JØDE, JØDINDE

[fra (tilhørende) Juda].

Et medlem af Judas stamme. Betegnelsen anvendes først efter tistammerigets fald. Det sydlige rige blev kaldt Juda, og indbyggerne Judas sønner eller Judas sønners stamme. Den første der brugte betegnelsen ’jøder’, var den der skrev Kongebøgerne, hvilket uden tvivl var Jeremias, hvis profetgerning begyndte i 647 f.v.t. (Se 2Kg 16:6; 25:25.) Efter landflygtigheden blev ordet brugt som betegnelse for alle de hjemvendte israelitter (Ezr 4:12; 6:7; Ne 1:2; 5:17) og derefter for alle hebræere i hele verden for at adskille dem fra de øvrige folkeslag. (Est 3:6; 9:20) Hedninger som gik over til den jødiske tro og blev omskårne proselytter, bekendte sig også som jøder. (Est 8:17) I De Hebraiske Skrifter betegnes en der havde antaget jødernes religion, dog ofte som en „fastboende udlænding“ (Jer 22:3), og i De Kristne Græske Skrifter omtales sådanne jævnlig som „proselytter“. (Apg 2:10; 6:5; 13:43) I Apostelgerninger 24:24 forekommer ordet „jøde“ i hunkøn, „jødinde“.

Da Jesus var barn, kom astrologerne fra Østen og spurgte: „Hvor er den jødernes konge som er født?“ (Mt 2:1, 2) På Jesu marterpæl satte Pilatus teksten: „Jesus Nazaræeren, jødernes konge.“ — Joh 19:19.

Brugt billedligt. Apostelen Paulus understregede at jøderne tog fejl når de roste sig af deres kødelige afstamning som jøder og mente at lovgerninger ville stille dem gunstigt hos Gud. Han sagde: „For jøde er ikke den som er det i det ydre, og omskærelse er heller ikke det som er i det ydre, i kødet. Men jøde er den som er det i det indre, og hans omskærelse er hjertets omskærelse ved ånd og ikke ved en skreven lovsamling. Han får sin ros, ikke af mennesker, men af Gud.“ (Ro 2:28, 29) Paulus spiller her på betydningen af navnet Juda, som ordet „jøde“ er afledt af, idet han viser at man kun opnår ros (eller pris) hos Gud ved at tjene ham af hjertet, ved ånd. Dette argument svarer til det Paulus skriver i Romerbrevets 4. kapitel om at Abrahams sande afkom består af dem der har samme tro som Abraham. Han gør endvidere opmærksom på at et menneskes nationalitet er uden betydning i den kristne menighed, for „der er hverken jøde eller græker [hedning]“. (Ga 3:28) Da den opstandne Jesus Kristus talte til menigheden i Smyrna og trøstede den på grund af den forfølgelse den var udsat for, hovedsagelig fra jødernes side, sagde han: „Jeg kender . . . spotten fra dem som siger at de er jøder, og ikke er det, men er Satans synagoge.“ — Åb 2:9.