Lad os vandre i Jehovas frygt
„Idet [menigheden] vandrede i Jehovas frygt og i den hellige ånds trøst voksede den stadig i antal.“ — APOSTELGERNINGER 9:31.
1, 2. (a) Hvad skete der da den kristne menighed kom ind i en periode med fred? (b) Hvad gør Jehova, også selv om han tillader forfølgelse?
DISCIPLEN stod over for en stor prøve. Ville han bevare sin uangribelighed over for Gud? Ja! Han havde vandret i Jehovas frygt og vist ærefrygt for sin Skaber. Han ville også dø som et trofast vidne for Jehova.
2 Denne gudfrygtige og uangribelige tjener var Stefanus, „en mand fuld af tro og hellig ånd“. (Apostelgerninger 6:5) Mordet på ham udløste først en bølge af forfølgelse, men derefter kom menigheden i hele Judæa, Galilæa og Samaria ind i en periode med fred og blev åndeligt opbygget. „Og idet den vandrede i Jehovas frygt og i den hellige ånds trøst voksede den stadig i antal.“ (Apostelgerninger 9:31) Som Jehovas vidner i dag kan vi være forvissede om at Gud vil velsigne os hvad enten vi lever under fredelige forhold eller bliver udsat for forfølgelse; det fremgår af Apostelgerninger, kapitel 6 til 12. Lad os derfor vise Gud ærefrygt når vi forfølges, og bruge tider med fred til at blive åndeligt opbygget og være endnu mere aktive i tjenesten for Jehova. — 5 Mosebog 32:11, 12; 33:27.
Trofaste til enden
3. Hvilket problem opstod der i Jerusalem, og hvordan blev det løst?
3 Selv i en tid med fred kan der opstå problemer, men en velorganiseret menighed kan medvirke til at de bliver løst. (6:1-7) De græsktalende jøder i Jerusalem mente at deres enker blev overset ved den daglige uddeling, mens de hebraisktalende jøder blev favoriseret. Dette problem blev løst idet apostlene udpegede syv mænd til at tage sig af „dette nødvendige arbejde“. En af dem var Stefanus.
4. Hvordan reagerede Stefanus på de falske beskyldninger?
4 Kort efter blev den gudfrygtige Stefanus imidlertid sat på en prøve. (6:8-15) Nogle mænd stod frem for at diskutere med Stefanus. Flere af dem tilhørte De Frigivnes synagoge, som måske bestod af jøder der var blevet taget til fange af romerne og senere givet fri, eller af frigivne slaver som var gået over til jødedommen. Da de ikke kunne stå sig imod den visdom og ånd hvormed Stefanus talte, førte de ham til Sanhedrinet, hvor de fremførte falske vidner der erklærede: ’Vi hørte denne mand sige at Jesus vil ødelægge templet og ændre de skikke som Moses har overleveret os.’ Men selv Stefanus’ modstandere kunne se at han ikke var en forbryder. Hans tillid til Jehova afspejlede sig i hans rolige ansigtsudtryk, der fik ham til at ligne en engel, en budbringer for Gud. Herved skilte han sig tydeligt ud fra sine fjender der gik Satans ærinde, hvilket sikkert har stået at læse i deres ondskabsfulde ansigter.
5. Hvad understregede Stefanus i sin tale?
5 Da Stefanus blev forhørt af ypperstepræsten Kajfas, aflagde han et frygtløst vidnesbyrd. (7:1-53) I sin gennemgang af Israels historie viste han at Gud havde til hensigt at afskaffe Loven og tempeltjenesten når Messias kom. Stefanus pegede på at israelitterne havde vraget Moses, befrieren som alle jøder hævdede at de holdt i ære, nøjagtig som de nu undlod at anerkende den der skulle tilvejebringe en større udfrielse. Ved at gøre opmærksom på at Gud ikke bor i huse gjort med hænder, viste Stefanus at templet og den tilbedelsesordning der knyttede sig dertil ville blive afskaffet. Men eftersom hans dommere ikke frygtede Gud eller ønskede at lære Hans vilje at kende, sagde Stefanus: ’Stivnakkede mænd, I modstår altid den hellige ånd. Hvilken af profeterne har jeres forfædre ikke forfulgt? De dræbte dem der forud forkyndte om den Retfærdiges komme, ham hvis forrædere og mordere I er blevet.’
