Akvila og Priskilla — et ægtepar der er værd at efterligne
„HILS Priska og Akvila, mine medarbejdere i Kristus Jesus, som har sat deres egen hals på spil for min sjæl, og som ikke blot jeg men også alle menighederne blandt nationerne siger tak.“ — Romerne 16:3, 4.
Disse ord af apostelen Paulus til den kristne menighed i Rom viser hvor meget han værdsatte og holdt af dette ægtepar. Han huskede at nævne dem i sit brev da han skrev til menigheden. Men hvem var disse to „medarbejdere“ af Paulus, og hvorfor var han og menigheden så glade for dem? — 2 Timoteus 4:19.
Akvila var en jøde som levede i diasporaen (jøderne i adspredelsen), og som stammede fra Pontus i det nordlige Lilleasien. Sammen med sin kone, Priskilla (Priska), boede han i Rom. Der havde været et temmelig stort samfund af jøder i Rom, i det mindste siden Pompejus i år 63 f.v.t. erobrede Jerusalem og førte et stort antal fanger til Rom som slaver. Romerske inskriptioner viser at der dengang var et dusin eller flere synagoger i byen. Et antal jøder fra Rom befandt sig i Jerusalem på pinsedagen år 33, hvor de hørte den gode nyhed. Det var måske gennem dem at det kristne budskab for første gang nåede det romerske riges hovedstad. — Apostelgerninger 2:10.
I år 49 eller i begyndelsen af år 50 blev jøderne imidlertid forvist fra Rom på kejser Claudius’ befaling. Det var i den græske by Korinth at apostelen Paulus mødte Akvila og Priskilla. Da Paulus ankom til Korinth, tilbød Akvila og Priskilla ham venligt både husly og arbejde, for de var alle teltmagere af fag. — Apostelgerninger 18:2, 3.
Teltmagere
Det var ikke noget let arbejde at være teltmager, eftersom man skulle tilskære og sy i stift, groft materiale eller læder. Ifølge historikeren Fernando Bea var det „et arbejde der krævede ekspertise og omhu“ af teltmagerne, som måtte arbejde med „groftvævede, stive stoffer. Disse stoffer blev brugt når man var på rejse og skulle slå lejr, som læ for sol og regn, eller til indpakning af skibsladninger.“
Dette rejser et spørgsmål. Sagde Paulus ikke at han var blevet ’opdraget ved Gamaliels fødder’, hvilket jo skulle have banet vej for en indflydelsesrig karriere i de efterfølgende år? (Apostelgerninger 22:3) Jo, det er sandt, men blandt jøderne i det første århundrede satte man en ære i at lære en dreng et håndværk selv om han senere skulle have en højere uddannelse. Det er derfor sandsynligt at både Akvila og Paulus havde lært deres håndværk som teltmagere da de var ganske unge. Denne uddannelse skulle vise sig at blive meget anvendelig senere. Men for en kristen var dette verdslige arbejde ikke noget mål i sig selv. Paulus forklarede at det arbejde han udførte i Korinth sammen med Akvila og Priskilla, blot var et middel til at han kunne ernære sig mens han udførte sin vigtigste opgave, nemlig forkyndelsen af den gode nyhed, uden ’at ligge nogen til byrde’. — 2 Thessaloniker 3:8; 1 Korinther 9:18; 2 Korinther 11:7.
Akvila og Priskilla var tydeligvis glade for at kunne hjælpe Paulus i hans missionærtjeneste. Disse tre venner har sikkert mange gange holdt en pause i deres arbejde for at aflægge et uformelt vidnesbyrd over for kunder eller forbipasserende. Og til trods for at teltmagerfaget var et beskedent og anstrengende erhverv, var de lykkelige for det og arbejdede „nat og dag“ for at fremme Guds interesser. I dag ernærer mange kristne sig også ved et deltidsjob eller sæsonarbejde for at kunne bruge størstedelen af den resterende tid til at forkynde den gode nyhed for folk. — 1 Thessaloniker 2:9; Mattæus 24:14; 1 Timoteus 6:6.
Et eksempel i gæstfrihed
Paulus brugte efter alt at dømme Akvilas hjem som udgangspunkt for sin missionærvirksomhed i de 18 måneder han opholdt sig i Korinth. (Apostelgerninger 18:3, 11) Det er derfor sandsynligt at Akvila og Priskilla havde den glæde at få besøg af Silas (Silvanus) og Timoteus da de kom ned fra Makedonien. (Apostelgerninger 18:5) Paulus’ to breve til thessalonikerne, som senere blev en del af den bibelske kanon, kan være skrevet mens apostelen boede hos Akvila og Priskilla.
Man kan nemt forestille sig at Priskilla og Akvilas hjem på det tidspunkt summede af teokratisk aktivitet. Mange gode venner kom sikkert på besøg, for eksempel Stefanas og hans familie, de allerførste kristne i provinsen Achaia, der var blevet døbt af Paulus; Titius Justus, som lod Paulus holde foredrag i sit hjem; og Krispus, synagogeforstanderen, som sammen med sin husstand tog imod sandheden. (Apostelgerninger 18:7, 8; 1 Korinther 1:16) Derudover var der Fortunatus og Akaikus; Gajus, i hvis hjem menigheden formentlig holdt sine møder; Erastus, byens kæmner; Tertius, som Paulus brugte som sekretær da han dikterede sit brev til romerne; og Føbe, en trofast søster i den nærliggende menighed i Kenkreæ, som sandsynligvis medbragte brevet fra Korinth til Rom. — Romerne 16:1, 22, 23; 1 Korinther 16:17.
