„Fader til alle som tror“

 1, 2. Hvordan havde verden forandret sig siden Noas tid, og hvordan berørte det Abraham?

ABRAHAM kunne ikke lade være med at kigge hen på zigguraten, den store tempelpyramide der hævede sig over byen Ur hvor han boede.a Der var en masse støj og postyr deroppe, og man så røg stige op. Månegudens præster var igen ved at ofre. Abraham rynkede panden, rystede på hovedet og vendte sig bort. På vejen hjem gennem trængslen i byens gader tænkte han uden tvivl på den afgudsdyrkelse der gennemsyrede Ur. Denne fordærvede tilbedelse — hvor havde den dog bredt sig siden Noas tid!

² Noa døde blot to år før Abraham blev født. Da Noa gik ud af arken sammen med sin familie efter den store vandflod, bragte han et offer til Jehova Gud, som derefter lod en regnbue vise sig på himlen. (1 Mos. 8:20; 9:12-14) Dengang var der ikke andre former for tilbedelse end den rene og sande. Men nu, hvor den tiende generation efter Noa var ved at brede sig ud over jorden, var den rene tilbedelse blevet en sjældenhed. Overalt bøjede folk sig for hedenske guder. Selv Abrahams far, Tara, var med til det. Måske fremstillede han endda selv afgudsbilleder. — Jos. 24:2.

 3. Hvilken egenskab hos Abraham blev tydeligere som årene gik, og hvad kan vi lære af det?

³ Men Abraham var anderledes. Som tiden gik, skilte han sig mere og mere ud på grund af sin tro — så meget at apostelen Paulus senere, under inspiration af Gud, kaldte ham „fader til alle som tror“. (Læs Romerne 4:11). Lad os se nærmere på hvad der hjalp Abraham til at få så stærk en tro. Det kan lære os meget om hvordan vi selv kan vokse i troen.

 4, 5. Hvem kan have fortalt Abraham om Jehova, og hvorfor er det sandsynligt?

⁴ Hvordan havde Abraham lært om Jehova Gud? Vi ved at der trods alt var nogle trofaste tjenere for Jehova på jorden dengang. Sem var en af dem. Han var ikke den ældste af Noas tre sønner, men alligevel bliver han ofte nævnt først, sikkert fordi han udmærkede sig på grund af sin tro.b Nogen tid efter Vandfloden kaldte Noa Jehova for „Sems Gud“. (1 Mos. 9:26) Sem havde respekt for Jehova og for den rene tilbedelse.

⁵ Kendte Abraham Sem? Det er bestemt muligt. Forestil dig Abraham som dreng. Ville han ikke synes det var spændende at der i hans slægt stadig levede en klog mand der selv havde oplevet fire hundrede år af menneskehedens historie? Sem havde været vidne til ondskaben i verden før Vandfloden, set jorden blive renset ved den store oversvømmelse, iagttaget hvordan menneskene sluttede sig sammen i nationer efterhånden som de blev talrige, og oplevet den mørke tid hvor Nimrod gjorde oprør og Babelstårnet blev bygget. Den trofaste Sem havde holdt sig fri af dette oprør, så da Jehova forvirrede tårnbyggernes sprog, fortsatte Sem og hans familie med at tale menneskenes oprindelige sprog, det som Noa talte. Det var denne slægt Abraham hørte til. Under sin opvækst må han have sat Sem meget højt. Sem levede desuden samtidig med Abraham det meste af Abrahams lange liv. Abraham kan derfor sagtens have lært om Jehova gennem Sem.

 6. (a) Hvordan viste Abraham at han havde forstået belæringen fra Vandfloden? (b) Hvordan var det liv Abraham og Sara havde sammen?