6. (a) Hvilken trosstyrkende oplevelse fik Stefanus før sin død? (b) Hvorfor var det rigtigt af Stefanus at sige: „Herre Jesus, modtag min ånd“?
6 Stefanus’ frygtløse tale førte til at han blev dræbt. (7:54-60) Dommerne blev rasende over denne afsløring af deres medansvar i Jesu død. Men Stefanus’ tro blev styrket da han ’stirrede ind i himmelen og så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre hånd’. Stefanus kunne nu møde sine fjender i forvisningen om at han havde gjort Guds vilje. Selv om Jehovas vidner ikke modtager syner, erfarer de den samme gudgivne ro når de forfølges. Da Stefanus’ fjender begyndte at stene ham uden for Jerusalem, bad han: „Herre Jesus, modtag min ånd.“ Det var rigtigt at bede sådan, for Gud havde bemyndiget Jesus til at oprejse de døde. (Johannes 5:26; 6:40; 11:25, 26) Knælende råbte Stefanus: „Jehova, tilregn dem ikke denne synd.“ Derefter sov han ind i døden som martyr, ligesom så mange andre af Jesu disciple har gjort siden da, også her i nyere tid.
Forfølgelse spreder den gode nyhed
7. Hvad resulterede forfølgelsen i?
7 Stefanus’ død resulterede i at den gode nyhed blev udbredt. (8:1-4) Den forfølgelse der nu brød ud, bevirkede at alle disciplene, på nær apostlene, spredtes ud over Judæa og Samaria. Saulus, der bifaldt mordet på Stefanus, rasede mod menigheden som et vildt dyr, idet han trængte ind i det ene hus efter det andet og slæbte Jesu disciple ud og lod dem kaste i fængsel. Men eftersom disciplene fortsatte med at forkynde hvor de kom hen, blev Satans plan om at standse de gudfrygtige forkyndere gennem forfølgelse, forpurret. Også i dag har forfølgelse resulteret i at den gode nyhed er blevet udbredt, eller at folks opmærksomhed er blevet henledt på Rigets budskab.
8. (a) Hvad skete der som følge af den forkyndelse der fandt sted i Samaria? (b) Hvordan brugte Peter den anden af de nøgler som Jesus havde betroet ham?
8 Evangelieforkynderen Filip tog til Samaria for at „forkynde Messias“. (8:5-25) Det vakte stor glæde i den by da den gode nyhed blev forkyndt, urene ånder blev uddrevet og folk blev kureret. Apostlene i Jerusalem sendte Peter og Johannes til Samaria, og da de bad og lagde hænderne på dem der var blevet døbt, modtog disse nye disciple hellig ånd. Den nydøbte Simon, der tidligere havde øvet magi, forsøgte at købe denne myndighed, men Peter sagde: ’Må dit sølv forgå sammen med dig. Dit hjerte er ikke retskaffent i Guds øjne.’ Da han fik besked på at ændre sind og bede Jehova om tilgivelse, anmodede han apostlene om at bede for sig. Dette bør bevæge alle der i dag frygter Jehova til at bede om Guds hjælp til at vogte hjertet. (Ordsprogene 4:23) (Ordet „simoni“, der betyder „handel med kirkelige og gejstlige embeder“, stammer fra denne begivenhed.) Peter og Johannes forkyndte derefter den gode nyhed i mange andre samaritanske landsbyer. Det var altså i den forbindelse at Peter brugte den anden af de nøgler Jesus gav ham så samaritanerne kunne få kundskab om, og adgang til, det himmelske rige. — Mattæus 16:19.
9. Hvem var den ætiopier som Filip forkyndte for, og hvorfor kunne han blive døbt?
9 Guds engel tildelte derefter Filip en ny opgave. (8:26-40) På vejen fra Jerusalem til Gaza kørte en vogn med en „eunuk“, en hofmand der var skatmester hos den ætiopiske dronning, Kandake. Han var ikke eunuk i fysisk forstand, for det ville have udelukket ham fra den jødiske menighed, men han var taget til Jerusalem for at tilbede som en omskåren proselyt. (5 Mosebog 23:1) Filip fandt eunukken i færd med at læse i Esajas’ bog. Efter at være blevet inviteret op i vognen, forklarede Filip Esajas’ profeti og ’forkyndte den gode nyhed om Jesus for ham’. (Esajas 53:7, 8) Kort efter udbrød ætiopieren: „Se! Her er vand; hvad hindrer mig i at blive døbt?“ Det var der intet der gjorde, eftersom han havde kundskab om Gud og nu havde fået tro på Messias. Filip døbte ætiopieren, som derefter rejste videre med glæde. Er der noget der afholder dig fra at blive døbt?
