Hvad siger Bibelen?

Konfirmation — et krav til kristne?

„I firmelsen modnes det nådens liv, som vi modtog i dåben. Fra at have været umyndige børn bliver vi ved firmelsens nåde Kristi stridsmænd. Firmelsen er dåbens fuldendelse.“ — Katolsk katekismus.

DE FLESTE protestanter betragter ikke konfirmationen — eller firmelsen, som katolikkerne kalder det — som et sakramente. Men allerede i det 13. århundrede skrev den katolske teolog Thomas fra Aquino at „konfirmationen er den endelige fuldendelse af dåbens sakramente“. Spørgsmålet er imidlertid: Blev de første kristne konfirmeret? Er det et krav at kristne i dag underkaster sig denne ceremonielle handling?

„Der er absolut intet i evangeliet der tyder på at Jesus selv indstiftede firmelsens sakramente,“ indrømmes det i New Catholic Encyclopedia. Hvorfor krævede kirkens folk så at den døbte modtog endnu en ritus, måske ledsaget af håndspålæggelse og salvelse med olie, for at blive fuldgyldigt medlem af kirken?

Hvordan opstod konfirmationen?

Indførelsen af barnedåben er en af hovedårsagerne til at der opstod behov for endnu et sakramente. „I erkendelse af de problemer det volder når man døber spædbørn, minder kirkerne . . . de døbte om dåbens betydning ved at ’konfirmere’ dem senere i livet,“ siger bogen Christianity. I den danske lutherske kirke blev konfirmationen indført ved lov i 1736, men blev dog senere gjort frivillig. Minder konfirmationen virkelig de troende om dåbens betydning, eller udvander den snarere sandheden om dåben?

Sagen er at barnedåben ikke finder støtte i Bibelen. Man befrier ikke et spædbarn for arvesynden ved at stænke lidt vand på dets hoved; det kan kun troen på Kristi Jesu genløsningsoffer gøre. (Johannes 3:16, 36; 1 Johannes 1:7) Vanddåben er et ydre symbol på at man gennem Jesus har indviet sig til helt og fuldt at gøre Jehova Guds vilje. Vanddåben er for disciple — ’troende’ — ikke for børn. — Mattæus 28:19, 20; Apostelgerninger 8:12.

„Hvor hørte dåben op og hvor begyndte firmelsen?“ spørger New Catholic Encyclopedia. Opslagsværket svarer: „Måske skal vi ikke skelne for skarpt, for i urkirken fandtes kun én ritus.“ Ja, i det første århundrede var det eneste ritual som gav fuldt medlemskab af den kristne menighed, dåben. — Apostelgerninger 2:41, 42.

Kan man kun få den hellige ånd efter at have modtaget konfirmationen og håndspålæggelsen? Nej, i den første kristne menighed blev der normalt kun foretaget håndspålæggelse ved en særlig udnævnelse eller for at videregive åndens mirakuløse gaver. Disse gaver forsvandt med apostlenes død. (1 Korinther 13:1, 8-10) Håndspålæggelsen fandt altså som regel ikke sted i forbindelse med vanddåben men med udnævnelsen til særlige opgaver i den kristne forkyndergerning. (Apostelgerninger 6:1-6; 13:1-3) Den tanke at den apostolske håndspålæggelse videreføres i konfirmationen som, ifølge Sakramentbogen, „paatrykker Sjælen et uudsletteligt Særpræg — Kendetegn — og . . . derfor ikke [kan] gentages“, holder derfor ikke ved nærmere undersøgelse.

Apostelen Paulus advarede mod afvigelse fra de bibelske grundsandheder: „Der kommer en tid, da de ikke vil finde sig i den sunde lære, men . . . skaffe sig lærere i hobetal, efter hvad der kildrer deres øren, og de vil vende øret bort fra sandheden og vende sig til fablerne.“ (2 Timoteus 4:3, 4, da. aut.) Konfirmationstilhængere henviser imidlertid ofte til to bibelske episoder for at legitimere konfirmationsritualet.

Bibelsk grundlag?

Beretningen i Apostelgerninger 8:14-17 bruges ofte til støtte for konfirmationen. Den her omtalte håndspålæggelse i forbindelse med modtagelsen af hellig ånd var imidlertid et særtilfælde. Hvorfor? Fordi samaritanerne ikke var jødiske proselytter. De var de første ikkeisraelitter som blev optaget i den kristne menighed. Da disciplen Filip forkyndte for samaritanerne „lod de sig døbe, både mænd og kvinder“, men de modtog ikke straks den hellige ånd. (Apostelgerninger 8:12) Hvorfor ikke?

Husk at det var Peter som Kristus Jesus betroede „himlenes riges nøgler“, hvilket vil sige at han som den første fik den forret at fremholde budskabet om „himlenes rige“ for forskellige grupper af omvendte. (Mattæus 16:19) Det var derfor først da Peter og Johannes tog til Samaria og lagde hænderne på disse første ikkejødiske disciple, at hellig ånd blev udgydt over dem som et vidnesbyrd om at de kunne få adgang til „himlenes rige“.

Nogle mener at beretningen i Apostelgerninger 19:1-6 beviser at de første kristne havde et særskilt ritual efter dåben. Det er imidlertid tydeligt at grunden til at nogle disciple i Efesus ikke i dette tilfælde modtog hellig ånd, var at de var døbt „i Johannes’ dåb“, som ikke længere var gyldig. (Se også Apostelgerninger 18:24-26.) Da dette blev forklaret for dem, blev de hurtigt „døbt i Herren Jesu navn“. Og Paulus „lagde hænderne på dem“ for at de kunne modtage nogle af Guds hellige ånds mirakuløse gaver og blive antaget som Guds åndelige sønner. — Romerne 8:15, 16.

Om de omtalte beretninger siger New Dictionary of Theology: „Der kan ikke spores nogen praksis direkte tilbage til disse hændelser; og selv om de måske skaber en vis præcedens, er det tvivlsomt om de bør betragtes som normative for den kristne indvielse på samme måde som vanddåben. . . . Apostlenes Gerninger indeholder mange beretninger hvor vanddåben ikke efterfølges af håndspålæggelse (så de nævnte tilfælde er faktisk undtagelser).“ Ja, der er tale om ekstraordinære handlinger foretaget under ekstraordinære omstændigheder.

„Den ritus som kaldes ’konfirmation’ er blevet en ’ritus der søger en teologi’,“ konkluderer New Dictionary of Theology. Konfirmationen, eller firmelsen, er og bliver et ubibelsk ritual, et produkt af falske læresætninger, og bestemt ikke et krav til kristne.