Lærte urkirken at Gud er en treenighed?
2. del — Fremholdt de apostolske fædre treenighedslæren?
Første del af denne artikelserie, som blev bragt i Vagttårnet for 1. november 1991, gjorde rede for om Jesus og hans disciple fremholdt treenighedslæren — den lære at Faderen, Sønnen og Helligånden er tre ligestillede personer og dog kun én Gud. Bibelens, historiens og selv teologernes vidnesbyrd viser at det ikke er tilfældet. Men hvad med de kirkefædre som fulgte efter apostlene — fremholdt de treenighedslæren? Fremholdt de apostolske fædre treenighedslæren?
BETEGNELSEN „de apostolske fædre“ bruges om de kristne forfattere som skrev om kristendommen i slutningen af det første og begyndelsen af det andet århundrede. Blandt dem var Klemens af Rom, Ignatius, Polykarp, Hermas og Papias.
De siges at have været samtidige med nogle af apostlene, og må derfor have været godt kendt med apostlenes lære. I indledningen til Det Danske Bibelselskabs udgave af De apostolske Fædre siges der:
„Skrifterne hører til den ældste kristne litteratur, som vi er i besiddelse af, og næst efter Det nye Testamente udgør de vor vigtigste kilde til kirkens ældste historie.“1
Hvis apostlene fremholdt treenighedslæren, må disse apostolske fædre altså også have gjort det. Den må have trådt tydeligt frem i deres undervisning, eftersom intet er vigtigere end at forklare hvem Gud er. Men fremholdt de treenighedslæren?
En tidlig redegørelse for troen
En af de tidligste ikkebibelske redegørelser for den kristne tro findes i en bog på 16 korte kapitler kaldet Didakè eller De tolv apostles lære. Nogle historikere daterer skriftet til før eller omkring år 100. Forfatteren er ukendt.2
Didakè beskriver hvad man må vide for at blive kristen. I kapitel 7 fastslås det at dåben bør ske „i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn“, samme ordvalg som Jesus bruger i Mattæus 28:19.3 Men der siges ikke at de tre er ligestillede hvad evighed, magt, stilling og visdom angår. I kapitel 10 indeholder Didakè følgende trosbekendelse formuleret som en bøn:
„Vi takker dig, hellige Fader, for dit hellige navn, som du har ladet tage bolig i vore hjerter, og for kundskaben og troen og udødeligheden, som du har kundgjort os ved din tjener Jesus. Dig være ære i evighed. Du, almægtige hersker, skabte alt for dit navns skyld . . . men os har du skænket åndelig mad og drikke og evigt liv ved din tjener.“4
Dette er ikke udtryk for nogen treenighedslære. I bogen The Influence of Greek Ideas on Christianity kommenterer Edwin Hatch den citerede passage sådan:
„I kristendommens oprindelige sfære synes der ikke at være sket nogen større videreudvikling af disse enkle forestillinger. Den lære der blev lagt vægt på, var at Gud er til, at han er én, at han er almægtig og evig, at han skabte verden, at hans barmhjertighed går igen i alle hans værker. Der er ingen forkærlighed for metafysisk spekulation.“5
Klemens af Rom
Klemens af Rom, som siges at have været „biskop“ i denne by, skrev også tidligt om kristendommen. Han menes at være død omkring år 100. I de værker der tillægges ham, nævnes treenigheden ikke med ét ord, hverken direkte eller indirekte. I Første Klemensbrev skriver han:
„Nåde og fred fra den almægtige Gud blive jer ved Jesus Kristus i rigt mål til del.“
„Apostlene fik evangeliet til os fra Herren Jesus Kristus, Jesus Kristus blev udsendt fra Gud. Kristus er derfor fra Gud, og apostlene fra Kristus.“
„Den altseende Gud og åndernes Hersker og alt Køds Herre, der har udvalgt sig Herren Jesus Kristus og ved ham os til sit ejendomsfolk, han give hver sjæl, der har påkaldt hans ophøjede og hellige navn, tro, frygt, fred, udholdenhed og langmodighed.“6
Klemens siger ikke at Jesus eller den hellige ånd er ligestillet med Gud. Han skelner mellem „den almægtige Gud“ (ikke blot „Faderen“) og Sønnen. Gud omtales som den højeste, eftersom han har „udsendt“ og „udvalgt“ Kristus. Klemens viser at Gud og Kristus er to adskilte væsener af forskellig rang, idet han siger:
„Vi vil . . . med vedholdende bøn og anråbelse bede om, at altings Skaber må bevare tallet, der er opregnet på hans udvalgte i hele verden, ubeskåret ved sin elskede Søn, Jesus Kristus. . . . Vi erkender, at du alene er den Højeste i det høje, . . . du er åndernes eneste velgører og alt køds Gud.“
„Lad alle folk vide, at du er den eneste Gud, og at Jesus Kristus er din Søn.“7
Klemens kalder Gud (ikke blot „Faderen“) for „den Højeste“ og Jesus for Guds „Søn“. Han siger også om Jesus: „Han, som er hans Majestæts afglans, er så meget større end englene, som han har arvet et ypperligere navn.“8 Jesus genspejler Guds glans, men han kommer ikke på højde med den, ligesom månen reflekterer sollyset men ikke tåler sammenligning med lyskilden, solen.
