OVERSÆTTELSE

Som følge af sprogforvirringen under bygningen af Babelstårnet blev menneskeheden pludselig flersproget. Derved opstod der en ny profession, oversætterfaget. (1Mo 11:1-9) Omkring 500 år senere benyttede Josef en tolk da han talte ægyptisk til sine hebraiske brødre for at skjule sin identitet for dem. (1Mo 42:23) Det er en form af det hebraiske ord līts el. luts („at spotte“) der er gengivet med „tolk“ i dette skriftsted. Det samme ord er nogle gange gengivet med „talsmand“ når det sigter til en udsending som mestrer et fremmedsprog, som for eksempel „Babylons fyrsters talsmænd“ der blev sendt til Juda for at tale med kong Ezekias. — 2Kr 32:31.

Gaven at kunne tale fremmede sprog var en af de manifestationer der ledsagede udgydelsen af Guds hellige ånd over Kristi trofaste disciple på pinsedagen år 33. Dette var imidlertid ikke nogen gentagelse af det der fandt sted på Sinears sletter 2200 år tidligere, for i stedet for at få deres oprindelige sprog udskiftet med et nyt, beholdt disse disciple deres modersmål og blev samtidig i stand til at tale om Guds storslåede gerninger på fremmede tungemål. (Apg 2:1-11) Sammen med denne evne til at tale på fremmede sprog fik medlemmerne af den første kristne menighed andre mirakuløse gaver ved hjælp af ånden, blandt andet den gave at kunne oversætte fra ét sprog til et andet. De fik også vejledning om den rette brug af denne gave. — 1Kor 12:4-10, 27-30; 14:5, 13-28.

Det mest bemærkelsesværdige oversættelsesarbejde der er blevet udført, er oversættelsen af Bibelen til utallige sprog — en kæmpemæssig opgave der har taget mange hundrede år. I dag foreligger hele Bibelen eller dele af den på mere end 2100 sprog. Men ingen af disse oversættelser er blevet til under inspiration. Dette store oversættelsesarbejde tog sin begyndelse i det 3. århundrede f.v.t., da man tog fat på at oversætte de hebraiske og aramaiske inspirerede Hellige Skrifter, der nu udgør i alt 39 bøger, til fællesgræsk, eller koinégræsk, som var datidens internationale sprog. Denne oversættelse fik navnet Septuaginta.

De der siden skrev De Kristne Græske Skrifters 27 bøger, hvormed den bibelske kanon blev afsluttet, citerede ofte fra De Hebraiske Skrifter. Det lader til at de undertiden benyttede den græske Septuaginta-oversættelse i stedet for selv at oversætte fra den hebraiske bibeltekst. (Sml. Sl 40:6 [39:7, LXX] med He 10:5.) I andre tilfælde lavede de deres egen, ret frie oversættelse, hvilket man ser ved at sammenligne Hoseas 2:23 med Romerne 9:25. At de oversatte frit og ikke ordret, fremgår også af Romerne 10:6-8 sammenholdt med 5 Mosebog 30:11-14.

Til gavn for læserne oversatte de kristne bibelskribenter ofte person- og stednavne samt titler og andre udtryk. De anførte betydningen af personnavne som Kefas, Barnabas, Tabita, Bar-Jesus og Melkizedek (Joh 1:42; Apg 4:36; 9:36; 13:6, 8; He 7:1, 2), titler som Immanuel, Rabbi og Messias (Mt 1:23; Joh 1:38, 41) og stednavne som Golgata, Siloam og Salem (Mr 15:22; Joh 9:7; He 7:2), og de oversatte ordene „Talitaʹ kum“ og „Eliʹ, Eliʹ, lamaʹ sabachthaʹni“. — Mr 5:41; 15:34.

Ifølge udsagn af Hieronymus, Eusebios Pamfili, Origenes, Irenæus og Papias skrev Mattæus først sit evangelium på hebraisk. Hvem der senere oversatte det til græsk, vides ikke. Hvis Mattæus selv gjorde det, sådan som nogle mener, er det den eneste kendte inspirerede bibeloversættelse der er foretaget.

I klassisk græsk betyder ordet hermēneuʹō ofte „forklare, udlægge, fortolke“. I De Kristne Græske Skrifter har det betydningen „oversætte“. (Joh 1:42; 9:7; He 7:2) Det er beslægtet med navnet på den græske gud Hermes (romernes Merkur), der i mytologien ikke alene blev betragtet som gudernes sendebud og talsmand, men også som skribenternes, talernes og oversætternes skytsgud. De hedenske indbyggere i Lystra kaldte Paulus for „Hermes, da det var ham der førte ordet“. (Apg 14:12) Til hermēneuʹō kan man føje forstavelsen metaʹ, der betegner en forandring eller overgang fra én tilstand til en anden. Herved dannes ordet methermēneuʹō, der også forekommer nogle gange i Bibelen. Det betyder „forandre“ eller „oversætte fra ét sprog til et andet“, og det bruges hver gang i den passive form. — Se fx Mt 1:23; Apg 13:8.

Ved at føje forstavelsen dia, „gennem“, til hermēneuʹō får man den forstærkede form diermēneuʹō. Det bruges mest om at oversætte sprog (Apg 9:36; 1Kor 12:30), men kan også betyde „forklare fuldt ud; fortolke fuldt ud“. — Lu 24:27; se TYDNING, FORTOLKNING.