⁶ Under alle omstændigheder forstod Abraham hvad man skulle lære af det der skete i forbindelse med Vandfloden. Han bestræbte sig for at vandre med Gud ligesom Noa havde gjort. Det var derfor han afviste al afgudsdyrkelse og skilte sig ud fra befolkningen i Ur, måske endda fra sin egen familie. Men han fandt sig en enestående livsledsager. Det var Sara, der var usædvanlig ikke bare på grund af sin skønhed men også fordi hun havde en stærk tro på Jehova.c De var barnløse, men fandt uden tvivl stor glæde ved at tjene Jehova i fællesskab. Desuden adopterede de Abrahams faderløse nevø, Lot.

 7. Hvorfor er det vigtigt at Jesu disciple efterligner Abraham?

⁷ Abraham svigtede aldrig Jehova til fordel for den afgudsdyrkelse som befolkningen i Ur gav sig af med. Han og Sara var villige til at være anderledes. For at kunne opdyrke ægte tro må vi have en lignende indstilling. Vi må også være villige til at skille os ud. Jesus sagde at hans disciple ikke ville være en del af verden, og at verden af den grund ville hade dem. (Læs Johannes 15:19). Hvis du skulle komme ud for at nogle i din egen familie eller i samfundet omkring dig vender dig ryggen fordi du tjener Jehova, så husk at du ikke er alene. Du er i fint selskab, for du vandrer med Gud ligesom Abraham og Sara gjorde.

 8, 9. (a) Hvilken uforglemmelig oplevelse fik Abraham? (b) Hvad sagde Jehova til Abraham?

⁸ En dag skete der noget som Abraham aldrig ville glemme. Jehova Gud henvendte sig til ham! Uden at nævne detaljerne oplyser Bibelen at „herlighedens Gud“ viste sig for denne trofaste mand. (Læs Apostelgerninger 7:2, 3). Muligvis gennem en engel fik Abraham et glimt af den overvældende herlighed der omgiver universets Suveræn. Vi kan forestille os hvor begejstret Abraham må være blevet over at se den store forskel der var mellem den levende Gud og de livløse afguder folk omkring ham tilbad.

⁹ Hvad var det Jehova meddelte Abraham? „Rejs ud fra dit land og fra dine slægtninge og kom . . . til det land som jeg vil vise dig.“ Jehova sagde ikke hvilket land — kun at han ville vise Abraham det. Men under alle omstændigheder måtte Abraham først forlade sit hjemland og sine slægtninge. I oldtidens kulturer i Mellemøsten havde familien stor betydning. Hvis man dengang måtte forlade sin slægt og flytte langt bort, blev det betragtet som en frygtelig skæbne; for nogle var det værre end døden!

10. Hvorfor kan det have krævet meget af Abraham og Sara at forlade deres hjem i Ur?

¹⁰ Det har krævet meget af Abraham at forlade sit land. Alt tyder på at Ur var en travl og velstående by. (Se rammen „Den by som Abraham og Sara forlod“). Udgravninger har vist at der var meget komfortable boliger i fortidens Ur. I nogle af husene var der 12 værelser eller flere til familiens medlemmer og tjenere, alle beliggende omkring en indre, flisebelagt gård. Der var indlagt vand, toiletter og afløb for spildevand. Husk også at Abraham og Sara ikke var unge; han var sikkert i halvfjerdserne og hun i tresserne. Abraham har naturligvis, som enhver god ægtemand, næret omsorg for sin kone og ønsket at hun skulle have det godt. Forestil dig hvordan deres samtaler om Guds befaling til dem har formet sig, og tænk på de mange spørgsmål og bekymringer de måske har haft. Hvor må Abraham have været glad da Sara viste sig parat til at tage udfordringen op! Hun var villig til at sige farvel til hjemmets bekvemmeligheder, ligesom han var det.

11, 12. (a) Hvilke forberedelser og beslutninger var nødvendige inden afrejsen fra Ur? (b) Hvordan kan afrejsen have formet sig?