Hvis Guds søn er ligestillet med Gud, den himmelske Fader, havde Klemens ikke behøvet at påpege at Jesus stod over englene, for det ville have været indlysende. Af Klemens’ ord fremgår det at han anerkender at Sønnen står over englene men er underordnet den almægtige Gud.
Klemens mener altså kort sagt at Sønnen kommer på andenpladsen, næst efter Faderen. Klemens hævdede aldrig at Jesus havde del i sin Faders guddommelighed. Han viser at Sønnen er afhængig af Faderen, det vil sige af Gud, og siger ligeud at Faderen alene er Gud og ikke deler sin stilling med andre. Og intetsteds ligestiller Klemens den hellige ånd med Gud. Man finder således ingen treenighedstanker i Klemens’ skrifter.
Ignatius
Biskop Ignatius af Antiokia levede fra omkring midten af det første til begyndelsen af det andet århundrede. Ingen af Ignatius’ breve, heller ikke de der givetvis er uægte, ligestiller Faderen, Sønnen og den hellige ånd.
Selv hvis Ignatius havde sagt at Sønnen og Faderen var lige i evighed, magt, stilling og visdom, ville der ikke have været tale om en treenighed, for han siger ingen steder at den hellige ånd og Gud er lige på disse punkter. Ignatius siger imidlertid heller ikke at Sønnen og Gud Faderen er lige. Tværtimod viser han at Sønnen er underordnet den almægtige Gud.
Ignatius kalder den almægtige Gud for „den eneste sande Gud, den ufødte og utilgængelige, alles Herre, Fader og Ophav til den enestefødte søn“, og angiver derved at der er forskel på Gud og hans søn.9 Han beder til at menigheden må leve vel „i Gud Fader og i Jesus Kristus“.10
Ignatius viser at Sønnen ikke har eksisteret evigt men er skabt, for han citerer ham for at sige: „Herren [den almægtige Gud] skabte mig som begyndelsen af sine veje.“11 Desuden siger Ignatius: „Der er én Gud i universet, Kristi Fader, ’fra hvem alle ting er’; og én Herre Jesus Kristus, vor Herre, ’ved hvem alle ting er.’“12 Han skriver også:
„Helligånden taler ikke ud fra sig selv, men ud fra Kristus, . . . ligesom Herren gjorde os bekendt med det han modtog fra Faderen. For Han [Sønnen] siger: ’Ordet som I hører er ikke mit, men Faderens, som sendte mig.’“13
„Der er én Gud, som har åbenbaret sig ved Jesus Kristus, sin Søn, som er hans ord, fremgået af tavsheden, og som i alt var til velbehag for ham, der havde sendt ham . . . Jesus Kristus underordnede sig Faderen.“14
Sandt nok kalder Ignatius Sønnen for „Gud Ordet“. Men at Ignatius bruger benævnelsen „Gud“ om Sønnen betyder ikke nødvendigvis at han opfatter ham som ligestillet med den almægtige Gud. Bibelen kalder også Sønnen „Gud“ i Esajas 9:6. Johannes 1:18 kalder Sønnen for „den enestefødte gud“. Med magt og myndighed fra Jehova Gud, Faderen, kan Sønnen retmæssigt kaldes „en der er mægtig“, hvilket er grundbetydningen af ordet „gud“. — Mattæus 28:18; 1 Korinther 8:6; Hebræerne 1:2.
