Lyset der brød frem på apostlenes tid

„Lys er brudt frem for den retfærdige, og fryd for de retskafne af hjertet.“ — SALME 97:11.

 1. Hvad har Jehovas vidner i dag tilfælles med de første kristne?

SOM sande kristne forstår vi dybden af ordene i Salme 97:11. Vi har gentagne gange været vidne til at „lys er brudt frem“. Nogle af os har i årtier set hvordan Jehovas lys er brudt frem, hvilket får os til at tænke på det der siges i Ordsprogene 4:18: „De retfærdiges sti er som det klare dagslys der gradvis vokser indtil højlys dag.“ Vi Jehovas vidner har det tilfælles med de første kristne at vi sætter vor lid til Bibelen frem for overleveringen. Den indstilling de første kristne havde fremgår tydeligt af De Kristne Græske Skrifters historiske bøger og breve, der blev skrevet under guddommelig inspiration.

 2. Hvilket lys brød til at begynde med frem for Jesu disciple?

² En af de første gange lys brød frem for Jesu Kristi disciple, var i forbindelse med Messias. Andreas sagde til sin broder Simon Peter: „Vi har fundet Messias.“ (Johannes 1:41) Nogen tid senere satte Faderen i himmelen apostelen Peter i stand til at vidne herom, da Peter sagde til Jesus Kristus: „Du er Messias, den levende Guds søn.“ — Mattæus 16:16, 17; Johannes 6:68, 69.

Der kastes lys over befalingen til at forkynde

 3, 4. Hvilken oplysning gav Jesus efter sin opstandelse sine disciple vedrørende deres fremtidige virksomhed?

³ Efter sin opstandelse lod Jesus Kristus lys bryde frem i forbindelse med den forpligtelse der påhviler alle hans disciple. Det var sandsynligvis til de 500 disciple der var forsamlede i Galilæa at han sagde: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning.“ (Mattæus 28:19, 20; 1 Korinther 15:6) Derefter skulle alle Jesu disciple være forkyndere, og de skulle ikke begrænse sig til at forkynde for „de bortkomne får af Israels hus“. (Mattæus 10:6) De skulle heller ikke døbe de nye med Johannes’ dåb, der var et symbol på at de nyomvendte ændrede sind til synders tilgivelse. De skulle derimod døbe folk „i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn“.

⁴ Umiddelbart før Jesus steg til himmelen, spurgte hans elleve trofaste apostle ham: „Herre, er det på denne tid du genopretter riget for Israel?“ I stedet for at besvare dette spørgsmål gav Jesus dem yderligere vejledning om deres forkyndervirksomhed, idet han sagde: „I skal få kraft når den hellige ånd kommer over jer, og I skal være vidner om mig både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og til jordens fjerneste egne.“ Indtil da havde de udelukkende været vidner om Jehova, men nu skulle de også være vidner om Kristus. — Apostelgerninger 1:6-8.

 5, 6. Hvilket lys brød frem for Jesu disciple på Pinsedagen?

⁵ Blot ti dage senere brød et stort lys frem for Jesu disciple. På pinsedagen år 33 forstod de for første gang betydningen af Joel 2:28, 29: „Jeg [Jehova, vil] udgyde min ånd over al slags kød, og jeres sønner og jeres døtre skal profetere. Jeres gamle mænd vil drømme drømme. Jeres unge mænd vil se syner. Og selv over tjenere og tjenestepiger vil jeg i de dage udgyde min ånd.“ Jesu disciple så hvorledes den hellige ånd i form af ildtunger satte sig på hovedet af hver af de omkring 120 mænd og kvinder der var forsamlede i Jerusalem. — Apostelgerninger 1:12-15; 2:1-4.

⁶ Det var også på Pinsedagen at disciplene for første gang forstod at ordene i Salme 16:10 gjaldt den opstandne Jesus Kristus. Salmisten havde sagt: „Du [Jehova Gud] vil ikke efterlade min sjæl i Sheol. Du vil ikke tillade at din loyale ser gravens dyb.“ Disciplene forstod at disse ord ikke kunne gælde kong David, eftersom hans grav stadig var hos dem. Intet under at omkring 3000 af dem der fik del i dette nye lys blev så overbevist at de selv samme dag lod sig døbe. — Apostelgerninger 2:14-41.