¹¹ Da beslutningen var truffet, fik Abraham og Sara nok at se til. Der forestod en hel del pakning og planlægning. Hvad skulle de tage med på rejsen ud i det ukendte, og hvad skulle de efterlade? Og endnu vigtigere: Hvad med de mennesker der stod dem nær? Hvad ville de for eksempel gøre med den aldrende Tara? De besluttede at tage ham med og sørge for ham. Tara var sikkert helt indforstået med det, for beretningen siger at det var ham som patriark der tog sin familie med ud af Ur. På det tidspunkt var han uden tvivl holdt op med at dyrke afguder. Abrahams nevø Lot tog også med på rejsen. — 1 Mos. 11:31.

¹² Endelig oprandt den morgen hvor de skulle af sted. Se for dig hvordan deres karavane samledes uden for byens mur og den fæstningsgrav der omgav byen. Kamelerne og æslerne var blevet lastet, hjordene var blevet samlet, familiens medlemmer og deres tjenere var på plads i karavanen, og luften var ladet med forventning.d Måske var alles øjne rettet mod Abraham mens de afventede hans tegn til afrejse. Så var øjeblikket inde, de satte i gang — og forlod byen Ur for bestandig.

13. Hvordan viser mange tjenere for Jehova i dag at de har den samme indstilling som Abraham og Sara?

¹³ I dag er der mange af Jehovas tjenere der beslutter at rejse til steder hvor der er behov for flere forkyndere. Andre sætter sig for at lære et nyt sprog for at kunne gøre mere i den kristne tjeneste. Andre igen giver sig i kast med en form for forkyndelse der ikke falder dem let. Den slags beslutninger betyder næsten altid at man må bringe ofre, måske ved at give afkald på visse materielle bekvemmeligheder. Men hvor er det rosværdigt når nogen gør det og derved efterligner Abraham og Sara! Når vi viser en sådan tro, kan vi være sikre på at Jehova altid vil give os langt mere end vi giver ham. Han undlader aldrig at belønne et menneske som viser tro. (Hebr. 6:10; 11:6) Gjaldt det i Abrahams tilfælde?

14, 15. Hvordan var rejsen fra Ur til Karan, og hvad kan være grunden til at Abraham besluttede at blive i Karan for en tid?

¹⁴ Efterhånden fik de rejsende i karavanen en vis rutine i dagligdagen. Vi kan forestille os at Abraham og Sara skiftevis red og vandrede, mens lyden af deres samtale blandede sig med lyden af bjælder som hang på lastdyrenes seletøj. Selv de der ikke var vant til den slags rejser, blev efterhånden øvede i at slå lejr og bryde op og at hjælpe gamle Tara op i en komfortabel stilling på en kamel eller et æsel. På deres rejse mod nordvest fulgte de Eufratflodens krumning, og dage blev til uger mens landskabet langsomt passerede forbi.

¹⁵ Endelig, efter en rejse på næsten 1.000 kilometer, nåede de frem til de bikubeformede huse i Karan, en driftig by der lå som et knudepunkt for handelen mellem øst og vest. Dér gjorde familien holdt og slog sig ned for en tid. Måske var Tara blevet for svag til at fortsætte.

16, 17. (a) Hvilken pagt glædede Abraham sig over? (b) Hvordan blev Abraham velsignet af Jehova under sit ophold i Karan?

¹⁶ Tara døde i en alder af 205 år. (1 Mos. 11:32) I sin sorg over dette fandt Abraham trøst ved at Jehova igen meddelte sig til ham. Han gentog den befaling han havde givet Abraham i Ur, og uddybede nu sine løfter. Abraham skulle blive til „en stor nation“, og på grund af ham skulle alle jordens slægter få mulighed for at blive velsignet. (Læs 1 Mosebog 12:2, 3). Abraham må have glædet sig meget over at Gud havde sluttet denne pagt med ham, og nu vidste han at tiden var inde til at rejse videre.

¹⁷ Denne gang var der mere at pakke, for Jehova havde velsignet Abraham under opholdet i Karan. Beretningen nævner „alle de ejendele som de havde samlet sig og de sjæle som de havde erhvervet sig i Karan“. (1 Mos. 12:5) Hvis Abraham skulle blive til en hel nation, måtte han have mange materielle midler og en stor husstand med adskillige tjenere. Jehova gør ikke altid sine tjenere rige, men han giver dem altid det der er nødvendigt for at de kan gøre hans vilje. Abraham var godt rustet da han nu førte sin karavane videre ud i det ukendte.

