Markus — ’nyttig og kan gøre tjeneste’

MENIGHEDEN i Antiochia havde tidligere haft problemer, men uoverensstemmelsen mellem apostlene Paulus og Barnabas var noget andet. De var i færd med at planlægge en missionsrejse, men da de skulle beslutte hvem der skulle med på rejsen, kom det til „et skarpt opgør“ imellem dem. (Apg. 15:39) De to mænd skiltes og drog hver sin vej. Deres uenighed drejede sig om en tredje missionær — Markus.

Hvem var Markus? Hvorfor skændtes to apostle på grund af ham? Hvorfor havde de så stærke meninger om ham? Ændrede de senere holdning? Og hvad kan vi lære af beretningen om Markus?

Hjemme i Jerusalem

Markus, som åbenbart kom fra en velhavende jødisk familie, voksede op i Jerusalem. Første gang vi hører om ham, er i forbindelse med beretningen om den første kristne menighed. Omkring år 44, da Jehovas engel mirakuløst havde udfriet apostelen Peter som var blevet fængslet af Herodes Agrippa I, gik Peter „til det hus der tilhørte Maria, moderen til Johannes med tilnavnet Markus, hvor en hel del var forsamlet og bad“. — Apg. 12:1-12.a

Det ser altså ud til at menigheden i Jerusalem holdt møder i Markus’ mors hjem. At „en hel del“ mødtes dér, tyder på at det var et stort hus. Maria havde også en tjenestepige ved navn Rode som lukkede op da Peter „bankede på døren til portrummet“. Disse detaljer gør det nærliggende at tro at Maria var temmelig velhavende. Desuden omtales huset som hendes hjem, ikke hendes mands. Det åbner mulighed for at hun var enke, og at Markus stadig var forholdsvis ung. — Apg. 12:13.

Markus var sandsynligvis iblandt dem der var forsamlet for at bede. Han må have kendt Jesu disciple og andre som havde været øjenvidner til begivenhederne under Jesu tjeneste. Markus var måske identisk med den letpåklædte unge mand som forsøgte at følge efter Jesus da han var blevet arresteret, men flygtede da man prøvede at pågribe ham. — Mark. 14:51, 52.

Privilegier i menigheden

Samvær med modne kristne havde uden tvivl en positiv indflydelse på Markus. Han voksede åndeligt, og de ledende brødre lagde mærke til ham. Da Paulus og Barnabas omkring år 46 rejste fra Antiochia til Jerusalem for at overbringe „noget til hjælp“ for brødrene dér, fattede de interesse for Markus. Formålet med rejsen var at afhjælpe virkningerne af en hungersnød, men da de vendte hjem til Antiochia, tog de Markus med. — Apg. 11:27-30; 12:25.

Hvis man læser beretningen overfladisk, kan man få den opfattelse at der — ud over det åndelige bånd — ikke var noget der bandt disse tre mænd sammen, og at Paulus og Barnabas udelukkende tog Markus med på grund af hans gode evner og indstilling. Et af Paulus’ breve afslører imidlertid at Markus var fætter til Barnabas. (Kol. 4:10) Den omstændighed kan hjælpe os til at forstå følgende begivenheder som Markus var involveret i.

Da der var gået hen ved et år, begav Paulus og Barnabas sig, efter den hellige ånds anvisning, ud på en missionsrejse. De tog af sted fra Antiochia til Cypern, og Johannes Markus tog med dem „som tjener“. (Apg. 13:2-5) Måske skulle Markus tage sig af de praktiske ting i forbindelse med rejsen så apostlene kunne koncentrere sig om de åndelige.

Paulus, Barnabas og Markus rejste tværs over Cypern og forkyndte på deres vej. Derefter tog de til Lilleasien, og her traf Johannes Markus en beslutning som skuffede Paulus. Da brødrene ankom til Perge, fortæller beretningen at „Johannes forlod dem og vendte tilbage til Jerusalem“. (Apg. 13:13) Årsagen til Markus’ beslutning oplyses ikke.

Et par år senere var Paulus, Barnabas og Markus tilbage i Antiochia. De to apostle talte om at tage ud på endnu en missionsrejse for at bygge videre på det de havde udrettet på den første. Barnabas ville gerne have sin fætter med, men det ville Paulus ikke høre tale om fordi Markus tidligere havde forladt dem. Det var denne situation der udløste den konflikt der er omtalt i begyndelsen af denne artikel. Barnabas tog Markus med sig for at forkynde på Cypern hvor han var født, mens Paulus tog af sted til Syrien. (Apg. 15:36-41) Det er tydeligt at Paulus og Barnabas ikke havde samme syn på den afgørelse Markus tidligere havde truffet.

Forsoning

Markus har uden tvivl været meget nedtrykt over det der skete, men han fortsatte trofast sin tjeneste. Elleve til tolv år efter episoden med Paulus, møder vi Markus igen i beretningen om de første kristne. Og måske netop der hvor man mindst skulle vente det — sammen med Paulus!

I år 60 og 61, under sit fængselsophold i Rom, skrev Paulus nogle breve som i dag er en del af De Hellige Skrifter. I brevet til kolossenserne skrev han: „Aristarkus, min medfange, sender jer sine hilsener, og det gør Markus også, Barnabas’ fætter (ham som I har fået bud om at tage imod hvis han kommer til jer) . . . Kun disse er mine medarbejdere for Guds rige, og netop disse er blevet en styrkende hjælp for mig.“ — Kol. 4:10, 11.

