SKY

En synlig masse af partikler, som regel vand eller is, der befinder sig højt oppe i luften. Det almindeligste hebraiske ord for „sky“ er ‛ananʹ, som i de fleste tilfælde bruges om den skysøjle der førte israelitterne gennem ørkenen. (2Mo 13:21) Et andet hebraisk ord, sjaʹchaq, som kommer af et rodord der betyder „at male (til støv), at slide bort“, og egentlig betyder „støvlag“, „fint støv“, bruges også om himmelens skyer og oversættes med „skyen“, „skyerne“, „skymasserne“, „skydækket“. (Sl 18:42; Job 14:19; Es 40:15; Sl 89:37; 36:5; 5Mo 33:26; Sl 77:17) De græske ord for „sky“ er neʹfos og nefeʹlē, mens gnoʹfos bruges om „en mørk sky“. — He 12:1; Mt 17:5; He 12:18.

I Israel er himmelen som regel klar fra midten af juni til midten af september, hvis man ser bort fra støvskyerne, der navnlig forekommer ved slutningen af den tørre årstid på grund af den varme østenvind fra ørkenen. Nu og da, især i august, ses der desuden cirrostratusskyer fra vest som ikke bringer regn. Selv disse hilses imidlertid velkommen af indbyggerne, da de giver lidt skygge og dermed en vis lindring for heden. (Es 25:5; jf. Job 7:2.) I horisonten mod vest begynder der i september eller oktober hyppigere at vise sig skyer, som dannes over Middelhavet, men regntiden begynder ofte først for alvor i midten af oktober. I løbet af den varme sommer ses der imidlertid i nogle egne af landet en tågesky om morgenen som forsvinder kort efter solopgang. — Hos 6:4.

I regntiden kan et uvejr opstå meget hurtigt, begyndende med en lille sky i vest. (1Kg 18:44, 45) En landmand der så en sky stige op i vest, ville håbe på regn. (Lu 12:54) Den der tøvede med at høste fordi han holdt øje med de usikre skyer, ville imidlertid aldrig få arbejdet gjort. Dette er en påmindelse til Guds tjenere om at fortsætte med deres gerning under alle forhold. — Præ 11:4.

Skaberen Jehova Guds visdom og vælde skildres ved hans myndighed over skyerne. Han omtaler dem som „vandkrukker“ der vælter og tømmer deres indhold ud over jorden. Han siger: „Hvem kan i sin visdom tælle skyerne, og hvem kan vælte himmelens vandkrukker?“ (Job 38:37) Vandets fordampnings- og fortætningsproces beskrives med ordene: „Han drager vanddråberne op; de sigtes som regn til hans tåge; skyerne lader dem strømme; de drypper rigeligt over menneskene. Hvem forstår egentlig skyernes lag, bragene fra hans hytte?“ — Job 36:27-29.

Brugt billedligt. Jehova, som intet menneske kan slippe levende fra at se, bruger en sky som symbol på sin nærværelse. Dengang Israel fik Loven, dækkedes Sinaj Bjerg af en mørk sky; ud fra skyen kom lyn og torden, lyden af en trompet og en høj røst. (2Mo 19:16-19; 24:15; He 12:18, 19) Jehova sagde til Moses at han viste sig på denne måde for at kunne tale til Moses og for at folket, når de hørte det, kunne tro på Moses som Guds talsmand. — 2Mo 19:9.

Jehova sendte en engel i en sky som ’sit personlige sendebud’ der skulle føre Israel ud af Ægypten og gennem ørkenen. (Es 63:9) Repræsenteret ved engelen så Jehova fra skyen ud mod ægypternes lejr for at skabe forvirring i den. (2Mo 13:21, 22; 14:19, 24, 25) Jehova brugte også skyen da han døbte israelitterne til Moses, idet vandet stod på begge sider af dem og skyen var over og bag dem. På denne måde blev de „døbt til Moses ved hjælp af skyen og havet“. — 1Kor 10:2; se også 4Mo 14:14.