De af Jehovas tjenere i dag som har haft mulighed for at vise gæstfrihed over for rejsende tilsynsmænd, ved hvilken opmuntrende og uforglemmelig oplevelse det kan være. De opbyggende oplevelser der fortælles ved sådanne lejligheder, kan være en åndelig saltvandsindsprøjtning for alle. (Romerne 1:11, 12) Og som Akvila og Priskilla erfarede, har de der stiller deres hjem til rådighed for de kristne møder, for eksempel menighedens bogstudium, også andel i den glæde og tilfredsstillelse det giver at fremme den sande tilbedelse.
Akvila og Priskilla havde så nært et venskab med Paulus at de rejste med ham da han forlod Korinth i foråret 52, ja, de fulgte ham helt til Efesus. (Apostelgerninger 18:18-21) Akvila og Priskilla bosatte sig i byen og lagde en grundvold inden apostelens næste besøg. Det var her at disse dygtige undervisere af den gode nyhed ’tog den veltalende Apollos med sig’ og havde den glæde at hjælpe ham til at forstå Guds vej nøjere. (Apostelgerninger 18:24-26) Da Paulus igen besøgte Efesus under sin tredje missionsrejse, omkring vinteren 52/53, var den mark som var blevet opdyrket af dette dynamiske ægtepar, allerede moden til høst. I cirka tre år forkyndte og underviste Paulus om „Vejen“ mens menigheden i Efesus holdt sine møder i Akvilas hjem. — Apostelgerninger 19:1-20, 26; 20:31; 1 Korinther 16:8, 19.
Paulus’ to venner Akvila og Priskilla flyttede senere tilbage til Rom og fortsatte med at ’følge gæstfrihedens vej’, idet de stillede deres hjem til rådighed for kristne møder. — Romerne 12:13; 16:3-5.
De ’satte deres hals på spil’ for Paulus
Det er muligt at Paulus også overnattede hos Akvila og Priskilla da han opholdt sig i Efesus. Boede han også hos dem da sølvsmedene anstiftede optøjer? Ifølge beretningen i Apostelgerninger 19:23-31 måtte brødrene holde Paulus tilbage fra folkehoben da de håndværkere som lavede Artemistempler af sølv, havde ophidset folkemasserne mod forkyndelsen af den gode nyhed. Nogle bibelkommentatorer har fremsat den teori at det kan have været under sådanne farlige omstændigheder at Paulus ’var meget usikker endog med hensyn til sit liv’, og at Akvila og Priskilla på en eller anden måde greb ind og ’satte deres egen hals på spil’ for ham. — 2 Korinther 1:8; Romerne 16:3, 4.
Da „uroen havde lagt sig“, forlod Paulus klogeligt byen. (Apostelgerninger 20:1) Akvila og Priskilla blev uden tvivl også udsat for modstand og latterliggørelse. Tog det modet fra dem? Nej, de fortsatte modigt deres kristne tjeneste.
Et ægtepar der holdt sammen
Da Claudius’ herredømme var ophørt, flyttede Akvila og Priskilla tilbage til Rom. (Romerne 16:3-15) Sidste gang de nævnes i Bibelen, bor de igen i Efesus. (2 Timoteus 4:19) Men også denne gang nævnes de sammen. Det var virkelig et ægtepar der havde et nært forhold til hinanden. Paulus kunne ikke tænke på denne kære broder, Akvila, uden samtidig at tænke på hans kones loyale samarbejde. Akvila og Priskilla er et godt eksempel for kristne ægtepar i dag. Den loyale støtte som en hengiven ægtefælle yder den anden part, bidrager nemlig til at de hver især kan yde meget „i Herrens gerning“, og undertiden endda mere end det havde været muligt at yde som ugift. — 1 Korinther 15:58.
Akvila og Priskilla tjente i flere forskellige menigheder. Mange nidkære kristne i dag har fulgt deres eksempel og stillet sig til rådighed for at flytte hen hvor behovet er større. De erfarer også den glæde og tilfredsstillelse der kommer af at se Rigets interesser vokse og af at opdyrke nære og værdifulde venskaber inden for brodersamfundet.
Takket være det fine eksempel Akvila og Priskilla satte med hensyn til kristen kærlighed, nød de stor gunst hos Paulus og andre medtroende. Men hvad der var langt vigtigere, var at de havde skaffet sig et godt omdømme hos Jehova. Bibelen giver os denne forsikring: „Gud er ikke uretfærdig så han glemmer jeres arbejde og den kærlighed I har vist mod hans navn, idet I har ydet de hellige hjælpetjeneste og fortsat yder dem hjælpetjeneste.“ — Hebræerne 6:10.
Vi kan efterligne Akvilas og Priskillas gode eksempel ved at udnytte de muligheder vi får for at blive brugt i den kristne tjeneste. Vi vil erfare en dyb tilfredsstillelse når vi bruger vores energi og liv i hellig tjeneste og aldrig glemmer „at gøre godt og at dele med andre, for i sådanne ofre har Gud velbehag“. — Hebræerne 13:15, 16.