Sikken en forandring! Fra at have været genstand for Paulus’ stærke mishag, blev Markus nu igen betragtet som en værdifuld medhjælper. Øjensynlig fortæller Paulus her kolossenserne at de muligvis ville få besøg af Markus, og at han i så fald skulle betragtes som hans repræsentant.

Havde Paulus for år tilbage været for kritisk over for Markus? Havde Markus høstet gavn af nødvendig vejledning? Eller var der tale om en kombination af disse to faktorer? Uanset hvordan det forholder sig, vidner forsoningen mellem Paulus og Markus om at de begge var modne kristne. De lod fortid være fortid og arbejdede nu sammen igen. Et fint eksempel til efterfølgelse for alle som har haft en uoverensstemmelse med en kristen broder eller søster.

Markus’ rejser

Markus’ rejseaktivitet var omfattende. Det bliver man klar over når man læser om de forskellige rejser han foretog. Han kom fra Jerusalem, flyttede til Antiochia, og derfra sejlede han til Cypern og Perge. Derefter rejste han til Rom, og fra Rom ønskede Paulus at sende ham til Kolossæ. Og det er ikke det hele!

Apostelen Peter skrev sit første brev i årene fra 62 til 64. I dette brev skrev han: „Hun som er i Babylon . . . sender jer sine hilsener, og det gør også Markus, min søn.“ (1 Pet. 5:13) Markus rejste altså til Babylon for at tjene sammen med den apostel som mange år tidligere var til stede ved de kristne møder der blev holdt i hans mors hjem.

Da Paulus omkring år 65, under sit andet fængselsophold i Rom, skrev til Timoteus i Efesus for at bede ham rejse til Rom, tilføjede han: „Tag Markus og bring ham med dig.“ (2 Tim. 4:11) På det tidspunkt var Markus altså i Efesus. Og der er ingen tvivl om at han reagerede positivt på Paulus’ opfordring om at vende tilbage til Rom sammen med Timoteus. Det var ikke så let at rejse dengang, men Markus var villig til det.

Endnu et stort privilegium

Markus fik endnu et stort privilegium. Han blev inspireret af Jehova til at skrive et af evangelierne. Navnet på forfatteren til det andet evangelium er ganske vist ikke nævnt, men ifølge de ældste overleveringer er det Markus der har skrevet det, og Peter var hans kilde. Rent faktisk var Peter vidne til stort set alt det Markus skrev om.

Forskere som har analyseret Markusevangeliet, mener at det var stilet til ikkejøder. Markus kommer med oplysende forklaringer om jødiske skikke. (Mark. 7:3; 14:12; 15:42) Han oversætter aramaiske udtryk som ikkejødiske læsere måske ellers ikke ville have forstået. (Mark. 3:17; 5:41; 7:11, 34; 15:22, 34) Han gør brug af mange latinske betegnelser og forklarer endda almindelige græske ord ved hjælp af de tilsvarende ord på latin. Han angiver værdien af jødiske mønter i romersk møntfod. (Mark. 12:42, fdn.) Alt dette synes at harmonere med den gamle overlevering om at Markus skrev sit evangelium i Rom.

„Nyttig for mig og kan gøre tjeneste“

At skrive det evangelium der bærer hans navn, var langt fra det eneste Markus foretog sig i Rom. Husk hvad Paulus skrev til Timoteus: „Tag Markus og bring ham med dig.“ Hvad var grunden til at Paulus skrev sådan? „For han er nyttig for mig og kan gøre tjeneste.“ — 2 Tim. 4:11.

Dette er det sidste i Markus’ liv der omtales i Bibelen, og hvor siger det meget om ham. På intet tidspunkt i sin teokratiske løbebane optræder Markus som apostel, leder eller profet. Nej, han var tjener, det vil sige en som opvartede og betjente andre. Og på dette tidspunkt, kort før Paulus døde, kunne denne apostel helt bestemt have gavn af Markus’ hjælp.

Hvis man betragter de forskellige små oplysninger vi har om Markus, under ét, giver de et billede af en mand der nidkært fremmede udbredelsen af den gode nyhed i forskellige dele af verden, en mand der var glad for at tjene andre. Ja, Markus modtog store privilegier fordi han ikke gav op.

Ligesom Markus er vi som Guds tjenere i dag fast besluttede på at forkynde den gode nyhed om Riget. Nogle af os har på samme måde som Markus mulighed for at rejse til andre områder, ja selv til andre lande, for at fremme udbredelsen af den gode nyhed dér. De fleste af os har sikkert ikke mulighed for at tage et sådant skridt, men vi kan alle følge Markus’ eksempel på en anden vigtig måde. Ligesom han var villig til at gøre alt hvad der stod i hans magt, for at tjene sine brødre, er vi villige til at gøre en indsats for rent praktisk at hjælpe vores medtroende til at udføre deres tjeneste for Gud. Når vi gør det, kan vi være sikre på at vi fortsat vil blive rigt velsignet af Jehova. — Ordsp. 3:27; 10:22; Gal. 6:2.

[Fodnote]

[Kort/​illustration på side 8, 9]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Nogle af de byer Markus besøgte

Rom

Efesus

Kolossæ

Perge

Antiochia (i Syrien)

Cypern

MIDDELHAVET

Jerusalem

Babylon