 7. Hvordan blev apostelen Peter oplyst da han besøgte den romerske centurion Kornelius?

⁷ I mange hundrede år forstod israelitterne at det var til dem Gud havde sagt: „Jer alene kendes jeg ved af alle jordens slægter.“ (Amos 3:2) Det var derfor et strålende lys der brød frem da apostelen Peter og de der ledsagede ham til den romerske centurion Kornelius’ hus, blev vidne til at den hellige ånd for første gang faldt på uomskårne ikkejøder der var kommet til troen. Det er bemærkelsesværdigt at dette var den eneste gang at den hellige ånd blev udgydt over nogen der endnu ikke var blevet døbt. Men sådan måtte det nødvendigvis være, for ellers ville Peter ikke have vidst at disse uomskårne ikkejøder var kvalificerede til at blive døbt. Peter forstod fuldt ud betydningen heraf, og spurgte derfor: „Kan nogen forbyde at disse [folk fra nationerne] bliver døbt i vand, de som jo har modtaget den hellige ånd lige så vel som vi?“ Ingen af de tilstedeværende kunne naturligvis med rette indvende noget herimod, og disse ikkejøder blev derfor døbt. — Apostelgerninger 10:44-48; jævnfør Apostelgerninger 8:14-17.

Omskærelsen ophører

 8. Hvorfor havde nogle af de første kristne svært ved at give afkald på omskærelsen?

⁸ Et andet klart lys brød frem i forbindelse med spørgsmålet om omskærelse. Omskærelsen blev indført i 1919 f.v.t., da Jehova indgik sin pagt med Abraham. Ved den lejlighed påbød Gud Abraham at han selv og alle andre af mandkøn i hans familie skulle omskæres. (1 Mosebog 17:9-14, 23-27) Omskærelsen blev således noget der kendetegnede Abrahams efterkommere, noget de var stolte af. Som følge heraf blev udtrykket „uomskåren“ brugt når man skulle udtrykke foragt. (Esajas 52:1; 1 Samuel 17:26, 27) Det er let at se hvorfor visse af de første jødiske kristne ønskede at bibeholde dette kendetegn. Nogle af dem havde en ret heftig debat med Paulus og Barnabas herom. For at få afgjort spørgsmålet tog Paulus og andre derfor til Jerusalem for at rådspørge de kristnes styrende råd. — Apostelgerninger 15:1, 2.

 9. Hvilket lys fik det styrende råd i det første århundrede del i, som beskrevet i Apostelgerninger, kapitel 15?

⁹ Det var ikke ved et mirakel at de første kristne fik forståelse af at omskærelse ikke længere var et krav til Jehovas tjenere. Denne gang modtog de det øgede lys ved at granske Skrifterne, søge den hellige ånds ledelse og lytte til Peters og Paulus’ erfaringer vedrørende uomskårne ikkejøders omvendelse. (Apostelgerninger 15:6-21) Afgørelsen blev nedfældet i et brev der i uddrag lød: „Den hellige ånd og vi har nemlig besluttet ikke at lægge nogen yderligere byrde på jer ud over dette nødvendige: at I afholder jer fra det der er ofret til afguder og fra blod og fra kvalte dyr og fra utugt.“ (Apostelgerninger 15:28, 29) De første kristne blev således løst fra budet om at praktisere omskærelse og fra Moselovens øvrige krav. Derfor kunne Paulus skrive til de kristne i Galatien: „Til en sådan frihed har Kristus frigjort os.“ — Galaterne 5:1.

Lyset i evangelierne

10. Hvordan voksede lyset da Mattæusevangeliet blev skrevet?

¹⁰ I Mattæusevangeliet, der er skrevet omkring år 41 e.v.t., finder vi også mange eksempler på at lyset brød frem til gavn for dem der læste det. Forholdsvis få af de kristne i det første århundrede havde personligt hørt Jesus fremholde sin lære. Især Mattæusevangeliet understreger at Riget var temaet i Jesu forkyndelse. Jesus havde også lagt stor vægt på vigtigheden af at have det rette motiv. Og hvad angår hans bjergprædiken, hans lignelser (blandt andet dem der omtales i kapitel 13) og hans store profeti i kapitel 24 og 25, var de som strålende lysglimt. Alt dette kunne de første kristne læse om i Mattæusevangeliet, der blev skrevet blot cirka otte år efter Pinsedagen.