18. (a) Hvornår skete der noget skelsættende i Guds forhold til sit folk? (b) Hvilke andre vigtige begivenheder fandt senere sted på samme dato, den 14. nisan? (Se rammen „En vigtig dato i bibelhistorien“).

¹⁸ Nogle dagsrejser fra Karan lå byen Karkemisj, hvor karavanerne plejede at krydse Eufratfloden. Måske var det på dette sted at der skete noget skelsættende i Guds forhold til sit folk. Det var formentlig den 14. dag i den måned der senere kom til at hedde nisan, i år 1943 før vor tidsregning, at Abraham førte sin karavane over Eufrat. (2 Mos. 12:40-43) Syd for dette sted lå hele det land som Jehova havde lovet at vise Abraham. På den dag trådte Guds pagt med Abraham i kraft.

19. Hvad blev der nu omtalt i Guds løfte til Abraham, og hvad kan dette have fået Abraham til at tænke på?

¹⁹ Abraham drog mod syd ned gennem landet, og karavanen gjorde holdt ved Mores store træer i nærheden af Sikem. Der modtog Abraham igen et budskab fra Jehova. Denne gang omfattede Guds løfte Abrahams afkom, hans efterkommere, som skulle tage dette land i besiddelse. Kom Abraham derved til at tænke på den profeti Jehova havde udtalt i Edens Have da Han nævnte at der en dag ville vise sig et „afkom“ som skulle redde menneskeheden? (1 Mos. 3:15; 12:7) Måske. Det er muligt at han her begyndte at skelne et svagt omrids af noget meget stort som Jehova havde i sinde at gennemføre.

20. Hvordan viste Abraham at han værdsatte det privilegium Jehova havde skænket ham?

²⁰ Abraham var dybt taknemmelig for det privilegium Jehova havde skænket ham. Mens Abraham rejste gennem landet — uden tvivl med en vis forsigtighed fordi landet stadig var beboet af kana’anæerne — gjorde han holdt og byggede altre for Jehova, først nær ved Mores store træer og derefter i nærheden af Betel. Han påkaldte Jehovas navn og takkede sikkert Jehova inderligt for at Han ville vise hans efterkommere opmærksomhed. Måske forkyndte han også for kana’anæerne omkring sig. (Læs 1 Mosebog 12:7, 8). Endnu ventede der Abraham nogle meget store trosprøver. Det var klogt af ham at han ikke blev ved med at tænke tilbage på sit hjem med alle dets bekvemmeligheder som han havde ladt bag sig i Ur. Han så fremad. I Hebræerbrevet 11:10 står der om Abraham: „Han ventede på byen som havde faste grundvolde, byen hvis bygmester og ophavsmand er Gud.“

21. Hvor meget ved vi i sammenligning med det Abraham vidste, og hvad føler du dig tilskyndet til at gøre?

²¹ Vi der tjener Jehova i dag, har meget større viden om denne billedlige by — Guds rige — end Abraham havde. Vi ved at Riget regerer i himlen og snart vil gøre ende på hele den verden vi lever i, og vi ved at det er Abrahams længe ventede afkom, Jesus Kristus, der nu er konge i dette rige. Vi kan få den fantastiske forret at opleve den dag hvor Abraham får livet igen og endelig ser det fulde billede af Jehovas hensigt som han før kun skelnede et utydeligt omrids af! Vil du gerne se opfyldelsen af alt det Jehova har lovet? Så må du endelig fortsætte med at gøre det som Abraham gjorde. Hold dig nær til Gud i bøn, og lad din indstilling være præget af selvopofrelse, lydighed og værdsættelse af de privilegier Jehova giver dig. Når du efterligner Abraham, ham der blev „fader til alle som tror“, kan det i en vis forstand siges om dig at du har fået Abraham til far!