NIKOLAUS
(Nikolaʹus) [folkebesejrer].
1. En af de syv egnede mænd som menigheden fremstillede for apostlene, og som blev udnævnt til at tage vare på „den daglige uddeling“ for at sikre en ensartet og retfærdig behandling af enkerne i den unge menighed i Jerusalem efter pinsedagen i år 33. Nikolaus er den eneste af de syv der omtales som „en proselyt“, hvilket tyder på at han var den eneste af de syv der ikke var jøde af fødsel. At de øvrige også havde græske navne, betyder ikke nødvendigvis at de var grækere, for det havde mange indfødte jøder på den tid. — Apg 6:1-6.
2. ’Nikolaus-sekten’ (eller nikolaitterne) fordømmes i to af de syv budskaber til menighederne i Åbenbaringens 2. og 3. kapitel. „Menighedens engel i Efesus“ blev rost af Jesus Kristus for at hade „Nikolaus-sektens gerninger“, som Jesus også selv hadede. (Åb 2:1, 6) Derimod var der i menigheden i Pergamum nogle som ’holdt fast ved Nikolaus-sektens lære’, og de blev tilskyndet til at vende sig bort fra den og ændre sind. — Åb 2:12, 15, 16.
Bortset fra hvad Åbenbaringen siger om sekten, ved man intet om dens oprindelse og udvikling eller om dens virke og uantagelige lære. Bindeordet „således“, der følger umiddelbart efter omtalen af den umoralske og afguderiske kurs som israelitterne fulgte på grund af „Bileams lære“ (Åb 2:14, 15), kunne tyde på at der var visse lighedspunkter mellem denne og ’Nikolaus-sekten’, men der skelnes dog mellem dem i Åbenbaringens Bog. Der er ingen grund til at forbinde sekten med den kristne mand ved navn Nikolaus som kom fra Antiochia (nr. 1) — som nogle af de oldkirkelige skribenter har gjort — blot fordi han er den eneste af dette navn i Bibelen. Der er heller ingen grund til at mene at en frafalden sekt tog navn efter ham for at retfærdiggøre deres slette handlinger. Det er mere sandsynligt at den Nikolaus som sekten blev opkaldt efter, var en mand der ikke identificeres i Bibelen.