret nogle venner, naboer, slægtninge eller kolleger. Til tider var der helt op til 15 mennesker til stede, og i alt har søsteren spredt 430 bøger og 2015 blade.
20 Mange er glade for at få besøg af os. En kvinde har skrevet til et af Vagttårnsselskabets afdelingskontorer: „Tak fordi I har indpodet en så stor nidkærhed i hjertet på dem der tilhører jeres tro. Tak fordi I kommer på besøg . . . og deler Herrens kærlighed med andre. Denne enkle handling har stor betydning . . . Skønt nogle er fjendtlige, andre ligegyldige og atter andre interesserede, . . . er det godt at I minder os om åndelige ting — vi har så godt af det. Det er sundt at tale med hinanden om Herren.“ I et andet brev bad en mand os om ikke at ’opgive folk’, uanset hvordan de behandler os. „Så lad os ikke give op med hensyn til at gøre det der er rigtigt, for til sin tid skal vi høste hvis vi ikke giver tabt.“ (Galaterne 6:9) Det har Jehovas godkendelse og velsignelse at vi tager del i forkyndelsen, og det beviser at vi elsker Gud og næsten. (Mattæus 22:37-39) Lad os derfor fuldføre arbejdet. — Jævnfør Filipperbrevet 1:6.
21. (a) Hvori ligger i det mindste en del af problemerne ved at gennemgå et distrikt ofte? (b) Hvad vil vi se på i den næste artikel?
21 Vi må også se i øjnene at det ikke altid er de besøgtes skyld at det synes hårdt at gennemgå et distrikt ofte. Somme tider er fejlen vores egen. Går vi ud i distriktet med negative forestillinger om at vi kender dem alle og ved hvordan de vil reagere? Det kan påvirke vores indstilling, og det vil sandsynligvis både kunne ses og høres på os. Har vi i årevis fremholdt budskabet på samme måde? Nu da distriktet forandrer sig, er det ikke sikkert at det der engang gav resultater stadig kan vække interesse hos dem der „fortjener det“. Måske er det på tide at finde en ny fremgangsmåde og få et nyt syn på tjenesten. I den næste artikel vil vi se på hvad vi kan gøre så vi ikke ’giver op’, men kan ’høste til sin tid’.
Hvad mener du?
◻ Hvorfor bør vi ikke „give op“ med hensyn til at forkynde den gode nyhed?
◻ Hvem har befalet os at gøre disciple, og hvordan skal dette arbejde udføres?
◻ Hvilken situation er opstået i mange distrikter, og hvad kan hjælpe os til at bevare den rigtige indstilling til forkyndelsen?
◻ Hvorfor skal vi „uden ophør“ blive ved med at forkynde den gode nyhed?
[Ramme på side 14]
Vi vil ikke give op med hensyn til forkyndelsen hvis vi husker:
■ Hvem der har befalet os at udføre arbejdet og lært os hvordan det skal gøres
■ At Jehova har velsignet det arbejde der indtil nu er udført i hele verden
■ At bevare den rigtige indstilling selv om vi møder mennesker der er ’uimodtagelige’
■ At bede om frimodighed til ’fortsat at tale’, ligesom apostlene gjorde