Da Jehovas teltbolig var blevet rejst i ørkenen, dækkede skyen mødeteltet, og „Jehovas herlighed fyldte teltboligen“ så Moses ikke kunne gå ind i den. (2Mo 40:34, 35; jf. 1Kg 8:10-12; Åb 15:8.) Derefter hvilede skyen over Det Allerhelligste, hvor pagtens ark stod, og om natten blev skyen til en ildsøjle. Den var uden tvivl synlig fra hele lejren og markerede lejrens midte. Når den løftede sig, gjorde israelitterne sig klar til at bryde op. Når den flyttede sig, fulgte de efter den til den næste lejrplads. Her er det muligt at det nøjagtige sted blev valgt med hjælp fra Hobab, som kendte landet godt og vidste hvor man kunne finde vand, og hvad der ellers var nødvendigt for en lejr af så umådelige dimensioner. — 2Mo 40:34-38; 4Mo 10:29-32.

Over pagtens ark i Det Allerhelligste var der en stærkt lysende sky der som den eneste lysgiver oplyste rummet. (3Mo 16:2) Dette lys blev i senere hebraisk (i jødisk ikkebibelsk litteratur) kaldt sjekinalyset. Når ypperstepræsten på forsoningsdagen gik ind i Det Allerhelligste med blodet af dyrene, befandt han sig i symbolsk forstand i Jehovas nærværelse. Når han ved andre lejligheder ikke gik ind i Det Allerhelligste, men stod foran forhænget for at få Jehovas afgørelse i en betydningsfuld sag, blev det betragtet som stod han for Jehovas ansigt. — 4Mo 27:21.

I et enkelt tilfælde hørtes Jehovas stemme fra en lysende sky idet han udtrykte sin godkendelse af sin enestefødte søn. Det var den sky der overskyggede Jesus og tre af hans apostle, Peter, Jakob og Johannes, på forklarelsens bjerg. — Mt 17:5.

Da Jesus steg op til himmelen, skete det ifølge beretningen at „en sky tog ham op, bort fra deres øjne“. (Apg 1:9) Disciplene så ikke Jesus svæve bort på en sky, men skyen hindrede dem i at se ham. Dette hjælper os til at forstå Jesu ord om sin nærværelse: „Da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed,“ og ordene i Åbenbaringen: „Han kommer med skyerne, og hvert øje skal se ham.“ (Lu 21:27; Mt 24:30; Åb 1:7) Skyer har i tidligere tilfælde symboliseret usynlig nærværelse; men iagttagerne kunne „se“ betydningen med deres sinds „øjne“. I dette tilfælde vil de synlige begivenheder hjælpe iagttagerne til at „se“ eller indse at Kristus er usynligt nærværende. — Se også Mt 24; Mr 13 og Åb 14:14.

Da Jesus kom til jorden, opfyldte han alle de profetier der pegede frem til Messias, men jøderne nægtede selvisk at anerkende ham. De krævede at han, som bevis for at han var Messias, bogstaveligt opfyldte synet i Daniel 7:13, 14, hvor Daniel ser Menneskesønnen komme med himmelens skyer og få foretræde for den gamle af dage, Jehova Gud, for at modtage kongemagt. De forvekslede hans nærværelse i Rigets magt med hans første komme. Jesus sagde til dem at de ikke ville få et sådant tegn. — Lu 11:29.

Gunst. For dem der behager Gud, har ordet „sky“ en god betydning. I Ordsprogene 16:15 siges der at kongens velvilje er „som en sky med forårsregn“. At en sky kan dække eller skjule noget så det ikke længere er synligt, bruges som et billede på at Jehova tilgiver sit folks synder, idet han fejer deres overtrædelser bort „som med en sky“. (Es 44:22) For de opsætsige spærrer han derimod adgangen til sig som med en sky, så deres bønner ikke kan nå frem. — Kl 3:44.

Flygtighed, upålidelighed. Morgenskyerne der hurtigt forsvinder, bruges som et billede på Efraims og Judas ubestandige, kortvarige loyale hengivenhed mod Gud samt på Efraims korte eksistens fordi det havde vendt sig til afgudsdyrkelse. — Hos 6:4; 13:3.

En mand der praler af at give, men aldrig gør det, er lige så skuffende som en sky der ikke giver regn. (Ord 25:14) De der hævder at være kristne, men besmitter menigheden med umoralitet og fordærv, sammenlignes i deres ivrige dyrkelse af kødelige ønsker med vandløse skyer som føres hid og did af vinden. — Jud 12; se TÅGE.