Men betragtes de 15 breve som tilskrives Ignatius som ægte? I The Ante-Nicene Fathers, bind I, skriver Alexander Roberts og James Donaldson:
„Der er udbredt enighed blandt forskere om at de første otte af de såkaldte Ignatiusbreve er uægte. De bærer et umiskendeligt præg af at være frembragt på et senere tidspunkt . . . og der er nu almindelig enighed om at de er falsknerier.“
„Af de syv breve som anerkendes af Eusebios . . ., er vi i besiddelse af to græske tekstudgaver, en kortere og en længere. . . . Skønt den kortere form . . . generelt foretrækkes for den længere, mener mange forskere at selv denne ikke kan betragtes som fuldstændig fri for tilføjelser, eller som værende af ubestridt ægthed.“15
Søren Giversen skriver i sin indledning til Ignatius’ breve:
„Som helhed må det siges at overleveringen er spinkel.“16
Hvis den korte version er ægte må vi naturligvis se bort fra nogle passager (i den lange version) der fremstiller Kristus som underordnet Gud. Men heller ikke den korte version indeholder en treenighed. Uanset hvilke af hans skrifter der er ægte, viser de højst at Ignatius troede på en tohed bestående af Gud og hans søn, men ikke en tohed af ligestillede, for Sønnen fremstilles altid som værende ringere og underordnet Gud. Så uanset hvordan man betragter Ignatius’ skrifter, vil man søge forgæves efter en treenighedslære i dem.
Polykarp
Polykarp af Smyrna blev født i sidste tredjedel af det første århundrede og døde i midten af det andet århundrede. Han har efter sigende haft tilknytning til apostelen Johannes og tillægges Polykarps brev til menigheden i Filippi.
Findes der hentydninger til en treenighed i Polykarps brev? Nej. Det Polykarp siger stemmer derimod med Jesu, hans disciples og apostlenes lære. I sit brev skriver Polykarp for eksempel:
„Må Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, og . . . Guds Søn, Jesus Kristus, nu opbygge jer i tro og sandhed.“17
Bemærk at i lighed med Klemens taler Polykarp ikke om en treenig guddom bestående af en ligestillet „Fader“ og „Søn“. Derimod taler han om „Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader“, ikke blot ’Jesu Fader’. Han skelner ligesom bibelskribenterne mellem Gud og Jesus. Paulus siger i Andet Korintherbrev 1:3: „Velsignet være vor Herres Jesu Kristi Gud og Fader.“ Han siger ikke ’velsignet være Jesu Fader’, men ’velsignet være Jesu Gud og Fader’.
Polykarp siger også: „Fred fra Gud den Almægtige og fra Jesus Kristus vor Frelser.“18 Her omtales Jesus igen som en anden end den almægtige Gud, ikke som en ligestillet person i en treenig guddom.
Hermas og Papias
En anden af de apostolske fædre er Hermas, som skrev sit skrift i første del af det andet århundrede. Taler han i sit værk Hyrden om en treenig Gud? Her er nogle eksempler på hvad han skrev:
„Det er ikke, når mennesket ønsker det, at den hellige ånd taler, men når Gud vil, at han skal tale. . . . Gud plantede vingården, det vil sige: skabte folket og gav det til sin Søn; og Sønnen satte englene over dem til at vogte hver enkelt af dem.“19
„Guds Søn er ældre end al hans skabning.“20
Her siger Hermas at når Gud (ikke blot Faderen) ønsker at ånden skal tale, taler den, hvilket viser at Gud står over ånden. Og han siger at Gud gav vingården til sin søn, hvilket viser at Sønnen er Gud underdanig. Han fastslår også at Guds søn er ældre end al hans, Sønnens, skabning, dem som han i sin egenskab af Guds værkmester var med til at skabe, „for ved hjælp af ham er alt andet blevet skabt i himlene og på jorden“. (Kolossenserne 1:15, 16) Sønnen er altså ikke evig. Han blev skabt som en åndeskabning af høj rang, før de andre åndeskabninger, herunder englene, som er skabt ved hjælp af ham.
I bogen Early Christian Doctrines skriver J. N. D. Kelly om Hermas’ syn på Guds søn:
„I en række passager læser vi om en engel som står over de seks engle der udgør Guds åndelige råd, og som altid beskrives som ’ærværdig’, ’hellig’ og ’strålende’. Denne engel bærer navnet Mikael, og det er svært at undgå den slutning at Hermas opfattede ham som Guds søn og som ærkeengelen Mikael.
Der er også antydninger . . . af forsøg på at fortolke Kristus som en slags suveræn engel . . . I strengeste forstand er der naturligvis intet spor af en treenighedslære.“21
Også Papias siges at have kendt apostelen Johannes. Papias’ skrifter stammer fra begyndelsen af det andet århundrede, men i dag eksisterer kun fragmenter af hans skrifter. Heri findes ingen treenighedslære.