En forfølger bliver omvendt
10, 11. Hvad hændte der Saulus fra Tarsus på vejen til Damaskus og kort tid efter?
10 I mellemtiden søgte Saulus at få Jesu disciple til at afsværge deres tro under trusler om fængsel eller død. (9:1-18a) Ypperstepræsten (sandsynligvis Kajfas) gav Saulus breve til synagogerne i Damaskus, hvilket bemyndigede ham til at føre de mænd og kvinder som tilhørte „Vejen“, den livsform der byggede på Kristi eksempel, bundne til Jerusalem. Da han omkring middag befandt sig i nærheden af Damaskus, strålede et lys fra himmelen, og en stemme spurgte: „Saul, hvorfor forfølger du mig?“ De der var sammen med Saulus hørte „lyden af en stemme“, men forstod ikke det der blev sagt. (Jævnfør Apostelgerninger 22:6, 9.) Denne delvise åbenbarelse af den herliggjorte Jesus var tilstrækkelig til at blinde Saulus. Gud lod imidlertid disciplen Ananias give ham synet tilbage.
11 Efter sin dåb blev den tidligere forfølger selv udsat for forfølgelse. (9:18b-25) Jøderne i Damaskus ønskede at rydde Saulus af vejen. Men om natten sænkede disciplene ham ned gennem en åbning i muren, sandsynligvis i en stor flettet kurv fremstillet af reb eller kviste. (2 Korinther 11:32, 33) Åbningen kan have været et vindue i en discipels hjem som var bygget ind i muren. Det var ikke fejt at flygte fra fjenderne for at kunne fortsætte forkyndelsen.
12. (a) Hvad skete der med Saulus i Jerusalem? (b) Hvordan gik det menigheden her?
12 I Jerusalem hjalp Barnabas disciplene til at acceptere Saulus som en trosfælle. (9:26-31) Her diskuterede Paulus frygtløst med de græsktalende jøder, der forsøgte at gøre det af med ham. Da brødrene opdagede dette, førte de ham til Cæsarea og sendte ham til Tarsus, hans fødeby i Kilikien. Derefter kom menigheden i hele Judæa, Galilæa og Samaria „ind i en periode med fred og blev opbygget“ åndeligt. „Og idet den vandrede i Jehovas frygt og i den hellige ånds trøst voksede den stadig i antal.“ Et godt eksempel som også viser menigheder i dag hvordan de kan modtage Jehovas velsignelse.
Ikkejøder kommer til troen
13. Hvilke mirakler satte Gud Peter i stand til at udføre i Lydda og Joppe?
13 Peter havde også travlt. (9:32-43) I Lydda (vore dages Lod) på Saronsletten helbredte han den lamme Æneas. Dette fik mange til at vende sig til Herren. I Joppe blev den elskede discipel Tabita (Dorkas) syg og døde. Da Peter kom, viste enkerne ham grædende de klædninger som Dorkas havde lavet til dem. Peter gav Dorkas livet tilbage, og da nyheden herom spredtes kom mange til troen. Peter blev i Joppe hos garveren Simon, hvis hus lå ved havet. Garvere lagde dyreskind i blød i havet og behandlede dem med læsket kalk før de skrabede hårene af dem. Huderne blev omdannet til læder ved at de blev garvet med en væske der indeholdt ekstrakt fra forskellige planter.
14. (a) Hvem var Kornelius? (b) Hvad ved vi om Kornelius’ bønner?