11. Hvad kan der siges om Lukas’ og Markus’ evangelieberetninger?

¹¹ Omkring 15 år senere skrev Lukas sit evangelium. Det indeholder meget af det der er omtalt hos Mattæus, men 59 procent af stoffet er nyt. Lukas omtaler seks af Jesu mirakler og over dobbelt så mange af hans lignelser som de andre evangelieskribenter ikke har med. Markus skrev tilsyneladende sit evangelium nogle få år senere, og lagde heri vægt på at Jesus var en handlingens mand der udrettede mirakler. Markus beskriver hovedsagelig de samme begivenheder som Mattæus og Lukas, men han har taget én lignelse med som de to andre ikke har omtalt. I denne lignelse sammenlignede Jesus Guds rige med et frø der spirer, vokser sig højt og lidt efter lidt bærer frugt.a — Markus 4:26-29.

12. Hvordan giver Johannesevangeliet os yderligere oplysning?

¹² Som den sidste skrev Johannes sit evangelium mere end 30 år efter at Markus havde fuldført sit. Johannes kastede meget lys over Jesu tjeneste, især ved at omtale hans førmenneskelige tilværelse. Det er kun Johannes der beretter om Lazarus’ opstandelse, og en stor del af det Jesus fortalte sine trofaste apostle, samt Jesu hjertevarmende bøn den nat han blev forrådt, kan vi kun læse hos Johannes. (Kapitel 13 til 17) Man siger at 92 procent af stoffet i Johannes’ evangelium kun forekommer her.

Lyset i Paulus’ breve

13. Hvorfor har nogle betragtet Paulus’ brev til romerne som et evangelium?

¹³ Apostelen Paulus blev mere end nogen anden brugt til at lade lys bryde frem for de kristne der levede på apostlenes tid. Paulus’ brev til romerne blev skrevet omkring år 56 e.v.t., omtrent samtidig med at Lukas skrev sit evangelium. Paulus understreger i dette brev at det er som følge af Guds ufortjente godhed og gennem tro på Jesus Kristus at mennesker tilregnes retfærdighed. Den vægt Paulus lægger på dette aspekt af den gode nyhed, har fået nogle til at betragte hans brev til romerne som et femte evangelium.

14-16. (a) Hvordan blev der i Paulus’ første brev til de kristne i Korinth kastet lys over behovet for at de kristne var enige? (b) Hvilken yderligere vejledning om adfærd gives der i Første Korintherbrev?

¹⁴ Paulus skrev også til de kristne i Korinth om visse spørgsmål der foruroligede dem. Hans brev til korintherne indeholder megen inspireret vejledning der har gavnet kristne helt frem til vor tid. Han måtte først og fremmest oplyse korintherne om at det var forkert at gøre nogen til genstand for persondyrkelse. Apostelen satte dem på plads med følgende ligefremme ord: „Nu tilskynder jeg jer, brødre, ved vor Herre Jesu Kristi navn, til at I alle skal føre enig tale, og at der ikke må være splittelser iblandt jer, men at I skal være helt forenede i samme sind og i samme tankegang.“ — 1 Korinther 1:10-15.

¹⁵ Der blev tolereret grov umoralitet i den kristne menighed i Korinth. En mand levede sammen med sin faders hustru og gjorde sig derved skyldig i en form for utugt ’som end ikke fandtes blandt folk fra nationerne’. Paulus skrev derfor uden omsvøb: „Fjern det onde menneske fra jer selv.“ (1 Korinther 5:1, 11-13) Udstødelse var noget nyt i den kristne menighed. Noget andet menigheden i Korinth havde brug for at blive oplyst om, havde at gøre med at nogle i menigheden bragte deres åndelige brødre for verdslige domstole for at få afgjort uoverensstemmelser. Dette irettesatte Paulus dem strengt for. — 1 Korinther 6:5-8.

¹⁶ Endnu en ting der plagede menigheden i Korinth havde at gøre med kønslige forhold. I Første Korintherbrev, kapitel 7, skrev Paulus at det på grund af den udbredte utugt ville være godt for hver mand at have sin egen hustru og for hver kvinde at have sin egen mand. Paulus understregede også at skønt enlige er bedre i stand til at tjene Jehova uden at lade sig distrahere, er det ikke alle der har gaven til at forblive ugift. Hvis en kvindes ægtemand dør, er hun fri til at gifte sig igen, men „kun i Herren“. — 1 Korinther 7:39.

17. Hvordan kaster Paulus lys over læren om opstandelsen?

¹⁷ Herren brugte ligeledes Paulus til at kaste lys over læren om opstandelsen. Med hvilken slags legeme vil salvede kristne blive oprejst? „Der sås et sjæleligt legeme, der oprejses et åndeligt legeme,“ skrev Paulus. Der oprejses ingen legemer af kød og blod til liv i himmelen, for „kød og blod kan ikke arve Guds rige“. Paulus tilføjede at ikke alle salvede skulle sove ind i døden, men ved Jesu nærværelse ville nogle i dødsøjeblikket blive oprejst til udødeligt liv i himmelen. — 1 Korinther 15:43-53.

