ISAK

(Iʹsak) [latter].

Abrahams eneste søn med sin hustru Sara og således et vigtigt led i slægtslinjen frem til Kristus. (1Kr 1:28, 34; Mt 1:1, 2; Lu 3:34) Isak blev vænnet fra i 5-årsalderen, blev så godt som ofret i en alder af måske 25, blev gift da han var 40, blev fader til tvillinger da han var 60, og døde da han var 180 år gammel. — 1Mo 21:2-8; 22:2; 25:20, 26; 35:28.

Isak blev født under højst usædvanlige omstændigheder. Både hans fader og hans moder var meget gamle, og hans moder var for længst ophørt med at have menstruation. (1Mo 18:11) Så da Gud sagde til Abraham at Sara ville få en søn, lo han ved tanken og sagde: „Kan der fødes et barn til en mand der er hundrede år gammel, og kan Sara, ja en kvinde der er halvfems år gammel, føde børn?“ (1Mo 17:17) Da Sara hørte det, lo hun også. (Se LATTER.) Men ’intet er for usædvanligt for Jehova’, og året efter, „til den fastsatte tid“, blev barnet født. (1Mo 18:9-15) Sara udbrød da: „Gud har skaffet mig latter,“ og tilføjede: „Enhver der hører om det vil le ad mig.“ Og sådan gik det til at drengen, som Jehova havde sagt, blev kaldt Isak, der betyder „latter“. — 1Mo 21:1-7; 17:19.

Som medlem af Abrahams husstand og arving til løfterne blev Isak behørigt omskåret på den ottende dag. — 1Mo 17:9-14, 19; 21:4; Apg 7:8; Ga 4:28.

Hvor gammel var Isak da han blev vænnet fra?

Den dag Isak blev vænnet fra, holdt Abraham en stor fest. Det var åbenbart ved denne lejlighed at Sara lagde mærke til at Ismael „gjorde sig lystig“ over sin yngre halvbroder Isak. (1Mo 21:8, 9) Nogle oversættelser (DA31, DA92, JB, Mo, RS) siger at Ismael blot ’legede’ med Isak, altså som når børn leger med hinanden. Men det hebraiske ord tsachaqʹ kan også have en negativ betydning. I andre skriftsteder (1Mo 19:14; 39:14, 17) gengiver de samme oversættelser for eksempel ordet med ’drive spøg’, „drive spot“ og ’holde for nar’.

Ifølge visse targumer og den syriske Pesjitta skal Ismaels udtalelser i 1 Mosebog 21:9 opfattes som „spot“. Om ordet tsachaqʹ siges der i Cooks Commentary: „I dette skriftsted har det sandsynligvis den betydning man normalt tillægger det, nemlig ’hånlatter’. Som Abraham havde leet af glæde i forbindelse med Isak, og som Sara havde leet vantro, sådan lo Ismael nu hånligt, sikkert med den indstilling der kendetegner en tyran og plageånd.“ Den inspirerede apostel Paulus viser klart at Ismaels behandling af Isak var mishandling, forfølgelse, ikke leg. (Ga 4:29) I betragtning af at Sara i det næste vers (1Mo 21:10) insisterede på at ’denne trælkvindes søn ikke skulle arve sammen med Isak’, anfører nogle kommentatorer den mulighed at Ismael (der var 14 år ældre end Isak) måske skændtes med Isak og hånede ham i spørgsmålet om arveretten.

Jehova havde sagt til Abraham at hans afkom ville blive mishandlet som udlændinge i 400 år. (1Mo 15:13; Apg 7:6) Denne mishandling endte med israelitternes udfrielse fra Ægypten i 1513 f.v.t. og må derfor være begyndt i 1913 f.v.t. Samme år må Isak være blevet vænnet fra da de to begivenheder — at Isak blev vænnet fra, og at han blev behandlet dårligt af Ismael — kædes nært sammen i beretningen. Det vil sige at Isak var omkring fem år gammel da han blev vænnet fra, eftersom han blev født i 1918 f.v.t. Hans fødsel markerede for øvrigt begyndelsen på de 450 år der omtales i Apostelgerninger 13:17-20, og som endte omkring 1467 f.v.t. da Josuas felttog i Kana’an sluttede og landet blev delt mellem de forskellige stammer.

I dag, hvor mange kvinder i den vestlige verden ikke ammer deres børn eller kun ammer dem i omkring seks til ni måneder, kan en periode på fem år synes utrolig lang. Men dr. D. B. Jelliffe siger at børnene mange steder i verden først bliver vænnet fra når de er halvandet eller to år gamle, og at det i Arabien er skik at en moder ammer sit barn til det er mellem 13 og 32 måneder gammelt. Normalt vil mælkedannelsen kunne fortsætte indtil det næste barn er på vej. — Infant Nutrition in the Subtropics and Tropics, Genève 1968, s. 38.