14 På dette tidspunkt (år 36) skete der også en bemærkelsesværdig udvikling andre steder. (10:1-8) I Cæsarea boede der en gudhengiven ikkejøde ved navn Kornelius, en romersk centurion der havde cirka 100 mand under sin befaling. Han var anfører for „den italienske hærafdeling“, der sandsynligvis bestod af soldater rekrutteret blandt de romerske borgere og frigivne slaver i Italien. Kornelius frygtede Gud, men han var ikke en jødisk proselyt. En engel viste sig for ham i et syn og fortalte ham at hans bønner var „steget op som et minde over for Gud“. Skønt Kornelius på dette tidspunkt endnu ikke havde indviet sig til Jehova, blev hans bøn alligevel besvaret. Som engelen havde anvist, sendte han bud efter Peter.
15. Hvad skete der mens Peter bad på taget af Simons hus?
15 I mellemtiden modtog Peter et syn mens han bad på taget af Simons hus. (10:9-23) I en trance så han en slags pose ligesom et linnedstykke, fyldt med urene firføddede dyr og krybdyr og fugle. Da Peter fik besked på at slagte og spise, sagde han at han aldrig havde spist noget vanhelligt. „Hold op med at kalde det som Gud har erklæret rent, for vanhelligt,“ lød svaret. Synet bragte Peter i vildrede, men han fulgte åndens ledelse. Sammen med seks jødiske brødre tog han med Kornelius’ udsendinge. — Apostelgerninger 11:12.
16, 17. (a) Hvad fortalte Peter Kornelius og dem der var samlet i hans hus? (b) Hvad skete der mens Peter talte?
16 Nu var tiden kommet til at de første ikkejøder skulle høre den gode nyhed. (10:24-43) Da Peter og hans rejsefæller ankom til Cæsarea, ventede Kornelius sammen med sin familie og nogle nære venner på dem. Kornelius kastede sig ned for fødderne af Peter, men apostelen modsatte sig ydmygt at man viste ham denne ærbødighed. Han fortalte om hvordan Jehova havde salvet Jesus som Messias med hellig ånd og kraft, og forklarede at enhver som tror på ham får tilgivelse for synder.
17 Nu greb Jehova Gud ind. (10:44-48) Endnu mens Peter talte udgød Gud hellig ånd over disse troende ikkejøder. Derved blev de avlet som følge af Guds hellige ånd og begyndte at tale på fremmede tungemål og forkynde Guds storhed. Derefter blev de døbt i Jesu Kristi navn. På denne måde brugte Peter den tredje nøgle så gudfrygtige ikkejøder kunne få kundskab om, og adgang til, det himmelske rige. — Mattæus 16:19.
18. Hvordan reagerede de jødiske brødre da Peter fortalte dem at ikkejøder var blevet ’døbt i hellig ånd’?
18 Senere begyndte tilhængere af omskærelsen at strides med Peter i Jerusalem. (11:1-18) Men da han forklarede hvordan folk fra nationerne var blevet ’døbt i hellig ånd’, herliggjorde de Gud og sagde: „Så har Gud altså også givet folk fra nationerne sindsændring med henblik på liv.“ Vi bør også være lydhøre når Guds vilje bliver gjort kendt for os.
Oprettelsen af en ikkejødisk menighed
19. Hvordan gik det til at disciplene blev kaldt kristne?
19 Den første ikkejødiske menighed blev nu oprettet. (11:19-26) Da disciplene blev spredt under den trængsel der opstod efter Stefanus’ død, tog nogle til Antiochia i Syrien, der var kendt for sin afgudsdyrkelse og sit moralske fordærv. Da de dér forkyndte den gode nyhed for de græsktalende, ’var Jehovas hånd med dem’ og mange kom til troen. Barnabas og Saulus underviste i byen i et år, og „det var i Antiochia at disciplene ved guddommeligt forsyn for første gang blev kaldt kristne“. Det var uden tvivl Jehova der sørgede for at de blev kaldt dette, eftersom det græske ord chrēmatiʹzō betyder „at blive kaldt ved guddommeligt forsyn“ og altid bruges i Bibelen i forbindelse med noget der kommer fra Gud.