18. Hvilket lys vedrørende fremtiden indeholder Paulus’ første brev til thessalonikerne?

¹⁸ I sit brev til de kristne i Thessalonika blev Paulus brugt til at kaste lys over fremtiden, da han skrev at Jehovas dag vil komme som en tyv om natten. Paulus sagde endvidere: „Når de siger: ’Fred og sikkerhed!’ da vil pludselig undergang komme over dem ligesom veerne over den gravide; og de skal afgjort ikke undslippe.“ — 1 Thessaloniker 5:2, 3.

19, 20. Hvordan brød der lys frem for de kristne i Jerusalem og Judæa da Paulus skrev sit brev til hebræerne?

¹⁹ I sit brev til hebræerne lod Paulus lys bryde frem for de kristne i Jerusalem og Judæa. Heri giver han en magtfuld skildring af hvordan den kristne tilbedelsesordning er den mosaiske ordning overlegen. Frem for at følge Loven, der blev formidlet af engle, har kristne tro på en frelse der blev fremholdt af Guds egen søn, der står langt over englene. (Hebræerne 2:2-4) Moses var blot en tjener i Guds hus. Jesus Kristus er derimod sat over hele huset. Kristus er ypperstepræst på Melkizedeks måde, idet han indtager en stilling der er langt højere end den de aronitiske præster indtog. Paulus påpegede desuden at israelitterne ikke kunne gå ind til Guds hvile fordi de manglede tro og lydighed, mens de kristne går ind til hans hvile netop på grund af deres tro og lydighed. — Hebræerne 3:1–4:11.

²⁰ Dertil kommer at den nye pagt er Lovpagten langt overlegen. Som forudsagt 600 år tidligere, i Jeremias 31:31-34, har de der er med i den nye pagt Guds lov skrevet på deres hjerter og kan opnå fuldstændig tilgivelse for synder. De kristne har ikke en ypperstepræst der hvert år må bringe ofre for sine egne og folkets synder. Deres ypperstepræst, Jesus Kristus, er uden synd og har bragt et syndoffer én gang for alle. I stedet for at frembære sit offer på et helligt sted gjort med hænder, gik han ind i selve himmelen for dér at træde frem for Jehovas person. Desuden kunne dyreofrene under Moseloven ikke fuldstændig borttage synder; ellers ville det ikke have været nødvendigt at bringe dem hvert år. Men Kristi offer, der blev bragt én gang for alle, borttager synder. Alt dette kaster lys over forståelsen af det store åndelige tempel, og den salvede rest og ’de andre får’ tjener i dag i forgården til dette tempel. — Johannes 10:16; Hebræerne 9:24-28.

21. Hvad har denne gennemgang vist om hvorvidt Salme 97:11 og Ordsprogene 4:18 blev opfyldt på apostlenes tid?

²¹ I de breve som blev skrevet af apostelen Peter og disciplene Jakob og Judas, er der flere eksempler på hvordan lys brød frem, men pladsen tillader ikke at vi kommer nærmere ind på disse ting. Det ovennævnte skulle også være tilstrækkeligt til at vise at Salme 97:11 og Ordsprogene 4:18 fik en bemærkelsesværdig opfyldelse på apostlenes tid. Fra at have bestået af forbilleder begyndte sandheden nu at antage form af opfyldelser og virkeligheder. — Galaterne 3:23-25; 4:21-26.

22. Hvad skete der efter apostlenes død, og hvad vil den næste artikel behandle?

²² Efter Jesu apostles død, da det forudsagte frafald satte ind, brændte sandhedens lys på svagt blus. (2 Thessaloniker 2:1-11) Men som Jesus havde lovet, vendte Herren efter mange århundreder tilbage og fandt „den trofaste og kloge træl“ i færd med at give ’tjenestefolkene’ deres mad i rette tid. Som følge heraf har Jesus Kristus sat denne træl „over alt hvad han ejer“. (Mattæus 24:45-47) Siden er lyset vokset endnu mere, hvilket vi vil komme nærmere ind på i den næste artikel.

[Fodnote]

Spørgsmål til repetition

◻ Hvilke skriftsteder viser at forståelsen af sandheden er fremadskridende?

◻ Hvilket lys indeholder Apostelgerninger?

◻ Hvilket lys findes i evangelierne?

◻ Hvordan er lyset brudt frem i Paulus’ breve?