I middelalderens Europa var to år gennemsnitsalderen for børn der blev vænnet fra, og i makkabæertiden (det 1. og 2. årh. f.v.t.) ammede kvinder deres sønner i tre år. (2 Makkabæerbog 7:27) For 4000 år siden, da folk ikke levede så fortravlet en tilværelse og ikke kendte til det pres vi er udsat for i dag, er det ikke svært at forstå at Sara kan have ammet Isak i fem år. Desuden var det jo hendes eneste barn efter mange års barnløshed.

Villig til at lade sig ofre. Efter at Isak var blevet vænnet fra, siges der ikke mere om hans barndom. Han bliver først omtalt igen da Gud siger til hans fader, Abraham: „Jeg beder dig, tag din søn, din eneste, som du elsker, Isak, og begiv dig til Morijas land og bring ham dér som et brændoffer.“ (1Mo 22:1, 2) Efter tre dages rejse nåede de det sted Gud havde udvalgt. Isak bar brændet, og hans fader bar ilden og slagterkniven. „Men hvor er fåret til brændofferet?“ spurgte Isak. „Gud vil selv udse sig fåret,“ lød svaret. — 1Mo 22:3-8, 14.

Da de kom til stedet, byggede de et alter og lagde brændet til rette. Så blev Isak bundet på hænder og fødder og lagt oven på brændet. Idet Abraham løftede kniven, holdt Jehovas engel hans hånd tilbage. Abrahams tro havde ikke været grundløs. Jehova tilvejebragte derefter en vædder der var fanget i et krat, og som kunne ofres i stedet for Isak. (1Mo 22:9-14) Således fik Abraham, der regnede med „at Gud var i stand til at oprejse [Isak] endog fra de døde“, ham „på en billedlig måde“ tilbage fra de døde. — He 11:17-19.

Denne dramatiske begivenhed beviste ikke blot Abrahams tro og lydighed, men også hans søn Isaks. Ifølge den jødiske overlevering, gengivet af Josefus, var Isak dengang 25 år gammel. I hvert fald var han gammel nok og stærk nok til at bære en anselig mængde brænde op på et bjerg. Hvis han ville have sat sig imod Jehovas bud, kunne han derfor nemt have sat sig til modværge da hans 125-årige fader ville binde ham. (Jewish Antiquities, I, 227 [xiii, 2]) Isak var imidlertid rede til at underlægge sig Guds vilje og lade sig bringe som et offer. Fordi Abraham ved denne lejlighed lagde så stor tro for dagen, gentog og udvidede Jehova sin pagt med ham, og efter hans død overførte Gud den til hans søn Isak. — 1Mo 22:15-18; 26:1-5; Ro 9:7; Jak 2:21.

Men endnu vigtigere er det at der derved blev opført et storslået profetisk drama som skildrede hvordan Kristus Jesus, den større Isak, til sin tid beredvilligt som Guds lam ville give sit liv som menneske til frelse for menneskeheden. — Joh 1:29, 36; 3:16.

Ægteskab og børn. Efter Isaks moders død mente hans fader at tiden var inde til at sønnen giftede sig. Abraham ønskede imidlertid ikke at Isak giftede sig med en kana’anæer, en hedensk kvinde. Som patriark sendte han derfor sin betroede tjener til sine slægtninge i Mesopotamien for at han skulle finde en kvinde af semitisk afstamning som tilbad Jehova, Abrahams Gud. — 1Mo 24:1-9.

Hvervet kunne ikke andet end lykkes, for lige fra begyndelsen var hele sagen lagt i Jehovas hænder. Det viste sig at Gud havde valgt Rebekka, en datter af Isaks fætter. Hun var straks rede til at forlade sin familie og sine slægtninge og følge med karavanen tilbage til Negebs land, hvor Isak boede. Efter beskrivelsen af deres første møde hedder det videre i beretningen: „Derpå førte Isak hende ind i sin moder Saras telt. Således tog han Rebekka til ægte, og hun blev hans hustru; og han kom til at elske hende, og således fandt Isak trøst efter tabet af sin moder.“ (1Mo 24:10-67) Eftersom Isak da var 40 år gammel, må ægteskabet være blevet indgået i 1878 f.v.t. — 1Mo 25:20.

Af den historiske beretning om Isak fremgår det at Rebekka var ufrugtbar i 20 år. Det gav Isak lejlighed til at vise at han troede lige så fast på Jehovas løfte om at alle jordens slægter skulle velsignes gennem et endnu ufødt afkom, som hans fader havde gjort. Han viste denne tro ved stadig at bønfalde Jehova om en søn. (1Mo 25:19-21) Som det skete i hans eget tilfælde, blev det igen vist at løftets afkom ikke ville komme på en naturlig måde, men ved at Jehova greb ind med sin kraft. (Jos 24:3, 4) I 1858 f.v.t. fik den nu 60-årige Isak endelig en dobbelt velsignelse, tvillingerne Esau og Jakob. — 1Mo 25:22-26.