20. Hvad forudsagde Agabus, og hvordan reagerede menigheden i Antiochia?
20 Der kom også gudfrygtige profeter til Antiochia fra Jerusalem. (11:27-30) En af dem var Agabus, der ved ånden gav til kende „at der ville komme en stor hungersnød over hele den beboede jord“. Denne profeti gik i opfyldelse under den romerske kejser Claudius’ regering (41-54). Historikeren Josefus omtaler denne ’store hungersnød’. (Jødernes Oldtidshistorie, 20. bog, kap. II, 5. afsnit; kap. V, 2. afsnit) Som et udtryk for deres kærlighed sendte menigheden i Antiochia et bidrag til brødrene i Judæa der var i nød. — Johannes 13:35.
Forfølgelsen virkningsløs
21. Hvad gjorde Herodes Agrippa I ved Peter, men hvad skete der?
21 Perioden med fred ophørte da Herodes Agrippa I begyndte at forfølge de gudfrygtige kristne i Jerusalem. (12:1-11) Herodes henrettede Jakob med sværdet, måske ved at halshugge ham. Jakob blev derved den første apostel der led martyrdøden. Da Herodes så at det behagede jøderne, satte han Peter i fængsel. Apostelen blev øjensynlig lænket mellem to soldater, mens to andre bevogtede fængselscellen. Herodes havde planer om at henrette ham efter påsken og de usyrede brøds dage (14.-21. nisan), men de bønner menigheden bad for ham blev besvaret i rette tid, hvilket også mange gange er tilfældet med vore bønner. Guds engel udfriede mirakuløst apostelen.
22. Hvad skete der da Peter tog hen til det hus hvor Markus’ moder, Maria, boede?
22 Kort efter befandt Peter sig ved det hus der tilhørte Maria (Johannes Markus’ moder), og som åbenbart var et af de kristnes mødesteder. (12:12-19) I mørket genkendte tjenestepigen Rode Peters stemme, men lod ham stå uden for den lukkede port. Først troede disciplene måske at Gud havde sendt en engel der viste sig i Peters skikkelse og talte med en stemme som hans. Men da de lukkede Peter ind, bad han dem give Jakob og brødrene (måske de ældste) besked om hans udfrielse. Derefter forlod han dem og gik under jorden uden at meddele hvor han tog hen, for ikke at bringe dem eller sig selv i fare i tilfælde af at de skulle blive forhørt. Herodes søgte forgæves efter Peter, og vagterne blev straffet, måske endda henrettet.
23. Hvordan endte Herodes Agrippa I’s styre, og hvad kan vi lære heraf?
23 Herodes Agrippa I’s styre fik en brat afslutning da han i år 44 befandt sig i Cæsarea. Han blev 54 år gammel. (12:20-25) Han var indstillet på strid med fønikierne i Tyrus og Zidon. Men fønikierne bestak Herodes’ tjener Blastus til at arrangere et møde hvor de kunne bede om fred. På „en fastsat dag“ (hvor der også blev holdt en fest til ære for kejser Claudius), iførte Herodes sig kongelig dragt, satte sig på dommersædet og holdt en tale. Som reaktion herpå råbte tilhørerne: „En guds røst, og ikke et menneskes!“ Øjeblikkelig slog Jehovas engel ham „fordi han ikke gav Gud æren“. Herodes „blev ædt op af orme og udåndede“. Må denne advarsel bevæge os til fortsat at vandre i frygt for Jehova idet vi skyr stolthed og giver ham æren for det vi udretter som hans folk.
24. Hvad vil en kommende artikel vise vedrørende forkyndelsesarbejdets vækst?
24 Til trods for Herodes’ forfølgelse ’havde Jehovas ord fortsat fremgang og udbredtes’. Som en kommende artikel vil vise, kunne disciplene forvente yderligere vækst. Hvorfor? Fordi de „vandrede i Jehovas frygt“.
Hvad vil du svare?
◻ Hvordan viste Stefanus at han havde frygt for Jehova, ligesom mange af Guds tjenere siden har vist det?
◻ Hvilken virkning havde Stefanus’ død på forkyndelsen, og findes der en nutidig parallel hertil?
◻ Hvordan blev modstanderen Saulus fra Tarsus en discipel der frygtede Jehova?
◻ Hvem var de første ikkejøder der kom til troen?
◻ Hvordan viser Apostelgerninger, kapitel 12, at forfølgelse ikke kan standse dem der frygter Jehova?
[Illustration på side 16]
Et lys strålede fra himmelen og en stemme spurgte: „Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?“