Stemmer med Bibelens lære
Hvad angår Guds suverænitet og hans forhold til Jesus, harmonerer de apostolske fædres lære med Jesu, disciplenes og apostlenes lære, som gengives i Bibelen. Alle omtaler de Gud, ikke som en treenighed, men som et selvstændigt, evigt, almægtigt og alvidende Væsen. Og de omtaler Guds søn som en selvstændig, lavere, underordnet åndeskabning som Gud skabte til at tjene ham og gøre hans vilje. Helligånden siges intetsteds at være Guds lige.
Man finder altså ingen støtte for kristenhedens treenighed i de apostolske fædres skrifter fra slutningen af det første århundrede og begyndelsen af det andet århundrede. Disse skrifter omtaler Gud, Jesus og den hellige ånd nøjagtig som Bibelen gør. Se for eksempel Apostelgerninger 7:55, 56:
„Fuld af Helligånden stirrede [Stefanus] op imod Himmelen og så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre hånd. Og han sagde: ’Se, jeg skuer Himlene åbne og Menneskesønnen stående ved Guds højre hånd.“ — Da. aut.
Stefanus fik et syn af Gud i himmelen med Jesus stående ved hans side. Den som Sønnen stod ved siden af kaldes ikke blot „Faderen“ men „Gud“ og er væsensforskellig fra Jesus. Og der er ikke nogen tredje person i Stefanus’ syn. Den hellige ånd blev ikke set i himmelen sammen med Jesus og hans Fader.
Dette stemmer med Åbenbaringen 1:1, hvor der står: „Jesu Kristi åbenbaring, som Gud gav ham.“ (Da. aut.) Igen skelnes der mellem den opstandne Kristus i himmelen og Gud. Desuden nævnes den hellige ånd slet ikke. Hvis Jesus var den anden person i en treenighed og var alvidende, hvordan kunne han så blive ’givet’ en åbenbaring?
Skriftsteder som disse viser tydeligt at der ikke findes en treenighed. Og intet skriftsted i hele Bibelen omtaler Gud som treenig. Dette genspejles i de apostolske fædres skrifter som på ingen måde indeholder en treenighedslære.
Den næste vigtige gruppe skrifter om kristendommen blev til senere i det andet århundrede og kaldes af kirkefolk for apologeterne. Forkyndte de treenigheden? Tredje del af denne artikelserie, som vil blive bragt i et senere nummer af Vagttårnet, vil behandle deres lære.
Henvisninger:
1. De apostolske Fædre ved Niels Jørgen Cappelørn, Niels Hyldahl, Bertil Wiberg, Det Danske Bibelselskab, 1985, side 10; Kirken i Historien — De første otte århundreder af Leif Grane, 1973, side 40.
2. De apostolske Fædre ved Søren Giversen, 1985, bind II, side 20, 21; A Dictionary of Christian Theology ved Alan Richardson, 1969, side 95.
3. De apostolske Fædre, Det Danske Bibelselskab, side 37.
4. Ibid., side 38.
5. The Influence of Greek Ideas on Christianity af Edwin Hatch, 1957, side 252.
6. De apostolske Fædre, Det Danske Bibelselskab, side 55, 76, 77, 87.
7. Ibid., side 85, 86.
8. De apostolske Fædre ved Søren Giversen, bind I, side 61.
9. The Ante-Nicene Fathers ved Alexander Roberts og James Donaldson, genoptryk, 1885, bind I, side 52.
10. De apostolske Fædre, Det Danske Bibelselskab, side 127.
11. The Ante-Nicene Fathers, side 108.
12. Ibid., side 116.
13. Ibid., side 53.
14. De apostolske Fædre, Det Danske Bibelselskab, side 130, 131.
15. The Ante-Nicene Fathers, bind I, side 46-7; Cyclopedia of Biblical, Theological, and Ecclesiastical Literature af John McClintock og James Strong, genoptryk, 1981, bind IV, side 490-93; The Catholic Encyclopedia, 1910, bind VII, side 644-47.
16. De apostolske Fædre ved Søren Giversen, bind I, side 122; Kirkehistorien af Hjalmar Holmquist og Jens Nørregaard, 3. udgave, 1946, bind I, side 27.
17. De apostolske Fædre, Det Danske Bibelselskab, side 167.
18. Ibid., side 161.
19. Ibid., side 290, 304.
20. De apostolske Fædre ved Søren Giversen, bind II, side 196.
21. Early Christian Doctrines af J. N. D. Kelly, 2. udgave, 1960, side 94, 95.