På grund af en hungersnød flyttede Isak med sin familie til Gerar, som lå i filistrenes område, for Gud havde sagt at han ikke skulle tage ned til Ægypten. Ved denne lejlighed bekræftede Jehova at han ville opfylde Abrahamsløftet gennem Isak idet han igen sagde: „Jeg vil gøre dit afkom talrigt som himmelens stjerner, og jeg vil give dit afkom alle disse lande; og ved dit afkom skal alle jordens nationer velsigne sig.“ — 1Mo 26:1-6; Sl 105:8, 9.

I Filisterlandet, hvor man ikke var ham så gunstigt stemt, benyttede Isak den samme list som hans fader engang havde benyttet, idet han udgav sin hustru for at være en søster. Da Jehova velsignede ham meget, begyndte filistrene efter nogen tid at misunde ham, og han blev tvunget til at flytte, først til Gerars Regnflodsdal og så til Be’er-Sjeba i udkanten af det tørre Negebområde. Mens han boede her, kom de tidligere fjendtligt indstillede filistre til ham for at indgå en „edsforpligtelse“, eller en fredstraktat, med ham da han, som de åbent indrømmede, var „Jehovas velsignede“. Hans mænd gravede en brønd på stedet, og Isak kaldte den Sjiba. „Af den grund er byens navn Be’er-Sjeba [der betyder „edsbrønd“ eller „syvbrønd“] den dag i dag.“ — 1Mo 26:7-33; se BE’ER-SJEBA.

Isak havde altid holdt særlig meget af Esau fordi denne gerne opholdt sig i det fri; han var jæger og færdedes i vildmarken, og for Isak betød det „vildt i hans mund“. (1Mo 25:28) Da Isaks øjne var blevet svage og han følte døden nærme sig, forberedte han sig derfor på at give Esau den førstefødtes velsignelse. (1Mo 27:1-4) Om han ikke vidste at Esau havde solgt sin førstefødselsret til sin broder Jakob, og om han ikke længere huskede at Gud før de to drenges fødsel havde sagt: „Den ældste skal tjene den yngste,“ vides ikke. (1Mo 25:23, 29-34) Men i hvert fald huskede Jehova det, og det gjorde Rebekka også. Hun greb derfor hurtigt ind og sørgede for at Jakob fik velsignelsen. Da Isak blev klar over den list som var blevet brugt til dette formål, nægtede han at ændre noget ved det der var sket, og som umiskendeligt var Jehovas vilje. Han forudsagde også at Esau og hans efterkommere skulle bo fjernt fra de frugtbare marker, at de skulle leve af sværdet, og at de til sidst ville rive Jakobs åg af deres hals. — 27:5-40; Ro 9:10-13; se ESAU.

Efter dette sendte Isak Jakob til Paddan-Aram for at forhindre at han giftede sig med en af kana’anæernes døtre, sådan som hans broder Esau til sine forældres store sorg havde gjort. Da Jakob mange år senere vendte tilbage, boede Isak i Kirjat-Arba (Hebron) i bjerglandet. Her døde han i en alder af 180 år, „gammel og mæt af dage“. Det var i 1738 f.v.t., et år før hans sønnesøn Josef blev førsteminister i Ægypten. Isak blev begravet i Makpelas hule, hvor hans forældre og hans hustru var blevet begravet, og hvor hans søn Jakob senere blev det. — 1Mo 26:34, 35; 27:46; 28:1-5; 35:27-29; 49:29-32.

Betydningen af andre henvisninger til Isak. Isak bliver hele Bibelen igennem nævnt hen ved 30 gange i det velkendte udtryk ’Abraham, Isak og Jakob’. I nogle tilfælde forbindes udtrykket med at disse patriarker tilbad og tjente Jehova som Gud. (2Mo 3:6, 16; 4:5; Mt 22:32; Apg 3:13) I andre tilfælde henvises der til den pagt Jehova havde indgået med dem. (2Mo 2:24; 5Mo 29:13; 2Kg 13:23) Jesus brugte desuden udtrykket billedligt. (Mt 8:11) I et enkelt tilfælde nævnes Isak i en hebraisk parallelisme synonymt med sine efterkommere, Israels nation. — Am 7:9, 16.

Som Abrahams afkom var Isak et billede på Kristus, gennem hvem der vil komme evigvarende velsignelser. Som der står skrevet: „Nu blev løfterne udtalt til Abraham og til hans afkom. Der siges ikke: ’Og til dine efterkommere,’ som når der er mange, men, som når der er én: ’Og til dit afkom,’ som er Kristus.“ I videre forstand var Isak også et billede på dem der „hører Kristus til“, dem der er „Abrahams afkom, arvinger ifølge et løfte“. (Ga 3:16, 29) Endvidere står de to drenge, Isak og Ismael, sammen med deres mødre som „et symbolsk drama“. Mens det bogstavelige Israel (ligesom Ismael) „i virkeligheden [var] født på kødets måde“, er de som udgør det åndelige Israel, „løftets børn på samme måde som Isak“. — Ga 4:21-31.

Isak hører desuden med til ’den store sky af vidner der omgiver os’, for han var en af dem som „ventede på byen som havde faste grundvolde, byen hvis bygmester og ophavsmand er Gud“. — He 12:1; 11:9, 10, 13-16, 20.